Min familie på fars side har sine rødder i Thy, hvor mine forfædre var bønder på gården Østergaard i landsbyen Tilsted. Gården er gået i arv fra generation til generation fra min tip-tip-oldefar, Jens Christensøn Østergaard i midten af 1700-tallet, til et stykke op i 1900-tallet, hvor gården blev revet ned. Sandsynligvis har gården været i slægtens eje endnu længere, men kirkebøger fra midten af 1700-tallet og bagud er vanskelige at læse, så det har jeg opgivet at finde ud af.
På ’Østergaard’ i Tilsted blev min oldefar Torsten Peter Østergaard født i 1843, og som 24-årig giftede han sig i 1867 med Marie Birgitte Søndergaard, der var født og opvokset på ’Søndergaard’ i landsbyen Silstrup, 4 km. syd for Tilsted helt ude ved Limfjorden. Verden var ikke stor for 150 år siden. Året efter brylluppet flyttede de nygifte ind på Søndergaard, da Birgittes far blev syg, og de overtog driften af gården. På Søndergaard blev min bedstefar, Jens Christian Østergaard, født i 1885 som den yngste i en børneflok på 10.
Tip-tip-oldefar, tip-oldefar og oldefar stammer således fra ‘Østergaard’ i Tilsted, og sandsynligvis kan der føjes endnu flere slægtsled til, jeg har blot ikke fundet dem. Oldefar flyttede til Søndergaard i forbindelse med sit ægteskab, men beholdt naturligvis sit efternavn, og derfor stammer min gren af den vidtforgrenede Østergaard-familie i Thy således fra to gårde i Thy, ’Østergaard’ i Tilsted og ’Søndergaard’ i Silstrup. Lidt kompliceret at få overblik over, men slet ikke usædvanligt for den tid.
En dag i januar 2017 – mens Anne-Marie arbejdsmæssigt var i London – kørte jeg en tur til Thy for at se, hvor meget familiehistorie på min fars side, jeg kunne (gen)finde. Turen var bl.a. inspireret af en hilsen fra Maren Kirstine Østergaard-Andersen, hvis far, Torsten Balle, var min fars fætter. Maren havde tilfældigvis fundet min familie-blog på nettet og derfor skrevet til mig. Vi havde ikke meget at gøre med hinanden som børn og unge, men familierne besøgte naturligvis hinanden, og jeg ved, at min far havde stor respekt for Marens far, Torsten Balle, der i en menneskealder var enelærer på Thorsted skole og ligesom far (og jeg) meget interesseret i historie og ivrig amatørfotograf.
For familien Østergaard spillede kirken i Tilsted en vigtig rolle, og derfor var det et naturligt sted at lave første stop på min odysse til Thy. Måske kunne kirkegården bevidne slægtens historie på denne egn, tænkte jeg. Det kunne kirken i den grad, så derfor lidt ekstra om kirken.
Landsbykirken i Tilsted er ny-restaureret, meget smuk og absolut en rejse værd. Det første bispesæde i Danmark blev etableret i Ribe i 948 (Harald Blåtands tid!), men kristendommen og dens kirker dukkede først op i det nordjyske et par hundrede år senere – store forandringer tager tid. Kirken i Tilsted blev påbegyndt engang tidligt i 1100-tallet som en del af det nye bispesæde i Vestervig, der blev etableret i 1060 samtidig med de tilsvarende i Viborg og Aarhus. Med sin høje alder er kirken bygget i romansk stil og er en typisk repræsentant for de ældste danske landsbykirker. I januar 2017 så den således ud – set gennem de vestenvinds-forblæste træer på kanten af kirkegården.
Indvendig er kirken usædvanlig smuk. Grundstrukturen er den originale, men interiøret afspejler naturligvis århundreders forandringer –
Kirkens alter er lige så gammel som bygningen og også bygget af granitkvadrer. Indtil reformationen i 1536 var der i alteret en lille “grav”, der rummede et relikvie – måske en helgens knogle – og det var vigtigt, for dermed fik kirken den hellige kraft, der er så central for en katolsk kirke. Reformationen gjorde op med helgen- og relikvietraditionen, og i dag er den lille “grav” i alteret blot en fordybning med låg på. Praktisk og fornuftigt – men mystikken og underet er forsvundet, og det er næsten ærgerligt.
Også døbefonten af granit er jævnaldrende med kirke og alter, men det fine dåbsfad af messing er dog en ren årsunge med kun 400 år på bagen, men det går vel alligevel an, og det var ved denne døbefont og dette dåbsfad, at bedstefar blev døbt i 1885.
I forbindelse med en kirkerestaurering sidst i 1960’erne fjernede man den gamle altertavle, og i 2008 (det kostede årtiers diskussion i menighedsrådet at blive enige!) blev den erstattet af en ny med navnet “Lysvæld“, udført i træ med pålagt bladguld af Erland Knudssøn Madsen – se billedet nedenfor. Den nye altertavle er særdeles smuk og en enorm overraskelse var det, da jeg opdagede, at den var bestilt og betalt af en fætter og kusine til min far, Kirstine og Torsten Østergaard. I gamle dage gav man sådanne gaver i håb om lettere adgang til de himmelske gemakker, når den tid kom, men om det også virker for slægtninge til giverne, har jeg endnu til gode at finde ud af!
