Kecskemét
Det var ikke helt ligetil at komme videre fra tjekkiske Kutna Hora i retning mod Slovakiet og Ungarn, for lige pludselig var landevejen spærret, og myndighederne mente tilsyneladende ikke, der var grund til at bruge energi på at informere om en omkørsel, for her kommer kun de lokale – og så lige os.
Det fysiske Europa-kort lå hjemme i arkivskabet, men i denne situation kunne vi nu godt have brugt det. Heldigvis er der i bilens GPS-system en facilitet, der hedder ‘omvej’, og den ledte os ad små, snørklede veje gennem det tjekkiske landskab med dets grå landsbyer og slidte huse, hvor pudset hænger i laser. Landskabet er smukt, men landsbyerne er triste – som i rigtig triste.
På motorvejen gik ruten – velkendt – over Brno, Bratislava, Györ, Budapest i intens trafik og sidst på eftermiddagen ramte vi Kecskemét med dets velkendte profil –
Vi har som altid reserveret plads på Hotel Aranyhomok – værelse ud mod kirken, ikke mod rutebilstationen, det er vigtigt – og det hele føles dejlig velkendt. Det ungarske sprog skal dog lige børstes af, inden det virker, men hurtigt kan jeg i receptionen bede om nøglen til værelset: ‘Három száz kilenc, kérem’.
Vejret i disse dage i Kecskemét er fremragende med temperaturer som på en dansk sommerdag, og en cappuccino til en flad 10-krone på Szechenyi pladsen med rådhuset og 3 store kirker som kulisse er aldeles pragtfuld. Med jævne mellemrum ringer kirkernes klokker samtidig – det virker som en råbe-konkurrence – og så kan man ligeså godt holde op med at snakke sammen 🙂 .
Kecskemét er ikke kendt af mange, og det er en fejl, for byen har en helt utrolig smuk bykerne med Ödon Lechners fantastiske rådhus som centrum –
Mon der eksisterer et andet rådhus i verden af denne kaliber? Jeg tror det næppe. Komponisten Johannes Brahms kaldte Kecskemét for ‘verdens smukkeste by’, og han har bestemt en pointe.
Foran rådhuset står Lajos Kossuth, den ungarske nationalhelt fra frihedskampen i 1848 -.
Kossuth er en af de vigtigste personer i Ungarns historie, og jeg har skrevet om ham i et af kapitlerne om Ungarns historie. Der står en statue af Kossuth i stort set enhver ungarsk flække, så det er en god ide at kende lidt til ham, hvis man vil forstå ungarerne.
Vi slentrede rundt i byen til de kendte steder, og det meste er uforandret siden vi boede her. Markedet er stadig centrum for byens handel med dagligvarer, og her regerer kvinderne –
Vi holder af at gå i de små, solfyldte gader i Kecskemét, hvor husene på traditionel, ungarsk vis har gavlen mod gaden og en mægtig køkkenhave bagved, ofte med høns eller en gris. Bortset fra bilerne har dette ikke ændret sig i mange år –
Vores arbejdsplads fra 2004-06 i Zimay Utca – Det Danske Kulturinstitut – er idag lukket og i stedet er en religiøs organisation rykket ind i lokalerne, som de åbenlyst ikke vedligeholder. Det er trist at se, men gaden er lige så smuk som da vi arbejdede der –
Ungarsk nationalisme
Ungarns historie er karakteriseret af århundreder under fremmed herredømme (tyrkerne, Østrig-Ungarn, Sovjet), og der er derfor i den ungarske befolkning et kolossalt, opsparet behov for at kunne se, mærke og ikke mindst dyrke ungarsk selvbestemmelse, sprog og kultur uden indblanding udefra. Det ved Victor Orban, og derfor støtter han traditionelle, ungarske værdier og holdninger, også selvom de strider mod EU’s liberale idealer – og høster stemmer i millionvis.
Som et vigtigt element i den politik dyrkes – og misbruges – ungarsk historie, og overalt i landet gives der økonomisk støtte til at opføre et utal af små og store monumenter med et tydeligt nationalt, undertiden nationalistisk, budskab om alt det onde, Ungarn har været udsat for gennem historien. Uden egen skyld, forstår man, offer-kortet spilles igen og igen.
Helt almindeligt er det at møde et byskilt som dette ved ved landsbyen Tiszalpar, hvor Ungarns ‘stamfader’ Arpad i året 896 kommer ridende ind fra Uralbjergene for at tage Ungarn i besiddelse. Bynavnet er også skrevet med datidens ‘runeskrift’ for at understrege budskabet en ekstra gang for de tungnemme – 
Også i Tiszalpar er der adskillige, historiske monumenter, blandt andet dette over Trianon-freden i 1920, hvor Ungarn mistede mere end halvdelen af sit territorium til nabostaterne, hvilket stadig er et åbent og blødende sår i den nationale bevidsthed –
Vi gik en tur i Tiszalpar, og mere end noget andet var det en oplevelse af tid, der står stille…! Helt stille. En enkelt cyklist passerede os, derudover skete der absolut intet. Og børn og unge mennesker så vi ingen af.
I disse små landsbyer er der kun få arbejdspladser, ingen uddannelsesmuligheder efter grundskolen og ingen fremtid for unge mennesker. Det er ‘udkant-Ungarn’, hvor alle er afhængige af økonomisk hjælp, og den sikrer Victor Orban til gengæld for stemmer. Og budskabet er mejslet i sten: KUN så længe Orban er ved magten, bliver det ved med at være sådan.
Nu er det blevet aften, og vi sidder på hotellets altan og nyder udsigten over kirkepladsen i Kecskemét- 
Vi har spist på hotellet – en glimrende gryde gullaschsuppe og to glas rødvin – og regningen var af den slags, hvor man lige skal tage en dyb indånding. Den lød på skræmmende 6.200 Huf. Det hjalp, da vi fik det omregnet til danske kroner: 140 kr!
Byen er blevet stille, og selv kirkeklokkerne tier, men rådhusets klokker spillede for et øjeblik siden ‘Europa-hymnen‘ fra Beethovens 9. symfoni (den med ‘Freude, schöner Götterfunken…’). Det var smukt! Knap så velkomment er det i morgen tidlig kl. 06.00, når kirkeklokkerne kimer ‘Jó reggelt kívánok’…!
Den ungarske puszta
Den store ungarske slette (‘Nagyalföld på ungarsk) dækker mere end halvdelen af landets territorium, og Tisza-floden deler den i to halvdele på sin vej fra nord til syd. Dette enorme, pandekageflade område er forbundet med romantik og skønhed, og smukt var der herude i dag med gule forårsblomster og storken i sin rede –
Den smukke puszta er dog på mange måder et uærligt glansbillede, for når man kører ind i putzsta’ens små landsbyer, ser virkeligheden helt anderledes bask ud –
Der er fattigt herude i en grad, som de færreste danskere kan forestille sig, og det var …hmm, tankevækkende… at se den gamle dame på billedet ovenfor forsøge at jage sine høns ind i hønsegården med en rullestol som støtte og en stok i hånden!
For millioner af ungarere uden for de store byer er virkeligheden som på billederne ovenfor, og mellem dem og Victor Orban er der en fælles forståelse, der sikrer de førstnævnte økonomisk støtte og fastholdelse af traditionelle værdier og giver sidstnævnte stemmer i millionvis. EU skælder ud over manglende respekt for de liberale principper – folk herude og deres premierminister er komplet ligeglade! For dem handler det om mad på bordet, varme om vinteren – og stemmer på valgdagen.
Videre til næste afsnit: Pecs