Området omkring Saint-Mont-Michel
Fra Dunkirk gik turen 450 km. videre til vores ’hotel’ i Bretagne, 3 km. fra landsbyen Ducey ikke langt fra Mont-Saint-Michelle. ’Hotel’ står i anførelsestegn, for stedet viste sig at være en smuk og charmerende gård med navnet ‘Sources‘, hvor vi blev modtaget af et meget venligt værtspar, Martine og Daniel Thiery. Adressen er 5, Lentille, 50220 Poilley, men vores navigationssystem i bilen kunne ikke finde stedet, men det kunne Google-map, så vi fandt ret let derhen.
Gården er gammel, men uhyre velholdt, og omgivelser og værelser er indrettet i fransk retro-stil med uendelige mængder af nips ude og inde (tryk for store billeder) –
Ved velkomsten begik jeg den klassiske fejl at sige, at jeg taler en ’smule’ fransk, hvilket som sædvanlig her i landet blev hørt som at jeg taler flydende fransk…., og de flinke værtsfolk snakkede siden da med rivende hast i munden på hinanden med oplysninger af alle slags.
En af de mest markante anbefalinger gik på, at vi burde besøge Auberge de la Sélune i landsbyen Ducey kun 3 km. væk – det ville være en gastronomisk oplevelse, lovede værtsparret. Det lød godt, vi fik bestilt bord til samme aften – og det blev en oplevelse…!
Vi gik de 3 km til Ducey gennem de smukkeste og mest charmerende franske landsbymiljøer og fandt frem til det lovede gastronomiske køkken. Spisekortet var begrænset til 3 forskellige hovedretter, hvilket normalt giver løfter om kvalitet, og naturligvis var de beskrevet på fransk, dog suppleret af engelske undertekster. Fint, syntes vi, og AM bestilte 3 østers til forret mens jeg holdt mig til “noget” med and. Til hovedret bestilte AM en fisk (torsk), mens jeg hastigt fravalgte menukortets ret nr. 2 – grisemave – og overvejede i stedet ‘Ris de Veau’, som i den engelske undertekst var oversat til ‘Sweetbread’, hvilket ikke gav megen mening. Google-translate fra fransk til dansk er jo en udmærket opfindelse, og den fortalte mig, at ‘Ris de Veau’ betød noget i retning af ‘kalv i strimler’, hvilket lød spiseligt, så det valgte jeg. Med knurrende maver afventede vi derefter maden.
AM’s østers var flotte –
På billedet nedenfor har jeg med AM’s gnækkende latter i ørerne – man aner mit betuttede ansigtsudtryk – lige opdaget, at min forret, “noget med and”, overvejende bestod af snegle, der mistænkeligt mindede om de uhyrer, jeg jagter med spaden derhjemme i haven –
Sneglene havde – i dødsøjeblikket 🙁 – krummet sig sammen og lignede nu små slimede bildæk, anbragt på noget, der lignede en dansk morgenkrydder med et drys ukrudt ovenpå. Efter en enkelt mundfuld skyllede jeg efter med 4 liter vand, sådan cirka, og vederkvægede mig derefter med at følge AM’s indtagelse af sine østers.
Bekæmpelse af sulten var jeg jo ikke rigtig kommet så langt med, så nu satsede jeg fuldtonet på hovedretten, og det begyndte godt med Am’s fisk. Den var god, omend så salt, at hun en overgang funderede over, om retten mon var klipfisk, men hvad med min Ris de Veau? Da den blev serveret, må vi have lignet spørgsmålstegn, for vi anede ikke hvad det var. Det lignede en stor knytnæve overhældt med en fed, hvid sovs, men hvad var det…? Store hvide fedtklumper på oversiden af ‘knytnæven’ satte os på sporet, og et nyt Google-opslag den modsatte vej (fra dansk til fransk) bekræftede, at jeg havde fået kalvebrisler med sovs…! To ledsagende kartofler var omhyggeligt udhulet og fyldt med med en mayonaise-lignende tyk, gul creme med et par sorte trøfler på toppen. Efter en enkelt mundfuld skyllede jeg atter engang efter med 4 liter vand, og vederkvægede mig derefter – igen – med at følge AM’s indtagelse af sin fisk.
Til dette storslåede måltid havde vi bestilt en flaske Beaujolais, og den var til prisen udmærket men ganske karakteristik noget ‘metallisk’ i smagen og langt fra den dybe, runde smag, som vi så godt kan lide ved en god Italiener eller Sydafrikaner.
Det blev et minderigt måltid – en oplevelse, som vi var blevet lovet – og jeg kan stadig for mit indre øre høre AM’s latter hele vejen tilbage til hotellet…! Men hvordan kalvebrisler kan blive til ‘sweetbread’ på engelsk, er stadig en gåde for mig…:-) .
Oplevelser i området omkring Ducey
Udhvilede – og for mit vedkommende hundesulten (det er begrænset, hvor meget et par glas Beaujolais og 4 små trøfler mætter 🙂 – vågnede vi næste morgen til en dejlig fransk morgenmad, serveret af den flinke værtinde. Her var hverken søuhyrer eller brisler men til gengæld fortræffelig kaffe og croissanter, og med dem i maven var vi klar til dagens strabadser på de cykler, som vi som afslutning på aftenens kulinariske oplevelse havde lejet på restauranten.
