Så flot – fabelagtig flot – var udsigten, da vi fra Adelaide kørte videre mod syd i retning mod Australiens syd-østlige hjørne. Vi startede turen med at køre gennem endnu et af landets store vindistrikter, McLaren Vale, fordi området er så utroligt smukt med dets bløde bakker og velholdte vinmarker. Vi kom forbi flere vingårde, som vi kender fra Danmark, bl.a. Hardy. Vi har her i det 4-hjulede “hus” – uden egentligt at have aftalt det – fået en arbejdsdeling, hvor AM ser fremad og planlægger ruten, mens jeg ser bagud og skriver om turens begivenheder. Det fungerer rigtig godt. I dag havde Am lavet en fantastisk tur langs havet, fjernt fra de store veje, og kunsten i Australlien er at sikre, at man ikke kommer ud på en af de utallige grusveje, hvilket ikke er tilladt i de lejede biler. De flotte udsigter på dagens tur var utallige – Første stop på sydkysten var Victor Habour, som med en meget simpel bro er forbundet til Granite Island, der bl.a. rummer en koloni af pingviner. Som så ofte før benyttede vi områdets visitor-center, der altid er leveringsdygtige i bunker af gratis kort og ikke mindst værdifuld information om nærområdet. Det er lokale frivillige, der står for informationen, og når de først kommer i gang, er de næsten ikke til at stoppe igen – Vi bosatte os på C-pladsen i Port Elliot, der ligger umiddelbart ud til de brusende hav i den sydligste del af staten Sydaustralien. Det er vildt at tænke på, at svømmer man ud herfra og fortsætter stik syd, passerer man først Tasmanien på bagbord side, og derefter rammer man Antarktis. Helt præcist er der iflg. den lokale “google” 6195,97 km fra mit vinglas her på C-pladsen til Sydpolen! At Antarktis således er “i nærheden”, mærker man på vejret, der er som en dansk forårsdag med 15-20 grader grader, og at der er frit hav mellem os og Antarktis ser man på de store dønninger, der dundrer ind mod kysten, selvom det næsten ikke blæser. Vi sidder ude og nyder de mange fremmedartede fugle og blomster, der er rundt omkring os. Kysten er fyldt med granitblokke, der er skabt for millioner af år siden i et vældigt vulkansk udbrud, Søfugle af mange forskellige slags, sæler, søløver og pingviner er her i området – samt kæmpestore krabber, der kravler på klipperne –   Granite Island Lige ud for Victor Harbour ligger Granite Island, der er forbundet til fastlandet med en simpel træbro. Øen rummer – som skiltet antyder – en fast bestand af pingviner, og vi gik en to-timers rundtur til fods – Selvom vi så grundigt efter – – fandt vi aldrig pingvinerne og fik efterfølgende at vide, at de er på havet hele dagen og først vender tilbage til Granite Island ved tusmørke – hvor adgang til øen er forbudt for at beskytte dyrene. Turen rundt på øen blev nu ikke mindre fantastisk af den grund, og naturen havde generøst sørget for, at der var steder undervejs, hvor man kunne stå i læ for sol og regn – Dagens oplevelser sluttede 10 km. øst for Port Elliot, hvor den vældige og enormt vandrige Murray River løber ud i havet, og hvor der må pumpes sand året rundt for at sikre, at floden kan komme af med sit vand – den gamle flod har vrøvl med sin prostata og må hjælpes…!

Stol aldrig på en vandhund

Vi bor det smukkest tænkelige sted ved Horseshoe Bay i Port Elliot

– og efter et par kølige dage er varmen kommet igen med mindst 30 grader i skyggen, hvilket har kaldt vandhundene frem –

Da jeg spurgte til vandtemperaturerne kom svaret prompte: “Lunt og dejligt…!”, og således opmuntret kastede jeg mig i bølgerne. Efter 4 1/2 sekund var jeg oppe igen og forsøgte at ryste istapperne af kroppen –

Vandet var så koldt, at også søfuglene rystede istapper af sig –

– og mens isbjergene nærmede sig i det fjerne, hoppede vandhunden atter en gang i vandet og påstod hårdnakket, at det var …“lunt og dejligt…”. Stol aldrig på en vandhund.