Kirken har før reformationen været udsmykket med kalkmalerier, der tjente til både adspredelse og opbyggelighed. Gudstjenesten blev afviklet på latin, som menigheden ikke forstod et kvæk af, og så kunne tiden passende gå med at betragte de fine billeder med bibelhistorie og malende beskrivelser af, hvad der ventede på den anden side – det evige liv blandt engle i himmerige eller helvedes flammer. Reformationen medførte imidlertid en “billedstorm”, kirkerummet skulle stå hvidt, stramt og enkelt – tro er en alvorlig sag og Vorherre er ikke til billeder, mente man. Måske er mine bedstefars modvilje mod glansbilleder og portrætfotografering en udløber af den tradition? I moderne tid ser man anderledes på det, og Nationalmuseets konservatorer har kaldt nogle af de gamle kalkmalerier frem igen, så de efter nogle århundredes fravær atter kan ses i kirken.
I gamle kirker er det altid interessant – undertiden morsomt – at studere de såkaldte epitafier, der er mindesmærker over afdøde, prominente personer. På epitafiet fortælles den historie, der – “til evig tid” – skal være et minde over den pågældende person, og da det ofte er afdøde selv, der har forfattet teksten og bekostet ophængningen, er det kostelig læsning, hvor der ikke er sparet på de skønne ord. I Tilsted kirke hænger dette pragtfulde eksemplar, hvor Johann Georg Smit (død 1791) skriver om sig selv og ikke sparede på roserne –
“Flittig var han i sit Kald, nidkier i sit Embede. En Hader af vellyst og Uordener. Forfulgt og beundret tillige af fjender, elsket af sine menigheder og sine venner. Skrøbelig i legemet, men stærk i Sjælen. Som sådan vandrede han med Gud og Gud tog ham til sig.”
I Viborg domkirke hænger et lignende epitafium fra midten af 1700-tallet over en af mine rektorale forgængere, Peter Jessen. Han var efter alle kilder at dømme en elendig rektor, der ofte blev skarpt irettesat af sin foresatte, biskop Rottsbøl, der i et brev til rektor Jessen skriver således: “Hvad hjælper min nidkærhed for skolens opkomst, når der er ingen justits eller orden”! Sådan, en verbal kindhest! Der var således lagt op til et skidt eftermæle for den uduelige rektor, men han havde et trumfkort i ærmet: han var godt gift, nemlig med Dorthea Ostenfeldt, og hun havde penge, og for god slat af dem lod han inden sin død udforme et smukt epitafium, hvor rektor Jessen roses til skyerne for alle sin gode og kloge gerninger. Og efter et klækkeligt bidrag til kirkekassen lod det sig også gøre, at dette epitafium “til evig tid” skulle hænge i domkirken og være til opbyggelse for kommende slægter. Selv i kirken har “evig tid” dog en ende, for i dag er epitafiet flyttet ned i kirkens mørke kælder, hvor kun ihærdige besøgende finder det.
Traditionen med epitafier er forsvundet – medmindre Facebook kan siges at være en nymodens sådan, og det kan det vel! 🙂
Jeg var heldig at have kirken helt for mig selv, og jeg satte mig en stund på en af de 400 år gamle kirkebænke, der kom til efter reformationen, hvor menigheden skulle sidde “bekvemt og lytte til Ordet”. I fuldkommen stilhed på denne gamle kirkebænk betragtede, tænkte og mindedes jeg og kunne næsten bogstaveligt føle århundreders liv og slægters gang. Her har min familie i århundreder, måske i et årtusinde, funderet over stort og småt, liv og død – og nogle vel også med et lønligt håb om, at der ventede noget bedre på den anden side, måske endda i al evighed. Det var en næsten svimlende stor oplevelse.
På kirkegården er min forfædres knogler blevet til muld og deres grave sløjfet, men heldigvis har man bevaret gravstenene, nogle af dem er ovenikøbet fredede, og her fandt jeg en hel samling af gravsten over Østergaard-slægten. Her er en enkelt af dem –
Efter besøget i Tilsted kørte jeg et par kilometer videre og fandt Thorsted skole på Sønder Thorstedvej, der i dag er indrettet til privatbolig. Fra landevejen gik jeg ned ad en kort grusvej og ved synet af bygningen kunne jeg pludselig huske, hvad jeg for længst havde glemt. Her besøgte vi som børn ovennævnte Torsten og Dorthea Balle og deres 4 piger, Maren (altid kaldet “Søster”), Bodil, Birthe og Kirsten –
Til venstre for indgangsdøren lå skolestuen for alle skolens børn og til højre lå familien Balles private bolig. Jeg husker tydeligt fars formaninger inden vi ankom, for hos den særdeles gæstfrie familie var traditionerne anderledes end hjemme hos os i Aarhus: ”Ved bordet taler børn, når de blev spurgt, ellers ikke!” En kættersk og aldeles ude-af-trit-med-tidsånden tanke kunne være, at det måske var en ide at genindføre bare lidt af den tradition!
Vi sov på loftet over privatboligen og det må have været om vinteren, for det var hundekoldt, men under de cement-tunge dyner (sådan var dyner dengang…!) led vi ingen nød. Jeg vidste det ikke dengang, men senere har jeg erfaret, at netop dette loftsværelse var sammen med hovedparten af skolen beslaglagt af tyskerne under 2. verdenskrig, så vi har altså delt seng med tyske soldater, ganske som vi gjorde senere i sommerhuset i Fjellerup.
Torsten Balle var en markant person i lokalsamfundet – enelærer for generationer af børn (svært at forestille sig i dag, hvor lærere kun underviser i deres liniefag), men også organist i egnens kirker, lokalhistoriker og ivrig fotograf, og på Thorsted kirkegård fandt jeg den store gravsten over ham og Dorthea:
