Fra Darwin til Alice Springs
Er det ikke Murphys lov, der siger, at hvis noget kan drille, så vil det drille…? Da vi her til morgen med bus nr. 8 kom for at hente vores Britz-autocamper i en forstad til Darwin, var den klar – det var bare den forkerte…! Vi havde på forhånd gennem Mytravel bestilt og betalt for en mellemstor model med toilet, og nu stod der en lille model uden toilet og ventede på os. En vis grad af kaos opstod, mens jeg diskuterede problemet med Britz-repræsentanten, der dog efterhånden fik mig overbevist om, at fejlen lå hos Myplanet, og jeg havde fornøjelsen (!) af at vække firmaets vagt midt om natten dansk tid. Han blev dog ret hurtigt blev så vågen, at han forstod, at Myplanet havde dummet sig eftertrykkeligt og måtte tage problemet på sig. Britz kunne ved et svineheld skaffe den ønskede model – en rusten “oldtimer” af mærket VW med 250.000 på tælleren – mod at jeg på stedet betalte 10.000 kr. for opgraderingen. Det gjorde jeg så – kreditkort er en herlig opfindelse – og vi kørte afsted med “oldtimer’en”, der viste sig at køre bedre end den ser ud, så mon ikke det går. Australierne kører stadig i den forkerte side af vejen, og det er ikke til at få dem til at lave det om, selvom jeg har forsøgt…:).
Mens AM pakkede ud, skrev jeg en mail til Myplanet og forventer naturligvis at få refunderet de 10.000 kr flux, straks og ganske omgående. Ellers får de et stort problem på halsen. Mig.
Efter at have tømt det lokale supermarked for fødevarer og lige så konsekvent fyldt “oldtimer’ens” køleskab, var vi klar til afgang. Dog manglede vi at købe drikkevarer. I Australien kan man kun købe øl og vin i særlige ”bottleshops”, men da der er mange af dem, er det intet problem. Murphy slog dog omgående til igen med sit drilleri, for da jeg ville betale for varerne, krævede ekspedienten at se billedlegitimation – han var vist i tvivl, om jeg var gammel nok til at købe spiritus..:)! Det kunne jeg godt lide, så jeg spurtede tilbage til “oldtimer’en” efter mit pas, og efter at være blevet behørigt registreret i NorthernTerritory’s database for alkohol-købere kunne vi drage af med de eftertragtede dråber. Ligesom på Grønland kan man kun købe en bestemt mængde øl og vin pr. døgn, og det er nu på disse kanter en officiel kendsgerning, at jeg har købt en rack med rødvin, 6 øl og en flaske Bundenberger rom. Fordi AM også var med, fik vi en supplerende bevilling og købte også en rack med hvidvin, Banrocks den bedste til 11$. Hvornår vi kan købe mere, gik aldrig rigtigt op for mig, men kvoten er vist opbrugt for ganske lang tid. Forklaringen på de stramme regler er, at man er nødt til at regulere de lokale aborigineres alkoholforbrug, hvilket absolut giver mening, når man har set dem tumle rundt på gaderne her i nabolaget. Jeg fortalte den flinke ekspedient, at i DK kunne man i enhver butik købe en ubegrænset mængde alkohol, blot man var fyldt 18 år, og han svarede, at det havde han godt hørt om. ”Men er det nu en fornuftig ordning,” spurgte han, og det havde jeg en del besvær med at give et klart svar på….!
Nu var vi så langt henne på dagen, at Murphy var blevet ugidelig, og vi kom glat ud af Darwin med kurs mod Lichtfield Nationalpark. Senere vågnede Murphy dog op et par gange og serverede nogle heftige trope-regnbyger for os, men da vi kom til Lichtfield, var han tilfreds med dagens arbejde, og vi fik ubesværet en plads ved Wangi falls i nationalparken – så langt ude i outback’en, at der hverken er strøm, internet eller telefonforbindelse, men her er vidunderligt stille bortset fra fuglenes skræppen og lidt puslen fra et par kænguruer. En nærliggende lille sø – en billabong på australsk – ligger gudesmukt og fødes af to små vandfald, og dårligt var bilens motor slukket, før AM var i badetøj og ude i søen –
Der var ganske vist advarsler om lejlighedsvise besøg af de store saltvandskrokodiller i søen, men som der stod på skiltet: “som regel ikke på denne tid af året…!” Til gengæld er der millioner af små, irriterende fluer, der sværmer rundt om os – tilsyneladende nærmest tiltrukket af det insekt-afskrækkelsesmiddel, vi bruger. Temperaturerne er her sidst på eftermiddagen endnu ikke kommet ned på 35 grader, og i kombination med den høje luftfugtighed sveder vi tran!
