Vi skal besøge Andrew og Liz i Kangaroo Valley ca. 150 km. syd for Sydney, og derfor har vi fornøjelsen af atter en gang at skulle krydse millionbyen Sydney…! Vi har valgt at gøre det på en søndag, og det betyder, at i stedet for sindssygt mange biler i en sindssyg trafik var der kun utroligt mange biler i en utrolig trafik. Det gik OK, men selvfølgelig er det noget af en oplevelse at få vore store “flyttebil” gennem den store bys tætte trafik – i venstre side af vejen – men det lykkedes, uden buler.

Da vi var kommet gennem Sydney kørte vi ud til kysten for at besøge The Royal National Park, hvilket meget stærkt kan anbefales – det ene fantastiske sceneri afløste det næste. Vi vil dog anbefale andre at besøge stedet på en hverdag – i weekenden virker det som om halvdelen af Australiens befolkning er herude, og det er ikke til at finde en P-plads.

Liz og Andrew er til koncert i Sydney, så vi må selv finde vej op til deres hus fra landevejen. I en dansk sammehæng lyder det enkelt, men i denne australske sammenhæng er det noget helt, helt andet. Når man forlader den smalle, asfalterede vej, går det i ca. en halv kilometer stejlt opad, opad og opad med indlagte hårnålesving undervejs, og belægningen er skiftevis knuste mursten, almindelige marksten, flisestumper og en del grus, og det meste ligger hulter til bulter med nogle gevaldige huller til at fuldende oplevelsen. Der er bestemt gode grunde til, at australiere kører i robuste, 4-hjulstrukne biler. Vores Campervan er imidlertid hverken robust eller 4-hjulstrukket, tværtimod er den stor, skrumlet og med en lidt svag motor, og jeg var flere gange i tvivl, om jeg havde motorkraft nok til at forcere forhindringerne, men det gik dog, og vi kom uden skrammer op til “Risingstill“, som huset hedder. Som aftalt er der ingen hjemme, men huset står ulåst, det gør det nemlig hele året igennem, og foran huset holder en af familiens biler med nøgle i tændingslåsen – der er ingen grund til at gøre tilværelsen indviklet, når man kan gør det enkelt.

Haven ligner mit indre billede af paradis på jord – palmer, store træer, fabelagtig udsigt, ingen lyde overhovedet bortset fra fuglenes pjævren (australske fugle “kvidrer” ikke, de siger alle mulige forskelllige ting – derfor “pjævren”) og lidt puslen her og der fra …. ja, hvad mon det er?

Et enkelt billede fra vores morgenmad kan måske illustrerer hvor smukt her er, men selv billedet yder ikke udsigten fuld retfærdighed –

Efter at have fået bilen knoklet op, gik vi ned af bakken og fik en herlig middag hos Liz’s søster og familie, hvor Sara her præsenterer desserten, en Pavlova-kage med et mindre bjerg af frisk frugt –

Også deres have ligner noget, hvor overjordiske kræfter har hjulpet med –

Da vi i mørket gik op ad bakken igen var der puslen overalt, og et par Wombats sprang væk lige foran os. Wombats er et specielt australsk dyr, der minder lidt om vores grævling, men ca. en halv gang større, og de lever i stort antal her på egnen og er ganske uskadelige – bortset fra, at de graver store huller, som underminerer jorden.

Andrew og Liz er begge vokset op med heste, kvæg og får (Liz på en ejendom med 2000 acres, hvilket svarer til ca. 1.600 tønder land…!), og det har de ikke kunnet slippe. Derfor har de fortsat kvæg rundt om deres hus, og flere gange måtte vi ud og hjælpe til som ko-røgtere, når køerne ikke ville, som Andrew ville –

Det kan være ganske besværligt, men som Andrew tørt bemærkede, så adskiller det sig egentlig ikke så meget fra, hvad han gør i sit daglige arbejde som rektor…:)!

På marken mødte vi dette lille charmerende, australske pindsvin – på australsk-engelsk et Ichidna –

– og lidt senere den forunderlige Satin Bower-fugl, hvor hannen først bygger en rede og derefter dekorerer omgivelserne med alt, hvad der er blåt: kapsler, fjer, plastik og meget mere for at tiltrække hunnen – det var faktisk overraskende for mig, at fugle kan se farver –

Og derefter er der dømt hyggelig snak og afslapning i deres fantastiske have –

Næsten alle ting herovre er “omvendt” – også morgenbadet, der naturligvis foregår udenfor under et palmetræ –

 

– med skyldig hensyntagen til at begrænse vandforbruget så meget som muligt, for her er ingen offentlig vandforsyning, og alt vandforbrug i huset er derfor regnvand, der opsamles i store tanke, og “right now” er vandsituationen lidt kritisk, fordi vinteren har været meget tør.

Andrew havde inviteret os til på Dapto Highschool at give en ”speech” til lærere og elevråd (”student-leaders”, som de hedder på australsk) om demokrati i det danske skolevæsen, og det ville vi naturligvis hellere end gerne. Så på vejen mod Sydney gjorde vi holdt i Dapto og havde en rigtig fin formiddag med gode diskussioner med lærere og elever, og for gamle cirkusheste som os var det dejligt at lugte savsmuldet igen. Faktisk var det så god en oplevelse, at jeg natten efter havde en drøm, hvor jeg igen var på kontoret på VK og havde noget bøvl med en anden person, der ville blande sig i mit arbejde…!

Videre til næste afsnit: Sydney

Tilbage til: Indledningen