Nord for Sydney – Yamba, Cuffs Harbour m.m. (5-19/11)

Regnen og de lave temperaturer ved Seals Rock blev til sidst så insisterende, at aftensmaden må indtages i bilen, og det gider vi ikke, så beslutningen var let, vi vil længere nordpå – til den ikoniske by Yamba. Vores venner i Kangoroo Valley, Liz og Andrew (sidstnævnte er min tidligere rektor-kollega, se kapitlet ”En uventet mail”) har atter en gang lånt os deres fantastiske sommerhus på Stillehavskysten, så næste morgen blev alle hestene spændt for den gamle camper, og ridtet 400 kilometer op ad Pacifik Highway blev påbegyndt. De første timer stod regnen ned i stænger, men efterhånden som vi kom nordpå, spredtes skyerne, og da vi kørte ind i Yamba, var der fuld sol og tropevarme. ”Mums”, sagde fruen – og det er jo altid godt. Kort før Yamba besøgte vi byen Crafton for at beundre de lillafarvede Jacaranda-træer, der er helt specielle for Australien –

Yamba

Sommerhuset i Yamba ligger i første række direkte ud til Stillehavet med en 180 graders udsigt, placeret et stenkast fra et fyrtårn. Fra vej-niveau går man 51 trappetrin ned – med mellemrum afbrudt af let skrånende platforme – og hvis man ikke er faldet undervejs, kommer man frem til huset og får låst op, mens man samtidig for en sikkerheds skyld lige kontrollerer, om edderkopper eller slanger har slået sig ned her, mens huset har stået tomt. Velkomstkommite’en bestod kun af ham her, og han var flink og rar –

Huset (det brune tag med kvist) ligger hævet 15-20 meter over Stillehavet –

– der synes at protestere mod sit navn ved at sende enorme bølger ind, der med enorme drøn bryder mod klipperne under os. Det var blevet mørkt, da vi kom frem til huset, og mens vi slæbte bagage ned ad de glatte trin, brød et uvejr løs med blæst, lyn og torden, et frygtindgydende sceneri, og selvom fyrtårnet uophørligt sendte sine beroligende blink ud over havet som en hilsen til dem, der var derude, var jeg nu svært tilfreds med den faste klippegrund under os.

Morgenmaden blev for første gang i lang tid ikke indtaget ved rattet, men på sommerhusets terrasse med den mest fantastiske udsigt –

Som man kan se på billedet, har vi nogle anstrengende dage her i Yamba. Den første dag gik med en kort gåtur og dernæst ned i en stol, indstille øjnene på uendeligt og se ud over Stillehavet med en kop kaffe i hånden. Det kan der gå lang tid med…!

En tur på stranden her ved Yamba er mildt sagt noget helt andet end en tur på stranden i Danmark. ”Mågerne” ser meget anderledes ud – her en Lapwing, der med tydelig undren betragter fotografen fra det høje nord –

– og lidt i skjul af et buskads følger fyren fra velkomstkomiteen vores færd – han bor vist under vores terrasse –

Ved ebbe-tid er stranden oversået med millioner af små sandkugler, der tydeligvis er lavet af ”nogen” –

Hvis man står muse-stille i nogle minutter, afslører bygherrerne sig – bittesmå og lynhurtige krabber –

Krabberne bor i små huller i sandet, og så snart man rører på sig, piler de ned i hullerne. Hvilken funktion de mange sandkugler har, ved jeg ikke, men det må en biolog kunne hjælpe med, når vi kommer hjem.

Stillehavets bølger er store og voldsomme, men man har her i Yamba bygget et bassin, som fyldes op, når bølgerne slår ind, og her kan pæne, ældre damer få sig en forfriskende svømmetur –

Aftenen i går bød på et uvejr, som ingen af os har set magen til. Det lynede voldsomt i flere timer, og mange af lynene ude over havet var så kraftige, at nat i nogle sekunder blev forvandlet til dag, og det hvide, stærke lys gjorde ondt i øjnene. Mærkværdigvis var der kun meget lidt torden, selvom uvejret var tæt på – det må have en særlig forklaring, som jeg vil prøve at finde. Vi fulgte uvejret fra den overdækkede terrasse, og jeg overvejede et par gange, om vi burde gå indendørs men konkluderede dog, at ståltaget forhåbentlig fungerede som et ”Faradays bur”. Efter et par timer drev uvejret langsomt mod nord, og tilbage blev kun lyden af den brusende brænding et sted i mørket under os.