Bretagne har et meget fint og godt afmærket net af cykelstier, som vi kastede os ud på i retning af områdets hovedseværdighed, Mont-Saint-Michel –
Efter nogle kilometer dukkede den kendte og fantastiske profil op i den sky-tunge horisont –
Tidevandet omkring Saint Michel er det kraftigste i Europa med en forskel på ikke mindre end 14 meter mellem flod og ebbe, og man siger her, at når højvandet kommer, går det så stærkt som en hest i fuld galop, så man er ualmindelig tåbelig, hvis man ved ebbetid begiver sig på eventyr på de blotlagte banker. Da vi kom lidt tættere på Saint Michel, så vi hvordan lokale beboere samlede de fisk, der ikke nåede at komme med tidevandet, da det trak sig tilbage, og det var mange –
Helt tæt på er Mont Saint Michel et mageløst syn –
Øen og klostret har naurligvis en lang og glorværdig historie begyndende med en irsk eremit, der boede her relativt kort tid efter vor tidsregnings begyndelse. Områdets store stamme, frankerne, erobrede og fatsholdt området indtil vikingerne i 900-tallet slog til og hærgede såvel øen som de omkringliggende områder.
Det berømte Bayeux-tapet, der fortæller historien om normannernes erobring af England i 1066, har også en scene fra Mont Saint Michel, hvor riddere bliver reddet fra områdets kviksand –
Vi havde glædet os til at besøge klostret, der i dag bebos af munke af ordenen ‘Jerusalems brødre”, men da vi endelig kom frem til øen, mødte vi den ultimative mur –
Horder af turister – horder – var sammen med os på vej til øen, og inde i de snævre gader blev det helt uudholdeligt –
Efter en kort rundtur i turistfælden flygtede vi tilbage til cyklerne og de stille cykelstier i baglandet bag Mont Saint Michel.
Da vi kom hjem, havde vi cyklet 60 km. og gået 6, så benene var lidt trætte. Vi besluttede (svære overvejelser 🙂 ) at springe over kalvebrisler og dræbersnegle denne aften og købte i stedet en baguette, en skive ‘Terrine de Campagne’, lidt ost og en flaske rødvin til vores aftensmad. Og smagte det godt? Himmelsk! Ikke en antydning af slimede snegle…!
Også næste dag bød på en gedigen cykeltur til byen Avranches, der bestemt var turen værd. Den er smuk med masser af krogede og spændende gader, og så gør det jo heller ikke noget, at man på disse kanter kan få en kop kaffe på en fortovscafe til en flad ti’er. Vi fik også en simpel frokost her i byen, og jeg har nu lært på den hårde måde, at her i Bretagne skal man hele tiden være på vagt, for ellers lusker de slimede snegle ind i alle mulige retter, der egentlig handler om noget helt andet… 🙂 .
Byen er mest kendt for, at General Patton i 1944 foretog et af sine store fremstød netop her, og derfor er han i dag nærmest udnævnt til byens skytsengel –
Da vi kom hjem, havde vi cyklet ca. 40 km og gået godt 10 km, så ben og krop var atter godt brugt. De lejede cykler skulle afleveres denne eftermiddag, og da det var sket i Ducey, havde vi lige 3 km. ekstra til fods hjem til ‘Les sources’.
Jeg har i ovenstående behændigt undladt en enkelt detalje, men frem skal det jo…! De mange kilometer på cykel blev foretaget på el-cykler, der ikke trækker os afsted men dog sørger for medvind på cykelstien, så lidt snyd er det. Men med samlet 138 år på bagagebæreren går det vel an… 🙂 .
Byen Dol ligger ca. 35 km. fra vores ‘hotel’, og vi besøgte den et par gange, fordi byen bestemt er et charmernede bekendtskab med en sprudlende hovedgade, hvor den ene mere charmerende husfacade afløser den anden og hvor også byens store katedral er et besøg værd –
Dol har et stort marked i centrum hver lørdag, og naturligvis er de allestedsnærværende østers et hit også her –
Østers ‘dyrkes’ sammen med muslinger i havet på disse kanter, og vi besøgte en af østerfarmene. Vi blev transporteret med traktor langt ud i det mere eller mindre tørlagte hav, hvor en meget ihærdig og grundig biolog fortalte om vanskelighederne ved at dyrke de eftertragtede skaldyr, der opbevares i store ‘poser’ på stativer i havet, mens de vokser –
Havet på disse kanter har en tidevandsforskel på ikke mindre end 15 meter, og det både kommer og går langt, langt hurtigere end man forestiller sig. Vi besøgte skaldyrfarmene mens havet (heldigvis!) var på vej ud, og der er kun 15 min.s forskel mellem de to billeder nedenfor, taget på nøjagtig samme sted. Man forstår intuitivt, at det er forbundet med livsfare at begive sig ud på bankerne på det forkerte tidspunkt –
Der er et utal af smukke bretonske landsbyer, og vi besøgte bl.a. Saint Suliac, der ligger med en dejlig placering ved havet og smuk på samme måde som Ebeltoft og Ærøskøbing er i Danmark, lidt for turist’et måske?
Områdets mest berømte by er Saint-Malo, og den ligger utrolig smukt –
Men, atter engang: Vi kom til byen en lørdag i august i dejligt vejr men måtte nøjes med at se byen på afstand. Horder af turister og deres biler betød, at var fuldstændig umuligt at finde en parkeringsplads, vi forsøgte længe, sad ‘fast’ adskillige gange og til sidst besluttede vi at opgive besøget og i stedet køre den nærliggende og mindre kendte by, Cancalle. Det viste sig at være en god ide, for selvom byen slet ikke kan måle sig i skønhed og historie med Saint-Malo, så ligger den smukt ved vandet, er fyldt med gode restauranter, og trafikmylderet med tilhørende parkerings-kaos er et niveau lavere end i Saint-Malo.
Videre til kapitlet: Området omkring La Baule