REJSEFEBER

Lige så længe jeg kan huske, har det været vigtigt for mig at rejse. Først var det for de elementære oplevelsers skyld, siden blev det nødvendigt for at få perspektiv på verden og mig selv. Intet er så svært som at se ud over sin egen næsetip (læs: kultur og vaner), og derfor er det nødvendigt at rejse ud, miste fodfæstet, fordi man bliver udfordret på sine holdninger, og så vende tilbage til udgangspunktet med en ny forståelse af mange ting.

Allerede i de første år af 1950’erne tog vores forældre min bror og jeg på rejser i Europa, og det var stærk peber for drenge på 4 og 7 år at rejse rundt i Tyskland og se resultaterne af de allieredes bombardementer. Ruiner så langt øjet rakte. På billedet nedenfor står min bror Hans sammen vores mor og bedstemor fra Randers ved ruiner i Heidelberg:

Mange år senere har jeg forstået, at alt dette netop var min fars og mors hensigt. De mente, at vi som den nye generation havde brug for at se, hvad krig havde af konsekvenser, og et besøg i det sønderbombede Tyskland var effektiv undervisning – og samtidig en indsprøjtning, der gav en livslang rejsefeber, måske også rastløshed.

I mere end 60 år efter den første rejse til det krigshærgede Tyskland har jeg rejst verden tyndt og besøgt de fleste kontinenter, boet kortvarigt og i årevis i udlandet og er nået frem til, at for mig er det nødvendigt at rejse. Når jeg rejser og møder fremmede mennesker, oplever jeg, hvor mærkelige de er. For derefter at tænke over, at de nok også synes, at jeg er mærkelig. Rejser fremmer på den måde tolerance i verden, og det bliver sværere for Hitler-typer at bilde os ind, at en anden befolkningsgruppe er undermennesker.

I de efterfølgende mere end 60 år har jeg rejst verden tyndt, boet kortvarigt og i årevis i udlandet, og nu, hvor jeg er delvist pensioneret, har jeg lyst til at fortælle om det dejlige, men også nødvendige, ved at rejse. Det bliver fortællinger og billeder fra steder og stunder rundt om i verden, hvor jeg alene eller sammen med min kone har haft gode og tankevækkende oplevelser, men det bliver også – når inspirationen rammer mig – længere indlæg med en historisk, politisk eller kulturelt vinkel på det, vi ser og oplever. Og det er et løfte, at det aldrig bliver korte Twitter-agtige notitser (“Nu sidder vi på en cafe i Firenze!”), for det er da fuldstændig uinteressant. Tværtimod er der nok risiko for mange ord, for der er rasende meget at tænke over, når man rejser. For mig er det selve pointen….!

På de fleste rejser og ophold har vi ført dagbog. I begyndelsen med kuglepen i små fedtede notesbøger, men i de senere år elektronisk, og de sidstnævnte kan nu læses her på bloggen. Som læser er man naturligvis meget velkommen til at skrive en kommentar til mine indlæg eller sende mig en mail.

Vores rejser foregår så vidt muligt på egen hånd. Vi har i årenes løb været mange mærkelige steder i verden, kørt i en bil med defekt kølersystem i Sahara, sovet i huler under jorden sammen med alskens kryb, sejlet på Yangtse og meget, meget mere, og altid på egen hånd. Jeg har sågar engang i Nordafrika fået tilbudt en smuk ung kvinde som kone-2, men da var jeg ikke på egen hånd, så…!

I 10 år sejlede vi danske og skandinaviske farvande tynde i vores sejlbåd, men den blev solgt i 2013 og erstattet af en lille campingvogn, der passer bedre til slidte knæ og skuldre og som – hvilket er meget væsentligt – bragte os længere væk, end båden kunne. Med den blev der mindre frisk luft i håret end med sejlbåden, men til gengæld gav den oplevelser, som bragte frisk luft til den indvendige del af hovedet, og det har man altid brug for. I et corona-vindue i sommeren 2020 kørte vi en sidste pragtfuld tur til Frankrig med den lille vogn på slæb, hvorefter den blev solgt. “Tidens tand” kræver sine ofre. Rejses skal der fortsat for at holde feberen nede – men tilpasset en ny virkelighed.                                                           (Ajourført i oktober 2021)

WE TRAVEL, NOT TO ESCAPE LIFE,

BUT FOR LIFE NOT TO ESCAPE US.