Marie Grubbe har mange af os stødt på i gymnasiet, når vi læste Steen Steensen Blicher, H.C. Andersen eller I.P. Jacobsen, der alle har været fascineret af denne adelsdame, der helt frivilligt tog turen fra silkedynerne til møddingen og aldrig fortrød det. Også i nutiden fascinerer hun os, og så sent som her i 2014 er der kommet en meget rost roman om Marie Grubbe, Dyrets år af Lone Hørslev.

Marie Grubbe blev født omkring 1643 på herregården Tjele og blev allerede som 17-årig gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, uægte søn af Frederik d. 3. Ulrik Frederik var vistnok allerede gift på tidspunktet for brylluppet, og det opdagede Marie, så fra begyndelsen var der lagt op til et giftigt ægteskab.

Parret flyttede til Oslo, for Ulrik var blevet udnævnt til kongelig statsholder i Norge, og allerede der begyndte det at gå skidt med ægteskabet, hvor stemningen var nogenlunde ligeså koldt som vejret udenfor. MG havde flere udenomsægteskabelige affærer, hvilket førte til skilsmisse i 1670. Hun fik en stor pose penge med sig, men brugte dem alle sammen på kort tid sammen med en af sine elskere, sin søsters tidligere mand, og da hun nødtvungent vendte hjem, blev hun atter en gang gift på sin fars ordre, denne gang med naboen, adelsmanden Palle Dyre. Arrangerede ægteskaber er også en del af dansk tradition, selv om Dansk Folkeparti hævder, at det er en uskik, som muslimer har bragt til Danmark!

Palle Dyre ejede flere gårde, blandt andet en, der lå midt i Viborg i den østlige side af den nuværende Latinerhave, og her mødte MG omkring 1685 Søren Sørensen Møller, der var staldkarl, kusk og ladefoged på gården. Selv om (eller også fordi…?) han var meget yngre end MG, foretrak hun Søren frem for sin mand og indledte et forhold til ham, hvilket førte til skilsmisse fra Palle Dyre. Vi kender en del til de pikante detaljer, fordi skilsmissesagen kørte for åbne vinduer i 1691. Palle Dyre førte som vidne sin tjener Christian Skytte, der kunne fortælle artige historier:

Han havde luret ved døren til MG’s sovekammer og kunne se, hvordan Marie og Søren kyssedes, og hvordan ladefogedens hænder legede på ”hendes barm og andetsteds”. Parret forsvandt ind i en krog bag kakkelovnen og siden lå fruen og slængede sig på sengen, mens Søren gik til og fra med mad.

MG fortalte bramfrit i forbindelse med skilsmissesagen, at ”hun fandt behag i den tætte karl, om end der fulgte en odør af tjære og hestemøg med”!

Palles Dyres gård med den famøse kakkelovnskrog gik til ved den store brand i Viborg i 1726 og blev aldrig genopbygget. Nabogården mod nord, der lå lige over for domkirken, overlevede branden og blev i 1760 solgt og ombygget, så den kunne fungere som den ”nye” Latinskole (Katedralskole) i Viborg.I 2011 – hvor den var administrationsbygning for kommunen – så den således ud:

Grunden hvor Palle Dyres gård havde ligget, blev indrettet til have for den nye latinskole, og i 1780 – på det sted, hvor Marie Grubbe forlystede sig med sin Søren – blev en lille bygning opført, som hurtigt fik tilnavnet ”Rektors lysthus”. Om navngivningen var inspireret af Marie Grubbes ”lyst” 100 år tidligere, ved jeg ikke – men måske…? Historien bliver i hvert fald ikke dårligere, hvis vi gætter på det! Lysthuset ser således ud:

Efter skilsmissen fra Palle Dyre flygtede Marie og Søren til Møn, hvor Søren fik arbejde på en gård. De blev gift i Holsten og hutlede sig videre, blandt andet som gøglere, og endte i ”Borrehuset” ved Grønsund på Falster, hvor de drev et lille gæstgiveri og passede færgefarten. Anne-Marie og jeg besøgte Borrehuset i juli 2019, hvilket er beskrevet her!

Søren blev i begyndelsen af 1700-tallet dømt for mord, og udførte i en årrække tvangsarbejde på Kronborg. Han kom så vidt vides aldrig hjem igen og Marie døde i dyb fattigdom i 1718. Sandsynligvis blev hun begravet i det hjørne af den lokale kirkegård, der blev brugt til fattiglemmer, og ingen bekymrede sig om at sætte en sten over hende, så vi ved i dag ikke, hvor hun ligger. Borrehuset brændte i 1731, og dermed var de to vigtigste huse i Marie Grubbes liv brændt og væk. Kærlighedens luer, vil nogle sige!

Ludvig Holberg møder Marie Grubbe

Mens Marie Grubbe levede alene i Borrehuset, mødte Ludvig Holberg hende og blev så fascineret af den faldne adelsfrues livshistorie, at det inspirerede ham til at skrive sin vittige epistel nr. 89, ”Mærkelige ægteskaber”, hvor han filosoferer over lidt af hvert:

”Du forundrer dig over, at en så pæn Jomfrue som N.N. haver kunnet fatte Kiærlighed til M.M., og indladet sig i Ægteskab med en Person af så slette Kvaliteter, og om hvilken intet andet kan siges, end at han er én af de største Tabacs-Smøgere udi Landet. Jeg derimod forundrer mig ikke derover; Det kan just være derfor hun haver fattet Kiærlighed til ham; Thi man seer jo, at mange Mennesker finder større Smag udi røget end udi ferskt Kiød; I lige måde, at mange fatte Kiærlighed til det, som andre have Afskye for…”!

Holberg slutter sin epistel med denne pragtfulde salut: ” Derfor siger man, at den foranderlige smag forårsager, at hver jomfru bliver gift, hver mad ædt, og hver bog læst.«

Afskedssang i Rektors Lysthus

Sammenhængen mellem Marie Grubbe og Latinerhaven er altså, at ”Rektors Lysthus” ligger, hvor Palle Dyres gård lå, og hvor Marie forlystede sig med sin Søren. Hvad der siden er foregået af ”lyst” i Rektors Lysthus, ved jeg kun lidt om, men i mange år var det en tradition, at studenterne på dimissionsdagen med en sort studenterhue på hovedet og iklædt kjole og hvidt samledes i Rektors Lysthus til jordbær med fløde og sang ”feriesangen”:

Derfor rektor, samt inspektor, lærere, pedel, hele Mogensgade,

Et “Rektors Lysthus” anno 2009

I 2009 fik jeg den ide at bygge et nyt “Rektors Lysthus”, der skulle placeres på den store grund ved den “nye” Katedralskole på Gl. Skivevej. Det skulle været et “lysthus”, der arkitektonisk var ført op til nutiden, og min tanke var, at det kunne blive et sted til stille eftertanke, alene eller nogle få sammen, måske placeret i Lindealleen. Fra tiden med den store kunst-donation til skolen havde jeg et godt forhold til Carlsbergfondets direktør, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, og det lykkedes mig at få ham med på ideen, hvilket konkret betød, at fonden ville finansiere projektet. Efter nogle forhandlinger blev vi enige om, at den fremragende dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson skulle tegne et “Rektors Lysthus” anno 2009, og jeg var stærkt begejstret. Efter min pensionering gav jeg projektet videre til min efterfølger. Helge Markussen, men af grunde, jeg ikke kender, er det desværre aldrig blevet til noget.