Fjellerups baghave

Der er mange og gode grunde til at rejse langt for at få store kulturelle oplevelser, men de findes bestemt også i Danmark, ofte rundt om hjørnet og nogle gange endda i vores egen baghave. Nogle af de bedste oplevelser findes i den ‘ydmyge’ del af Danmark, langt fra storbyerne, museerne og cafeerne. De er dog svære at få øje på, medmindre man har en kyndig person som guide og fortæller, og præcist dét oplevede vi denne augustdag i 2021, hvor Visti, vores gode ven, historiker og kunstkender af en anden verden, tog os på en tur rundt i Fjellerups ”baghave” og viste os ting, vi ikke anede eksisterede. Det var guld, vi samlede op fra gaden, og det var en stor tillægsgevinst, at vi var de absolut eneste gæster på stederne – ingen japanere der tog selfies, ingen amerikanere der undrede sig over, hvor småt alting er, herligt!

I centrum for de første besøg var Mester Horder (på latin: Horderus), der var en (formodentlig dansk) stenhugger i årene omkring 1200-tallet, og mange af hans værker findes i Fjellerups ‘baghave’. De har været kendt i mange år, men først i 1821 opdagede man ved et tilfælde stenhuggerens navn på en gravsten fra herregården Løvenholm – skrevet med en enkelt rune og latinske bogstaver. Et eller andet sted på Djursland har han haft sit værksted, hvor der blev fremstillet portaler, granitskulpturer, ligsten og døbefonte af den mest fremragende kvalitet. Hans ‘signatur’ som stenhugger er de sirligt og smukt udformede tovsnoninger, der omkranser indgangspartier, døbefonte og gravsten, og symbolikken ligger lige for: Et snoet tov er meget stærkere end et enkelt tov og bliver dermed et billede på kristendommens og kirkens styrke.

Her er vi i udkanten af Allingåbro ved Vejlby kirke, der er bygget i romansk stil i 1200-tallet og forsynet med en imponerende indgangsportal af granit med alle Horders karakteristika.

Nogle af de bibelske motiver er nemme at identificere, her syndefaldet med Adam og Eva  (læg også mærke til tovsnoningerne) –

Andre motiver er rent gætværk – er dette mon to af de vise  mænd fra Østerland, eller ?

5 kilometer længere mod nord ligger Ørsted Kirke –

Ørsted kirke er jævnaldrende med kirken i Vejlby og som mange andre kirker placeret højt i landskabet. Man må forestille sig en middelalderlig landsby, hvor gårdene lå tæt sammen, og hvor kirken blev bygget på områdets højeste sted, så landbyens beboere kun behøvede at løfte blikket (mod himlen…!) for at se kirken og måske få lidt moralsk støtte, når det var nødvendigt. Mændene gik ind ad en stor dør på kirkens sydside og stod op (kirkebænke er først efter reformationen) i den sydlige side af kirken, hvor muren var lun af solens opvarmning, mens kvinderne måtte bruge en lille dør på nordsiden og stå op ad kirkens kolde nordvæg.

Syddøren (mandedøren) er omkranset af en af Horders store portaler med bibelske motiver og sirligt udformede ‘tovsnoninger’ –

Også på denne portal er motiverne letgenkendelige – hvilket også er meningen! På billedet nedenfor ser vi Eva – tilskyndet af slangen – række Adam det famøse æble fra Kundskabens træ

Jeg har undertiden spekuleret over, hvorfor Vorherre plantede kundskabens træ, når Adam og Eva ikke måtte spise af det, og det er der sikkert en indviklet, teologisk forklaring på, men jeg kender den ikke!

På stenen her ses kong Saul, den første konge af Israel, der måske er mest kendt for ikke at blive efterfulgt af sin søn, Jonathan, men af David, der var udvalgt af Gud – den David, der nedkæmpede filisteren Goliath –

Disse fabelagtige billeder og relieffer er udført med en simpel pighammer i et umuligt materiale som granit for 800 år siden (!!), og det næsten svimlede for mig, da jeg stod og betragtede dem. Verdenskunst er bestemt ikke kun noget, man finder i Firenze eller Rom, det er også i en landsbykirke i en ydmyg provinsby som Ørum.

Ad små, snørklede veje fandt vi frem til Estruplund kirke, hvis indre domineres af en farvelagt billedverden i form af kalkmalerier, der er dybt interessante, fordi de viser datidens tankeverden.  På billedet her ælter en kvinde det daglige brød, men som i alle livets forhold lurer djævelen tæt på, og hvis hun ikke passer på, risikerer hun, at brødet bliver mislykket:

Senere træder den gæve kone i karakter og truer djævelen væk – dobbeltklik på billedet for at se hendes ansigtsudtryk – hun har ikke været sjov at bide skeer med! –

Middelalderens gudstjeneste blev i alt væsentligt afviklet på latin, som menigheden ikke forstod et kvæk af, og derfor havde kalkmalerierne en vigtig, fortællende funktion, som var umiddelbart forståelig. Her mindes beskueren om vigtigheden af de ti bud:

Et andet sted i kirken finder man malerens fortolkning af biblens fortælling om, hvordan hyrdedrengen David med Vorherres hjælp besejrede den rustningsklædte filister Goliath. Moralen er nem at forstå: Stol på Vorherre, så sejrer du!

I en helt anden boldgade var et besøg i Mellerup Valgmenigheds kirke, bygget i 1890 og en smuk repræsentant for den tids kirker. Det udvendige murværk er et håndværkmæssigt mesterstykke og indvendig er den også særdeles smuk –

Digteren Jacob Knudsen var kirkens første præst fra 1890 – 1896 og boede i den tilknyttede præstegård, hvorfra der dengang var en fremragende udsigt mod udmundingen af Randers fjord og Kattegat, hvilket inspirerede ham til at skrive den smukke salme ”Se, nu stiger solen af havets skød.”  Mindre kendt er nok skandalen, hvor menigheden forarget slog hånden af Jacob Knudsen, da det begyndte at rygtes, at han havde forført den lokale højskoleforstanders ”skamløst” unge datter. Han lod sig skille og måtte forlade sit embede. Ak ja, selv præster er kun mennesker!

Det var en på alle måder fremragende og tankevækkende tur i et sommerklædt Danmark. Jeg har siden tænkt over det let pinlige i, at jeg har set mere maurisk kunst i Spanien end dansk kunst i min egen baghave. Et sommer-forsæt må være at lave om på det!

 

 

 

Nye indlæg