1843 skrev B.S.Ingemann sangen “På Tave bondes ager”, der handler om Hans Tausen (1494-1561), Danmarks Morten Luther, som han kaldes i sangen. Jeg husker tydeligt sangen fra min skoletid, fordi den var så let at synge og spille på en meget enkel folkemelodi, men det var først som Viborg-borger, at jeg tænkte nærmere over indholdet og Tausens betydning.
Hans Tausen – billedet hænger i Asmild kirke ved Viborg
Hans Tausen var en rebel. Han blev født i Birkende på Fyn og fik sin første undervisning i et Johanitterkloster i Odense og blev senere indskrevet som munk i et kloster ved Antvorskov på Sjælland. Som en del af sin uddannelse blev han i 1523 sendt til universitetet i Wittenberg, hvor han mødte Martin Luther, der både var munk og professor, og det skulle få afgørende indflydelse på Hans Tausens kristendomsopfattelse. Få år før Tausen kom til Wittenberg – i 1517 – havde Luther slået sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, hvor han tog afstand fra den katolske kirkes udbredte salg af afladsbreve, der garanterede folk en direkte vej til frelsen og himmerige og gjorde kirken hovedrig. Helt absurd var det, at man endog kunne købe et afladsbrev vedrørende fremtidige synder, hvis bare beløbet var højt nok! Luther ville fjerne præsterne som det mellemled, der skulle sikre forbindelsen mellem det enkelte menneske og Gud – gudsforholdet skulle være en direkte sag mellem Gud og det enkelte menneske.
Hans Tausen blev så præget af denne lutherske reform af kirken, at han ville gøre ligeså, da han vendte tilbage til klostret i Antvorskov. Det var hans prior dog absolut ikke enig med ham i, og for at få Tausen på bedre tanker blev han sendt – deporteret – til Johanitterklostret i Viborg, hvis forstander havde ry for meget kontant at kunne vejlede ordensbrødre med uønskede opfattelser. Hans Tausen nægtede dog at lægge sine lutherske opfattelser fra sig, og som straf blev han af Viborgs biskop, Jørgen Friis, nægtet retten til at prædike i byens kirker og i stedet måtte han prædike stående uden for Sct. Hans kirke på en hvid gravsten, der idag bærer Bjørn Nørgaard skulptur ved Gråbrødreklostret i Viborg –
En iskold søndag i 1528 blev det for meget for Viborgs borgere, der slog døren ind til Sct. Hans kirke, så Tausen kunne prædike indendørs. Jørgen Friis, der var kendt som en brutal mand, ville straffe Tausen, men han blev beskyttet af lokalbefolkningen – og af kongen (Frederik d. 1), der havde sympati for Luthers reformation og gjorde Hans Tausen til sin personlige kapellan. Reformationen blev dermed indført i Viborg i 1529 – 7 år før den officielt blev indført i Danmark.
De fleste har hørt om Hans Tausen, men som Viborgenser er det lidt ærgerligt, at kun få kender den anden og samtidige præst i byen, Jørgen Jensen Sadolin, der ligesom Hans Tausen prædikede ud fra Luthers tanker. Tausen og Sadolin var så at sige kampfæller. Da kampen mod katolske Jørgen Friis var vundet i 1529, fik de to protestantiske præster hver deres kirke, Hans Tausen fik Gråbrødre kirke, mens Jørgen Sadolin fik Sortebrødre kirke. De fik også noget mere, nemlig en kone, idet Hans Tausen blev gift med Jørgen Sadolins søster Dorothea, mens Sadolin hentede sin Maren i Skive. Som katolsk præst havde det naturligvis været en umulighed, men med de nye tider var der forandringer også på den front – og ubetinget rigtigt, tænkte skribenten, da han skrev disse linier. Cølibat er for eunukker. Jørgen Sadolin var iøvrigt selv uægte søn af en katolsk præst i Viborg, så det med cølibatet har han nok aldrig rigtig troet på. I sine to ægteskaber fik han ikke færre end 16 børn, og man kan spekulere over, hvad han ville have gjort ved al den virilitet, hvis han var forblevet katolsk præst og dermed ugift…? Viriliteten gik åbenbart i arv også til 3. generation, for Jørgen Viborgius Sadolins søn, Hans Sadolin, der på sin tid blev kendt som en stor latinsk poet, slægtede sin farfar på, idet han blev afsat fra sit præstekald på Lolland formedelst utugtigt levned, som der står skrevet. Som straf blev han indsat i forvaring i Sorø kloster, hvilket lyder som en rigtig hård straf …!
