Sønderjylland er grænseland og fyldt til bristepunktet med fantasifulde historier og dramatisk historie. I nogle dage i juni 2022 har vi alene og sammen med fire gode venner besøgt grænselandet, udforsket lidt af landsdelens historie, spist god mad, opfrisket gamle historier og drukket rødvin. Vi havde base i Danmarks ældste by, Ribe, på Danmarks ældste hotel, Dagmar, hvor gulve og vægge er så skæve, at man både kan se og mærke århundreders slid. Til gengæld er priserne særdeles ‘nutidige’!

Som oplæg til turen har jeg skrevet en pamflet om Sønderjyllands indviklede og spændende historie. Den kan læses her: Sønderjyllands historie. Her kan man også læse om Valdemar Sejr’s hustru, den underskønne dronning Dagmar, der hver morgen med hænderne dydigt samlet i skødet bivånede vores morgenmåltid –

Romerske kilder fortæller, at i de to første århundreder efter Kristi fødsel var Jylland delt i en række mindre stammeområder. Her boede anglere, variner, eudoser (jyder), reudigner, avioner, suariner, nuitroner og frisere, og de lå mere eller mindre konstant lå i krig med hinanden. De tre førstnævnte stammer var de største, og mens eudoserne (jyderne) kom fra det midtjyske område, hørte anglerne hjemme i Sydslesvig og varinerne i Nordslesvig.

Den jyske stamme forsøgte at erobre hele den jyske halvø, og for at forsvare sig byggede anglerne i løbet af det første århundrede et 15 km. langt, nordvendt forsvarsværn, Olgerdiget (se kortet ovenfor). Det bestod af flere end 90.000 tilspidsede egestammer opstillet i palisader og foran det voldgrave. Det blev opført mellem Tinglev og Åbenrå i tilknytning til Vidåen, og selvom vi ikke kender bygherren, må det have været en lokal konge, for arbejdsindsatsen har været enorm, og meget må have været på spil.

Olgerdiget er det tidligste tegn på en form for rigsdannelse i Syd-skandinavien, og derfor ville jeg gerne se det. Der er imidlertid stort set intet tilbage af det engang så imponerende bygningsværk, men langt ude af en lille vej fandt vi en kort række stolper – en rekonstruktion af en stump af Olgerdiget – samt nogle orienteringsplancher. Stedet er ikke en rejse værd, men for historienørder er det alligevel en oplevelse 🙂 –

Mere spektakulært var et besøg på Knivsbjerg, det tyske mindretals samlingssted i Sønderjylland. Her er skilte, sprog og selv stemningen umiskendelig tysk – den eneste undtagelse er udsigten ud over Genner bugt, der selv på en regnvejrsdag er smuk på den særligt danske – og slet ikke tyske – måde –

I ovennævnte pamflet har jeg skrevet meget mere om både Olgerdiget og Knivsbjerg.

Der blev også tid til en afstikker til Christiansfeld for at besøge ‘Gudsageren‘, der både er kulturarv og kirkegård for den herrnhutiske brødremenighed.

Som traditionen byder for herrnhutere er kirkegården opdelt efter køn fremfor familiegravsteder for at fremhæve, at tilhørsforholdet til menigheden er vigtigere end tilhørsforholdet til familien. Den tradition kan man godt gå og tænke en del over…! Det er også en del af traditionen, at gravstederne ikke plejes, og der slås kun græs et par gange om året. Der må ikke plantes på gravstederne, og en vase med blomster skal placeres midtfor og foran gravstenen. Man må håbe, disse strikse regler sikrer en lettere vej til himmerige, for særlig kønt er det ikke!

På kirkegården findes også mindesmærker for faldne danskere i slaget ved Kolding i april 1849 mod slesvig-holstenske styrker. De faldt ‘for Danmarks retfærdige sag‘, står der på mindesmærket, og præcis den problematik – retfærdig eller uretfærdig – har jeg skrevet mere om i den nævnte pamflet om Sønderjyllands historie–

Ribe er absolut en lang rejse værd, og et besøg på Vikingemuseet er en god begyndelse for at få et overblik over byens historie, hvor ikke mindst studehandlen i mange år var byens økonomiske rygrad –

Et besøg i domkirken, Danmarks ældste kirke, er naturligvis et must, og her kan man bruge lidt tid på at diskutere genialiteten – eller det modsatte – i Carl-Henning Pedersens udsmykning af kirkens indre –

Indiskutabelt ‘genialt’ er det at gå rundt i Ribes små gader, gyder og slipper og blandt andet se Maren Splid’s hus – den Maren Splid, der i 1641 blev brændt på bålet for trolddom – og fra et vindue blive betragtet af en heks, der åbenbart har overlevet middelalderens forfølgelser –

Turen førte blandt andet til Brøns kirke med dets flotte kalkmalerier. Kirken er absolut et besøg værd.

Nørre Løgum kirke i Løgumgårde er ikke en seværdighed på linje med kirken i Brøns – med mindre man som Grethe har en del af sin slægt liggende her. Her fortæller hun muntre anekdoter om onkler og tanter, den ene mere sønderjysk end den anden –

En af Sønderjyllands største seværdigheder er kirken i Løgumkloster. Oprindelig (1100-tallet) et cistercienser-kloster, hvor munkene i dyb tavshed (samtale var kun i nødstilfælde!) kunne dyrke lægeurter samt nogle af de nye grøntsager, gulerødder, persille og rabarber. Klostret eksisterede frem til reformationen (1536), hvorefter jorden blev drevet som et almindeligt landbrugsgods.

Kirken er bygget i en blanding romansk og gotisk stil, og man møder derfor både rundbuede og spidsbuede vinduer. Forunderligt nok hviler en del af kirken på et fundament af græstørv, hvilket Sten næppe var klar over, mens han roligt sad i det imponerende kirkerum og lod tankerne flyve –

Cistercienser-ordenes ordsprog var (er) ‘Ora et labora‘ (bed og arbejd), og det skulle helt bogstaveligt forstås som den leveregel, munkenes liv skulle indrettes efter. Syv daglige tidebønner á en times varighed begyndte ved 2-tiden om morgenen, derefter lidt søvn frem til endnu en tidebøn ved daggry, morgenmad, arbejde, flere tidebønner, mere arbejde og ved 20-tiden dagens sidste tidebøn, hvorefter det var sengetid. Munkene sov sammen på en sovesal – med kutten på, så der ikke skulle spildes unødig tid med at tage tøj på om morgenen. Det varme brusebad lå endnu nogle hundrede år ude i fremtiden!

Der findes også cistercienser-nonner, der som deres brødre i tavshed lever efter ordren om ‘Ora et labora’, men disse to dumpede – af åbenlyse årsager – til optagelsesprøven – 🙂

Turen sluttede i Gram lergrav, der er et dybt hul direkte ned i en 10 mio. år gammel havbund, hvor der er fundet en masse spændende fossiler af hvaler, hajer og andre dyr, der engang levede her i fortidshavet –

Ud over fossilerne rummer stedet også barndomsminder for Sten og Kirsten, hvis farfar i deres barndom var teglværksbestyrer her.

Et par spandfulde ler blev taget med hjem til keramikværkstedet i Fjellerup –

En fremragende tur i sønderjysk landskab og historie i det allerbedste selskab –

---

NÆSTE ÅR: