Leipzig

Trafikken denne påskelørdag var overraskende intens ned gennem Nordtyskland, og ved Hamburg og flere andre steder var der kilometerlange bilkøer. Et par gange var de stillestående bilkøer mindst 25 km. lange – heldigvis for os var det dog i den nordgående retning, så vi slap igennem uden alvorlige forsinkelser.

Da vi ved Hannover drejede mod øst i retning af det gamle DDR, blev der længere mellem bilerne, og pudsigt var det, at netop ved den gamle sektorgrænse kørte vi bag en ‘Trabi‘, der før murens fald var et et ikon for den socialistiske verden.

Under mine besøg i Ungarn i 1970’erne lærte jeg bilen at kende, fordi min ven Tamas havde en sådan. Den lille grå bil (man kunne vælge mellem grå og grå ved bestillingen!) var forenklet til det yderste, ingen advarselslamper, ikke en eneste, og når benzintanken var tom, gik bilen i stå. En benzinpumpe var der heller ikke blevet plads til, i stedet var benzintanken anbragt lige over motoren, så benzinen kunne dryppe direkte ned i karburatoren. Når man skulle ud at køre, var det derfor nødvendigt som det første at åbne for benzinen, hvilket var besværligt, for hanen sad under instrumentbrættet i passagersiden, og jeg kan endnu høre Tamas’s banden over den tumpe af en ingeniør, der havde fundet på den placering. Karrosseriet bestod af en blanding af plastik og bomuld, hærdet med fenolharz, et overskudsprodukt fra brunkulsproduktionen, hvilket gav et let karrosseri – men absolut ingen beskyttelse i tilfælde af uheld. Til gengæld brændte det fortræffeligt. Derfor var det måske meget godt, at bilen med sine 25 HK maksimalt kunne nå op på 100 km/t – og det var kun, når rygvinden var tilstrækkelig stærk. På lang afstand kunne man både høre og se en Trabant, for med sin olieblandede benzin havde den en karakteristisk pruttende lyd og sendte kulsort røg ud af udstødningsrøret. Det var lyden af DDR.

Jeg har prøvet at sidde på bagsædet af en Trabant, og det lykkedes kun, fordi mine ben kunne krølles sammen som spaghetti, og det var derfor langtfra en bil for en hel familie, men i østblokken var det den eneste bil inden for økonomisk rækkevidde for langt de fleste, selvom den i mange år kostede, hvad der svarede til en årsløn for en arbejder. Det største problem var imidlertid ikke at finde penge til at købe en Trabant, for vareudbuddet var generelt så ringe, at de fleste sparede rigeligt op. Der var simpelthen ingenting at bruge pengene til. Lønningerne steg regelmæssigt, men vareudbuddet ændrede sig ikke, og derfor steg folks private opsparinger. Leveringstiden på en trabant varierede fra 2 til 10 år, og  konsekvensen var naturligvis, at priserne på brugte biler steg dramatisk. Da Tamas solgte sin to år gamle ‘Trabi’ fik han 50% mere end nyprisen.

Vi overhalede hurtigt Trabi’en (det var ikke svært 🙂 ) og var fremme i Leipzigs forstæder ved 16-tiden efter 8 timers kørsel fra Viborg. Her er omgivelserne tapetseret med de ensartede boligblokke, der skød op overalt i den socialistiske verden, grimme og bygget i en elendig kvalitet, men husleje, varme og el var billig og gav den enkelte familie en økonomisk tryghed, som i dag får nogle til at længes tilbage til DDR-tiden. I 5- og 10-årsplaner fastsatte myndighederne, hvad befolkningen havde brug for og hvad priserne skulle være. Det gjaldt boliger men også forbrugsvarer som sko og tøj. Markedsøkonomi og fri konkurrence var noget djævelskab, der hørte til i Vesten. Alle virksomheder blev hvert år normsat med et bestemt antal medarbejdere og en produktionskvote, som de skulle opfylde, og virksomheden målte sin succes på, om den opfyldte sin produktionskvote. Hvis man i løbet af året kunne se, at det ikke ville lykkes, blev der lavet en korrektion af kvoten, så succesen var i hus ved årets slutning. Sådan, planen blev 100% opfyldt – hvert år – alle klappede i hænderne, og i alle østbloklandene stod generalsekretæren for det socialistiske parti frem i pressen, roste de dygtige virksomheder og fortalte om planøkonomiens lyksaligheder.

