Ingen ved med sikkerhed, hvor længe der har færdedes mennesker på disse kanter, men sandsynligvis kom de første jægere og samlere for ca. 175.000 år siden i en periode mellem to istider. Arkæologerne har således så langt tilbage fundet sikre spor fra mennesker i Nordtyskland og Finland, og derfor er det sandsynligt, at der også har været mennesker her i Norddjurs, fordi der var gode jagt- og fiskemuligheder. Det har været mennesker, men af en anden art end os, nemlig Neandertalere med en anden kranieform og en anderledes hjerne og for 1 mio. år siden indvandret til Europa fra Afrika. Omkring 70.000 – 50.000 f.Kr. blev klimaet så koldt, at Sjælland og Fyn blev dækket af is, mens Vendsyssel, Kronjylland samt Norddjurs med Fjellerup og Bønnerup var dækket af et iskoldt hav. Det har været et barsk klima, og de sidste neandertalere har formodentlig besluttet sig for at vandre mod syd til mere gæstfrie forhold.

I perioden 50.000 – 22.000 f.Kr. blev klimaet lunere igen, isen smeltede, og sandsynligvis kom der igen mennesker herop, fordi jagten var god. Her levede blandt andet de store mammutter, og en nedlagt mammut gav både kød og materialer til mange formål. I slutningen af denne periode forsvandt neandertalerne fuldstændigt, udkonkurreret af den moderne art af mennesket, som vi tilhører.

Ca. 22.000 år f. Kr. blev Danmark atter – men for (foreløbig?) sidste gang – dækket af is og denne gang fuldstændigt med undtagelse af Vestjylland. Israndlinjen gik fra Bovbjerg på Vestkysten til Hald sø ved Viborg og videre mod syd gennem Midtjylland. Efter et par tusinde år mildnedes klimaet atter, isen begyndte at smelte langsomt, og ca. 13.000 år f. Kr. var Danmark atter isfrit og nu præget af kraftige smeltevandsfloder og store søer, hvor isen var smeltet (Hald sø!). Menneskene kom igen, tiltrukket af det rige dyreliv med bl.a. store flokke af rener og elge. Der er ikke mange fund fra den tid, der med sikkerhed dokumenterer menneskers tilstedeværelse på disse kanter, men for nylig (2018) kunne en moderne kulstof-14 analyse bevise, at et bearbejdet rensdyrgevir fundet i Københavnsområdet, stammer fra ca. 12.000 år før vores tidsregning. Det er det nordligste, daterede, tydelige spor af mennesker, der er fundet. Der er også gjort fund af flintafslag og pilespidser, som kan være lige så gamle, men modsat organisk materiale som et rensdyrgevir er det ikke muligt at datere så præcist, og derfor var dateringen af rensdyrgeviret fra København et gennembrud.

Man skal bruge en kraftig fantasi for at forestille sig, hvordan datidens Djursland og Danmark så ud. Vestjylland var landfast med det nuværende Storbritannien og hvis billedet nedenunder, der er taget på stranden ved Fjellerup i dec. 2014, skrues ca. 15.000 år baglæns, ville personen kunne fortsætte ud over sandbankerne og vandre tørskoet helt til Sverige!!

Europa hang sammen på en helt anden måde end i dag, og erfaringer er vandret fra mund til mund fra syd mod nord – der er en påfaldende lighed mellem løsninger på praktiske problemer i forskellige egne af Europa. Så Danmark har til alle tider været påvirket af indvandring sydfra, og måden danskerne har lært at leve på, er importeret sydfra. Vi har gennem årtusinder været en del af en fælles europæisk kulturkreds.  Fangede du den, Pia Kjærsgaard? Næppe!

Da isens tryk forsvandt, begyndte landområderne at hæve sig, og omkring 8.000 år f. Kr. begyndte Europa og Danmark så småt at se ud, som det gør i dag.

Det kan være svært at forholde sig til og huske ovenstående sammenhænge, men de ældste tider (stenalderen) kan sammenfattes således:

• Palæolitikum – den ældste stenalderperiode – fra (vel?) 175.000 – 9.500 f.Kr. Det meste af vores viden fra denne periode er usikker og baseret på sandsynligheder.
• Mesolitikum – den mellemste stenalderperiode – fra 9.500 – 4.000 f.Kr. Køkkenmøddingerne fra Meilgaard og Ertebølle hører til i den sidste del af denne periode.
• Neolitikum – den yngste stenalderperiode – fra 4.000 – 1.800 f.Kr. (dvs. til bronze-alderen). I denne periode begynder man at blive bofast og leve af agerbrug i stedet for at flytte rundt efter, hvor jagt og fiskeri var bedst. Det er fra denne periode, at vi for første gang får kendskab til vores forfædres gravskikke:
  • De første stendysser (runddysser og langdysser) er fra ca. 3.500 f.Kr. og blev brugt til at begrave enkeltpersoner – den lokale stormand/høvding. Den længste kendte stendysse ligger ved Fjends nær Viborg.
  • Jættestuerne er lidt yngre og afløser omkring 3.200 stendysserne. En jættestue var langt større end rund/langdyssen og rummede mange døde, op til 100.