En af de store fornøjelser ved at rejse i Europa er, at man på en dags bilkørsel kan opleve forskellige sprog, forskellige madvaner, forskellige byggestile osv. Vi kørte fra den tyske Moseldal mod sydvest, gennem Luxemburg og derefter ind i den franske Moseldal mellem Nancy og Metz, hvor vi camperer på en fin plads i den lille by Liverdun. Undervejs skiftede landskabet og husene karakter flere gange, og nu skal vi have udskiftet det rustne tyske sprog ud med det rustne franske.

Turen forbi Metz – hovedstad i regionen Lorraine – på en fin og fredelig fransk motorvej var en stærk kontrast til områdets blodige historie. Efter den fransk-preussiske krig 1870-71 annekterede det nye tyske kejserrige både Alsace og Lorraine – selvom begge områder var primært fransktalende – og først efter afslutningen af 1. verdenskrig vendte områderne tilbage til Frankrig. Igen under 2. verdenskrig blev Lorraine og Metz okkuperet af Tyskland, og først efter amerikanernes befrielse af området i 1944 blev det frit og fransk igen. Markerne her har været badet i blod, men da vi kørte forbi tidligere i dag, var det heldigvis bare valmuerne, der farvede markederne røde.

Aftensmaden var nogle af vores favoritter: kogte artiskokker, fransk landpaté og dertil en fabelagtig rød Bourgogne. Jeg har tidligere ment noget andet, men nu har jeg lagt mig fladt ned og giver de frankofile ret. Fransk vin er i en klasse for sig.

En 50 km. lang cykeltur langs Mosel førte os fra Liverdun til Toul t/r. Terrænet er fladt, de aggressive franske bilister er langt væk, og undervejs er der masser at se på – fiskehejrer, store rovfugle, grønne frøer, gæs med røde øjne og endog en bæver, der spiste frokost i vandet ved siden af cykelstien. Selvom Toul er en lille by, har den som så mange andre franske byer en imponerende katedral fra 1200-tallet –

Et besøg i den mægtige katedral viste, at franskmændene tager corona-truslen mere alvorligt end de fleste. Selv længst afdøde helgener (en af dem havde nedkæmpet en drage, fortælles det!) har mundbind på 🙂  –

I såvel den græsk-ortodokse som den russisk-ortodokse kirke har de kirkelige overhoveder erklæret, at coronaen ikke har en chance mod Gud, og derfor er der ingen grund til at beskytte sig under en gudstjeneste. Helt så skråsikre er kollegerne i den romersk-katolske kirke imidlertid ikke, og i katedralen i Toul havde man – bare for en sikkerheds skyld, hvis Vorherre er træt – indrettet sig efter myndighedernes anvisninger –

Også udenfor kirken vakler troen – det engang så stolte og store socialistparti har lukket og låst efter sig –

Toul var forbløffende stille at gå rundt i, og det normale, sydlandske gadeliv var der intet af. Mange butikker var lukkede og i de åbne butikker var der kun ganske få kunder. Mange bærer mundbind på gaden, og det slog mig som noget overraskende, hvor meget af personligheden, der ligger i ansigtet. Når man kun kan se øjnene, er han/hun så sympatisk eller usympatisk, køn eller kikset, sød eller sur? Det er umuligt at afgøre.

Floddalene er cykelstrækninger par excellence, og dagen efter cyklede vi 45 km t/r til Nancy, en smuk provinsby, der er så fransk så fransk med guld og gloire på Place Stanilas, opkaldt efter den polske hertug Stanislav, der i midten af 1700-tallet modtog Lorraine som et personligt fyrstedømme af sin svigerfar, kong Ludvig den 15 –

Nancy er idag en moderne provinsby med hyggelige gader, hvor cafeer og restauranter også her i coronatiden er fyldt til bristepunktet –

Spisekortene er mildt sagt omfattende, og priserne mere end rimelige –

Vi fik en fremragende frokost på “La Table de Bacchus” på Rue des Maréchaux – ca 200 kr ialt for hver en hovedret, et glas vin, vand og en kop kaffe.

Forleden dag havde jeg købt en flaske Bourgogne og så frem til at drikke den ved aftenens måltid i campingvognen, for rød Bourgogne er virkelig en delikatesse. Som det er sket før – alas – viste det sig imidlertid, at jeg i farten havde overset, at der stod ‘Aligoté‘ på etiketten, hvilket jeg udmærket ved er en hvidvinsdrue. Pokkers, pokkers! Mon jeg nogensinde lærer det? 🙂

Bourgogne

320 km sydpå fra Liverdun bragte os fra den ene flod til den næste, fra Mosel til Saône. Begge har deres udspring i Vogeserne i Lorraine og løber efter ca. 500 km. ud i hhv. Rhinen ved Trier og Rhone ved Lyon.

Turen foregik på de fine franske motorveje, hvor der som regel er god plads. Turisttrafikken er stadig beskeden, og vi så kun få udenlandske campingvogne, fortrinsvis hollandske. Vi camperer på en pragtfuld plads, Château de L’Éperviére, der ligger ved landsbyen Gigny-Sur-Saône lidt syd for Chalon-sur-Saône. Et gammelt slot og dets park er omdannet til campingplads med store afgrænsede pladser, fine sanitære faciliteter og både restaurant og ’take-away’.

Landsbyen er så fransk som den kan blive, og da vi cyklede igennem for et par timer siden i den bagende eftermiddagssol var stilheden øredøvende. Absolut intet bevægede sig, selv luften stod stille, og mens hundene var gået omkuld under de store træer, var menneskene gået ind bag nedlukkede skodder for at spise dagens store måltid med en lur som dessert. Vi er virkelig langt ude på landet med stilhed, frisk luft, solsikker og en fin cykelsti langs floden kun et par hundrede meter herfra.

