I den evige – sådan føltes det – sommer 2018 drog vi en tur til Sydfyn, nærmere betegnet til Horne næs syd for Bøjden, hvor vi har en fantastisk 180 graders udsigt over Lillebælt.

Landskabet er så smukt og fynsk, som det kan blive –

Vi har byttet sommerhus med Anne-Maries bror og svigerinde i en uges tid, og vejret er nu på tredje måned sydlansk med varme og tørke i en grad, som vi aldrig har oplevet før. Dejligt – men også på samme tid bekymrende.

På Katedralskolen var det fast tradition, at sidste sang ved dimissionen var Thøger Larsens vidunderlige sang fra 1914: “Danmark nu blunder den lyse nat”. I  fjerde vers priser han den frodige danske sommer: Hylden blomstrer, kornet modnes og køer, heste og får mæsker sig i (det grønne) græs, og kulminationen kommer i det efterfølgende vers med linien: “Byger der går og kommer, det er den danske sommer”. Ved den linie har jeg altid tænkt: “ja, netop, og det er møgirriterende…!”

Et par dage efter sang vi igen, nu med en våd grillpølse i hånden, og essensen kommer i vers 2 med ordene: “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender…”! Regnvejr igen, øv!

Jeg har altid haft lidt svært ved at forstå, at man på denne måde kunne prise regnen, mens vi længtes efter sol og varme i Italien, men midt i denne kogende sommer, omgivet af køer på gult græs og majsmarker så tørre, at de rasler, kan jeg pludselig godt se pointen. Gad vist, om Thøger Larsen og Drachmanns sange om dansk sommer om få år vil være nostalgi, en skildring af vejr og natur, der var engang…? Sandsynligvis, hvis man skal tro meteorologerne.

Men nogle dejlige sommerdage var det på Sydfyn, og i det efterfølgende kommer nogle fortælleringer fra vores oplevelser.

Fåborg Kunstmuseum

I dag (1. august) ville min mor være fyldt 96 år, hvilket får mig til at tænke på hende. Et helt igennem dejligt menneske var hun, og jeg har kun gode minder om hende. Det kunne lyde som en frygtelig banalitet, men når jeg lytter til andre, bliver det (endnu mere) klart for mig, at jeg med min mor (og far) trak en af de helt store lotterigevinster.

Dagens store oplevelse var et besøg på Fåborg museum. Vi har været der før, men denne gang havde vi tid til at gå mere i detaljer. Jeg er normalt ikke specielt begejstret for kunstmuseer, fordi vandringen fra sal til sal med vægge pakket med malerier gør mit hoved rundtosset og mine ben umådelig trætte, og jeg begynder ret hurtigt at se mig om efter skilte med (helst) ‘exit’ eller (i mangel af bedre) ‘cafe’. Kunstmuseet i Fåborg er en undtagelse, for det er lille, historien om dets tilblivelse er god og malerierne er fremragende. Først og fremmest koncentrerer museet sig om de to ‘fynbo-malere’ Fritz Syberg og Peter Hansen, men der er også værker af Johannes Larsen og billedhuggeren Kai Nielsen.

Malerierne er ligeså fynske som deres ophavsmænd, og jeg tog billeder af nogle af dem (tryk for store billeder) –

Det slog mig ved rundgangen på museet, at der ikke er mange bibelske motiver blandt de mange malerier, faktisk kun et enkelt. Her er heller ingen solnedgangsbilleder, ingen tusmørke eller skumring, kun billeder i klart lys, der viser den fynske natur og ‘det gode liv’, sådan som det blev levet på landet med de bølgende kornmarker, hønsegården, grisen i stalden og hestene på marken. Fortællingen i billederne er med andre ord lang lysere end hvad man typisk finder hos jyske malere, specielt på vestkysten. Jeg har ofte – i andre sammenhænge – funderet over, hvordan landskab og klima påvirker mennesker, og besøget på Fåborg museum bekræftede min antagelse om, at det venlige og milde klima på Fyn har dannet grobund for et mildere livssyn end hvad man for eksempel finder på den jyske vestkyst. Fåborg malerimuseum er kort sagt en rejse værd.

Langeland

Vi er taget på udflugt til Langeland, hvor Anne-Marie trådte sin barnesko – i Snøde på Nordlangeland. Turens formål er først og fremmest at besøge Langelandsfortet, der under den kolde krig var Danmarks knytnæve ved indsejlingen til bælterne. I krigstilfælde skulle fortet forhindre skibe fra Warschawapagten i at landsætte tropper, og heldigvis blev det aldrig aktuelt, for efter den kolde krigs afslutning fandt man ud af, at WAPA havde planlagt at sætte fortet ud af spillet med en velanbragt atombombe – noget der ville have smadret det meste af Langeland.

