Vejen ud af Melbourne på vores vej mod Sydney var lige så besværlig som forventet. Det tog næsten 2 timer at komme ud af byen, og da vi endelig fik fart i bilen, var det på en uhyre trafikeret motorvej. Vejret er stadig køligt med byger, og vi har besluttet at skippe resten af Victoria’s seværdigheder og i stedet prioritere at komme nordpå og finde noget varme. Turen gik gennem et lidt kedeligt landskab med marker så tæt besat med køer, at det på afstand lignede fluer på et stykke fluepapir. Efter 545 km. kom vi til den gamle hvalfangerby Eden, hvor vi slog lejr på en P-plads bag ved byens Info-kontor. Da vi vil videre straks i morgen tidlig er der ingen grund til at bruge penge på en C-plads, og vi er fuldstændigt selvkørende med vand, toilet og strøm. Efter de mange kilometer var der brug for at røre benene, og det skete med en gåtur på byen ”shoppinggade” (turistkontorets udtryk for byens eneste gade…!), hvilket på landet i Australien betyder en gade tæt besat med små, lave huse, der rummer pizzariaer, en ejendomsmægler, en surfbutik og den slags – absolut ikke særlig smuk, men meget australsk –

Og skulle man her i Eden komme i krise – altså blive tørstig – viser en enorm reklame på en husgavl vej til den nærmeste bottleshop – meget, meget australsk…!

Aftensmad fik vi på byens hotel, der denne onsdag aften var samlingssted for byens forskellige klubber – mænd og kvinder godt forbi de 65 – og vi fik glimrende mad til små penge. (AM fik dagens fisk, mens  jeg fortsat arbejder på CO2-problematikken…!) Både fisken og bøffen var ganske glimrende, og det hele foregik på typisk australsk vis: Bestil og betal ved disken, spis og drik, og gå så når du er færdig. Ikke så mange dikkedarer.

Det blæste mindst en halv pelikan, da vi kom retur til bilen, men vi holdt godt i læ af info-kontoret, så det blev en dejlig rolig nat med glimrende nattesøvn.

På trods af mit ry som B-menneske var vi atter engang oppe kl. 0600 (…!) og hurtigt afsted mod nord. Turen gennem New South Wales er som at køre i rutchebane i Tivoli med masser af stejle bakker og storslåede udsigter, langt mere spændende end i Victoria. Efter en dags ret hård kørsel landede vi i Huskisson i Jervis Bay knap 200 km. syd for Sydney og fik den sidste plads på White Sand Holiday Park, der er mere end glimrende. C-pladsen ligger direkte ud til havet med den smukkeste udsigt –

Standarden på pladsen er generelt meget høj (prisen dog nogenlunde tilsvarende, 50 AU$ pr. nat). En 15 min.’s spadseretur langs stranden fører ind til byen, hvor vi hjalp Australiens vinindustri lidt videre ved at indtage hhv. et glas Chardonnay og et glas Sauvignon Blanc på det lokale hotel –

Den australske BBQ

Der er næppe nogen nation, hvor BBQ/grill er så populær som i Australien, og det er ikke underligt, for dels er vejret meget ofte godt, rigtig grillvejr, og dels er den australske BBQ-type fremragende. En rustfrie stålplade – varmet op med gas – bliver rygende varm og egner sig fortræffeligt til at stege både kød og grøntsager –

– og jeg kan stadig blive helt sulten ved at tænke på, hvor godt det blev –

En australsk BBQ er ikke kun et sted, hvor man griller sit kød og sine grøntsager – det er et sted for mandesnak. Mandesnak, for af en eller anden grund er det altid mændene, der griller. Utallige gange har jeg stået og grillet – altid med en øl eller et glas vin i hånden, det er nemlig obligatorisk på samme måde som at man ikke må cykle uden styrthjelm – og det slår aldrig fejl, at en australsk mand kommer forbi med et: ”Hello mate, what are you cooking…?”, og så går snakken. Det er ”landsbyens gadekær” for mænd. En dag stod jeg sammen med en snakkesalig mand, der var i gang med at stege 4 pølser på grillen, mens jeg var havde blus under en gryde med pastaskruer –  åbenlyst to tilfælde af højt kulinarisk niveau. Den flinke mand betroede mig med tydelig stolthed, at han var familiens kok, og jeg svarede “Same here…”, der var jo ingen grund til at gå i detaljer…! I den tilstand af harmoni og enighed blev pølse-kokken åbenbart motiveret til mere fortrolig snak, og han forklarede ret omstændeligt og med et snert af beklagelse, at hans kone faktisk ikke var det fjerneste interesseret i madlavning. Ovre fra pastagryden sagde jeg atter en gang: ”Same here…”, jeg var jo nødt til at blive i sporet! Det gik egentlig helt godt, og den flinke mand snakkede videre, mens han drejede på pølserne. Pludselig kom AM og begyndte at herse med mig, fordi jeg gjorde et eller andet galt med pastaskruerne (hvilket ikke burde være muligt, og jeg har glemt, hvad det var), og det ødelagde lissom situationen. Min nyfundne kokke-ven lyttede åbenlyst forbavset, og da han et par minutter senere gik med sine 4 godt brankede pølser, sendte han mig et blik fuld af undren og bekymring, og jeg var lige ved at sige: ”Same here”, men det undlod jeg dog – selskabet taget i betragtning!