Senere gjorde vi det, man ikke skal gøre i Australien, nemlig lave mad udendørs efter mørkets frembrud –
– for myriader af fluer og myg tiltrækkes af lugten og lyset og gør måltidet til en problematisk oplevelse. Også tiltrukket af lugten kom et possum-agtigt dyr på 30-40 cm. også for at deltage i løjerne, og mærkværdigvis var den svær at skræmme væk – den tænkte vel, at det var dens territorium, hvilket den strengt taget havde ret i.
Natten blev vanskelig, for med 35-37 graders varme og høj luftfugtighed var det næsten umuligt at sove inde i autocamperen – og aldeles umuligt udenfor pga de mange dyr. Da morgenen kom var vi derfor ikke i tvivl om, at vi ville videre mod syd – samme temperaturer men mere tør luft.
Overalt i den indre del af Australien ser man utallige termitboer langs vejene, og nogle steder står de som sten på en kirkegård, selvom de er fulde af liv –
Termitterne har gennem årtusinder tilpasset sig de ekstreme omgivelser – i den våde sæson forvandles området til en sump, mens det i den tørre periode uophørligt bages af den stærke sol. Jorden bliver hård som cement, træer og planter svides, men termitterne er de sande mestre i dette miljø, og stadigt flere af deres bygningsværker skyder op år efter år. En pudsig tradition er opstået langs landevejene herinde i det centrale Australien, nemlig at forbipasserende stopper op og ofrer en gammel T-shirt, som bruges til at klæde termitboene på –
Stuart Highway løber tværs gennem det australske kontinent og er ialt 2.735 km lang – og vi skalkøre dem alle sammen plus en del omveje ud i outback’en. Vejen er opkaldt efter eventyreren John McDouall Stuart, der som den første hvide mand krydsede kontinentet fra syd til nord i 1861. Fartpiloten bliver låst fast på 100 km/t, for vejen går ligeud, ligeud og ligeud i et landskab uden bebyggelse i hundredvis af kilometer. Trafikken er mere end beskeden – den nordjyske motorvej er en trafikprop i sammenligning med Stuart Highway – og så langt øjet rækker i alle retninger er der intet andet end solsvedne træer og planter. De enorme roadtrains (hovedvogn + 3 store trailere) kører døgnet igennem, og om natten dræber de mange dyr, som er søgt op på den varme asfalt. Hyppigt ligger der derfor en død kænguru, wombat, possum, ko eller hest , og de store rovfugle har kronede dage. Mens temperaturerne sniger sig op på 41 grader, cruiser vi i “oldtimeren” gennem dette landskab, der er så øde, at vi aldrig har prøvet noget lignende. Det er bestemt ikke her, man skal få et mekanisk break-down, og vi ber til, at den gamle kasse holder til udfordringerne.