Museet er bestemt et besøg værd, fordi det fortæller den kolde krigs historie på en levende måde. Plakater fra 1960’erne og 1970’erne gav os et flashback til vores ungdom, hvor bølgerne gik højt, når der blev diskuteret politik, og hvor unge mennesker endnu troede på de smukke tanker i socialismen –

En af de mest fremtrædende aktivister på venstrefløjen var Jacob Holdt (ham med “Amerikanske billeder”), der længe var under mistanke (men aldrig blev dømt) for at arbejde for Sovjet, fordi han var gode venner med en sovjetisk KGB-agent. Det er historiens ironi, at Holdts tanker og drømme aldrig blev til noget, Vesten og kapitalismen sejrede,  men hans trøje, som han bar under demonstrationer, er blevet en museumsgenstand –

Når man tænker på, hvordan det er gået efter afslutningen af den kolde krig, er det svært at beslutte sig for, om man skal græde eller grine. Vist var naiviteten stor – set i bagklogskabens lys – men der var noget smukt over datidens idealer, som man kæmpede for. I dag stemmer de fleste unge på Liberal Alliance, hvor centrum er mig, mig og mig…! Det er bestemt ikke smukt, faktisk grimt!

Museet har et virkeligt klenodie, nemlig det telegram, som man i oktober 1962 – midt under Cuba-krisen – sendte fra Langslandsfortet til Pentagon i USA med oplysning om, at man havde iagttaget, at et sovjetisk fragtskib på vej til Cuba med store lastbiler var vendt om ved Anholt. Den hændelse var det første spæde tegn på, at Sovjet var ved at bakke ud af konfrontationen med USA, der havde lagt en militær blokade rundt om Cuba for at forhindre militært udstyr i at komme ind til øen (tryk for stort billede) –

Jeg har mange gange i undervisningen henvist til dette telegram men aldrig set det, så for en nørd som mig var det STORT 🙂

Langeland er et smukt ‘land’, meget smukt –

Der er et utal af kirker på øen, ofte med ganske få kilometers afstand, og vi talte om, hvordan det er en indikation på kirkens betydning i de små lokalsamfund for år tilbage. Her samledes man – og ‘man’ var stort set alle i området, for kirke, præst og degn var autoriteter, man ikke sagde imod – til alle vigtige begivenheder i menneskers liv. De mange kirker vidner også om en bofasthed, der er helt anderledes end i dag. De fleste blev født, voksede op, stiftede familie og døde inden for en radius af ganske få kilometer, og derfor havde man brug for mange kirker – en til hvert lille samfund.

Smukt er der på Langeland, men der er også sølle. Her kan man virkelig tale om en del af Danmarks, som udviklingen er gået langt udenom. Måske har man i virkeligheden mishandlet øen? Færgeruterne (og dermed et stort antal arbejdspladser) fra Bagenkop til Kiel og fra Lohals til Korsør er nedlagt, politimesterembedet (og dermed politigården) er flyttet til fastlandet, sygehuset blev taget fra dem, vejene er små og uegnede til industriel transport og sådan kan man blive ved. Øen er mere eller mindre blevet lukket ned, og det ser man tydeligt rundt om i landskabet –

På vej tilbage mod Fyn slog det mig, at Langeland må være stedet i Danmark med de særeste stednavne. ‘Snøde‘ – hvad i alverden betyder det? ‘Fodslette’ (hvor Anne-Maries vistnok har familieaner)?  ‘Humble’? Henninge? Hennetved? Og mange flere.

En tur ad ‘Memory Lane. 

Det er mange år siden, vi sidst har været i Glamsbjerg, hvor vi boede indtil 1994, og derfor har vi besluttet at tage en tur ned af ‘Memory Lane’.  Vi indledte besøget på Glamsbjerg Kirkegård for at se, om vi kunne ‘møde’ gamle bekendte og kolleger. Og jo, de lå der – gode mennesker, som på den ene eller anden måde har betydet noget for os for mange år siden –

Vores gamle chef, rektor P.G.Lange, ledte vi forgæves efter. Ved et pudsigt tilfælde er formanden for det lokale menighedsråd en af vores gamle kolleger, Michael Krarup, og da jeg ringede til ham kunne han straks hjælpe os: “Lange ligger på Køng kirkegård – og når I har været der, så kommer I hjem til mig og får et glas hvidvin!” En smuk invitation (vores kollega-skab ligger 25 år tilbage i tiden), som vi tog imod med glæde. På Køng kirkegård fandt vi Langes gravsten –

– og sendte ham nogle venlige tanker – jeg har skrevet mere om Lange og tiden på Vestfyns Gymnasium her.

