Det er onsdag d. 18. oktober kl. 20:30, og vi sidder i Urulu i dagens stærke eftervarme med et glas rødvin, mens trætheden hænger tungt over os. Solen er for længst gået ned, mørket er kulsort, og over os hænger en fantastisk stjernehimmel, der er helt anderledes end vores på den nordlige halvkugle. Egentlig er det ikke godt at sidde ude på nuværende tidspunkt, for talrige insekter og store flyvemyrer sværmer omkring os, sætter sig på os og dumper endog ned i rødvinen (det sidste er det værste), men alligevel er aftenen så dejlig, at det føles helt forkert at gå ind i den airconditionerede kølighed i bilen.

De 500 km. fra Alice – ligeud, ligeud og ligeud i ørkenlandskabet – gik glat, og 150 km før Urulu så vi dette fantastiske syn –

Den enorme klippe er ikke Urulu-klippen, men Mount Conner, der sammen med 1 mio. acres rundt om klippen ejes af den lokale indehaver af områdets eneste benzinstation, i alt et område på 100 x 40 km…! Her behøver man ikke irriteres over støjende naboer. Oplysnin-gerne har jeg fra den flinke mand, der hældte diesel på bilen. Den enorme størrelse er slet ikke usædvanlig herude, og det økonomiske grundlag er næsten altid kvæg, kvæg og kvæg, og det er ikke underligt, at man her i Australien får de bedste og største steaks (og hvad skal man så med andet, spørger jeg…?).

På 45 km’s afstand fik vi det første glimt af Urulu-klippen, et fantastisk syn, der selv på den store afstand er betagende

Første besøg – efter at have fået plads på områdets eneste C-plads og købt pas til området (25 $ pr. person for tre dages ophold) – var dog klipperne i Kata Tjuta, et aboriginsk ord for ”mange hoveder”, hvilket er en ganske rammende betegnelse –

Vi gik en tur i Kata Tjuta bjergene, men temperaturerne i skyggen var 40 grader og i solen var de – det tør jeg slet ikke tænke på, det var rasende hedt!

Vi ville egentlig have gået en lidt længere vandretur, men stierne var lukkede pga varme, så det opgav vi, lidt fornuft er der da kommet ind i hovederne på os de sidste par år – og ingen nævner noget om alder…! Læg mærke til AM’s påklædning – når man færdes i den australske ørken i buldrende varme, skal man efter australiernes råd tage mere tøj på, ikke mindre, dvs lange bukser, en langærmet skjorte, støvler med strømper samt en hat med stor skygge. På den måde undgår man at blive forbrændt eller bidt af insekter/slanger/edderkopper/skorpioner eller hvad man kan møde på sin vej af interessante udfordringer. Sværme af sandfluer er en udfordring for sig selv, fordi de er aggressive og specielt går efter øjne og næse for at finde fugtighed. Pga af sandfluerne går man med armene i konstante svingende bevægelser, og selvom det er sundt med motion (som fitnesscenteret derhjemme, bare gratis her!) insisterede AM på at købe nogle fluenet til beskyttelse af hovedet. Det viste sig at være en rigtig god ide, og dertil kommer, at man ser brandgodt ud – ikke mindst når man er i gang med at spise frokost –

Områdets helt store attraktion, den store røde klippe – Urulu – besøgte vi adskillige gange, fordi den er så smuk, at den næsten tog vejret fra os.

Urulu kan ikke beskrives med ord, den skal opleves, og alligevel prøver jeg. Klippen er enorm, højere end Eiffeltårnet, og en gåtur rundt om hele klippen er på mere end 10 km. Farven svinger i den intense sol fra intens rød til orange, og den skyder op fra det flade landskab som en svamp i en skov. Men den er ikke kun betagende smuk, den har i årtusinder været hellig grund for de lokale aboriginere, Mala-folket, der er overbevist om, at klippen er beboet af ganske særlige mennesker og dyr med overnaturlige kræfter. Vi gik en tur med to lokale førere, en hvid og en aboriginer, og det blev en oplevelse, der ændrede vores syn på mange ting. Som beskrevet andetsteds lever mange aboriginere et sølle liv styret af alt for meget alkohol, men de aboriginere – eller indfødte, som de også kalder sig selv – der trives, er fascinerende at lytte til, når de fortæller om livet i verdens ældste, nulevende civilisation. Urulu-klippen er hellig grund for dem, fordi den for dem både er et ”universitet” (det sted, hvor man videregiver al kendt viden fra generation til generation) og en ”kirke” (det sted, hvor man dyrker gamle ritualer og tro). Derfor – forklarede aborigineren med et meget alvorligt ansigtsudtryk – er det ydmygende og udtryk for stor disrespekt, når tåbelige turister klatrer op på klippen. Det vil svare til, at turister invaderer en kristen domkirke, tramper rundt oppe ved (eller på) alteret, bruger døbefonden som vaskefad etc. Alligevel er det ikke decideret forbudt at bestige klippen, men man opfordres i kraftige vendinger til at lade være – dels af de ovennævnte årsager, men også fordi det er livsfarligt i den stærke hede. Dette lidt mærkværdige kompromis er resultat af den aftale, man indgik i 1960’erne, hvor den australske regering gav klippen og området rundt om tilbage til aboriginerne –ved samme lejlighed skiftede klippen navn fra Ayers Rock til Urulu.

