Bornholm

Det er lidt sært, at vi i mange år har rejst tusindvis af kilometer for at besøge eksotiske steder i udlandet, mens vi fuldstændig har overset Bornholm. Det skal der rettes op på, og sammen med to gode venner tog vi i begyndelsen af juni 2018 en tur til ‘solskins-øen’, som turistbrochurerne kalder Bornholm. Og solskin var der så meget af, at det iflg. meteorologerne kun forekommer med flere hundrede års mellemrum, men det fantastiske vejr ramte altså os på denne lille ferie og bidrog naturligvis til at oplevelserne endnu bedre. Vi boede i Gudhjem på Bornholms østkyst i en dejlig og godt beliggende lejlighed i feriekomplekset Gudhjem Søpark, der klart kan anbefales.

Hovedattraktionen på Bornholm er efter vores opfattelse vandreturene overalt på øen. De små byer – Gudhjem, Allinge, Svaneke m.fl. – er smukke og charmerende, men i realiteten ligner de jo blot Rudkøbing, Marstal, Ebeltoft etc, og hvis man virkelig vil opleve Bornholms herligheder, skal man ud at vandre ved kysten eller inde på øen.

Hammerknuden er en enorm granitklippe på nordspidsen af Bornholm, og her finder man de mest fantastiske vandreture med udsigter ud over Østersøen, der tager vejret fra en, med Salomons kapel og hellige kilde, opalsøen m.m. – og Hammerhus borgruin som kulisse i baggrunden. Vi gik en 3-4 timers tur med udgangspunkt i parkeringspladsen i Sandvig, og det er virkelig verdensklasse. Fantastiske naturscenerier i massevis, og vi talte om, at oplevelsen er på niveau med spadsereturen langs Middelhavet ved Cinque Terre i Italien. Her er en billedserie fra gåturen – (klik på det første billede og følg derefter pilene):

En anderledes gåtur finder man i Paradisbakkerne inde midt på øen. Mindre dramatisk end turen ved kysten, men vanvittig smuk og med den berømte rokkesten (der faktisk kan rokkes!) som en af attraktionerne – (klik og følg pilene):

Lidt nord for Gudhjem – ca. 8 km. til fods langs kysten – ligger Bornholms Kunstmuseum, og har man ‘gode ben’ kan det helt klart anbefales at gå turen dertil fra Gudhjem. Udsigterne undervejs er  fabelagtige, og man bør tage afstikkerne til de forskellige udkigspunkter, der er undervejs. Kunstmuseet er dejligt med blandt andet værker af den mest berømte af Bornholms-malerne, Oluf Høst – her er et par af dem –

Orker man ikke at gå de 8 km. tilbage til Gudhjem, kan man tage den 100 år gamle turistbåd Thor, der tager turen mellem museet og Gudhjem adskillige gange om dagen i sommersæsonen – hvis vejret er godt. Museet har en tidstabel og man skal helst ringe på forhånd til bådens skipper og lave en aftale –

Hammershus borgruin

Hammershus borgruin er et must at besøge. Både fordi den ligger højt og flot placeret med udsigt 360 grader rundt, men også fordi dens historie er spændende og rummer dramatiske beretninger fra Danmarkshistorien.

Om byggeriet af Hammershus blev påbegyndt i begyndelsen eller midten af 1200-tallet, strides historikerne stadig om, men det er lidt noget nørderi, som man ikke behøver at tænke på som besøgende. Det vigtige er, at man som besøgende forstår, hvilken funktion borgen har haft.

Det vi ved er, at borgen – engang i 1200-tallet – blev bygget af en af ærkebisperne i Lund (dengang dansk), enten Anders Sunesen eller Jens Grand, og dermed kommer Bornholm for alvor ind i Danmarkshistorien. Kirken og kongemagten havde arbejdet sammen siden kristendommens indførelse i Danmark, og de skiftende konger var den drivende kraft bag det voldsomme kirkebyggeri overalt i Danmark op gennem 1100-tallet. Op gennem middelalderen blev kirken særdeles rig i kraft af store gaver fra velhavende stormænd, der håbede at kunne købe sig til deres sjæls frelse (paradis i stedet for helvede), og gradvist udviklede kirken sig til at blive en stat i staten med eget retsapparat og egne væbnede styrker. Dermed var der lagt op til strid med kongemagten, og Hammerhus var kirkens knytnæve i Østersøen.  I de efterfølgende århundreder blev Hammerhus angrebet, forsvaret, erobret og generobret adskillige gange indtil våbenteknologien op gennem 1500-tallet underminerede borgens værdi som fæstning.