Vores lejlighed – Apartment Central i Pfaffendorfer Strasse – ligger heldigvis i centrum, der ved en kort spadseretur ser ud til at være interessant at udforske. Hoved og ben er dog lidt møre efter de mange kilometer, så det bliver først i morgen. At der er masser af historie her, blev vi mindet om allerede, da vi parkerede bilen og så denne sten med sit forfærdelige fortælling fra Tysklands sorteste periode –

Det er påske-søndag i morgen, og vi satser bl.a. på et besøg i Thomaskirche, hvor Johan Sebastian Bach var kantor fra 1723 til sin død i 1750, og mon ikke vi kan finde noget musik der i den anledning. Lige nu er benene lagt til rette på sengen, og en pizza i et nærliggende trattoria vinker forude.

– – o0o – –

Klokkerne kimede som besat denne morgen fra en nærliggende kirke, og da jeg kom ud af søvnens tåge, gik det op for mig, at det var påskemorgen. Så vi fulgte dagens budskab og stod op!

Måske under indtryk af den kirkelige højtid var foråret i nattens løb kommet til Leipzig med høj sol og lune temperaturer, hvilket var særdeles velkomment til dagens byvandring, der havde fokus på byens ‘altstadt‘, der er charmerende, smuk og fyldt med historiske og kulturelle oplevelser. Smukkere end Dresden og måske også Berlin, i hvert fald langt mere overskuelig. Vi var hele dagen begunstiget af det dejligste forårsvejr og totalt fravær af de  turisthorder, der ødelægger mange seværdige byer i Europa, men naturligvis havde vejret i kombination med fridagen lokket mange Leipzig-borgere ud, og cafeerne var fyldte –

Dagens første kulturelle besøg var – naturligvis – Thomaskirche, hvor Johan S. Bach som kantor havde ansvaret for kordrengenes musikalske uddannelse, men han havde også overskud til at skrive et utal af kantater. Hans berømte ‘Mathæus-passion’, der er skrevet til påskefortællingen om Jesu lidelse og død, fik sin førsteopførelse her i kirken langfredag i 1727. Også Felix Mendelssohn har slået sine folder her i kirken, og endog Mozart har spillet på kirkens orgel, så måske var det et ekko fra hans tid, vi hørte, da vi satte os for en stille stund på en af kirkebænkene og slog ørerne ud. Orglet spillede.

Bach står naturligvis på sin piedestal ved kirkens indgang –

Bach er afbildet i kirkens blyindfattede ruder –

   Og naturligvis er han også begravet i kirken –

Eller rettere sagt: Bach er måske begravet her, for faktisk ved man det ikke med sikkerhed. Efter sin død den 28. juli 1750 blev han begravet på kirkegården ved Sct. Johns kirke – og blev derefter mere eller mindre glemt. I slutningen af 1800-tallet fik man påny interesse for Bachs musik og besluttede at finde hans kiste blandt utallige andre, og det viste sig svært.

Efter mange undersøgelser konkluderede en professor i anatomi i 1894, at “Det er højst sandsynligt, at skelettet af en ældre mand, fundet i en egekiste, er Johan Sebastian Bach.”  Med den ‘sandsynligheds-erklæring’ som fundament blev kisten med indhold flyttet fra kirkegården til en muret sarkofag i Sct. John kirken. I 1943 blev denne kirke imidlertid smadret i et engelsk bombeangreb, og der opstod igen usikkerhed om identifikationen. I 1949 tog man en rask beslutning, definerede en blandt mange kister som Bachs og flyttede ham til Thomas kirken, han gamle arbejdsplads. Her blev han igen stedt til hvile, og nu kan vi alle holde et øjebliks stilhed ved Bachs grav – eller hvis grav det nu er. Under alle omstændigheder er hans musik udødelig.

Indtil muren faldt i 1989, havde de færreste fra vores del af verden været i Leipzig, nogle få måske på byens berømte bogmesse, der var et af de få steder, hvor forfattere og forlæggere fra øst og vest kunne mødes, men for den almindelig turist var det ikke et rejsemål. Jeg var der på et kort besøg engang i 1970’erne, fordi jeg var fascineret af byens musikhistorie, der udover ovennævnte også omfattede Clara Schumann og Richard Wagner. At også kommunistpartiets førstesekretær Walter Ulbricht (ham med det lille fipskæg) var født her, bidrog dog ikke til tiltrækningen, for han var notorisk kendt for at være en kedelig stivnakke. Jeg oplevede dengang byen som mere Ulbricht end Wagner og hastede videre til Berlin, der med sin dramatiske opdeling i øst og vest trak i os.

