De sidste dage af juli i 2019 er fyldt – overfyldt – med varmt og tørt vejr, og vi benytter lejligheden til at tage et par dage til de danske sydhavsøer – Falster og Møn – som vi ikke kender meget til. Det er en gammel skade, at vi i mere end et halvt århundrede har besøgt mange kroge af verden – men aldrig disse danske udkants-øer.

Første stop efter Viborg var Karrebæksminde, der har et charmerende miljø nede ved havnen, men pga varmen er her horder af badegæster og andre turister. Cafeer, sommerrestauranter, fiskeforretninger og ikke mindst de sædvanlige turistbutikker betyder, at byen har fået karakter af kulisse, så efter en spadseretur rundt i byen satte vi kursen mod Vordingborg.

I Vordingborg skulle vi naturligvis besøge gåsetårnet, den eneste resterende del af Valdemar Atterdags enorme borganlæg fra 1300-tallet –

Gåsen på toppen af tårnet var Valdemar Atterdags hånende signal til en gruppe tyske hansestæder, der i 1367 erklærede krig mod ham – skræppende gæs skal han have kaldt dem.

Tårnet ligger smukt placeret på en bakke med en fin udsigt ud over vandet, og som sådan er tårnet værd at køre efter. Men så er oplevelsen altså heller ikke større!

Vi skal bo på B&B Kaisergården i en lille landsby med det mærkværdige navn Vålse på den vestlige side af Falster. Det er en gammel kro (tidligere kgl. priviligeret), der ligger klods op ad byens rødmalede kirke, hvis klokker slår hver time…!. Stedet har kun 3 værelser og regeres af Lisbet Kais, der har lavet mad hele sit lange liv og gerne fortæller om stort og småt på egnen. Stedet er absolut anbefalelsesværdig, man spiser særdeles godt, og det hele er til meget rimelige priser – men man skal dele toilet og bad med de andre gæster. Vi fandt stedet på Hotels.com, men man kan også ringe direkte på tlf. 30 63 63 30.

Vi trodser varmen og begiver os på cykeltur i området med Gåbense havn som første destination, fordi den har et godt badested.

Efter et hurtigt dyp i det saltfattige Østersøvand kørte vi en 30 km. rundtur via Nørre Alslev og et utal af pudsige små landsbyer – mange med stokroseidyl og gadekær.

Det er tydeligt, at nok er her idyllisk sådan en varm sommerdag, men samtidig springer forfaldet i øjnene mange steder. Utallige forladte (og i praksis usælgelige) huse er til salg og står i mere eller mindre fremskreden ruintilstand med vinduer, der som tomme, triste øjne ser på os. Ganske som på Langeland er arbejdspladserne forsvundet i stort tal, og med dem de unge og erhvervsaktive. Det hviler en stemning af idyllisk tristesse over det hele.

Engang var det anderledes! I middelalderen kom folk her til egnen fra nær og fjern, fordi kirken i Kippinge et par kilometer fra Vålse var kendt for at have en særlig kraft, der kunne helbrede syge, og kirken blev en af de mest søgte valfartskirken i Skandinavien.

En gammel overlevering fortæller historien bag den særlige kraft: “En mand til alters spyttede brødet ud og påstod, at der “bare” vare tale om bagværk fra den lokale bager. Næste gang den samme mand var til alters, fløj en strålende fugl ind – mens præsten stod og messede – og forsikrede med klar røst, at brødet i præstens hånd var Jesu legeme, og til bevis herpå skulle der Jesu blod vise sig på messebrødet, og en kilde skulle udspringe udenfor kirken.”  Begge tegn skete – blod dryppede fra brødet og kilden sprang – og Kippinge kirke blev med disse hændelser et berømt – og særdeles besøgt – helligsted, hvor …“mange skrøbelige Lemmer har befundet sig helbredede.”  Kilderne beskriver ganske nøje, at når man havde vasket sig og drukket af  den hellige kilde, skulle krykker og stokke ofres, dem havde man jo ikke brug for længere, og virkningen var størst, hvis den syge gik nøgen 3 gange baglæns rundt om kilden – ved midnatstid.

Kippinge Kirke blev så velstående som følge af de mange gæster, der valfartede til stedet, at den i 1523 var i stand til at låne Christian d. II (da de jyske rigsråder havde opsagt kongen deres huldskab og troskab, som Johs. V. Jensen skriver om i “Kongens Fald”) en stor sum penge af kirken, så han kunne kunne flygte standsmæssigt til Nederlandene. Så vidt man kan se af kilderne, betalte kongen aldrig beløbet tilbage, og gad vist, om Margrethe vedgår arv og gæld i den sag – 🙂 ?

