Thyborøn på den jyske vestkyst er vist mest – eller måske kun – kendt for sine fisk, strande og ferieboliger, men området gemmer også på nogle kulturelle perler, som vi blev opmærksom på, da gode venner – Visti og Marianne – tog os med på en ‘guided’ tur.
Baggrunden er tragisk, skræmmende og fascinerende, nemlig verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, der blev udkæmpet under 1. verdenskrig i Nordsøen ud for Thyborøn – uden for synsvidde men alligevel så tæt på, at kanonilden kunne høres som en torden, der rullede ind mod det lille fiskersamfund. Historien om det enorme søslag har i mange år været glemt af de fleste, overskygget af skyttegravskrigen i Flandern, men omkring 2015 blev det besluttet at formidle den i et helt nyt museum i Thyborøn – Sea War Museum.
Når museet har fået et fremmedsproget navn, er det formodentlig fordi museet ligger på neutral, dansk grund og fortæller om et søslag mellem datidens to største sømagter, England og Tyskland. Og iøvrigt er engelsk vel blot en form for avanceret vestjysk… 🙂 .
Herredømme over Nordsøen var vitalt under første verdenskrig, fordi det var adgangen til Storbritannien, og den 31. maj og 1. juni 1916 tørnede den britiske og tyske flåde sammen i et mægtigt slag, der omfattede ikke færre end 250 skibe og 100.000 mand. Da slaget var slut, lå 25 skibe på havets bund og flere end 9.000 unge mænd var blevet dræbt i et inferno af kanonkugler, ild, flyvende metalstumper og skoldhed damp fra ødelagte dampmaskiner, en del druknede naturligvis også. Sea war Museum i Thyborøn fortæller først og fremmest historien om dette slag – og gør det på en så medrivende måde, at man har svært ved at slippe det igen – men også andre fortællinger om 1. verdenskrig til lands og til vands er omfattet af museets fortællinger.
Jeg forlod museet med hovedet fyldt af tanker om menneskers dårskab. Efter en krig, som ingen rigtig for alvor ville, men som blev udløst af inkompetence, skødesløshed og manglende forståelse for en moderne krigs rædsler, var 9 mio. soldater blevet dræbt, 22 mio. såret eller invalideret, og 5 mio. ved man intet om, de var bare væk. Jeg bemærkede både engelsktalende og tysktalende gæster på museet, og forhåbentlig kan et museum som Sea War museum bidrage til at sikre, at mennesker – trods alt – bliver klogere. Man kan og skal lære af historien!
Det voldsomme søslag og tragedien med 9000 dræbte mænd kalder naturligt på en mindepark – ganske som man finder dem i Frankrig – og en sådan er anlagt i umiddelbar tilknytning til museet, udformet af kunstneren Paul Cederdorff. Mindeparken består af store granitblokke, der står som skibsstævne og hver af blokkene repræsenterer et af de sunkne skibe –
De små figurer repræsenterer de mennesker, der mistede livet under slaget, og med tiden – efterhånden som økonomien tillader det – er det meningen, at der skal være 9.000 figurer svarende til antallet af dræbte. Da vi var der i juli 2019, lå der kranse ved flere af granitblokkene – utvivlsomt lagt af britiske og tyske efterkommere til de dræbte søfolk.
Museet og mindeparken er i den grad en omvej værd.
1. verdenskrigs forlængelse – 2. verdenskrig – møder man også ved Thyborøn i form af de mange bunkers, der i dag ligger spredt i havstokken men som oprindelig blev bygget som en del af Hitlers forsvarsvold mod et angreb fra vest.
Mens man går på stranden dukker endnu en af Thyborøns nye attraktioner op af marehalmen –
Det er byens nye og meget moderne kirke, der ligger som en smuk – men fremmed – fugl midt i det gamle fiskermiljø, gemt bag det gamle missionshus.
Thyborøns første kirke fra 1908 var ramt af alvorlige sætningsskader, og det blev besluttet at bygge en ny, der stod færdig i 2011, tegnet af arkitektfirmaet Vilsbøll og Poulsen fra Lemvig. Kirken bryder på alle områder med den traditionelle opfattelse af, hvordan en kirke skal se ud – ikke mindst i det missionske Vestjylland – og der må have været mange og svære diskussioner i menighedsrådet, inden beslutningen blev taget, men set med mine øjne er resultatet meget vellykket, også selvom det er en fremmed fugl i miljøet. Jeg har med vilje ikke taget et billede af kirken i dens helhed – den skal opleves ‘live’ – både indvendig og udvendig.
Turen sluttede med et besøg ved ‘Sneglehuset‘ i Thyborøn – om det er ‘havenissekunst’ eller bare grimt, må enhver afgøre med sig selv, men specielt er det unægtelig –