Efter nogle år i Viborg søgte de to kampfæller nye udfordringer, som det hedder på nudansk, og forlod Viborg for at fortsætte kampen for Luthers tanker andre steder i Danmark. For at ære sin hjemby latiniserede Jørgen Jensen Sadolin sit navn til Georgius Johannis Vibergius, og efter en tid i København slog han sig ned i Odense, hvor han i 1537 blev udnævnt til byens første protestantiske biskop. Han huskes stadig i Odense, for Sadolinsgade har sit navn efter biskoppen fra Viborg, men lidt ærgerligt, at man valgte at bruge hans fødenavn, der ville have været mere historisk svung over Vibergiusgade…!
Jørgen Sadolin/Vibergius ligger begravet i Graabrødre kirke i Odense, mens hans ligsten er i Sct. Knuds kirke. En ligsten er en gravsten, som adelen og velstående personer benyttede ved indendørs begravelser, nedlagt synligt i gulvet over graven og forsynet med en afbilding af den afdøde samt måske en (selvrosende) tekst. I Sadolin/Vibergius’s tilfælde blev det en kombination med en afbilding på en ligsten –
– og et tilhørende kobberstik fra begravelsen med latinsk og dansk tekst og med både hans fødenavn og hans latinske navn:
Teksten lyder således på moderne dansk: “Her ligger begravet en ærlig og lærd mand, mester Jørgen Jensen, fordum superintendent (= biskop) i Fyns Stift, som døde den 19. december 1559 med begge sine hustruer, Marine og Elsebeth, der (altså sidstnævnte) døde i 1588 den 5. marts”.
Hvis det ikke som i Sadolin/Vibergius’s tilfælde var muligt at få en indendørs begravelse med tilhørende ligsten, pladsen var jo af indlysende grunde begrænset, lod man istedet et epitafium opsætte på kirkevæggen, hvor den afdøde kunne fortælle en storslået historie om sig selv. Sjældent rigtigt, altid overdrevet, fake news – fortidens Facebook. Et pragtfuld eksempel kan ses i min slægtskirke i Tilsted i Thy – læs mere her.
En af konsekvenserne af reformationen var, at kirkernes økonomi blev langt dårligere end tideligere, og det blev nødvendigt at nedlægge (helt bogstaveligt…!) 12 af byens kirker for at spare penge for byens borgere, der stod for kirkernes økonomi. Kirkernes sten blev brugt til andet byggeri, og man kan idag rundt om i Viborg se huse, der er bygget helt eller delvist af mursten fra kirkemure, hvor stenene var til ‘hugpris’. Morsomt er det at læse på kirkestenen ved Hans Tausens minde, at “Denne sten er betalt…!”, det har åbenbart været lidt usædvanligt. Også bispegårdens sokkel er lavet af granit fra en af Viborgs kirker, men om den er betalt eller ‘hug’ er ganske bekvemt gået i glemmebogen, og det er måske meget godt.
I 2017 er det 500 år siden, at Luther slog sine teser op på kirkedøren og dermed indledte reformationen, og det skal naturligvis fejres, fordi den gjorde op med en syg kultur i den daværende katolske kirke. Alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om et afladsbrev, der giver tilgivelse for fremtidige synder, tænk hvis man havde fået sådant et i dåbsgave…(måske fik jeg faktisk et… 🙂 .
Reformationen blev grundlaget for en omkalfatring af hele den europæiske historie og desuden startskud til en bevidsthedsændring, der initierede en kapitalistisk økonomi. Moderne teologer lægger vægt på Luthers pointe om, at man skal tilbage til kernen i biblen, nemlig at Gud elskede verden og derfor sendte sin søn for at befri mennesker fra syndens dom – afladsbreve og præsters mellemkomst er derfor både forkert og en uskik. I Viborg får vi fra d. 28/2 – 2/3 2017 som den eneste danske by besøg af den såkaldte Luther-karavane fra Wittenberg, der vil medvirke ved reformationshistorier i hele stiftet. I den mere muntre afdeling præsenterer Viborg Bryghus “reformationsøl” i forskellige udgaver – en Tausen øl, en Luther øl samt en Dorothea øl (sidstnævnte var som beskrevet ovenfor Hans Tausens første hustru). Jeg har smagt dem alle tre – de er fremragende, lut(h)ter gode sager…!
