Pecs
Man kunne tro, at vi er havnet i mellemøsten, men det er nu ikke tilfældet. Vi er blot kørt et par hundrede kilometer ned i Ungarns sydvestlige hjørne til byen Pecs, tæt på grænsen til Serbien og Kroatien. De første mange kilometer fra Kecskemét foregik på den store, flade putszta, indtil vi krydsede den mægtige Donau-flod ved Dunaföldbar. Jo mere vi nærmede os vinbyen Szegszard, jo flere bakker dukkede op plantet til med vin, og landskabet blev smukkere. I Pecs er vi indkvarteret på et ydmygt hotel i byen midte – hotel Central – og det virker fornuftigt.
Kirken på billedet ovenfor har sin oprindelse i 1200-tallet, hvor den ungarske kong Andreas vendte hjem efter et korstog med et unikt relikvie: Den afhuggede højre hånd af Sankt Bartholemæus. En sand helgen er kendetegnet af evnen til at gøre underfulde gerninger, og det underfulde ved Bartholomæus er hans evne til at gøre det tunge let og det lette tungt. Det lyder praktisk, ikke mindst når man gerne vil bygge en kirke, og det var præcist hvad kongen gjorde i Pecs, da han vendte hjem med sit trofæ. Da tyrkerne kom i 1500-tallet, rev de imidlertid Bartholemæus-kirken ned og brugte stenene til at bygge en moske, den bygning, der idag ligger på byens centrale plads. Efter at have generobret byen lavede østrigerne moskeen om til en katolsk kirke, og derfor er der altså idag midt i Pecs en moske-bygning, der fungerer som en kristen kirke. Det betyder, at man som noget ganske usædvanligt inde i kirken kan se Jesus hænge på sit kors over en arabisk bedeniche –
En tur op ad hovedgaden afslører, at Pecs er et orgie i klassisk arkitektur med enorme palæer –
Stikker man hovedet ind i rådhusets forhal (det gule palæ på billedet ovenfor), finder man dette fantastiske ur fra Zolnay-fabrikken, der ligger her i Pecs –
Der er masser at se på og med sin lange historie, kunstmuseer og dejlige klima kandiderer Pecs til titlen som Ungarns dejligste by. Det hjælper også, at en stor del af Ungarns bedste vine produceres her på egnen med producenter som Gere, Bock og Heimann blandt de mest kendte. Man producerer naturligvis på de kendte, ‘store’ druer men også på de særligt ungarske som Kadarka og Kekfrankos. Den sidstnævnte er blandt mine favoritter, mens Kadarka er lidt til den ‘tynde’ side efter min smag.
Da tyrkerne i 1526 erobrede området efter sejren ved Mohacs 40 km. øst for Pecs, ødelagde de af religiøse årsager vinproduktionen men heldigvis ikke byen, hvor de i stedet byggede moskeer, heriblandt den på billedet ovenfor. Da tyrkerne blev presset ud efter at være blevet slået i 1686 uden for Wiens byporte, blev Pecs indlemmet i det Østrig-ungarske rige og fik det udtryk, vi møder i dag med østrigsk barokstil som dominerende. Netop dette mix af muslimsk/tyrkisk og kristent/østrigsk atmosfære gør byen ualmindelig dejlig at gå rundt i.
30 km fra Pecs ligger landsbyen Villany, der er centrum for produktion af de store rødvine i Ungarn. Området rundt om Villany er landets varmeste og mest solrige region med lange tørre somre, der giver druerne en lang vækstsæson –
I tiden under sovjetisk herredømme blev produktion af vin først og fremmest et spørgsmål om at levere et aftalt antal liter med en fastsat (høj) procent alkohol, og en vinbonde fortalte os engang, hvordan alt uanset kvalitet kunne afsættes. Han fortalte også, at i de år forsvandt generationers viden om produktion af kvalitetsvin simpelthen, og det har været et langt sejt træk for nye generationer af vinbønder at genoprette det ry for kvalitet, som ungarsk vin tidligere havde.
Nu er der virkelig noget at komme efter, hvis man vil have en anden vin end de kendte franske og italienske. Fra Nordungarn synes jeg specielt godt om den berømte rødvin Egri Bikavér (‘tyreblod’), der ikke må forveksles med den bulgarske rødvin ‘okseblod’, der i sin tid blev importeret af Irma. Hernede i syd går jeg helst efter den fremragende Kekfrankos Cuvee fra en af de nævnte producenter. Hvis AM vælger et glas rødvin, bliver det nok en Kadarka, hvis det skal være hvidvin, bliver det nok en Furmint eller en Olaszriesling.
Villany er en hyggelig lille landsby, hvor vinkældrene ligger side om side med gavlen mod vejen (‘Pince’ betyder kælder på ungarsk) –
Ikke alene har Dionysos slået sig ned her i byen, han har også taget sine ‘mænader‘ med, og det forstår man godt – her er en af dem –
I morgen rejser vi ud af Ungarn, og jeg sidder og tænker over, hvad der har forandret sig siden vi boede her for 20 år siden. Meget er det samme, for eksempel de utroligt ringe landeveje, der har lige så mange huller som en svejtserost. De små landsbyer, hvor stilheden råder og hvor hønsene går frit, er her også endnu i tusindvis, og man kan stadig møde en hestevogn. Den enkeltstående største forandring er, at nu kan man også uden for de store byer bruge engelsk eller tysk i kommunikationen med unge mennesker. Det var stort set umuligt for 20 år siden.
Victor Orban har mildest talt været lunken i sin opbakning til sanktionerne mod Rusland, og derfor var det dejligt i Pecs at møde denne plakat, der sidestiller invasionen i Ukraine med invasionen i Ungarn i 1956 og skriver: ‘Ruszkik Haza’ – ‘Gå hjem, russere!’
Pecs er en dejlig by at gæste, stemningen er venlig og man færdes trygt i byen på alle tidspunkter. Hotel Central hvor vi boede, ligger godt placeret i forhold til bykernen men er alligevel ikke anbefalelsesværdig med små værelser, elendige senge og kedelig morgenmad.
Byen har naturligvis et utal af restauranter, og vi fik i særklasse god mad og fin betjening til yderst rimelige priser på ‘Elefantos Etterem es pizzeria’, der ligger på Jokai Tér ganske tæt ved centrum. Til maden kan det anbefales at drikke et glas Cabernet Franc fra Takler (ved Szegszard) – den er fremragende.
Videre til næste kapitel: Ptuj