 

Da vi kørte ind i Bourgogne-distriktet, lokkede vejskiltene med alle de store vinnavne: Mersault, Nuits-Saint-Georges, Beaune og mange flere. Frankrig er verdens største vinland, men med ægte fransk arrogance opdagede man først sent, at USA, Australien, Sydafrika m.fl. har vendt op og ned på, hvad en flaske god vin skal koste. Hjemme køber vi kun sjældent fransk vin, fordi det er uforudsigeligt, hvad man får for pengene, mens det er meget nemmere med vine fra den nye verden og/eller Italien, hvor man som hovedregel får, hvad man betaler for. Nu er vi imidlertid i Frankrig og skal naturligvis smage landets vin (det er i øvrigt næsten umuligt at opdrive andet på hylderne i et normalt supermarked!), men det er en smule kompliceret at finde rundt i den franske vinverden.

En del fransk vin – ’Vin de Table’ og ’Vin de Pays’ – er noget tyndt pjask, som ikke gør nogen skade men heller ingen glæde, så det kan man begynde med at ignorere. Skal man have en flaske kvalitetsvin, skal der som udgangspunkt står AOC (Appelation D’Origine Contrôlée) på flasken, hvilket er en geografisk oprindelsesgaranti. Det er vigtigt, for franske vine smager vidt forskelligt afhængig af, hvor de kommer fra. Bourgogne-vinene er bløde og elegante (og de bedste koster en bondegård), Beaujolais-vinene i den sydlige del af Bourgogne-området er rare og ukomplicerede, nemt drikkelige og til at betale, vine fra Rhône og Languedoc er kraftige og undertiden krydrede og endelig er der alle vinene fra Bordeaux, der af mange betragtes som verdens epicenter for vin.

Man ser ofte forgæves efter druen på en flaske fransk vin, for den franske vinlovgivning bestemmer, hvilke druer der må dyrkes i et givet område, og derfor ved ’enhver’ (her dukker arrogancen op igen!), at Pinot Noir er lig med Bourgogne, Gamay er lig med Bejaulais, Merlot er lig med Bordeaux og er det Grenache så er vi i Rhône-området – for nu at sige det lidt enkelt.  Ofte er vinen stukket sammen af flere forskellige druer, men dette er hovedreglen.

AOC-vine har deres eget hierarki. Allerbedst og dyrest er vine med betegnelsen ’Cru’ (kan være dyre som bare h……), dernæst ’Village + bynavn’ (fx Côte du Rhône Village Rasteau), dernæst ’Village’ uden nærmere angivelse og endelig AOC.  De sidste to kategorier minder ofte kvalitetsmæssigt om hinanden, men den ’rene’ AOC er billigere, og så kan man jo lige så godt tage den.

Vi vælger gerne en Côte du Rhône- eller Languedocvin, fordi man her får mest for pengene – nogle af dem kan være rene ’brumbasser’, men de er næsten altid gode. Og vi vælger stort set altid en AOC-vin og måske en AOC Village, hvis prisen er OK. Skal det være let på en varm dag, er en Beaujolais fra Morgon eller Julienas altid en vinder, og priserne er ikke så heftige som Bourgogne-vinene længere mod nord. De dyre Bourgognevine går vi langt uden om, men nogle gange kan man finde en god bourgogne til en rimelig pris, men så skal man enten være heldig eller kende nogen, der kan anbefale.

Vi sluttede aftenen på slottets restaurant, hvor vi fik fremragende mad til små penge (230 kr. for en tre-retters menu), og hvor den lokale specialitet, Boeuf Bourgignon, serveres på denne måde:

Dertil denne ligeså fremragende Julianas til 150 kr.

Vi var mætte endnu, da vi stod op næste morgen, og det var heldigt, for før morgenmaden ville vi en cykeltur til Chalon-Sur-Saône. “Der er ikke langt”, sagde Die Oberkartenführerrin! Og hvorfor ville vi på denne lille sviptur før morgenmaden? Jo, for vi skulle til søndagsmarkedet i Chalon-sur-Saône for at købe friske tomater, som vi ikke kan leve uden….! Det blev til 49 km gennem smukke landskaber og hæslige industriområder med intens trafik – og et besøg på turistkontoret  i Chalon for at få et kort med afstandsmål på. Det var der nemlig brug for  🙂  Som man kan se, foregår markedet på kirkepladsen – på en søndag! – sådan som der paradoksalt nok (hvis man kan sin bibelhistorie, ellers læs i Lukas kap. 19, v. 45-48!) er tradition for mange steder i de katolske lande. Her var virkeligt mange mennesker, og markedet var en potentiel smittebombe, for kun ca. hveranden brugte mundbind. Men strikkede huer var der god afsætning af –

På vejen tilbage blev der benådet frokost, som blev indtaget på denne charmerende landsby-restaurant langs Saône-floden –

Maden var ikke noget særligt, men de møre cykelben nød stolene!

Chalon-Sur-Saône er helt bestemt et besøg værd med en charmerende bykerne –

Her i juli 2020 var der pænt med mennesker på cafeer og restauranter, men der var mildt sagt god plads i byens butikker. Dørene var åbne, og mange steder reklamerede de med 50% rabat på alt, men alligevel var der næsten ingen kunder. Corona-epidemien sætter sig fortsat spor.

Videre til næste kapitel: Vaucluse (Provence)