Begivenheder i Leipzig under den kolde krig nåede sjældent avisforsiderne i Vesten, men i tiden op til murens fald skete der noget. Over hele det daværende DDR bredte såkaldte ‘mandagsdemonstrationer‘ sig som en protest mod det autoritære, kommunistiske system, og i Leipzig blev de særligt store. Med udgangspunkt fra Nikolaikirken i byens centrum (diskret støttet af de protestatiske præster) bredte protestmarcher sig under slagordet ‘Wir sind das Volk’, der blev ført frem på store bannere. Demonstranterne krævede bl.a. demokratiske valg i et flerpartisystem og ret til at rejse til udlandet – krav der tidligere rundt om i østblokken var blevet slået ned med militær magt. Da muren faldt i november 1989 fik borgerne i Leipzig en stor del af æren for, at det lykkedes at få afsat det forbenede og forhadte styre.

Vi besøgte naturligvis også Nikolajkirken, der i det fine vejr kunne opleves sammen med en kop kaffe –

Leipzig’s altstadt er en oplevelse at gå rundt i. Den ene smukke bygning afløser den anden på imponerende pladser, nogle af dem – som den enorme Augustusplartz – tydeligt fra DDR-tiden. Her ligger byens berømte musikhus, Gewandhaus, der var den eneste koncertsal, der blev bygget i DDR-tiden. Kultur var ikke højt prioriteret i det system. I bygningens store glasfacade spejler operaen sig i pladsens modsatte ende –

I byens centrum – lige ved siden af den berømte Auerbachs vinkælder, hvor Goethe lader Mephistopheles optræde i sit skuerspil Faust og hvor også Luther havde sin gang – ligger Leipzig’s historiske museum med en permanent udstilling om tiden fra 1949 – 1989. Det er en fantastisk god udstilling med en fremragende fremstilling af DDR-borgerens liv i spændingsfeltet mellem den hårde dagligdag med mangel på de mest basale ting og systemets kvalmende propaganda om socialiststatens velsignelser. Ved Stalins 70 års fødselsdag i 1949 blev han fremstillet således –   Overalt i det offentlige rum blev borgerne mødt af hjernevaskende propaganda af den mest vulgære slags-

Jeg spurgte engang ungarske Tamas om, hvordan han kunne holde ud at blive mødt med alle disse løgne hver eneste dag, og hans svar var tankevækkende: “Jeg ser dem lige så lidt, som du ser Coca Cola reklamerne i dit land.”  

Den 17. juni 1953 løb bægeret over for mange af DDR’s arbejdere. Hundredtusindvis protesterede over hele landet mod undertrykkelse og sociale problemer, og i bl.a. Berlin, Leipzig og Dresden kom det til voldelige opstande. Da det østtyske volkspolizei ikke evnede at slå oprøret ned, greb Sovjet ind og sendte tanks og soldater ud på det østtyske gader. På den korte bane gav det ro, men de faktiske forhold blev ikke ændret en tøddel, og den sovjetiske brutalitet lagde grunden til et indædt folkeligt had mod besættelsesmagten (hvilket man absolut ikke måtte kalde Stalins tropper). Billledet her er fra opstanden i Berlin –

Udstillingen fortsætter sin fortælling helt op til murens fald og det er tragikomisk at se avisforsider fra den tid –

Mens jeg læste ovenstående avisforside rungede Putins ord i hovedet på mig: “Alt går efter planen”, sagde han, mens hans soldater blev massakreret i det ukrainske felttog. Hans løgne er som taget ud af DDR-tiden.

Udstillingen fortsætter sin fortælling helt op til murens fald og kan stærkt anbefales.

Vores hotel – Apartment Central – kan absolut anbefales med sin gode standard og fine beliggenhed i kantan af Altstadt. Et par hundrede meter fra hotellet – Pfaffendorfer Strasse 26 –  ligger Trattoria Aurelia, der ligeledes kan anbefales for sin gode mad og venlige betjening.

Videre til næste afsnit: Kutna Hora