For første gang siden Darwin mange tusind kilometer mod nord er det lykkedes os at finde en “rigtig” restaurant – dvs. med hyggelig stemning i europæisk forstand og rigtig god mad. Normen mange steder i Australien er det effektive – det gælder om at få noget at spise og helst i en fart uden for mange dikkedarer – op til disken, bestil, betal, spis og ud igen. Vi bor lige nu i byen Robe, der som de fleste australske byer har en enkelt hovedgade, og det er så det…! Men Robe er charmerende, og på restaurant “Sail” får vi rigtig god mad og den sødeste betjening til absolut fornuftige priser. AM siger stadig, at seafood af enhver slags er favoritten, og lidt må der være om snakken, for hun sætter både østers, laks, jomfruhummer, blue Marlin, blæksprutteringe m.m. til livs med en glubrende appetit, mens jeg beskedent og ansvarsbevidst sidder og forsøger at begrænse verdens overskud af oksekød. Dertil fremragende australsk Riesling og Shiraz.

Storm over Victoria

Vi har forladt Robe og kører videre mod øst og ud af delstaten Sydaustralien og ind i nabostaten Victoria, hvor vi blev modtaget med storm. Ikke i overført betydning, desværre, men ganske bogstaveligt. Først med blå himmel og masser af vind, senere kommer skyerne og den hylende blæst tiltager yderligere. Hver gang vi kan se kysten, er den mere hvid end blå, fordi vinden pisker vandet til skum, og det er svært at holde den høje autocamper på vejen. Vi slår lejr i byen med det mundrette aboriginske navn Warrnambool og går en tur i det voldsomme vejr, mens himlen endnu kun er let overskyet, og udsigten er stadig smuk –

Senere på eftermiddagen tiltager vinden endnu mere, selvom det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, himlen bliver mørk, der kommer regn og det er simpelthen umuligt at være udenfor. I TV fortæller de om vindstyrker på 30 m/s – hvilket er “stærk storm”, så vi flytter fra autocamperen til C-pladsens fællesrum, hvor vi er sammen med folk fra Malaysia, Holland, Australien og mange flere, der også har søgt ly her. Der er ingen krise hos os, for vi har rødvin nok….og i fællesrummet er der en udpræget god stemning, hvor alle laver mad og hygger sig – trods blæsten og kulden, der trænger sig på. I skrivende stund er vejret – med AM’s udtryk – nærmest “sindssygt”, vinden hyler om ørerne på os og regnen står ned i stænger. Vi taler en del om, at det er en overraskelse for os, hvor ekstremt vejret er i Australien – fra voldsom hede over subtropiske områder til fuld storm og lave temperaturer.

Great Ocean Road

En af de forventet store oplevelser er køreturen fra Warrnambool til byen Nelson på sydkysten af staten Victoria – Great Ocean Road. Heldigvis havde stormen lagt sig og var blevet til almindeligt blæsevejr, men der var mange og hidsige byger i luften, og et IKEA-regnslag i kombination med en bredskygget australsk hat er genial –

Allerede kort tid efter at have forladt Warrnambool var vi ude ved kysten, og det ene mere fantastiske sceneri efter det andet afslørede sig. Australierne er rigtigt gode til at lave ”Scenic Lookout’s”, og vi tog dem stort set alle sammen. Havet var stadig et frådende inferno efter stormen, og kolossale bølger rullede ind mod kysten og blev afleveret med dybe drøn, der mindede om torden –

Højdepunktet på turen var udsigten ved ”De tolv apostle” – en række store klipper, der som statuer står ude i havet og langsomt gennem årtusinder er blevet nedbrudt af havets enorme kræfter. Sceneriet er fantastisk, og kun billeder kan fortælle, hvor flot der er –

