Roussillion/Catalonien
Fra Provence er vi kørt de sidste kilometer til grænsen mellem Frankrig og Spanien, nærmere betegnet til den franske region Roussillion, der er den nordligste del af Catalonien, hvoraf hovedparten ligger i Spanien med hovedsæde i Barcelona. Mange indbyggere i Roussllion betragter sig mere som catalanere end som franskmænd, og de har deres eget sprog og kultur. Når man opholder sig i området, bemærker man da også, at by- og vejskilte både er på catalansk og på fransk.
Vi har reserveret plads på Campingpladsen La Plage i kystbyen Argelés-sur-Mer, der – viser det sig – er tætpakket med franskmænd/catalanere, der holder deres sommerferie her med børn, hunde og endog fritgående høns! Der bliver spillet bold, kørt på løbehjul, vasket tøj, lavet mad, snakket, grinet, råbt, grædt og kaglet rundt om os, og da vores nabo åbenbart er en slags centrum for det hele, summer luften bogstaveligt af lyd. Ikke larm i den forstand, men masser af lyd.
Argelés-sur-Mer er et ferie-orgie med alt, hvad det indebærer. Strand, restauranter og cafeer så langt øjet rækker og masser af mennesker iført solbriller og ikke meget andet – og slet ikke mundbind. Stedet er en potentiel corona-bombe, for der bliver heller ikke holdt afstand, og kombinationen af sol, sommer og masser af barer fyldt med ubekymrede mennesker kan nemt fremkalde en ny bølge af Covid-19, hvis uheldet er ude. Personalet på restauranter og cafeer bærer som hovedregel mundbind, men da det er varmt, bliver de forståeligt nok trukket ned med jævne mellemrum for at få lidt luft til ansigtet. Vi bærer naturligvis mundbind så snart vi er indendørs eller hvor der er mange mennesker.
Mange af restauranterne langs kysten er inspireret af det spanske køkken, og vi fik den første aften 2 fortræffelige tapasanretninger med hhv. kød og fisk – gæt selv fordelingen – og dertil et par glas fremragende catalansk vin –
Det er forståeligt med de mange mennesker, for kystområdet er smukt –
– og da vi dagen efter cyklede mod syd til den lille kystby Collioure, var der endnu flere mennesker, for byen og dens omgivelser er ualmindeligt charmerende –
Moderne turisme rummer et stort dilemma. Få steder i Europa er så smukke som her i Sydfrankrig/Catalonien, og derfor strømmer turisterne hertil i så stort stort et antal, at det bidrager til at ødelægge den charme, de kom for at opleve…! Og hvordan løser man lige det dilemma?
Der er naturligvis en enkel og effektiv måde at reagere på, og det er ved at forlade disse steder, som masseturismen er godt i gang med at ødelægge, og derfor har vi idag søgt ind i de vilde og flotte Pyrenæer-bjerge, hvor scenerierne står i kø –
Her er charmen og autenciteten til stede i fuldt mål, trafik- og turisthelvedet er væk, restauranternes priser falder og folk bliver flinkere. Det er ikke svært at vælge, hvor der er godt at være.
Fra Angeles-Sur-Mer kørte vi ad små veje, nærmest gedestier, der som en proptrækker snoede sig og og ned, og første mål var byen Séret, der har et stort museum for moderne kunst, som Anne-Marie gerne ville se. Det viste sig at være lukket p.g.a. ombygning, men køreturen var slet ikke forgæves, for byen viste sig at være er en catalansk perle med en stille og dejlig stemning, mange krogede gader og dejlige pladser – og vi så ikke en eneste turist –
Blandt byens mange eksistenser stødte vi på denne snurrige fætter, som vi aldrig havde set magen til. Om det er en hund eller en ombygget gris fandt vi aldrig ud af, men den vogtede indgangen til en kjoleforretning, og det gjorde den vældig godt (tænkte jeg ved mig selv 🙂 ).