Kirkens indre er mageløst og noget af det smukkeste i en dansk kirke. Der er inventar, der rækker helt tilbage til gotikken og videre frem til barokken, som er dominerende i udsmykningen –

Mens vi var i kirken, begyndte kirkens klokker at slå, og århundrederne væltede ind os, mens vi lyttede. Den ældste af klokkerne er støbt helt tilbage i senmiddelalderen og har stadig en fin, sprød klang og den anden – den ‘nye’ fra 1699 – blev støbt efter ordre fra biskoppen over Fyns Stift, Thomas Kingo.

I min tid som historielærer har jeg mange gange anvendt Elmelund-mesterens kalkmalerier i undervisningen til illustration af den før-reformatoriske tankegang, og derfor var det et must at besøge hans værker i den originale udgave her på Sydhavsøerne. Man kender ikke hans identitet, men han var aktiv i 1400-tallet, og hans værker kan ses i adskillige kirker her på egnen. Vi begyndte i Kelby kirke på Møn, hvo vi nærmest blev væltet omkuld, da vi kom ind –

Kirkens loft og sidehvælvninger er fuldstændig tapetseret med de mest fantastiske illustrationer af biblens fortællinger. De er næsten alle sammen lette at forstå, fuldstændig som en tegneserie. Her har vi for eksempel barnemordet i Betlehem –

Det egentlige formål med kalkmalerierne var opdragelse! Før reformationen foregik kirkehandlingen på latin, som den brede befolkning ikke forstod et kvæk af, og når tankerne fløj afsted under den lange prædiken, sad man naturligvis og studerede de kulørte tegninger på loft og vægge. På billedet her fortælles historien om de syndige mennesker, der af fanden selv føres ned i helvede –

På kirkens anden side fortælles tilsvarende, at alle (vi), der har levet et dydigt liv 🙂 – bliver lukket ind i himmerige af Sankt Peter –

To overbevisende fortællinger, der naturligvis gjorde indtryk på en befolkning, der hverken kunne læse eller skrive!

Vi ville også besøge Møns Klint, og det skulle vise sig at blive en smuk – og særdeles strabaserende oplevelse!  Vi parkerede nogle kilometer fra klinten for at cykle det sidste stykke, og kortoplysningerne fortalte, at det var en let MTB-rute, og det skulle vi vel nok kunne klare…:) .

Efter et par kilometer så det således ud –

Og når man skal nedad, skal man på et tidspunkt op igen –

Senere kom der m-a-n-g-e lange og stejle trapper, som cyklerne skulle slæbes op og ned ad, så det blev en barsk tur, men undervejs var udsigterne fantastiske –

Ved udstillingscenteret tæt ved “Dronningestolen” var der kaos af mennesker, men vi gik alligevel de ca. 500 trin ned ad trappen til stranden, hvor synet er betagende – hvis man altså kan se bort fra horderne 🙁 –

Kysten under klinten er smuk, men efter vores vurdering er det ikke de 2 x 500 trappetrin værd. Udsigterne fra toppen er de mest betagende.

På vej tilbage mod Vålse lavede vi en afstikker til den lille ø Nyord, hvis landsby er særlig ved aldrig at være blevet udskiftet. Det betyder, at der er et landsbymiljø som før år 1800, og stedet er absolut værd at besøge, det er en rejse tilbage i tiden –

Dagens sidste og meget store oplevelse var et besøg i Fanefjord Kirke, hvor Elmelundmesteren også har huseret. På billedet nedenfor bliver sjælene vejet – nogle bliver fundet for lette og ryger direkte i helvede, mens andre med en ordentlig tyngde fra et dydigt liv bliver budt velkommen i himmerige….! En fantastisk historie –

På billedet her er afbildet en morsom situation fra middelalderens dagligdag: To kvinder snakker under gudstjenesten, hvilket irriterer præsten, og så har han bedt maleren om at gøre det klart, at den slags bliver noteret af Fanden i det store synderegister og får betydning, når regnskabet skal gøres op på den yderste dag. Mon ikke maleren har fået sig et billigt grin, da han tegnede den – jeg fik det ihvertfald 🙂 .

Aftensmad fik vi på Bogø Havn, hvor der er et fortræffeligt lille pizzaria – kan bestemt anbefales!

Varmen blev ved også næste dag, men alligevel besluttede vi en lang cykeltur fra Vålse over Stubbekøbing til Corselitzse og Hesnæs havn og hjem over Falsters midte med et frokostophold i Eskildstrup. Alt i alt knap 80 km. langs gule kornmarker med valmuer i grøftekanten, hvor vi undevejs fortærede 3 flasker vand og 4 sodavand for at kompensere for svedtabet. Det er vigtigt at huske både vand og lidt mad på en lang cykeltur på disse kanter, for der er ingen indkøbsmuligheder i de mange små landsbyer undervejs.

