I flere år har vi talt om en stor tur til Australien, når vi fik tid. Vest- og østkysten har vi set i deres fulde udstrækning, men det indre af Australien mangler vi, og nu skal det være. Anne-Marie er holdt op med at arbejde, mit resterende arbejde for Undervisningsministeriet giver masser af plads i kalenderen, så alle muligheder er til stede, og de skal udnyttes. I oktober og november måned 2017 vil vi i en autocamper krydse det enorme kontinent fra Darwin i det tropiske nord til Adelaide på sydkysten godt 3.000 km. senere. Min forventning er, at det bliver en vildt spændende, men også en strabaserende tur på de lange stræk inde i kontinenets midte, hvor der stort set ikke er andet end varme, sand, ørkennatur, enorme vidder – og meget få mennesker. I grove træk er turen planlagt som det kan ses på dette kort –
Når vi har krydset det store kontinent kommer vi frem til sydkysten ved Adelaide og Kangoroo Island, som vi regner med at bruge en del tid på. Derfra videre op langs østkysten på Great Ocean Road med talrige stop undervejs i et landskab, der forventet byder på storslåede udsigter over havet. Pitstop i Melbourne og senere i Kangoroo Valley for at besøge Andrew og Liz og endelig frem til Sydney, hvorfra vi skal tilbringe en lille uge i Andrew og Liz’s lejlighed, inden vi flyver hjem. Ialt kommer vi til at køre en 7-8.000 km.
Der er utrolig langt fra Dk til Australien, og at tage rejsen i ét hug er simpelthen for anstrengende. Mere end 20 timer i luften, morgenmad om aftenen og aftensmad om morgenen pga 8 timers tidsforskel, ingen ordentlig søvn, flyskift og ventetid i Bangkoks fugtig-hede klima m.m. er simpelthen for meget, og derfor har vi denne gang tilvalgt 2 dages pitstop i Singapore. Vi skal flyve med Singapore Airline, og i kombination med flybilletten var der et tilbud om 2 nætter på et godt hotel kombineret med afhentning og aflevering i lufthavn m.m.
Forberedelser –
2 måneder på den anden side af jorden kræver naturligvis en masse planlægning. Rejse-tidspunktet er efter mange overvejelser valgt til at være oktober og november for at undgå regntiden i nord, heden i ørkenen og forhåbentlig finde dejligt forår på syd- og østkysten. Flybilletter, leje af camper samt hotel i Singapore og Darwin er købt gennem Myplanet i Århus, hvor vi har fået fin og kompetent vejledning, men derudover står vi selv for hele turen, og det er vigtigt, for så kan vi gøre præcist, som vi vil, holde pause, overnatte, blive eller køre videre, trække tiden ud eller skynde os. Uafhængigheden og muligheden for uventede oplevelser er vigtig, synes vi, andre vil måske synes, det er for usikkert.
En vigtig ting, der kræver mange overvejelser – ihvertfald hos den ene af os 🙂 – er hvad man skal medbringe af tøj og udstyr. Med hensyn til tøj har vi særdeles gode erfaringer med de svenske mærker Fjällräven og Haglöfs, der laver fremragende bukser, trøjer m.m. Et par solide vandresko er et must og meget gerne med beskyttet ankel pga det giftige kryb, man kan møde overalt. Det samme gælder et par badesko, hvis man forventer at komme ud at bade. For første gang vil vi denne gang medbringe vandrestokke – og ikke et ord om, at det siger noget om alderen…!
Vi skal denne gang være længe væk fra større byer, og er vi så uheldige at løbe ind i sygdom, er der langt – nogle steder meget langt – til nærmeste læge. Derfor har vi ofret medicintasken mere opmærksomhed end normalt, og en god læge-ven har forsynet os med remedier til at bekæmpe alt fra halsbetændelse til forstoppelse. Mest nyttigt, tror jeg, er dog et produkt – Circadin 2 mg – der hjælper med at få vendt hovedet til nye tidszoner.
Flyveturen fra Dk til og fra Singapore er afsindig lang (12 1/2 time), og det er fristende at tage imod de generøse tilbud undervejs om en before-dinner drink, vin til maden og et par avec’er til kaffen – men af bitter erfaring ved jeg, at den slags fornøjelser i 10 km’s højde forstærker jetlag’et betydeligt, så jeg lader være. Til gengæld skyller jeg en indslumringspille ned med lidt vand i håb om at få noget søvn undervejs.
Det hele skal pakkes ned, og hvis det er muligt, er det bedst at begrænse sig til en enkelt kuffert og derudover bløde tasker, der kan krølles sammen. Bagagepladsen i en autocamper er ikke overvældende, og det er irriterende undervejs på rejsen at skulle flytte rundt på kufferter inde i bilen.
I den udstrækning det undervejs er muligt at få en stabil internetforbindelse vil jeg løbende skrive om turen her på bloggen og lægge billeder ind af enorme klippeformationer, regnskov, vandfald, billabongs (et vandhul på aboriginsk), slanger, edderkopper, varaner, emu’er, kænguruer, pingviner, whip-birds og hvad vi ellers møder derude – formodentlig også nogle australiere…!
Til næste kapitel: Singapore