Ptuj
Det var regnfuldt, pivkoldt og alt andet end forårsagtigt, da vi ankom til dette gamle hus i den slovenske by Ptuj, hvor vi skal bo et par dage. ‘Sobe Prostija’ hedder det og ligger i byens centrum klods op ad en gammel kirke –
‘Sobe Prostija’ er et gammelt kloster, og da vi var kommet gennem porten, ledte vi efter noget, der kunne minde om en reception, forgæves naturligvis –
Det lykkedes os efter nogen tid at finde en rengøringsdame, der venligt lukkede os ind i vores klostercelle. Den var lige så iskold, som en rigtig klostercelle skal være, så det krævede en del assistance fra de højere magter (el-selskabet!) at få gjort den beboelig.
Turen fra Pecs gennem Ungarn og Slovenien frem til Ptuj gik ad ubegribeligt dårlige landeveje, der fik bilen til at hoppe og ryste på grund af utallige store buler og dybe huller. Det er i hvert fald ikke vejnettet, der har nydt godt af de mange milliarder Euro fra EU, man kan frygte, det i stedet er nogle dybe lommer, der er blevet fyldt godt op.
En kort gåtur i byen viste et meget malerisk centrum, men en nærmere udforskning af byen må vente til i morgen. Som aftensmad fik vi ‘henne om hjørnet’ noget, de kaldte en pizza, men som var en 5 cm. tyk, fastbrændt brødkage med et enormt lag ost på toppen tilsat et bjerg af grøntsager og skinke. Vi gav op efter nogle få bidder. 150 kr. kostede herlighederne til to personer incl. to glas fadøl, så ulykken var til at overse, og trøsten vinkede forude på værelset i form af et glas af den slovenske rødvin, vi fornuftigt havde købt om eftermiddagen. Og slovensk rødvin har et godt ry, så det så vi frem til.
Der var heldigvis skrueprop, så det gik nemt med at få flasken åbnet, og ud strømmede – hvidvin…! Min (dårlige) undskyldning var, at etiketten var på slovensk!
– – o0o – –
Vi er de eneste gæster på klostret, så værten -.en ualmindelig venlig, kutteklædt Franciskanermunk – havde god tid til at servicere os ved morgenmaden. Han lovede os en rundtur og indføring i klosterlivet i morgen, og det ser vi frem til.
Ptuj er nærmest umulig at udtale for en dansker, men det er også det eneste dårlige, der er at sige om byen, for den ligger ualmindelig smukt ved Drava-floden med 20.000 indbyggere og er en af Sloveniens ældste byer.
Der er arkæologiske spor efter mennesker næsten 4.000 år tilbage, og når man går i byens små gader, mærker man i den grad historiens vingesus. Her på en husmur en dejlig familiesituation på et relief fra romertiden –
Byen er fantastisk dejlig at gå rundt i med små, snoede gader, der hele tiden rummer noget nyt at se på – og iøvrigt et utal af små, hyggelige barer –
Det har slået os, at vi overalt får en usædvanlig venlig og imødekommende behandling. Slovenere er simpelthen meget venlige mennesker, og selvom vi ikke forstår et kvæk af deres vanskelige sprog, er attituden umiskendelig: Hjertelig velkommen. I en af byens små gader blev vi kontaktet af en venlig mand, der viste os hen til en meget charmerende cafe, der en gang om året er ramme for poeter fra hele verden. En rigtig dejlig kaffepause –
Højt over byen knejser slottet Grad Ptuj, og vi tog den hårde tur derop –
Det viste sig at være en god ide, for som de eneste gæster havde vi slottet helt for os selv og kunne i ro og mag studere de mange udstillede genstande. H.C. Andersen havde åbenbart været på besøg lidt før os –
Den lokale portrætmaler havde intet at lave, så vi benyttede lejligheden og fik ham til at lave et et par malerier af idrætslæreren og rektoren – meget vellignende, synes jeg 🙂 –
Dagen sluttede i den iskolde gang uden for klostercellerne foran et maleri af en af de lokale munke, der i 1941 frivilligt gik i gaskammeret for at redde en jødisk cellekammerat. De store historier gemmer sig nogle gange i de små –
– – o0o – –
Hovedet skal lige rystes på plads igen efter et par timers fantastisk oplevelse sammen med André, den lokale præst, provst og franciskanermunk, der driver dette B&B ved siden af sine mange andre opgaver. Denne beskedne mand – altid i sandaler, nogle gange i munkekutte – viste sig at være et utrolig sympatisk og vidende menneske, der rev godt og vel et par timer ud af sit travle dagsprogram for at fortælle om sit arbejde, sine visioner – og lidt om sig selv. Her er han i gang ved morgenmaden – som han også serverede –
André er en mand med en mission! Sikkert også en teologisk mission, men det talte han slet ikke om, i stedet brugte han tiden på med glødende intensitet at fortælle om sit arbejde med at give mennesker et fællesskab i kirken med musik og sang som det fælles omdrejningspunkt. Ikke kun kirkemusik, for hans eget foretrukne instrument er trommer (!), og i kirkens ene hjørne tæt ved alteret har han bygget et lille aflukke til instrumenter, keyboard og forstærker. Ikke ligefrem hvad man forventer af en katolsk munk.
