Darwin (11-12/10)

Palmetræerne vinkede pænt til os, da vi landede på det australske fastland efter 41/2 times flyvning fra Singapore. Temperaturerne er tropiske, og vi er på kanten til den våde sæson (i Darwin har man ikke vinter og sommer, men tør og våd sæson), men denne dag er himlen blå og venlig.  Morgenen i Singapore var lige modsat med masser af heftig regn, da vi blev hentet af en Shuttlebus som en del af stop-over arrangementet. Da vi skulle chekke ind, viste det sig, at Anne-Maries fødselsdato var forkert noteret på visa’et til Australien, og så sad vi grundigt fast, for uden gyldigt visum ingen adgang til flyveren. Heldigvis viste Singapores effektivitet og venlighed sig endnu en gang fra sin bedste side, og i løbet af en halv times tid var der udstedt et nyt visum mod en afgift på 50 Singapore $. Gad vist om problemet var blevet løst så smidigt, hvis det havde været i Budapest, Rom – eller København?

Lufthavnen i Darwin er ret lille og derfor dejligt overskuelig. Uden for lufthavnsbygningen holdt der en shuttlebus, som for 30 australske $  bragte os ind til byen, og allerede midt på eftermiddagen var vi indkvarteret på Travelodge Resort i Cavenagh Street, der som det ses på nedenstående kort ligger særdeles centralt i byen (tryk for stort kort) –

Vi er i troperne på grænsen til den våde sæson, så varmen føles stærk og tung og indendørs brummer ac-anlæggene uophørligt. Vi kastede os nu straks ud i en gåtur ned til havet –

Her ser smukt og fredeligt ud, men senere på dagen talte vi med en af de lokale, der fortalte, at de jævnligt har besøg af de store saltvandskrokodiller her på stranden, så “watch out“, som han sagde…! Rådet er ikke helt ved siden af, for se blot denne kæmpe på 6-700 kg – med tilnavnet “Sweetheart” – der terroriserede området i flere år, før han blev fanget. Hans foretrukne angrebsmål var både med påhængsmotorer…!

Dyrelivet i Australien er noget af det mest fascinerende ved landet, og arterne er helt anderledes end i resten af verden – her et par af de fugle, vi mødte på dagens gåtur –

En “Masked lapwing” – formodentlig er der ingen dansk betegnelse.

Sæsonens første store storm passerede Darwin i sidste uge, og vi ser da også, at bilparken for en stor dels vedkommende består af de terrængående 4-hjulstrækkere med skorsten, kængurugitter m.m., beregnet til outback-vejene, der ofte bliver oversvømmede i den våde sæson på denne tid af året –

Dagen sluttede med en ikke specielt fremragende steak, men måltidet blev alligevel en oplevelse, da denne possum pludselig dukkede op ved bordet –

Vi er ikke verdensmestre – nærmere det modsatte – til at huske, hvad man skal have med af udstyr på lange vandreture i et klima som her i Darwin, hvor temperaturerne i skyggen på intet tidspunkt kommer under 30 grader. “Husk altid hat, vand, insektmiddel og solcreme”, siger australierne, og hvad mon vi havde med på dagens 10 km. lange gåtur i solen? En lille flaske vand…! Ret tåbeligt – og det er midt sagt ikke første gang…! “Men nu har vi lært det” – siger AM…!

På trods af heden var det en dejlig gåtur gennem byen og senere langs havet frem til Darwins “Museum and Art Galleri” –

På vejen derud mødte vi denne lille fyr, en lille “Dragon” –

Museet er fremragende – absolut strabadserne værd – og viser bl.a. Australiens rige dyreliv samt en masse aboriginal-kunst –

Museet har også en afdeling om ødelæggelsen af Darwin i juledagene 1974, hvor tyfonen Tracy smadrede det meste af byen, og hvor man var nødt til at evakuere 40.000 mennesker.

Når man færdes her i the Top End, som australierne kalder denne tropiske del af kontinentet, ser man overalt aboriginere, der er fuldstændigt forsumpede. De er en del af landets mest triste historie, for selvom man har gjort meget for denne oprindelige befolkning, er alt for meget mislykkedes. Vi har mødt søde og velfungerende aboriginere, men det er deprimerende tydeligt, at det aldrig er lykkedes at transformere den største del af dem til et moderne samfund, det er vores grønlænder-problematik i overdimensioneret størrelse. Den lokale stamme af aboriginere på disse kanter hedder Larrakia, og mange af dem lever et meget, meget sølle liv. Berusede og stærkt utilpassede mænd og kvinder (flest kvinder, mærkværdigvis..) tumler rundt på gaderne, højt råbende og fuldstændigt uden den “civilisations-fernis”, som de fleste Vesterlændige har. Disse Aboriginere er også af udseende meget usædvanlige – set med vestlige øjne er de meget lidt kønne – for nu at sige det mildt –

Det er svært at sige præcist hvorfor, men et eller andet ved Darwin og the Top End gør, at vi rigtig godt kan lide at være her. Byen er kun godt 100 år gammel og har slet ingen smukke eller charmerende kvarterer, men her er masser af plads, og det azurblå hav, dyrene (bortset fra myggene…!) og de mange grønne træer gør det til et rart sted at være. Dertil kommer en masse overmåde flinke, no-bullshit mennesker med stor humor, der ikke går meget op i at se stylet ud, tværtimod er stilen og adfæren særdeles afslappet. Man går ikke på fortovscafe, for pga varmen er der simpelthen ikke en eneste, man går indendørs og drikker en af de fremragende australske, iskolde øl – udvalget og valgmulighederne er enormt.

I morgen henter vi den lejede camper og sætter kursen mod syd, ud af civilisationen, nærmere betegnet mod Lichtfield National Park, hvor vi håber at finde en C-plads. Hvornår jeg næste gang finder en internet-forbindelse, står hen i det uvisse…!

Til næste kapitel: Darwin til Alice Springs

Tilbage til Indledningen