Mest berømt er Hammershus blevet på grund af to prominente fanger, Leonora Christine (datter af Christian d. IV) og hendes mand Corfitz Ulfeldt, der sad her fra 1660-1661 anklaget for at støtte svenskerne i krigene mod Danmark. På dramatisk vis forsøgte de at flygte, men blev fanget og genindsat i et endnu dybere og mørkere fangehul på Hammershus, inden de blev løsladt. På billedet nedenfor kigger ‘Leonora Christine’ ud af sit fangehul umiddelbart før frigivelsen –

– og her er hun sluppet ud og er tydeligvis meget tilfreds med det –

2 år efter at være blevet løsladt fra fængslet på Hammershus blev Leonora Christine atter fængslet og anklaget for højforræderi, denne gang i Blåtårn på Københavns slot. Her sad hun i 22 år (uden rettergang!) og magtede at skrive en selvbiografi, ‘Jammers minde’, om sit liv i fængslet. I 1685 blev hun sat fri og levede sine sidste år i et kloster i Maribo. Leonora Christine fik i sit ægteskab med Corfitz Ulfeldt (mindst) 15 børn, og når man tager i betragtning, hvordan hendes liv formede sig og hvilke trængsler, hun overlevede, er det ikke underligt, at hun er gået over i historien som en helt usædvanlig og stærk kvinde.

I midten af 1700-tallet var borgens militære betydning forsvundet, og den bornholmske befolkning fik lov til at hente sten fra borgen, og gradvist blev borgen forvandlet til en ruin. National-romantiske strømninger i 1800-tallet betød dog, at man blev bevidst om borgens betydning i dansk historie, og ruinen blev fredet og delvist restaureret. Senest er et helt nyt besøgscenter blevet tilføjet.

Når man i dag går rundt i ruinen, fortæller små plancher om dagliglivet som bonde, soldat – og fange på borgen. Man væmmes ved at læse om de vilkår, som fangerne måtte leve under, og man undres over de enorme mængder af kød og øl, som en soldat nedsvælgede på en almindelig dag. 10-15 liter øl pr. dag blev anset som normalt for en voksen mand, og selvom det var tyndt øl, så alligevel…!

I havet lige nedenfor Hammershus ligger de berømte klippeformationer ‘kamelhovederne’, som for mig er uløseligt forbundet med min bornholmske bedstemors spisestue, hvor der hang et meterstort billede af dem. Af en eller anden grund sad jeg altid på den side af spisebordet, hvorfra man havde udsigt til dette billede, og derfor havde jeg et stort ønske om at se dem ‘live’. De ligger lige nedenfor Hammershus og en sti fører ned til dem – underligt nok står der ‘løvehoverne’ på skiltet, der viser derned. Havets erosion betyder, at klippeformationen nedbrydes lidt efter lidt, og derfor er de idag lidt anderledes end jeg husker dem, så der skulle bruges lidt fantasi for at få kamelhovederne frem –

Østerlars rundkirke

De bornholmske rundkirker er berømte – og blandt dem er rundkirken i Østerlars den mest berømte – og meget smuk:

 Kirken er påbegyndt engang i midten af 1100-tallet og havde – udover at fungere som kirke – en endnu vigtigere funktion, nemlig som værn mod fjender i ufredstider. På tilblivelsestidspunktet var det specielt venderne, der huserede som sørøvere i Øsersøen og som man også på Bornholm havde behov for at beskytte sig imod. Når kirken er rund, skyldes det forsvarshensyn – fjenden skulle ikke have mulighed for at gemme sig bag et hjørne – og kom de alligevel ind i kirken, skulle de kæmpe sig op ad meget smalle trapper, hvor fordelen ved at stå øverst var stor:

Da rundkirken blev bygget, var det uden tag, og den nuværende ‘kineserhat‘ af træspån er først kommet til langt senere, da kirken ikke længere skulle tjene som et forsvarsværk.

Som nævnt ovenfor kom min farmor fra Bornholm og bragte navnet ‘Spelling’ ind i familien. Derfor var det sjovt for mig – med udstrakt tålmodighed fra mine rejsefæller – at besøge ‘Spellingegård’, hvor slægtens historie kan følges tilbage til midt i 1600-tallet –

Ganske nær ved gården ligger ‘Spellingemose’ på ‘Spellingevej’ –

– og selvom ‘den fædrene jord’ er omdannet til golfbane (sic transit …..!) var det alligevel en sjov oplevelse at stå på stedet, hvor familiehistorien kan føres århundreder tilbage. Jeg har skrevet meget mere om dette familiemæssige på min anden blog, og har man lyst til at læse det og se flere billeder, kan man følge linkene her: Slægten Spelling og Mine bedsteforældre på fars side.

Vores konklusion på en meget solrig ferie på Bornholm i juni 2018 er ubetinget positiv. Det er en pragtfuld ø med masser af oplevelser, og ‘charme’ – det dér udefinerlige noget, som man tydeligt kan mærke (eller netop ikke mærke) uden rigtig at kunne forklare hvorfor – har øen og bornholmerne masser af. Faktisk mener vi, at Bornholm på det plan slår Skagen med adskillig længder.

 

Nye indlæg