En uventet mail i 1999

En dag i 1998 dukkede der en usædvanlig mail op i min indbakke på rektorkontoret på Viborg Katedralskole; usædvanlig, fordi den kom fra den anden side af jordkloden med en afsender, jeg aldrig havde hørt om. Idag ville en sådan mail formodentlig ryge i et spamfilter eller blive slettet som “mystisk”, men i datidens digitale barndom havde vi endnu ikke hørt om hacking og malware, så mailen blev åbnet – og det var godt, mildt sagt!

Afsenderen var vicerektor Andrew Fitzsimons, der var vicerektor på et Shoalhaven gymnasium ca. 150 km. syd for Sydney, som ønskede kontakt med en dansk kollega. På en eller anden måde (vistnok via Undervisningsministeriet) havde Andrew fundet ud af, at Viborg Katedralskole og jeg kunne være et godt match, og efter noget korrespondence frem og tilbage inviterede jeg ham til at komme og “skygge” mig i mit arbejde og samtidig bo privat hos os. Det var naturligvis en satsning, der kunne kaste problemer af sig, hvis samarbejdet ikke fungerede, men min mavefornemmelse fra korrespondancen var god – det skulle prøves! .

Både professionelt og personligt viste det sig t fungere utrolig godt, og Andrew og jeg fik så meget ud af samarbejdet i Danmark, at vi besluttede at fortsætte det i Australien. I 1999 rejste jeg derfor – med Viborg Amts accept fordi man kunne se ideen i projektet – til Australien for at arbejde på Shoalhaven Gymnasium, både i undervisningen og som skygge i skolens ledelse. Shoalhaven High School er en blandet skole med både hvide elever og koori-elever (aboriginals), og forholdet mellem de to grupper var mildt sagt ikke specielt godt. En af Andrews faste opgaver var at stoppe tilbagevendende slagsmål i skolegården, og han fortalte, at når han skred gennem en stor gruppe elever i slagsmål tænkte han altid på sig selv som en fregat i oprørt sø! Andrew er en stor mand, så sammenligningen er rammende –

 

Som man kan se på billedet, er det sommer, men alligevel har Andrew slips på, for det var obligatorisk for alle mandlige lærere. Umiddelbart lidt træls i varmen (og noget pjat, tænkte jeg i begyndelsen), men ved nærmere eftertanke ændrede jeg opfattelse, og da jeg kom tilbage til Katedralskolen havde jeg da lyst til at prikke til et par af de mandlige kolleger, der mødte på arbejde i tøj, der ville være velegnet til klude i mit værksted. Hver fredag var der udvidet frokostpause, og den blev brugt til hygge og samvær omkring god mad, men også til en lille tale fra Andrew, hvor han fortalte om sine iagttagelser gennem den forløbne uge, og på baggrund af dem udnævnte han hver fredag en “teacher of the week”! , Det fungerede utrolig godt, alle klappede og glædede sig over det lille rygklap til en af kollegerne, og hjemme på VK havde jeg lyst til at indføre den samme tradition, men lærernes tillidsmand tog stærkt afstand fra ideen, hvilket ærgrede mig, men han havde nok ret i, at det ikke ville fungere i et dansk jantelovsmiljø.

Samlet set blev mit ophold på Shoalhaven et af mit arbejdslivs bedste oplevelser, som jeg kunne berette i timevis om.

Privat blev jeg heldigvis inviteret til at bo på Risingstill hos familien Fitzsimons i Kangoroo Valley – Andrew, Liz (læge), Ruben og Veda. Pragtfulde og gæstfrie mennesker alle fire, som jeg lærte at sætte meget stor pris på.

Risingstill ligger gudesmukt i en dyb dal nogle kilometer fra kysten med langt til nærmeste nabo –

Andrew har selv bygget huset af genbrugsmaterialer og er møbleret med brugte, slidte og meget magelige møbler, der er som skabt til – som her – en eftermiddagsøl –

Australiernes afslappede forhold til tilværelsen er noget af det, vi sætter allerstørst pris på – her forberedes der gæstebud i køkkenet på Risingstill – der er ikke meget Bo Bedre over interiøret, men kvaliteten af maden og det gode selskab var uovertruffen.

Og sådan ser et australsk køleskab naturligvis ud –

Vi kan som danskere og europæere helt klart lære noget af australliernes måde at tackle tilværelsen på. Den evindelige stræben efter perfektion i alt det ydre, som stresser mennesker i vores del af verden, fylder væsentligt mindre hos australierne (i hvertfald dem vi kender). Da jeg skulle rejse hjem, havde Andrew og Liz inviteret forskellige mennesker til middag for at sige farvel, og som eftermiddagen skred frem, begyndte jeg at undre mig over, at de stadig sad i solen og slappede af. Da gæsterne kom, viste det sig, at alle havde medbragt noget mad, som vi tilberedte i fællesskab – mens vi drak god australsk rødvin – og opvasken nogle timer senere foregik på samme måde. Fremragende efter min opfattelse.

Haven på Risingstill er den smukkest tænkelige kombination af natur og kultur –

Da jeg boede der første gang, gik jeg hver morgen en tur i haven inden afgang til skolen, og en morgen mødte jeg denne fyr –

Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om at gå stilfærdigt hver til sit. Da jeg kom hjem til huset, spurgte jeg Andrew, om fyren her mon var giftig, og han svarede ganske afslappet “sandsynligvis…!” Australiens er det kontinent med flest giftige og farlige dyr, så det er klogt altid at gå ud fra “sandsynligvis…!”

Australiernes gæstfrihed er stor og rakte også til en invitation til at deltage i en kapsejlads i bugten ud for Utzons operahus i Sydney. Som så meget andet i Australien var det en meget afslappet affære –

–  og netop som vi passerede Utzon-operaen med den berømte Sydney Harbour Bridge i baggrunden fik jeg overladt roret som en australsk hyldest til en stor, dansk arkitekt. Så kunne de også bedre koncentrere sig om at knappe øl op…!

I 2004 blev Andrew rektor på Dapto Highschool, og da vi besøgte skolen og holdt foredrag for lærergruppen om danske forhold, var velkomsten som altid i Australien varm – både helt konkret og i overført betydning –

Denne første oplevelse i Australien blev en appetitvækker, der førte flere rejser med sig til dette fantastiske kontinent – Australiens østkyst i 2001 og 2004