Også her i Jervis Bay flokkes fuglene omkring os som gråspurve, men unægtelig noget smukkere –

Og på en spadesretur i den nærliggende Jervis Bay Nationalpark mødte vi et utal af kænguruer –

samt endnu engang den smukke Rosella-fugl

Stranden er fantastisk –

– og AM kan ikke styre sig, når hun ser havvand, så hun hoppede straks i – med en kæk bemærkning om, at hun ikke troede, her var hajer (hvor hun så vidste det fra..?) –

Efter badet fortsatte vi ad stranden og mødte kort efter dette skilt –

Vi var her den 2/11, og hajerne var set d. 30/10 – man skal være varsom med naturen i Australien…!

Den største fare var dog ikke hajer, men disse smukke dyr, der i tusindvis var presset op på strandbredden af den kraftige vind –

Det er “stingers” – små “brandmænd” – med en endog meget kraftig gift i deres lange fangarme, der hvert år er årsag til dødsfald hos badene mennesker. “De er her normalt ikke”, sagde de lokale australiere, men hvad hjælper det, for de var her i dag – i tusindvis – og de er farlige, selvom de er afsindigt smukke –

Efter Jervis Bay kørte vi langt ud i australsk hippieland – til et sted, der hedder Seals Rock ved kysten ca. 300 km. nord for Sydney. Vi er så langt ude, at man praler af, at her er der absolut intet sket de sidste 50 år. Ingen supermarkeder, ingen smarte caféer, slet ingen livsstilsbutikker, ikke engang en benzinstation. Ingen såkaldt ”udvikling” overhovedet, og mon de er gået glip af noget som helst væsentligt? Næppe! Et posthus har man dog stadig –

– men man går ikke meget op i, om postkasserne er korrekt udformede og sidder i den af etaten autoriserede højde (!!!) –

– til gengæld bliver posten bragt ud hver dag – og det kan man så tænke lidt over. “Udvikling” er en mærkelig ting…!

En gåtur i området viser, at her er der plads til de typer, der ikke trives i byernes cafe-miljøer – selv cykelstativerne er alternative –

– for ikke at tale om det lokale ældrecenter –

Havet omkring Seals Rock er uden sammenligning det mest dramatiske og flotteste, vi endnu har set, fyldt med klipper og skær, og der ligger et utal af 1800-tals vrag heromkring, forlist i de voldsomme vinterstorme, der huserer fra juni til august –

På grund af de mange forlis byggede man i 1874 et fyrtårn her med en avanceret optisk lanterne, der med petroleum som energikilde gav et lys på 122.000 candela, hvilket var uhyre meget for den tid. Først i 1966 (sic) blev fyret elektrificeret og fungerer stadig –

Udsigten fra fyrtårnets top er mildest tal smuk –

De mange rev og klipper giver grobund for et meget rigt maritimt liv, herunder mange hajer, hvaler, delfiner, skildpadder og søfugle, og – fuldstændig fantastisk – mens vi stod og så ud over havet, fik AM øje på en hval, der blåste lige ud for os. Formodentlig var det en Humpback hval, og vi fulgte den længe, mens den langsomt svømmede mod syd på sin årlige migration. Jeg forsøgte at tage et billede, men præcist i det øjeblik, da hvalen var ude af vandet, tvang en drilsk flue mig til at klø mig på næsen. F…… også, men jeg fik da et billede af skumsprøjtet og et glimt af en finne…:)!

Vejret opfører sig meget u-Australsk, nemlig køligt og regnfuldt, men mens de andre campister er krøbet ind i deres vogne, holder vi tappert ud – godt hjulpet af IKEA’s regnslag og hvidvin fra Hardy –

Videre til næste kapitel: Nord for Sydney – Yamba

Tilbage til: Indledningen