Normandiet

Calvados/Normandiet

Fra det hede Midtfrankrig er vi kørt mod vest ud i Normandiet til en campingplads et par kilometer fra den lille havneby Honfleur, der skulle være et besøg værd, og dertil kommer, at Die Oberkartenführerrin altid drømmer om en tur i bølgerne, og måske kan det lade sig gøre her. Området ligger i Calvados-distriktet, og dermed er der to fristelser i området, og sådanne  skal man huske at falde for, inden de forsvinder!

Campingpladsen – La Briquerie – i landsbyen Equemauville (de elsker mundrette navne på disse kanter) viste sig imidlertid at være ucharmerende med en lidt vranten betjening i receptionen og desuden mere støjende, end gamle nisser som os bryder sig om. Vi havde overset, at pladsen i ADAC-campingbogen (alle campisters bibel) er beskrevet som meget ”familienfreundtlich”, hvilket er et synonym for hoppeborge og legepladser. Det er ret behersket, hvor meget vi bruger disse muntre faciliteter, der desuden er med til at gøre pladsen dyr, så konklusionen nærmede sig. Dertil kom, at vi havde fået tildelt en plads på et kedeligt hjørne, så altså: Kun en enkelt overnatning her.

Vi sprang på cyklerne og kørte til Honfleur, der viste sig at være en charmerende gammel by med en lille havn i centrum – lidt a la Nyhavn – og propfuld af turister.

Mit fordæk var pludselig utæt, og derfor blev hjemturen til campingpladsen en lang spurt for at komme i mål inden den sidste luft forlod mig – det lykkedes 🙂 – men til gengæld lukkede supermarkedet netop som vi var gået ind, så vi måtte ty til campingpladsens restaurant, der viste sig at være glimrende. En hel spand kogte muslinger til Anne-Marie så ulækre ud, men de blev spist under en del smasken og ah-lyde, så det var vist rigtig godt. I respekt for havmiljøet tog jeg noget andet.

En sightseeingtur langs kysten for at finde en bedre C-plads afslørede det, vi godt vidste i forvejen, nemlig at her er alt for mange mennesker, og charmen er slet ikke til at få øje på.

Vores erfaringer fra også denne rundrejse i Frankrig er helt klart, at de store strande ved kysterne tiltrækker horder af mennesker og lige så sikkert dræber den charme, der egentlig er til stede.  I stedet søger vi efter de små bysamfund, helst ved en af de store floder, hvor cykelmulighederne er mange og gode.

Adskillige steder i Frankrig (og iøvrigt også i Tyskland) tager de kun mod betaling ‘en espèces’, dvs i kontanter, og sådan var det også her på stedet, så inden vi kunne komme afsted den følgende morgen, måtte vi ud i terrænet og finde en pengeautomat. Den viste sig at stå inde i det lokale supermarked, og vi måtte således vente til det åbnede kl. 9 – lidt irriterende. Så for at kompensere lidt faldt vi for fristelsen –

Det blev et kort ophold i Calvados-området, for hverken vejret (det blæste en halv pelikan), omgivelserne eller de mange turister var tiltrækkende. Vi er drejet ind i Normandiet til en lille by, Les Andelys, 40 km. sydøst for Normandiets ‘hovedstad’, Rouen og har fundet en særdeles smukt beliggende C-plads ved Seinen, Les Trois Rois. Turist-horderne er væk, stemningen er fransk og stille, og her er vildt smukt. En cykeltur i og omkring byen gav helt bestemt lyst til at blive her noget tid endnu –

Limstensbjergene er umådeligt smukke, men rummer også myriader af små og skarpe sten 🙁

Slangen har været lappet mange gange, så for en sikkerheds skyld fik vi en cykelsmed i Andeslys til at sætte en ny slange på, hvilket han gjorde hurtigt og professionelt. Sjovt var det at iagttage en fransk cykelsmed arbejde iført lys skjorte, pæne bukser med pressefolder samt elegante, nypudsede sorte sko med lædersåler (og mundbind, naturligvis). Ikke en plet kom der på hans tøj, og kun lidt håndvask var nødvendig bagefter. “Sådan, Erling!”, sagde Die Oberkartenfürhrerrin imponeret uden at jeg forstod meningen. Til slut en regning på godt 100 kr. alt inclusive, og så var reparationen endda udført i den flinke mands middagspause.