Den sidste del af Great Ocean Road forgår på snævre veje, der snor sig som serpentiner gennem landskabt. Et flot skue, men ganske anstrengende at køre med en stor og høj ”varebil” som vores. Da vi kørte ind i Melbourne, var det naturligvis midt i den værste myldretid, og det var helt bestemt en ny udfordring. Motorveje snoede sig mellem hinanden med alle spor propfyldt med biler, masser af vejarbejde, vejskilte i hundredvis, og GPS’en sagde højre-venstre-ligeud i en pærevælling, og i alt var det overload af information til chaufføren, der var ret kvæstet, da vi endelig kom frem til endnu en Big4-campingplads. Men ingen tvivl om, at GPS er ”Gud” – uden den havde vi næppe fundet frem til vores bestemmelsessted, der ligger i et roligt villakvarter nord for Melbourne’s centrum.

Melbourne

Staten Victoria i almindelighed og Melbourne i særdeleshed er kendt for sit omskiftelige og kølige vejr, meget ulig det, vi kender længere nordpå, og virkeligheden levede fuldt op til det forventede. Det var kort sagt køligt og regnfuldt i Australiens sydligste provinser. En enkelt morgen var dog dejlig, og vi benyttede leljigheden til at spise morgenmad udenfor, noget vi ikke havde gjort siden ørkenen –

Melbourne er en s-t-o-r  by med flere end 4 mio. mennesker, så det er ikke underligt, at trafikken en endog meget heftig. Det er også en meget u-australsk by, for her tales flere end 107 forskellige sprog, og når man går på gaden, er hvide australiere i undertal, mens specielt asiater af forskellige nationaliteter er meget hyppige i gadebilledet.  Det er tydeligt, at Australien – trods sin europæiske kultur – i stigende grad orienterer sig mod Asien. Fordi byen er så asiatisk, møder man overalt et utal af kinesiske, japanske, malaysiske og vietnamesiske restauranter, og vi spiste frokost på en malaysisk restaurant, fordi det næsten altid er vældig godt og samtidig billigt. ”Laksa” (en art suppe) i utallige udgaver kan absolut anbefales.

Som besøgende i Melbourne bemærkede vi især den ultramoderne arkitektur med masser af skyskrabere og avancerede bygninger –

Samtidig rummer den ”gamle” bykerne (australierne taler om gamle bygninger, mens vi med europæiske øjne ser en umoden teenager…!) et utal af arkader, der er fyldt til bristepunktet med små forretninger, cafeer, restauranter – og ikke mindst mennesker –

Byens store marked (Queen Victoria Market) er et orgie i …. alting….

Transport i Melbourne er både nem og umådelig besværlig. Det nemme er, at inde i byens centrum kører en ældgammel og skramlende sporvogn rundt i en stor cirkel – og da den er gratis, hopper man blot på og af. Det besværlige er, at uden for centrum er der også et net af knap så skramlende sporvogne, men at bruge dem kræver et kort (et såkaldt MYKI-kort), der skal købes på forhånd og påfyldes penge (campingpladser, kiosker etc) – og det er vigtigt at gøre det, for bøden for ikke at have kortet er monstrøs. Det er dog en ret langsom form for transport, og det tog således en time for os at komme fra C-pladsen og ind i centrum.

Egentlig charmerende syntes vi ikke, Melbourne er – den er flot, moderne, hektisk og fyldt med mennesker og biler, men centrum er uden særpræg og minder til forveksling om alle andre, moderne storbyer i den nye verden. Til gengæld oplevede vi – igen, igen – den kolossale australske hjælpsomhed og imødekommenhed, da vi som så ofte besøgte det lokale informationskontor for at få oplysninger til vores videre færd. Jeg tror virkelig ikke, man nogen steder i verden har så let ved at finde større hjælpsom og flere smil end i Australien. Spørger man fx en buschauffør om hjælp til at komme af det rette sted, kan man være sikker på både at få et stort smil, en munter bemærkning (Yes, mate) – og at han husker det. Samtidig er australiernes humor i en klasse for sig – den her reklame uden for en bagerforretning grinede vi længe af –

– Am er ikke meget positiv over for kidnapning (af hende), så derfor – bare for at være på den sikre side – gik hun straks ind og købte en STOR kage…!

Videre til næste kapitel: Fra Melbourne til Sydney