Vi er tidligt oppe – kl. 05.30 – for at køre med solopgangen. Dagens mål er 745 km. nede af Stuart Highway, Coober Pedy, der er kendt som Australiens opal-centrum. AM har tidligere købt opaler i Australien og drømmer vist om at gentage successen. Undervejs forlader vi Central Australia og Northern Territory og kører ind i South Australia, hvor ørkenen så langt øjet rækker er øde, flad og tilsyneladende fuldstændig tom –

– Men pludselig dukker en flok emu’er op langs vejsiden –

– Senere dukkede en stor gruppe heste op, indimellem også køer – alle helt fritgående uden for nogen form for indhegning. Ihjelkørte slanger og Dragons så vi også adskillige af.

Og når man forlader vejen, opdager man igen og igen de smukkeste ørken-blomster –

Bortset fra Stuart Highway er her kun grusveje, og bilerne er overalt af typen, der er bygget til at arbejde her med 4-hjulstræk, stor dieselmotor og et enormt ko/kænguru-gitter foran –

– På disse kanter er det iøvrigt næsten altid med en mand bag rattet, for denne del af verden er stedet, hvor drenge bliver til mænd (og hvor kvinder bliver fede, kan man tilføje ud fra empiriske studier (bemærkningen godkendt af censuren)).

Det er også herude, at man bliver udfordret på sine holdninger. Ved en dieselpåfyldning faldt AM i snak med denne flinke roadtrain-chauffør, der berettede om kænguruer, emuer og aboriginals som en pest – sidestillet.

De to førstnævnte skyder han i stort tal, og selvom han ikke sagde det, kunne man fornemme, at han gerne havde taget de sidstnævnte med ved samme lejlighed. Efter hans opfattelse gider de ikke arbejde, får børn fordi det giver sociale ydelser og er racistiske over for hvide mennesker. At jage aboriginals som jagtbytte var en anerkendt sport i 1800-tallet, og da man byggede Stuart Highway, var man nødt til at understrege over for arbejderne, at man ikke måtte skyde aboriginals uden særlig ordre eller i selvforsvar – se blot pkt. 5 nedenfor –

Coober Pedy

Efter 700 km.’s lige-ud kørsel kom vi frem til Cooper Pedy, som jeg et sted har set markedsført som “beautiful Cooper Pedy”  – måske en anelse overdrevet, se nu bare billederne her –

– også et billede fra parcelhuskvarteret i Coober Pedy – det var vildt chamerende…!

Vi gik en tur i den “smukke” by, der er totalt domineret af minedrift – jagten på opaler. Her ses næsten kun svedige mænd i kæmpestore biler med graveudstyr på ladet, og stemningen ar rå, men samtidig venlig.

Kvinder ses der kun få af på gaden, de er formodentlig hjemmegående, for jobs til dem er der stort set ingen af her. Vi spiste hos “Johns Piazza”, byens eneste spisested bortset fra grilbarer som den på billedet ovenfor, der serverer alt, der kan kommes i fritureolie, serveret stående og med en øl i hånden – ikke AM’s favorit, så…! Hyggeligt i vores forstand var der absolut ikke hos “Johns Pizza”, men pizzaen var god, og det var interessant at lave et lille sociologisk studie af, hvordan traditioner og livsvilkår herude er præget af det hede klima og de hårde arbejdsvilkår. Ved nabobordet var der tydeligvis en fest igang – måske en bryllupsdag el. lign. – og værtsparret havde inviteret forældre/svigerforældrene med til festen. Værten var klædt om, havde taget sine nyeste badesandaler på samt en forholdsvis ren T-shirt – måske var den gamle blot vendt om, ingen grund til at gå til yderligheder – og resten af selskabet var lige så pænt klædt på. Middagen bestod i, at de hver for sig gik til disken og bestilte deres favoritpizza, mens værten hentede øl i køleskabet, festlig skulle det jo være. Her er partyet i fuld gang –

Opaler kunne man købe flere steder, men vi havde fået en henvisning til byens bedste sted, der lå under jorden (!), og det viste sig at være rigtigt. Et enormt udvalg, venlig betjening, og efter en halv times tid skiftede et par fine opal-ørenringe ejermand, og AM var forskønnet!

Dagen efter var sidste dag i ørkenen – 500 km. fra Coober Pedy mod syd gennem Sydaustraliens enorme ørken – den ødeste stærkning, vi endnu har kørt, og det siger ikke så lidt. Undervejs mødte vi kun ganske få biler – et par stykker i timen – og derudover nogle få emu’er, trafikdræbte kænguruer og i den forbindelse to ørne, der fik gratis frokost, ellers intet. Landskabet er fladt som en pandekage så langt øjet rækker og med en vegetation, der ikke er mere end 5-10cm. høj. Dybt fascinerende eller kedeligt alt efter temperament –

Her har vi et strække-ben-stop på den lange tur, og ensomheden ses tydeligt –

Det flade landskab blev flere gange afbrudt af nogle fascinerende saltsøer med et stærkt lilla skær –

Vi spurgte et par australier om man brugte saltet kommercielt (tænkte på de dyre saltposer vi køber fra Læsø) – men det blev afvist med et grin. De har bjerge af salt overalt i Australien.

Da vi startede rejsen i troperne mod nord var der enorme områder med palmer og træer af mange forskellige slags, og gradvist gennem 3.000 km. har vegetationen og vejret ændret sig – men ørken er det stadig. Da vi ved middagstid i dag nåede Australiens sydlige kyst ved Port Augusta, var temperaturerne på et enkelt døgn faldet omkring 20 grader – fra 35-40 grader til 15! Da det tilmed blæser stærkt føles det overraskende koldt, men himlen er knaldblå og ikke en sky er i sigte.

Fremme på Australiens Sydkyst

På informationskontoret i Port Augusta blev vi udstyret med en stor stak kort og info-materiale om området og spiste hjemmelavet frokost ved vandet. Her blev vi vidne til, at en ung hvid mand blev overfaldet af et par mørklødede mænd, der derefter stak af i en bil. Heldigvis kunne den unge mand selv gå videre. Racisme er helt klart en del af Australiens store udfordringer, og den vender begge veje.

Efter frokost kørte vi et par hundrede kilometer videre mod syd til den lille by Port Wakefield, hvor vi fandt en glimrende C-plads lige ved floden, der løber ud i oceanet. Billedet nedenfor er fra vores aftensmad, AM-kylling-og-pasta-uden-opskrift, der smagte herligt –

Udsigten var smuk, men det var næsedryppende koldt pga den stride vind, så efter opvasken ”vendte” vi ac-anlægget om, så det skabte varme i stedet for kulde, skænkede to gedigne glas Bunderberg rom, og råhyggede med udsigt til floden og det tiltagende mørke. At rejse længe på dette kontinent indebærer meget andet end 30 grader og duvende palmer i vandkanten. Og godt for det!

Næste morgen var blæsten holdt op, men det var stadig køligt, da vi kørte ind i landet mod et af Australiens mest kendte vinområder lige nord for Adelaide, Barrosso-området. Efter mange dage i ørkenen, rå natur og do australiere i store biler trængte vi til at se noget mere kultiveret, og det fik vi i fuldt mål. Landskabet er meget smukt med bløde bakker, velholdte vinmarker, vinbønder i marken, smukke huse og tusindvis af får, og det er svært at forstå, at den øde ørken kun ligger et par hundrede kilometer herfra –

Et af Australiens nationaltræer står særligt smukt her om foråret –

 – og dets flotte blomster er særegne ved at minde mest om en toiletbørste –

Vi slog lejr i Barrosso-områdets hovedby, Tanunda, der består af en enkelt hovedgade og nogle få sidegader, men det er tydeligt, at vi er kommet ”til byen”. Her er hyggelige små cafeer, hvor man sidder udenfor i modsætning til, hvor vi var for et par dage siden, og minsandten om vi ikke også bliver betjent ved bordet – ikke længere noget med at kæmpe sig til en plads ved disken. Australierne laver noget af verdens bedste vin, og her i Tanunka fik vi et fremragende glas lokal Riesling og et do glas Shiraz – fantastisk! Vi er dog også stødt på noget forfærdelig sødt stads – en kombination af Cabernet og Crimson, som jeg aldrig tidligere havde hørt om – og det er jeg glad for…!

Her i varmen havde vi fuldstændig glemt, at det er oktober måned, og så er julen jo lige om hjørnet – og mindst ligeså forløjet som i DK –

Og så er det iøvrigt i dag 55 år siden, at Kennedy holdt sin TV-tale til det amerikanske folk om atomtruslen fra Cuba, der blev behændigt afværget af en begavet præsident og administration. Gadvist hvis….hmm…Trump…?

Til næste afsnit: Adelaide og Cangoroo Island

Tilbage til: Indledningen