Den næste morgen bød på blå himmel, masser af blæst og et skarpt, hvidt lys fra solen, da AM tog sit morgenbad

Første tirsdag i november – i dag – er en festdag i Australien, i Staten Victoria endda en officiel fridag – og hvorfor? Fordi det er dagen for årets største hestevæddeløb, Melbourne Cup. Barer og restauranter over hele landet er fyldt til bristepunktet med mennesker, der følger løbet tæt og naturligvis spiller på hestene. Yamba er ingen undtagelse, og vi fulgte løbet i et profyldt lokale på byens hotel, hvor de lokale damer i et forsøg på at efterligne Ascot-væddeløbet i England har påført sig fjollede hatte og forsøger at se betydningsfulde ud. Vi ville naturligvis også være med og spillede på 2 heste for i alt 4 AU$, og da min hest blev nr. 3, gik vi fra hotellet med et overskud på hele 2 AU$. Det er tydeligt, hvem der har forstand på sport..!

Et stenkast fra hvor vi bor, stødte vi en dag på dette søde kænguru-par –

– med en unge i pungen –

En tur i en regnskov lidt uden for Yamba udviklede sig til en rigtig regnskovstur, hvor der blev åbnet for den helt store bruser –

Det er fascinerende at gå i den tætte regnskov, hvor stien snor sig mellem tæt bevoksning, og hvor man på intet tidspunkt har en klar fornemmelse af, i hvilken retning man går. Det er megalet at fare vild her. Ved en indgang i skoven havde det lokale skovvæsen været venlig nok til at minde om, at man ikke – ligesom i IKKE – skal røre ved planter, man ikke kender, for nogle af dem brænder som bare h…… – vores brændnælder gange 100. Det gjorde vi så heller ikke, men for f….. da, hvor blev vi våde –

Senere på dagen var der australske burgerboller på menuen – hjemmelavede, naturligvis –

Dagen efter skinnede solen igen, og morgenmad på terrassen i november er slet ikke så værst –

New England Tableland

Før eller senere måtte det jo få en ende, opholdet i Yamba, og vi har aftalt at mødes med Andrew og Liz om en uges tid, så det er tid at komme videre – sydpå. Fra Yamba kørte vi til Grafton og derfra ind i landet til Glenn Inn og videre til Armidale. Det er en utrolig smuk tur gennem New England Tableland – et frodigt landskab med stejle bakker og masser af snævre sving, hvor der hele tiden gemmer sig en ny udsigt bag det næste. Turen kan absolut anbefales.

Undervejs er der adskillige ”look-out’s”, som man skal besøge – her et billede fra Raspberry lookout –

I Glenn Inn besøgte vi den lille park med ”Standing Stones” – en efterligning af engelske, ikke en stor seværdighed, men alligevel ganske sjovt.

Man er meget bevidst om sine skotske rødder, og naturligvis var det berømte Excalibur-sværd her også. Det sidder fast i en stor klippeblok –

– og overleveringen fortæller, at den, der kan trække sværdet op af blokken, vil blive belønnet med stor viden og visdom. Anne-Marie skulle naturligvis prøve, og vips, kun lidt røg var tilbage  –

og jeg synes allerede, det har hjulpet rigtigt meget…:)!

Armidale er egnens største by med bla. sit eget universitet, og vi besluttede at slå os ned her, for byen virker ganske tiltalende. Det blev bekræftet ved en længere gåtur i byen, der ganske u-australsk har en fin lille gågade og en del fine bygninger fra 1800-tallet. Her er byens fine hotel og bedste hotel –

Julen nærmer sig – vi er trods alt i starten af november, så det er jo lige op over! – og hvad med en julepyntet emu som en del af husets udsmykning…? Den kan fint stå i entreen og kan fås på gågaden i Armidale.