Første overnatning efter Lichtfield bliver på en C-plads, som AM har fundet – Mataranka Homestead Resort – lidt uden for den lille by Mataranka, som er kendt fra Jeannie Gunn’s roman ”We from the never-never land”, hvor hun beskriver det hårde liv i begyndelsen af 1900-tallet i denne del af Australien. Stedet er helt usædvanligt – i en lille tilhørende skov bor tusindvis af røde, flyvende hunde i træerne –
De flyvende hunde kommer her hvert år i oktober måned for at fouragere af eucalyptus-blomsterne, men begejstringen blandt de fastboende er til at overse, for de flyvende hunde overskider hele området – og det er uden doggy-bags. Lidt længere fremme i skoven er der små laguner med varmt vand, og AM er ikke mange sekunder om at hoppe i og komme i snak med en af de utallige, venlige australiere, der beredvilligt deler ud af sin viden om gode steder at besøge –
Der er mange dyr i Australien, og de har tilpasset sig de mest besynderlige levesteder, og en af de helt usædvanlige mødte jeg her på campingpladsen. Jeg skulle på toilettet, og da jeg omhyggeligt havde kontrolleret toiletbrædtet på både over- og underside for kryb (det skal man nemlig huske her i Australien!), satte jeg mig og og gjorde, hvad jeg var kommet for at gøre. Da jeg skyllede toilettet ud, kom denne lille grønne fyr til syne – han havde nemlig gemt sig oppe i skyllerenden –
– det må have været en grænseoverskridende oplevelse, for frøen altså, med mindre naturligvis, at den var vant til – om jeg så må sige – mosten…!
Efterhånden som vi kommer sydpå, begynder temperaturerne så småt at falde til et område omkring 37-38 grader, og det er tydeligt at mærke, at luften er meget mere tør end nordpå. Også vegetationen ændrer sig i retning af mere og mere savanne med færre træer. Ind imellem kan vi helt til horisonten se ud over et uendeligt, fladt og afsvedet landskab – meget fascinerende. Livsbetingelserne derude for mennesker og dyr må være ufatteligt barske, og vi ser da heller ikke et eneste hus. Ind imellem er der enorme flokke af kvæg, hvilket passer med, at vi nærmer os Australiens centrum for kvæg – Tennant Creek.
Vi tager ind imellem nogle omveje for at opleve Australiens outback for fuld udtrækning. En lille by undervejs, Daly Waters, er så fjern, så speciel, så meget outback, at kun billeder kan fortælle det. 
der var ren Crocodile Dundee stemning –
– og om lørdagen går det vildt for sig fra denne scene –
Vi skulle have diesel på bilen, og naturligvis var det ikke mere indviklet, end at jeg tankede fra en stander på hjørnet og bagefter gik i baren og fortalte, hvor meget jeg havde taget – samtidig med, at jeg naturligvis bestilte noget til den tørre hals…! Hvorfor gøre noget indviklet, når man kan gøde det så enkelt?
Byen rummer vel omkring 1-200 mennesker, og hvad der får unge mennesker til at bosætte sig her, snakkede vi en del om. Når man fra cafeen ser til højre, får man denne fine udsigt –
– og når man vender sig om og ser den modsatte vej, får man en ligeså fin udsigt, men måske minder den en smule om den første… –
På disse kanter er Trump, Kim Jong-il, Joachim B. Olesen og mange flere helt sikkert uendeligt langt væk, hvilket utvivlsomt er en kæmpegevinst for samtaleniveauet. Alligevel er jeg sikker på, at de fleste danske unge hellere ville kaste sig i brønden end bosætte sig her – og det kan jeg sådan set godt forstå.
Australsk humor er sort og utrolig morsom – på indgangsdøren til den pragtfulde cafe var der nogle meget relevante anvisninger –
På helikopter-pladsen over for cafeen var de klar til turister –
– det var kun et spørgsmål m at vente lidt, indtil de fik gjort materiellet klar –
Mens man venter, kan man jo lige hente en burger – der er kun 286 km. hver vej – 
Parkering er også i out-back’en reguleret af regler og bestemmelser, de er blot lidt lettere at tackle her end så mange andre steder –
Sidst på dagen begynder “oldtimeren” at give ondt af sig, hvilket giver sig udtryk i, at air condition anlægget indleder en strejke. Normalt ville det være et lille problem, men i denne hede er det et stort problem. Dertil kommer, at radioen ikke virker samt at bilen skulle have været serviceret for 10.000 km siden, så det hele begynder at virke lidt ustabilt. Da vi kom til Tennant Creek fandt vi en glimrende caravan-park, hvor vi indkvarterede os, og med hjælp fra den venlige indehaver har vi fået løfte om at få bilen byttet i Alice Springs – og der er kun 500 km. dertil, en sviptur på dette mægtige kontinent. Men det er først i morgen, og lige nu sidder vi på “græsplænen” foran “oldtimer’en” og skyller støvet ned. Iskoldt øl er på disse kanter ikke et nydelsesmiddel, men nødhjælp fra førstehjælps kassen –
Camping i Australiens centrum er noget helt andet end camping i Europa. Glem alt om fine pladser med grønne plæner, omkranset af pænt klippede hække og med århundredgamle klostre/kirker/borge/byer inden for få kilometer. Her bor vi enten i nationalparker, hvilket vil sige i uberørt natur og absolut uden faciliteter, selv skraldespande findes ikke her, eller også bor vi i caravanparks i de små byer, hvilket vil sige på grus med en cementflade til at stille bord og stole på. At rejse i Australiens indre er ikke ferie, som når vi kører i Europa, det er et møde med stor og brutal natur, strabadser af forskellig slags, kæmpemæssige afstande uden civilisation af nogen art, utroligt flinke mennesker samt miljøer i nogle miniputbyer, som kan minde lidt om den bedste del af Christiania i Kbh.- for 50 år siden! At rejse i denne del af verden er altså noget ganske andet end at være på ferie i traditionel forstand. Og kan vi lide det? We love it…!
