Som jeg har skrevet om andetsteds, er det en bedrøvelig oplevelse at se, hvordan mange – rigtig mange – af den oprindelige australske befolkning der er endt i en sump af alkohol, stoffer og kriminalitet. Specielt i Nortern Territory og inde i det centrale Australien er disse sølle eksistenser en påtrængende realitet hver eneste dag. Alligevel er deres situation og historie særdeles interessant og værd at beskæftige sig med.
Det er velkendt, at de første spor af mennesker er fundet i Afrika, hvorfra de for 20-25.000 år siden udvandrede til de landfaste kontinenter som fx Europa (Neanderthalere og Cro-magnon mennesker). Den nyeste forskning viser imidlertid, at blandt disse ur-mennesker i Afrika begyndte en gruppe at udvandre langt tidligere – for 70.000 år siden – og på forunderlig vis nåede de frem til Australien, befolkede landet og levede her uden kontakt med andre mennesker (for her var ingen!) i tusindvis af år, indtil Kaptajn Cook i 1770 indledte den hvide erobring af landet. Aboriginerne er disse ur-menneskers efterkommere, og vi (europæerne) og aboriginerne har altså svimlende langt tilbage en fælles oprindelse. Vi udviklede os imidlertid vidt forskelligt, for mens udvandrerne til de landfaste kontinenter blandede sig med hinanden, var der ingen at blande sig med i Australien, og de nulevende aboriginere er derfor i DNA-mæssig forstand ”rene” efterkommere af de oprindelige ur-mennesker fra Afrika. Det betyder kort fortalt, at man i mødet med nutidens aboriginere får et godt bud på, hvordan ur-mennesker så ud for 70.000 år siden. Det er fuldstændig vildt!
Manden bag denne skelsættende forskning er den danske naturvidenskabsmand Eske Willerslev, og man kan læse om hans forskning i bogen ”Historien om det hele”.
Aboriginernes kultur er den ældste eksisterende i verden, og mange steder i Australien finder man aboriginer-tegninger, der er 10-15.000 år gamle. Nogle af dem kan ses i Kakadue National Park –
billede
For rigtig at forstå aboriginer-civilisationens tyngde og alder er det nyttigt at huske, at det kun er er godt 1000 år siden, at Harald Blåtand skrev om Danmark og sine forældre på de to Jellingestene – og vi praler ofte af vores laaaange historie…!
Aboriginernes kultur har gennem årtusinder været bygget op omkring en dyb forståelse af den natur, der sikrede dem eksistensen, samt – og det er pointen her – en mytisk drømmeverden, hvis fortællinger fik deres eksistens til at hænge sammen, fuldstændig som den kristne, mytiske fortælling om Guds søn, der gennem to årtusinder har ”forklaret” verden for millioner af mennesker i vores del af verden. Når Uluru-klippen er hellig for aboriginerne, er det fordi den indgår som en central del af deres drømme-fortællinger med elver, der lever inde i klippen sammen med muldvarpelignende dyr med overnaturlige kræfter.
Aboriginerne siger selv, at det er historierne, der giver livet mening og at forskellen mellem mennesker og dyr er, at vi fortæller historier. Vi eksisterer kun gennem de historier, vi fortæller, siger aboriginerne – uden historier, ingen eksistens. Bedst forstår man vel klippens betydning for aboriginerne, hvis man sammenligner den med Betlehems betydning for de kristne. Begge dele er hellig grund, og den tramper man naturligvis ikke på. Alligevel sker det hvert år, at vestlige præstationsfikserede tumper forsøger at bestige Uluru, fordi de ikke kan forstå den aboriginske kultur, der er helt forskellig fra den vestlige, hvor effektivitet og rationalitet er kronjuvelerne.
Aboriginernes mytiske tankegang og mystiske ritualer er uforståelige for os. Der er aboriginere, der siger, at de kan huske, da Australien og Tasmanien hang sammen. Objektivt set noget vrøvl, siger vi, for det er ufatteligt længe siden. Objektivt korrekt, siger aborigineren, for han har den erindring som en del af sin bevidsthed i kraft af de historier, der har formet ham og hans forfædre gennem årtusinder, og med den forståelse kan det sagtens være rigtigt, at han kan huske, da de to områder hang sammen.
Når vi hører om aboriginernes drømmeverden, om elver og underlige overjordiske væsener, afviser vi det som uinteressant sludder, fordi det åbenlyst strider imod enhver form for naturvidenskab. Vi forstår ikke den ur-gamle drømmeverden, og derfor forsøger vi – på rekordtid – at flytte aboriginernes bevidsthed i retning af vores; de må da kunne bringes til at indse, at Vestens viden og forståelse er bedre end deres, og at de gamle fortællinger bare er ammestuesnak. Aboriginerne skal kort sagt hjælpes, fordi vi er de klogeste og vores værdier de bedste. Og kan de ikke forstå, at det sker for deres egen skyld, så stopper vi det ned i halsen på dem, og så må de lære det udenad. Man behøver kun at gå en tur på gaden i Darwin eller Katherine i Nordaustralien for at se, hvor galt det går, når man tænker og handler på den måde. Aboriginerne har med den vestlige kultur proppet ned i halsen mistet deres identitet, og resultaterne er skræmmende.
Den eneste undskyldning for alle ulykkerne er, at vi vidste ikke bedre. Men det gør vi nu. Vi er med rette stolte af vores vestlige værdier, men det er en katastrofe, når vi trækker dem ned over hovedet på mennesker, hvis kultur vi ikke forstår og slet ikke anerkender. Det er misionsvirksomhed af værste skuffe: Vores sandheder er bedre end jeres, vores Gud er bedre end jeres osv. Har man stadig ikke fattet pointen, kan man tænke på, hvordan det er gået i Irak, Afghanistan, Libyen eller alle de andre steder, hvor vi med militær magt har forsøgt at udbrede de hellige budskaber om demokrati, velfærd, menneskerettigheder og frihed, Vestens guldrandede værdier, der imidlertid ingen mening giver i samfund og kulturer med en helt anden historisk baggrund.
Eske Willerslev fortæller om nogle store etiske dilemmaer i sin forskning. Hvis forskningsresultater om aboriginernes fortid viser sig at gå på tværs af – og dermed ødelægger – de urgamle fortællinger hos aboriginerne, skal de så offentliggøres? Sagt anderledes: Hvad er vigtigst, videnskabelige resultater eller gamle fortællinger. Svaret for os i Vesten er let, men efter mange overvejelser nåede Willerslev frem til, at svaret måtte afhænge af aboriginernes holdning. Hvis de sagde ”nej” til en offentliggørelse, så måtte det være sådan, og vigtige forskningsresultater måtte lægges i glemmebogen. En sådan konklusion er stærkt provokerende i vores kultur, men jeg tror, Willerslev har ret, for der er masser af evidens for, at hvis man ødelægger menneskers identitet, og det er præcist, hvad der er sket med aboriginerne i Australien, så går det galt – helt galt – og så er det bedre at ofre noget viden på tilværelsens alter.
Meningen med at rejse – sådan som Anne-Marie og jeg rejser – er at opleve, hvordan andre mennesker lever deres liv på helt andre måder, end vi gør. Vores danske/vestlige levemåde er bare én blandt utallige, og vi kan ikke postulere, at den er bedre end andres. Vores forståelse af godt og skidt, lykkeligt og ulykkeligt, kan ikke projiceres over på andre, for der er mange andre sandheder end vores. Det er nødvendigt at rejse, sådan som overskriften er for min rejseblog, for at forstå dette.