På turen fortalte aboriginer-føreren om dagliglivet for Mala-folket ved Urulu-klippen og viste os bl.a. klippehulen, hvor stammens ældste mænd samledes, når de ikke længere havde kræfter til at deltage i de ceremonier, hvor stammens ritualer og traditioner blev overgivet fra mænd til den næste generation af drenge – på vej til at blive mænd. Til gengæld skulle de gamle mænd her fra hulen holde øje med, at ingen piger/kvinder blandede sig i ceremonierne. Klippehulen minder om en kæmpemæssig oceanbølge –

Lidt senere så vi den tilsvarende hule for kvinder, piger og småbørn, men her bad aboriginer-føreren os om ikke at fotografere – her foregår ”Womens business”, sagde han, og det har åbenbart en karakter, der ikke tåler at blive fotograferet. Dog så vi, hvordan kvinder bærer tunge byrder på hovedet – her viser en af stammes ældste os, hvordan det foregår –

Mest betagende var en tredje klippehule, ”klasselokalet”, hvor mænd med tegninger på klippevæggen (”tavlen”) i tusindvis af år (helt bogstaveligt) har undervist drenge i, hvordan man klarer sig i dette ekstreme klima.

Kvinderne har ikke et tilsvarende ”klasselokale”, men de tager i stedet pigerne med ud på savannen og viste dem, hvilke planter, der er spiselige og hvilke der er giftige – og man dør af at tage fejl…! Også store, hvide larver gravet op fra trærødder er en yndet spise – ristede eller rå. De rå er særligt delikate, fordi man kan gumle lidt på dem, indtil maveindholdet siver ud i munden og giver en dejlig sød smag – så vidt jeg forstod lidt hen i retning af ”Labre larver” fra Haribo…!

Et af klippens mest betagende steder er ”inde” i klippen ved et vandhul, hvor dyr samles for at drikke –

– og hvor “Aboriginals/indfødte” fra den anden side af jordkloden bliver fotograferet med hjælp fra venlige mennesker, der også står og måber over stedets skønhed –

Turen langs klippen gav anledning til mange stop og mange fotos –

Man forstår ikke Australiens ekstreme klima, før man kommer herud – 35-45 grader hver eneste dag året rundt og næsten ingen regn. Vi er her i oktober 2017 og fik fortalt, at sidste gang, det regnede, var juledag for næsten et år siden. Når regnen endelig kommer, vælter den til gengæld ned i mængder, så der graves dybe huller i klippen og veje og områder oversvømmes.

Turen med de to Rangere kan meget stærkt anbefales – de afgår hver dag året rundt kl. 8 om morgenen fra Mala P-pladsen – og så er den gratis.

Solnedgang (og solopgang) ovre Urulu-klippen omtales i alle rejsehåndbøger som en STOR seværdighed, og der er udpeget særlige steder at se det. Vi gjorde det også, og her er oplevelsen fotograferet i tre step – efterhånden som solen går ned, skifter klippen farve –

Flot var det, men vores konklusion var dog, at solnedgangs-fænomenet er ”oversolgt” – den røde/orange klippe i fuld sol er helt klart det mest betagende syn.

Herinde i Australiens centrum er der ubeskrivelig varmt på denne årstid – min. 38 grader i skyggen og ophold i solen er på grænsen til masochisme. Heden trætter voldsomt, og lange spadsereture er umulige bortset fra tidligt om morgenen og sidst på dagen. Den mest udbredte medicin herude er iskoldt øl, og de mange outback-campingvogne af typisk australsk tilsnit –

– er snedigt indrettet med stor respekt for bilens sande centrum, et stort køleskab fyldt med medicin. Som mange andre australske C-pladser er også denne indrettet med store grill-pladser, hvor mænd drikker øl, snakker og steger enorme steaks. Hos os spiste vi lækre tomat-sandwich’es (!) og mindedes, da vi for nogle år siden var på en restaurant i Northern Territory, hvor de reklamerede med ”Australiens største steaks” – hvorefter AM hentede to grøntsags-lasagne til os. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig…!

Besøget i Uluru sluttede med lidt aftensmad på den nærliggende restaurant. Det foregik som så ofte i Australien i en sky af fluer, som AM holder meget af – ihvertfald sad hun og vinkede til dem under hele måltidet…!

Om det er et udslag af hede eller øl, ved jeg ikke, men i hvert fald er det typisk, at kl. 21 er lyset slukket i stort set alle C-vogne/campere, og der snorkes igennem, mens den store lampe tager sig et hvil inden næste dags aktivitet. Vi er også dødtrætte – mere af hede end af øl – og om et øjeblik følger jeg efter AM, der kapitulerede og fandt den ac-afkølede seng for 10 min. siden.

I morgen går turen videre – 750 km i et stræk til Coober Pedy, Australiens centrum for opaler. Iflg. Australiensguiden kommer temperaturerne om sommeren jævnligt op på 50 grader, og derfor er mange boliger – også den lokale bar – indrettet i underjordiske huler. Vi håber det bedste og håber, det endnu kun er forår…!

Til næste afsnit: The Olgas til Adelaide

Tilbage til: Indledningen