Hjemtur over Belgien og Holland

Hjemtur over Belgien og Holland

Flamske Brügge er utvivlsomt en af Europas smukkeste og mest velbevarede byer, tilsmilet af held i både 1. og 2. verdenskrig, som byen trods besættelse slap igennem uden ødelæggelser.

Vi er indkvarteret på Luna B&B i Schouwvegersstraat 26 i centrum af Brügge med gratis P-muligheder i nærheden. Vi har et beskedent men hyggeligt værelse på 2. sal, hvor vi deler toilet med naboerne, men det er som i Gent det kompromis, der må indgåes for at få et værelse i centrum til en rimelig penge (ca. 600 kr/nat).

Brügge er utrolig smuk at gå rundt i, og tricket er at komme nogle gader væk fra ‘Markt’ i den inderste bykerne, hvor der her i august er alt for mange turister. Ydermere er bilkørsel tilladt overalt i de smalle gader, så her er unægtelig noget overfyldt. Vi gik en 5-6 km. tur rundt i periferien af centrum og så en perlerække af utroligt velbevarede 15-1600 tals huse. Når man tænker på Rosenborg, Børsen m.m. i Kbh. er det ikke svært at se, hvor danske Chr. d. IV fik sin inspiration fra. Her er nogle indtryk fra vandreturen (tryk for store billeder) –

Belgien var indtil 1830 en del af ‘Nederlandene’ med Holland som det dominerende land, men bl.a. religionsforskelle var med til at splitte unionen ad. Mens hollænderne var protestanter, endog af den strenge calvinske slags, var belgierne katolikker, og det sidste ses tydeligt i gadebilledet –

Byens hovedkirke hedder Sint-Salvatorkathedraal og rummer nogle mildt sagt alternative fremstillinger af Jesu lidelseshistorie. På kirkens store altertavle er Jesus forvandlet til en længdespringer i lette gevandter –

Her uddeles der point for præstationen –

– og her afviser overdommeren en protest mod den ukorrekte sportsbeklædning –

Brügge er en dejlig by at besøge, men også denne by er oversvømmet af turister, hvilket ødelægger noget af oplevelsen i den smukke bykerne og betyder, at priserne er markant højere end i Bretagnes provinser (40 kr. for en kop kaffe i Brügge mod 10 kr. i Bretagne). Når man har set centrum og er blevet træt af at gå i hælene af alle de andre, kan man med fordel gå følgende tur, der er lige så smuk, bare uden turister: Start ved at gå ned ad på Ezelstraat, drej derefter til venstre ad Pottenmakerstraat, til højre over kanalen ad Vlamingstraat, hurtigt derefter til venstre ad Kortewinkel, til højre ad Spanjardstraat og frem til den smukke plads Jan Van Eyckplein – opkaldt efter den berømte 1400-tals maler Jan Van Eyck. Undervejs er der mange smukke bygninger og karakteristiske Brügge-miljøer – her er et par stykker af dem:

Flamsk er et næsten umuligt sprog for os at forstå – og kønt lyder det bestemt heller ikke – men det er sjovt at læse overskrifter og gadeskilte, for mange af dem kan man faktisk sagtens gætte sig til betydningen af, prøv bare disse eksempler (tryk for store billeder):

Vi sluttede dagen med at spise på Jan Van Eyckplein – noget dyrere end sædvanligt, men også bedre – og ikke mindst deres vinkort var fremragende. Vi drak en glimrende italiener fra Alba til 35€, men det var svært at få øjnene fra nabobordet, hvor et engelsk par på vores alder først bestilte en hvidvin til 55€, som de ikke brød sig om og derfor straks bestilte en anden i samme prisklasse, hvorefter de fik en flaske rødvin til 100€ – altså vin for ca. 1600 kr…! De viste sig at være sjove at snakke med, og i fællesskab – højlydt sekunderet af en amerikaner ved et tredje bord, fik vi gjort grin med og rystet på hovedet af Brexit, Theresa May, Boris Johnson og ikke mindst Trump. In vino veritas! Om Brexit sagde de, at alle tænkende mennesker i UK nu er klar over, at man blev vildledt på det groveste og grundigt har fortrudt beslutningen, men om der er en nødplan, havde de ingen anelse om. Min kommentar var den principielle, at folkeafstemninger næsten altid er noget skidt, fordi der ingen mindretalsbeskyttelse er. Flertallet – uanset hvor lille det er – tager hele stikket hjem og mindretallet får absolut ingenting, hvilket er særdeles udemokratisk.

Vejen ud af Belgien er som altid et inferno af trafik. Landet er arealmæssigt mindre end Danmark, og her bor over 11 mio. mennesker, så det siger sig selv, at her er der myldretid fra tidlig morgen til sen aften. Man kører i en uendelig slange af biler – ofte tre slanger ved siden af hinanden – og motorveje snor sig mellem hinanden, så som chauffør skal man i den grad være på tæerne. Vi kom ud uden skrammer og havde som tidligere besluttet at lægge ruten vest om Hamburg for at undgå de værste trafik-problemer. Vi overnatter i den lille by Jorg ved Elben og besøgte nabobyen den gamle Hansestad Stade, der er meget charmerende med mange smukke og velbevarede 15- og 1600 tals huse, vinbarer og utallige restauranter (tryk for store billeder) –

Vi sluttede dagen på en græsk restaurant i byen, hvor spisekortet ikke – IKKE – var populært hos undertegnede 🙂  –

Nye indlæg