Højt hævet over Les Andeslys ligger ruinerne af en enorm borg –

Borgen blev bygget i slutningen af 1100-tallet af den engelske konge Richard Løvehjerte, der også var hertug af Normandiet. Det var selvfølgelig en torn i øjet på den franske konge, Philip Augustus, der efter voldsomme kampe erobrede borgen i 1204, smed Richard Løvehjerte ud og gjorde Normandiet fransk igen. I de efterfølgende mere end 200 år forblev væsentlige dele af Frankrig at være genstand for strid mellem dynastierne i England og Frankrig, og særlig indviklet blev det, når Frankrig allierede sig med Skotland, hvilket bl.a. skete un der den såkaldte hundredårskrig fra midten af 1300-tallet. Først i midten af 1400-tallet mistede England endegyldigt sine besiddelser i Frankrig. Brexit kan på sin vis ses som en forlængelse af århundreders strid mellem England og kontinentet.

Borgen er i høj grad et besøg værd, og vi cyklede derop ad en stejl og snæver vej, men den kan også nås med bil, mens det til fods vil være en drøj tur. Den kan beses udefra hele døgnet, men vil man ind i borgen skal man huske, at der som alle andre steder i Frankrig er  middagspause fra kl. 12-14, og gitterporten så stor og solid ud, så det nytter næppe at forsøge (endnu) en erobring.

Les Anderlys og byens omgivelser er så fine og varierede, at der ikke er grund til at gøre andet end at opleve det på cykel og gåben. Alligevel lod vi os lokke af guidebogen til at køre en tur til Normandiets hovedstad, Rouen. Byen er flot med ikke mindst en vildt imponerende katedral med en udsmykning, som jeg ikke mindes at have set magen til –

Katedralen er berømt af flere årsager, dels fordi berømte personer – eller dele af dem – ligger begravet her. Blandt dem er vikingehøvdingen Rollo i et kapel med en stor model af et vikingeskib, men også Richard Løvehjertes hjerte ligger her i en krukke. I hvert fald er det fortællingen, men som så meget andet i den katolske kirke ved man aldrig, om det er er fakta eller fup. Endnu mere berømt er nok Jeanne d’Arc, der som attenårig i 1431 blev levende brændt på et bål uden for kirken iført en kjole, hvorpå der stod “kætter”. Hendes forbrydelse – i kirkens øjne – bestod i, at hun bar mandetøj og rustning og desuden havde begået gudsbespottelse, fordi hun hævdede at have fået sin livsmission direkte fra Gud. Missionen bestod i at kæmpe for at befri Frankrig fra engelsk overherredømme i slutningen af den hundredårskrig, jeg har nævnt ovenfor. 25 år efter at have myrdet hende kom kirken på andre tanker og rehabiliterede hende og i 1920 blev hun helgen-kanoniseret. Gad vist hvem der kan redegøre for den indre sammenhæng i den historie. I dag er Jeanne d’Arc et fransk frihedsikon.

Rouen er særdeles hyggelig at gå rundt i, og turismen har slet ikke opdaget byen endnu, så her er også dejlig fredelig. Byen blev meget hårdt beskadiget under hårde kampe i slutningen af 2. verdenskrig men er idag smukt restaureret –

Eneste minus ved Rouen er det sædvanlige ved de fleste byer i Frankrig – trafikken er kaotisk og det er svært at finde en p-plads, og man må gøre op med sig selv, om et besøg er bøvlet værd. Vi synes det – måske – ikke!

Videre til næste afsnit: Alsace

Nye indlæg