Cykelrute nr. 8 udgår fra havnen i Stubbekøbing og løber stort set hele vejen til Hesnæs langs havet og er umådelig smuk. For os var der et vigtigt besøg undervejs, nemlig Borrehuset ved Grønsund, hvor Marie Grubbe levede en årrække som fattig færgekone sammen med sin fordrukne mand, Søren. Marie Grubbe blev født i 1643 som datter af lensmanden på Tjele ved Viborg og blev først gift med kong Frederik d. 3’s uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, der en overgang var statholder i Norge. Selvom Marie således kom højt på strå, lod hun sig skille i 1670 og blev (tvangs)gift med en anden adelsmand, Palle Dyre. Heller ikke det ægteskab fungerede, og Marie indledte et forhold til kusken Søren, og de pikante detaljer blev oprullet ved skilsmissen fra Palle Dyre i 1691. Jeg har skrevet mere om denne historie her!

Søren og Marie flakkede rundt i verden for de penge, Marie fik ved skilsmissen, og da de slap op, blev parret betroet færgedriften over Grønsund og boede i det lille færgehus, Borrehuset, der også fungerede som kro. Søren var imidlertid en drukmås og skød i fuldskab i 1711 en gæst, hvilket kostede ham 3 års strafarbejde på Bremerholm. Samtidig hermed brød pesten ud i København, og alle der kunne flygtede ud af byen. Heriblandt var Ludvig Holberg, der tilfældigvis kom til Borrehuset, hvor Marie berettede om sit omtumlede liv og betroede ham, at selvom årene med Søren havde budt på fornedrelse og fattigdom, fortrød hun ikke sine livsvalg, der havde ført hende fra silkedyner til møddingen. Det er en fantastisk historie, som I.P. Jacobsen, H.C. Andersen, Blicher og senest Lone Hørslev har skrevet stor litteratur om, og som har været klassikere i gymnasiets danskundervisning i mange år. Borrehuset blev revet ned i slutningen af 1700-tallet, og idag står der en mindesten på stedet –

AM står her ved færgestedet og funderer over, hvor mange gange hun har gennemgået Marie Grubbe litteraturen i sine dansktimer, og selvom der vist ikke rigtigt kom et resultat, var det et sjovt besøg for ‘nørder’ som os 🙂 –

Sidste stop inden hjemturen tværs over Falster var ved Hesnæs, hvor man har en pudsig byggetradition, idet man beklæder både tag og vægge med strå –

Hjemturen til Viborg – dagen efter – tog vi over Lolland for også at få et indtryk af denne tredje sydhavsø og for måske at opleve de store ørne, der lever ved Maribos søer. Ved Røgbølle sø fik vi et fantastisk udblik over fuglelivet – et utal af gæs og andre andefugle samt en stor rovfugl, som efter farverne at dømme var en fiskeørn. Stedet er fantastisk smukt.

En spadseretur i Maribo viste os en lillieput-by med små velholdte huse – Lidenlund med toppede brosten, stokroser og gadespejle –

I forhold til byens størrelse idag er domkirken  fra 1400-tallet (oprindelig en birgitinsk klosterkirke) overdimensioneret men smuk og med et barok-alter af en anden verden –

Blandt mange andre prominente personer ligger Leonora Christine (Chr. d. IV’s datter) begravet her under en smuk sten – eller måske ligger hun begravet her, for historier fortæller, at 2 af hendes (mindst!) 15 børn flyttede liget til et ukendt sted, sandsynligvis til stedet, hvor hendes mand, Codfitz Ulfeldt, ligger begravet – men gravmælet er her, og det er vel det vigtigste –

Det var tydeligt for os, at udkant-problematikken ikke er så markant på Lolland som på Falster, og vi så her kun få af de usælgelige, tomme huse. I Nakskov er det dog tydeligt, at der er meget at kæmpe med. Byens centrum er præget af små, ydmyge byhuse

– men helhedsindtrykket af byen skæmmes af alt for mange huse af denne slags –

Det har været nogle dejlige dage på Sydhavsøerne i fantastisk sommervejr. Alle tre sydhavsøer er fremragende ‘cykel-øer’ – overvejende flade og med cykelstier næsten overalt. Naturen er smukkest og mest imponerende på Møn, Falsters kirker er en stor omvej værd og Lollands fugleliv i søerne ved Maribo er enestående. Kaisergårdens B&B er meget anbefalelsesværdigt, hvor man skal huske at reservere, for – af gode grunde – er her ofte optaget.