Udover det musikalske er André ildsjælen bag arbejdet med at bevare de enestående klosterbygninger, vi bor i, samt den tilknyttede kirke og det fritstående klokketårn, der ses her på billedet –
Klokketårnet stammer fra 1500-tallet og er ikke åbent for offentligheden, men André har nøglen! Så uden at bekymre sig det mindste om dårlige knæ m.m. tog han os med op ad vakkelvorne og stejle trapper, hvor enhver måtte klare sig selv.
Øverst i klokketårnet sidder der et ur, der drives af en mekanik tegnet af ingen ringere end Leonardo Da Vinci! Mit hoved var ved at eksplodere, da jeg blev bevidst om, hvilket unika, vi stod ved –
Forbløffelsen blev ikke mindre, da vi fik forevist, at uret får sin energi fra et 21,5 meter langt pendul (verdens længste, vistnok), der for enden har en enorm sten –
I rummet ved siden af hænger den enorme klokke, der har bimlet og bamlet i århundreder –
Helt nyt for mig var det, at også den trækonstruktion, som klokken hænger i, har betydning for lyden. Man kan derfor ikke blot udskifte en bærende bjælke, den skal nøje udvælges og afprøves for at vurdere, om den giver klokken den helt rigtige klang.
Formiddagen sluttede med en rundvisning i Andrés kirke, og også det var helt uden teologi og mærkværdige, katolske relikvier. Fortællingen var i stedet med vægt på kirkens stilarter, der på grund af kirkens alder rummer både romanske, gotiske og barokke elementer –
Særligt morsomt var det at høre hans stolthed over, at hans stilling gav vetoret i forhold til renoveringsforslag. Han havde haft brug for vetoretten i flere tilfælde, hvor emsige kirkefolk ville ‘modernisere’ kirken ved at fjerne alt det romanske og gotiske og gøre kirken gennemført barok.
Vejret i dag er fremragende, så eftermiddagen blev brugt på en tur rundt i det meget smukke slovenske landskab, som AM her ser ud over ved valfartskirken i Ptujska Gora.
Kirken er først og fremmest værd at besøge på grund af sin fabelagtige altertavle fra 1400-tallet, altså 600 år gammel –
Helt unikt er det, at alle hoveder på altertavlen er forskellige med hvert deres udtryk –
Det var en fornøjelse at lære André at kende, en dybt dedikeret præst uden behov for at missionere men med et stort ønske om at bevare historien i hans by og ikke mindre gøre en forskel for helt almindelige mennesker i Ptuj. Vi havde nogle rigtig gode timer sammen med ham, og ved afskeden forærede han os en flaske vin fra kirkens jord, og i sagens natur må den være særligt god 🙂 .
Her står André som en anden Sct. Peter med – måske – nøglen til Himmerige, i hvertfald med nøglen til hans kirke –
Slovenien, Ptuj og ikke mindst Sobe Prostija har været en helt usædvanlig, positiv oplevelse.
Efter en sidste nat i klostret gik turen i morges nordpå med Viborg som mål – men ikke i ét hug, der er trods alt ca. 1600 km. Første stop var Regensburg, der med fremragende sommervejr viste sig fra sin allerbedste side, charmerende og fyldt med unge mennesker fra byens store universitet. Vi fik en forrygende god middag på en lille, italiensk restaurant ved floden – bruchetta og ‘angry spaghetti’, simpel mad med helt i top. Serveringen stod en sød tysk/italiensk kvinde for, og hendes vejledning om italiensk rødvin var ligeledes et rent 12-tal!
Overnatning foregik på Hotel Hampton by Hilton, et kædehotel, vi har benyttet flere gange og altid med stor tilfredshed.
Sidste etape fra Regensburg til Viborg var på små 1.100 km, tog 12 timer og gik stort set glat. Man kan vælge mellem at tage ruten ‘vestom’, dvs på A7, eller ‘østom’ på A9 via Leipzig. Det er klogt at vælge den østlige rute, hvor der er mindre vejarbejde og færre biler.