Viborg har jeg kendt, siden jeg kom her i barndommen, fordi min onkel – Kristen Lindskrog – var læge i byen. Han havde praksis og bolig i det flotte hus på hjørnet af Vesterbrogade og Boyesgadehuset. Onkel Kristen var kommunist og havde sammen med vennerne Mogens Fog og Aksel Larsen været særdeles aktiv som frihedskæmper under 2. verdenskrig,  og selv om det havde været tæt på flere gange, blev han i modsætning til min onkel Jørgen aldrig fanget af Gestapo. Alligevel har oplevelserne været voldsomme, for de forfulgte ham i form af natlige mareridt, og på et tidspunkt en gang i 70’erne tyede han til rødvinsflasken for at kunne sove. Det endte galt, og han opgav sin praksis, blev skilt og flyttede til Nordjylland, hvor vi mistede kontakten til ham.

Da jeg flyttede til Viborg i slutningen af 1992 for at blive rektor på Katedralskolen, havde jeg derfor et vist, omend overfladisk kendskab til byen, men siden da har jeg med stor glæde brugt mange timer på at sætte mig ind i byens og Katedralskolens historie, og jeg har ikke tal på det antal foredrag, jeg har holdt om disse emner. Der er masser af “rigtig” historie-skrivning om  byen, som der ikke er nogen grund til at genskrive her, men jeg har i tidens løb støvet en række pudsige historier op, som mig bekendt ikke er kendt eller skrevet i den form, jeg kender dem, og dem vil jeg fortælle i det efterfølgende – efterhånden som jeg får tid til at lægge dem ind.