Fra Armidale kørte vi videre mod nationalparken Dorrigo, der rummer en stor regnskov. Undervejs besøgte vi Wollomonbie gorge, der har det næsthøjeste vandfald i Australien – fantastisk udsigt –

Det er fuldstændigt besynderligt, hvordan man kan køre i et smukt, bakket og frodigt landskab fyldt med får og køer, og så – lige pludselig – kører man ind i en regnskov. Det er vist kun i Australien, det kan forekomme. Her er bl.a. en top-tree-walk, hvor man får den mest fantastiske udsigt, og vi måtte absolut have et selfie –

En gåtur i regnskoven er en fascinerende oplevelse. Mærkværdige fuglestemmer rundt om os og træer så store, at man snildt kan stå i læ af dem –

Vi endte ved det smukkeste vandfald, som vi kunne komme bagom, og her hilser AM på den lokale sol- og vandfaldsgud, der fortjener applaus for et enestående syn.

Cuffs Harbour

Jeg sidder igen-igen med en tynd internetforbindelse, der gør det vanskeligt at uploade billeder, men de kommer efterhånden som forholdene tillader det.

Dagen sluttede ved Coffs Harbour, der ligger smukt ved Stillehavet, og da vejret var dejligt, besluttede vi os for at slå os ned her et par dage. C-pladsen Park Beach Holiday Park Ocean Parade er fremragende. Ligesom i Yamba var der en velkomstkomite, denne gang en “stork” siddende på hegnet ind til receptionen –

Coffs Harbour er en perle, ganske enkelt! Smukt beliggende ved havet og med utallige brede sandstrande så langt øjet rækker både nord og syd for byen. Her havde vi nogle virkelig ”anstrengende” dage –

Nogle få kilometer syd for byen ligger Bonville Headland, der i den grad er et besøg værd. Vi kørte helt ud til kysten (der er fine P-forhold) og udsigten er enestående –

Stedet er berømt for ofte at have besøg af delfiner, og igen var vi heldige. Bedst mens vi stod og så ud over havet, dukkede en flok delfiner op nogle hundreder meter ude, en utrolig fin oplevelse –

På vejen ud til Bonville Headland passerer man igennem den lille by Sawtell, og her bør man standse og drikke en kop kaffe på en af cafe’erne på byens hovedgade (der er kun én gade i byen, så det er ikke svært at finde hovedgaden…J). Fig-træerne på gadens midte er enorme og danner en fabelagtig allé foruden at give skygge for den stærke, australske sol.

En lige så flot tur finder man i den nordlige ende af Cuffs Harbour – man følger blot ”Ocean Parade” mod nord og ender på en P-plads, hvorfra man kan gå en enestående tur langs havet. Ud over de betagende udsigter stødte vi på en flok af de store og flotte, sorte papegøjer (på størrelse med en dansk musvåge), der har et ualmindeligt gennemtrængende skrig.

Antallet af gåture her ved Cuffs Harbour er næsten uendelig. Her er AM på vej mod ”verdens ende” – sådan virker det i hvert fald –

– og vi kan bekræfte, at udsigten ved ”verdens ende” er fremragende –

Undervejs på turens til verdens ende så vi et utal af fugle, et 30 cm. stor ”firben” samt – helt vildt – en enorm rokke (en Manta Ray) med en diameter på ca. 1,5 meter. Nogle af dem er giftige, andre ikke – ret interessant, hvis man møder en af dem på en svømmetur…!

Og efter en anstrengende dag på kontoret er det tid at slappe lidt af –

Efter nogle dage i Cuffs Harbour med masser af stærkt australsk sol fortsatte vi ned ad kysten, altså mod syd, og endte i den lille by South-West-Rock, der ligger helt ud til Stillehavet, og hvis C-plads nærmest ligger i Stillehavet. Der er stadig fuld, australsk sol på menuen, serveret på en bund af en stærk, nordlig vind, men heldigvis kan vi finde læ bag bilen. På vej i vandet opdagede vi en lille invasion af de frygtede Jelly-fish, der var skyllet op på stranden, men da der var andre end os i vandet, tog vi chancen og undgik heldigvis at blive ramt. Det var muligvis ikke specielt klogt, for når de er her, så er de her altså (!), og da de ikke er ret store, kan man ikke regne med at se dem på forhånd. Men – whatever – vi kom op igen i god behold. Byen er hyggelig med et utal af små forretninger og cafeer. Vi fik en fremragende falafel og do juice på en af dem.

Fra South-West-Rock gik turen videre til Lemon-Tree-Passage i nærheden af Nelson Bay. Pragtfuld sted – som alle de andre! – og et par dage gik med afslapning og ture i området.

Videre til næste afsnit: Kangaroo Valley og Dapto