Den tyske Moseldal
Stavnsbåndet i Danmark blev ophævet i 1788 efter at have eksisteret i 55 år, men i de sidste tre måneder har vi følt os som stavnsbundne bønder. Det har været klaustrofobisk, men det nyttige er, at vi er blevet mindet om, hvilket enormt gode de åbne grænser er for alle borgere i EU.
Heldigvis er der nu så meget styr på smitten, at mange af Europas grænser åbnes med virkning fra den 27/6 2020, og vi er klar! Udstyret med håndsprit, plastikhandsker, mundbind og masser af formaninger om at passe på, er vi rejst ned i Corona-Europa på den første dag efter, at grænsebommene er blevet hævet. Vi er helt bogstaveligt blandt de første turister i det genåbnede Europa.
Normalt er der på de tyske motorveje græshoppesværme af campingvogne, men fra grænsen og 400 km. mod syd så vi i dag en (1!) udenlandsk campingvogn ud over vores, så turismen er langt fra at være oppe i gear igen. Vi er kørt ind i delstaten Nordrhein-Westfalen, der i disse dage oplever et nyt, stort udbrud af corona, og jeg havde naturligvis mundbind på, da vi tankede diesel undervejs. Det føltes sært men var både påkrævet og nødvendigt.
Vores overnatningssted tæt ved Osnabrück er en campingplads med det Astrid Lindgren’ske navn Bullerby og er af den tysk-tyske slags med havenisser, ordnung und gemütligheit. Bortset fra nogle få andre (tossede) danskere og et enkelt hold tyskere er her stort set ingen gæster, så her er dejlig med plads. Udsigten ud over Anne-Maries tæer ser således ud:
Campingpladsens baderum er corona-lukkede, så skidtet må i stedet skrabes af, cafeen og restauranten er ligeledes lukket, men vejret er lunt og pænt, og med en lokal “Pott’s Dunkel Landbier” på bordet er det hele slet ikke tosset 🙂 .
Bullerby er kun en trædesten på vej mod syd, og den første egentlige feriedestination er den lille by Pünderich ved Moselfloden. Vi har været der før og ved, at her er dejligt. Fra Bullerby til Mosel går turen uomgængeligt igennem Ruhr-distriktet, der med byer som Essen, Dortmund, Duisburg m.fl. er det største sammenhængende byområde i Tyskland med lige så mange indbyggere som i hele Danmark. At køre igennem dette område er som at være i en myretue med veje, der går på kryds og tværs i et sandt virvar og med en trafik, som får Køge-bugt motorvejen til at ligne en bilfri søndag under oliekrisen i 1973. Da vi passerede Bonn, var det værste overstået, og snart kunne vi dreje ind på de små veje frem mod Pünderich.
Indskrivningen på campingplads ”Moselland” foregik med mundbind på begge sider af skranken, hvilket gør kommunikationen til mudder, men vi fandt hinanden og blev tildelt en fin plads ved flodbredden med en løfterig udsigt til vinmarker på den modsatte side. Jeg ser i særlig grad frem til at smage en ’Spätburgunder’ – tyskernes betegnelse for en ’Pinot noir’, som bliver rost til skyerne.
En kort cykeltur ind til Pünderich afslørede, at byen er lige så hyggelig som vi husker den –
– men stemningen er anderledes! Hovedparten af de små cafeer er fortsat corona-lukkede, og her er stort set ingen turister. Den lokale hof- og egnsret – Carrywurst mit pommes – kan stadig fåes, men Anne-Marie hævdede, at hun fortsat kunne smage sin fra besøget for to år siden, så det blev i stedet en fornuftig æggekage i campingvognen…!
At campere ved Mosel-floden har den store fordel, at cykelstierne – vandret! – snor sig mellem de stejle vinmarker i det smukkeste landskab –
Og med jævne mellemrum kommer man til små byer, hvor jugend-stilen hersker i stort og småt –
I Traben-Trabach fik vi en dejlig frokost på kajkanten, Anne-Marie noget sært grønt noget –
– mens jeg (modigt!) kastede mig ud i en egnsspecialitet – carryw…… (se ovenfor!) –
Specielt var det, at maden blev serveret af søde servitricer med mundbind, hvilket får dem til at se underligt usexede ud, og det første vi fik, var ikke stedets menukort, men en corona-deklaration, som vi skulle udfylde med navn, adresse og tidspunkt for besøget. Tyskerne passer virkelig på sig selv og os.
Moseldalen er et utroligt smukt område, byerne er hyggelige – på den tyske måde, ikke charmerende, men hyggelige – og intet land i Europa har vi danske et så dobbeltbundet forhold til som Tyskland. Da Holberg for 300 år siden kom hjem fra en rundrejse i Europa, karakteriserede han tyskerne således: ” De har mange gode egenskaber, men ikke heltemod, og de jager efter indholdsløse titler og gevaldige navne, som ingenting betyder”. Skidt og kanel på samme tid, og vi har det stadig på den måde. Vi kan godt lide tyskerne for deres rationelle tilgang til verden og deres økonomiske snusfornuft – de ligner os, synes vi – men vi har aldrig glemt 1864 og den 9. april, og Dannevirke har vi efter halvandet årtusinde stadig positive følelser for. Og så er det da tankevækkende, at unge mennesker, for hvem 2. verdenskrig er lige så fjern som 1600-tallets svenskekrige, stadig ikke kan holde med tyskerne i fodbold, heller ikke når de spiller fantastisk. Historie har magt, også selvom man ikke er bevidst om det.
Videre til næste afsnit: Den franske Moseldal