Fra Céret gik turen videre af vej 618 mod Vinca, og små byer og fabelagtige landskaber afløste hinanden efterhånden som den smalle ‘gedesti’ førte os op og op (når vi da ikke skulle bakke for en modkørende bil!) –
At befolkningen i dette grænseland mellem Frankrig og Spanien først og fremmest ser sig selv som catalanere – og først i anden række som franskmænd – ser man overalt, hvor der flages –
I den lille landsby Saint Marsal fik vi for en beskeden sum Euro en fremragende catalansk specialitet bestående af et udvalg af pebre, der havde simret i et par timer –
Endemålet efter nogle timers kørsel var den imponerende borg Villefranche-de-Conflent, der blev bygget i 1659 som fransk forsvarsbastion mod Spanien –
Borgen ligger højt hævet over landsbyen Villefranche, og der er 800 trin, hvis man går derop. Vi hyrede i stedet (for sølle 7 €) en 4×4 jeep til at køre os derop, og det var lidt af en oplevelse, for dels var det virkelig 4-hjulsterræn, dels havde såvel bil som chauffør passeret deres udløbsdato for mange år siden. Vi fandt chaufføren på byens bar (!), og hans lidt snøvlende fransk afslørede, at han vist havde opholdt sig der ganske længe! Da han hentede os igen 2 timer senere, var sproget ikke blevet bedre, og det skyldtes ikke tør hals…!
Borgen er vildt imponerende må have været nærmest umulig at indtage med metertykke mure og utallige skydeskår –
Indvendig er borgen en labyrint, og med et knæ, der absolut ikke vil samarbejde, ville Anne-Marie – dengang – ikke have vundet mange tvekampe på disse 75 trins trapper og lange, snævre gange –
Borgen rummer både et kvinde- og mandefængsel, og pudsigt havde man dengang for 350 år siden brugt kræfter på at male celledørene i hver sin farve – fordelingen giver vist sig selv –
Tilbage på campingpladsen kan vi konstatere, at alt på vores lille parcel er nøjagtig som det var, da vi kørte i morges. Vi bor tæt som i en fransk/spansk lejekaserne, og alt – ALT – registreres af utallige øjne og ører, så strengt taget er det helt overflødigt at låse efter sig. Det nærmeste overvågningskamera sidder kun 5-6 meter fra os og fungerer urokkeligt morgen, middag og aften –
På den sidste dag her ved Angeles-Sur-Mer forsøgte vi os med en cykeltur rundt i området, og det blev en oplevelse. Cykling blev der ikke så meget af, for turistkortets mange ’piste cyclable’ – cykelstier – viste sig blot at være en opdeling af fortovene i 2 baner, hvilket ingen kan finde ud af, og med myriader af fodgængere stod vi af og på cyklerne i en uendelighed. Fransk fis på flaske. Vejene kan vi ikke cykle på, for de ligner Bilkas parkeringsplads op til jul, godt suppleret af varebilerne, der blokerer trafikken for at komme af med varer til de mange restauranter, og de små oaser med stopforbud er proppet med parkerede biler. Som det da kører. Et barn er faldet af det lille ’futtog’, der kører rundt med turister, og hun skriger, mens de voksne skændes. Det nærmede sig kaos, mens solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen passerede de 30 grader. Føl stemningen.
Vi havde behov for et svalende bad – mon ikke – og på vejen mod havet blev vi mødt af et herligt sansebombardement fra cafeernes stegte kyllinger, kebab, mulles frites, bilernes udstødning, kokos fra litervis af sololie, cigaretrøg, almindelig sved, parfume fra de hotte damer, godt brugt fritureolie – det hele er her, og folk strømmer til. Det kan ikke blive tæt nok. Men vandet var godt, til den friske side med kun 22 grader, syntes jeg, mens Die Oberkartenführerrin ikke var til at drive op af vandet igen.
Hvis Vorherre – når den tid kommer – beslutter sig for at sende mig i helvede for mine synders skyld, vil et strandparadis som dette være et godt bud.
Det er den 14. juli, Frankrigs nationaldag, men pga corona-krisen er det traditionelle fyrværkeri-show aflyst, men lidt fest blev der dog, da Marseillaisen kl. 12 gjaldede ud fra højtalere på torvet i Angeles-Sur-Mer, hvor vi tilfældigvis opholdt os. I sin traditionelle festtale i Paris lovede Præsident Macron fokus på beskæftigelsen i Frankrig og gav samtidig en lønforhøjelse til alle i den franske sundhedssektor som tak for indsatsen mod Corona. Det kan dog ikke skjule, at Frankrig er et land i krise, og et varmt efterår venter de franske politikere.
Fest eller ikke fest, mad skal der til, og vi spiste denne aften på kajkanten i Angeles-Sur-Mer. Jeg fik noget rigtig mad, mens Anne-Marie måttes nøjes med noget simpelt fra havet –
Videre til næste afsnit: Occetanien