Besøget hos Michael blev en sjov og varm genopfriskning af gamle historier og fælles undren over at vi, der startede sammen i 1973, nu et øjeblik efter – sådan forekommer det – sidder som pensionister og taler om, hvad vi laver – og hvem der ligger på kirkegården!

Avernakø

Avernakø ligger lidt syd for Lyø midt i det sydfynske øhav og består egentlig af to øer, Avernak og Korshavn, der for 80 år siden – i 1937 – blev forbundet med en dæmning. Men 80 år er ingenting, når det handler om a t ændre menneskers bevidsthed. En af de lokale – matros på færgen, der fragtede os og vores cykler til øen – fortalte os, at han aldrig taler om Avernakø, kun om Avernak – med tryk på første stavelse – fordi det er her, han stammer fra. De to små øer ligger fra naturens hånd kun et par hundrede meter fra hinanden, men det er rigeligt til, at man kan tale om ‘dem’ og ‘os’ og hvorfor nævne ‘dem’, når man nu er fra Avernak…!  Der er da heller ingen tvivl om, at Avernak er den vigtigste af de to øer, for her ligger øernes eneste købmand, der i tillæg til toiletpapir, frysevarer og lidt grønt også driver en lille café. At caféen var lukket her midt i højsæsonen, gør ingen forskel, for Avernak har en købmand med tilhørende café – det står i turistbrochuren, og Korshavn er og bliver lillebror.

Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og når jeg nu siden dengang (altså da vi boede på Fyn) har kaldt øerne for Avernakø, så bliver jeg ved med det. Det er også fornuftigt, for at blande sig i lokal storpolitk kan nemt give ballade. Det er som Østberlin og Vestberlin…!

Avernakø rummer ca. 100 fastboende personer, fortrinsvis landmænd samt bemeldte købmand – der ved nærmere eftersyn er en købkvinde – og nogle få andre. Med så få personer giver det sig selv, at her er intet bysamfund, kun en gård her og der, skønne udsigter og masser af plads.

Vi cyklede en dejlig rundtur på øen, og man bliver ikke overanstrengt, for der er ca. 10 km. fra den ene ende til den anden. Undervejs passerede min cykel 1.000 km. på triptælleren, kørt siden jeg fik den for godt et år siden –

Der er ingen store eller usædvanlige seværdigheder på øen, men kirken rummer en sjov historie, idet de gode Avernak- og Korshavnfolk på dag 1 efter den officielle overgang til protestantisme den 30. oktober 1536 som de første i kongeriget fik kongelig tilladelse til at opføre en protestantisk kirke. Hvorfor det netop blev dem, fortælles der intet om, det er nok en tilfældighed, men tilfældigheder kan jo blæses op fra ingenting til noget særligt, og at være Danmarks første reformations-kirke er da noget. Én ting var at få tilladelsen i 1536, men hvad med penge til et kirkebyggeri og – vigtigst af alt – hvor skulle den ligge? Kassen var tom og et byggeri lå langt ude i fremtiden, men det forhindrede ikke årtiers drabelig kamp om, hvor kirken – når man engang fik penge – skulle ligge. Kompromisset blev en placering i skellet mellem bostederne Avernak og Munke – og Korshavn tabte slaget. De gode korshavnere måtte således i århundreder krydse vandet, når de skulle i kirke på Avernak, og det har de aldrig glemt. Gedigent nag ruster ikke!

Da der ingen penge var til byggeri, blev det nye protestantiske budskab i århundreder forkyndt i et gammelt bindingsværkshus bygget af marksten, og først i 1876 fik øen en rigtig kirke, som idag står smuk og nykalket –

Færgen sejler i en cirkel Fåborg -> Lyø -> Avernakø -> Fåborg, og man kan hoppe af og på som man vil. Der er under hele sejlturen udsigt til til de mange øer i det sydfynske øhav, Bjørnø, Svelmø, Drejø, Lyø, Ærø m.fl., og i det fjerne kan Sønderjylland ses – en rigtig flot tur.

Da vi vendte tilbage til Fåborg og på afstand så byens smukke ‘skyline’ –

– fik jeg klare mindelser om tv-serien Matador. Fåborg har en stemning som i Korsbæk og rummer også en ‘Mads Skjern”, her hedder han bare Mads Rasmussen, og han tjente store penge som konservesfabrikant i begyndelsen af 1900-tallet og brugte nogle af dem til at stifte Fåborg museum, som jeg skrev om tidligere.