Pga Australiens unge historie er “oldgammelt” noget, der er 100 år gammelt, og historiske mindesmærker er unægtelig noget af en oplevelse. På Stuart Highway mødte vi dette skilt –
– og tænkte, at det måtte vi se, for skiltet var stort og prangende. Med forventningens glæde spændt til bristepunktet fandt vi denne enestående seværdighed –
– det var stort, virkelig stort. Og der er meget mere fra samme skuffe rundt om i Australien! Ofte er det mindesmærker for nogle af de opdagelsesrejsende, der i 1800-tallet under utrolige strabadser udforskede det indre Australien.
Da vi stod op næste morgen, mødte der mig dette dejlige syn –
– heldigvis er vi i en outback-by, hvor punkteringer er hverdagskost, så det var ikke et problem at finde en mand, der kunne lappe dækket. Mens det skete, tilbragte vi et par “spændende” timer i Tennant Creek, der er så typisk australsk, som det kan blive. Byen består af en enkelt gade, og uanset om man ser mod nord eller syd, er det stærke sager –
Et punkteret dæk eller et motorproblem her i det hede og øde Australien er et kæmpe-problem, for telefonforbindelse er der stort set aldrig, og der kan sagtens gå en halv time, før der kommer en bil – og hvem er det så, der kommer? Det var derfor lidt spændende, om lappen holdt, da vi begav os ud på 500 km. øde vej i knastørre og buldrende hede omgivelser. Lappen viste sig at holde, og 100 km. syd for Tennant Creek mødte vi “Devils marbles” – et unikt naturfænomen, hvor enorme sten ligger, som om de var kastet rundt af en rasende djævel (nej, ikke hende på billedet…!) –
De enorme sten er resultat af en nedbrydning af en enorm granitklippe, der iflg. geologerne blev skabt for ufattelige 1700 millioner år siden. Det ekstreme klima har gennem de mange år gradvist nedbrudt klippen, og om endnu nogle millioner år vil stenene være nedbrudt til sand – selvom de tilsyneladende stadig mangfoldiggør sig –
Stedet har stor betydning for de lokale aboriginere, der mener, at under klipperne bor der levende væsener, der minder om os mennesker. Og aboriginerne fortæller, at man skal passe på, for de lokker og er umulige at modstå – mange mennesker er forsvundet på den måde. Altså en australsk udgave af vores elver-tro.
Vi undgik aboriginernes elve, og derefter stod der 400 km. på programmet uden at dreje på rattet – sådan her –
I Alice Springs fik vi efter nogen diskussion udskiftet “oldtimer’en” med en anden “oldtimer”, der var en smule mindre pensions/skrotmoden. Udlejningsfirmaerne her i Australien er nogle banditter, hvor det åbenbart bare gælder om at hente penge ud af gæsterne – jeg spekulerer på, om der ikke står en kapitalfond bagved…! Efter ombytning af biler fik vi plads på en aldeles fortrinlig C-plads med navnet “G’day Mate” – den traditionelle australske goddag-hilsen. Her er velordnet, fine badefaciliteter og en utrolig venlig mand i receptionen.
Alice er en by helt for sig selv liggende på en ørkenslette gemt mellem bjergene – ret præcist i centrum af det australske kontinent –
Byen opstod i anden halvdel af 1800-tallet og efter fund af et stort vandhul blev den opkaldt efter den lokale postmesters kone. Det var sikkert ment som en hæder til kvinden, men hun nægtede hele sit liv at besøge stedet, så postmesteren har næppe fået megen ros for sit initiativ.
Klimaet er 100% ørkenklima – her er buldrende hedt, men tørt, så det er mere behageligt at opholde sig her end længere nordpå. Mærkværdigvis er her ikke mangel på vand, selvom flodsengene er knastørre som nordjysk humor –
Ørkenlandskabet er slet ikke øde – faktisk er det myldrende fyldt med dyr, hvis man ser ordentligt efter – se bare dette kærestepar –
– eller denne ugle, der flyver så tyst gennem luften, at det er umuligt at høre –
Og her midt i den australske ørken kan man åbenbart også få optikerhjælp –
Naturligvis er her også millioner af slanger og mange af dem er dødeligt giftige – fx. denne “Desert Death Adder”, der begraver kroppen i sand og kun har hovedet synligt, så uden for almindelige gangstier er det en god ide at se, hvor man træder –
– og på toppen af et af de utallige termitboer har en “dragon” af en slags en fantastisk udsigt –
Til overflod er ørkenen fyldt med de smukkeste blomster –
Naturligvis er her også masser af kænguruer, både denne energiske unge dame på udkig efter mad –
– og husbonden her, der tager sig en slapper –
Vi sluttede vores besøg i Alice med en aftentur, der blev ret kort. Byen er meget præget af dårligt tilpassede aboriginere, der sidder i grupper eller driver rundt i byen, mange af dem stærkt berusede, højtråbende og generende.
Der er masser af meget synligt politi til stede i byen, og da vi parkerede, spurgte vi et par patruljerende betjente, om det var …“safe to park here!” De var ligeså flinke som australiere altid er, smilte og sagde, at det var …“not the worst place, but no guarantee”…! Det lagde ligesom en dæmper på lysten til at udforske byen ved nattetide, og vi kørte hjem til G’day Mate med to Burrito’s i tasken. Vi skulle også lige forbi en bottleshop, fordi rødvinsbeholdningen var kritisk lav, og vi fik da også lov til hver at købe en (1) box med vin – fordi klokken var over 6 (vi havde forsøgt tidligere på dagen og fået afslag), fordi vi kunne fremvise gyldige pas, fordi vi havde penge med – og fordi vi så ædruelige ud…! Og hele transaktionen blev overvåget af en bevæbnet politimand! De har virkeligt store problemer med aboriginere i denne del af Australien, og de strenge regler for køb af spiritus er en naturlig følge deraf.
I Alice besøgte vi The Desert Park, der er et fantastisk naturområde med dyr og planter fra ørkenen – et absolut must, når man er herude. Specielt Rangerens opvisning med fugle er så utrolig, at det er umuligt at beskrive i ord – ørne, falke, macpie’s, ugler og mange flere kom flyvende ned til ham på kommando. Der er kun en ting at sige – tag derud og oplev det. I selve Alice by er der en del gallerier med fremragende aboriginal-kunst, men selvfølgelig er priserne gået op, så billigt er det langtfra. Vi købte et lille billede og senere to kaffekrus med typisk aboriginsk kunst.
Den gamle telegrafstation besøgte vi også, og den ligger et dejligt sted, nemlig hvor Alice kilden (Alice Spring) var for 100 år siden. Området er smukt, men vi var for nærige til at betale 80 kr for at komme ind i selve bygningen og nærstudere den det gamle telegrafapparat.
I morgen kører vi – om dæk og mekanik på “the new oldtimer” holder – endnu dybere ind i den australske ørken – til Urulu og Katja Tjuta. Forhåbentlig finder jeg også en internetforbindelse der.
Videre til næste kapitel: The Olgas og Urulu
Tilbage til: Indledningen