Tyskland – på vej hjem

Tyskland – på vej hjem

Vi var tidligt oppe og kom hurtigt gennem den sidste del af Frankrig på deres glimrende motorveje, men 5 minutter efter at have krydset grænsen til Tyskland blev vi stoppet af et stort vejarbejde, der skabte en af biler – og samtidig begyndte det at regne! Tyskland! Alle fordommene stod i kø.

Da vi lidt senere kørte gennem Saarbrücken, var vores rute spærret af endnu et vejarbejde, og midt i byens trafikmylder måtte vi foretage nogle hastige kurskorrektioner, som sendte os i en forkert retning, men efter nogle forgæves kilometer fik Die unterkartenführerrin (bilens GPS) ledt os tilbage på ret spor mod Bonn. Så langt så godt.

Fremme i Bonn blev vi af lange og snoede veje ledt ned til Rhinen, og det sidste stykke var snævert som en gedesti med forbud mod al bilkørsel – bortset fra, hvis man skulle frem til den campingplads, vi havde udset os hos ADAC. Vi listede os frem – campingvognen kunne kun akkurat være der – og drejede ind på på pladsen, hvor vi blev mødt af et lille festligt skilt: “Gescholssen“!  Stedet var ganske enkelt øde og forladt. Det var ret træls, og vi holdt på en så snæver plads, at jeg ikke kunne vende vogntoget, så C-vognen måtte spændes af, vendes og hægtes på igen, hvorefter vi kunne vende tilbage til gedestien.

Vi besluttede os for Münster som nyt mål og snoede os ud gennem det centrale Bonn, der virkede moderne og steril, så på den vis gjorde det ikke så meget, at vi blev snydt for et ophold der.

Den videre rute gik gennem alle motorvejes moder – edderkoppespindet rundt om Köln, Düsseldorf, Wuppertal, Essen og Dortmund – og Die Unterkartenführerrin snakkede uafladeligt i lang tid, mens hun guidede os gennem mylderet.

På Campingpladsen i Münster er intet overladt til tilfældighederne. Før jeg kunne komme i kontakt med receptionen, skulle jeg udfylde en lang erklæring, hvor jeg skrev under på, at ingen af os havde hovedpine, feber, hoste eller andre symptomer på Corona. Da det var sket, fik jeg tildelt plads nr. 81 på C-pladsen med besked om, at C-vognen skulle holde parallelt med hækken med døren vendt mod vest og således placeret, at vi præcist ville træde ud på den dertil indrettede flisegang! Frankrig var pludselig langt, langt væk.

Som by er Münster præget af at være universitetsby med mange unge mennesker på gaderne med en god og livlig stemning. Centrum er flot bygget op efter at være blevet smadret under 2. verdenskrig.

Charmerende? Ikke det mindste, og vi kører vi i morgen med Østersøkysten og Wismar som sidste destination før Danmark.

Wismar og omegn

Sektorgrænsen mellem det det gamle DDR og Vesttyskland er for længst ophævet, men alligevel er det tydeligt, at noget er anderledes, når man fra vest passerer Lübeck og fortsætter mod øst. Den barske periode under kommunismens åg fra 1945-1989 har sat sig spor, der stadig ses og mærkes.

Så snart man forlader den glimrende autobahn nr. 20 bliver vejene snævre og bulede som Mols bjerge, ofte flankeret af store træer på begge sider af vejene.

Hoppende og dansende kom vi frem til vores destination, Ostseecamping i den lille by Zierow lidt uden for Wismar. Området var før 1989 et af de foretrukne feriesteder for borgere i DDR, der på en eller anden måde havde gjort sig positivt bemærket. Det kunne være en arbejdsformand for en enhed med særlig stor produktivitet, en arbejder der havde markeret sig med de helt rigtige holdninger eller – og det var de fleste – ‘parteigenosse’ fra de øverste lag i partiet. Her kunne man slappe af i selskab med ligesindede og nyde privilegier, som var de færreste forundt – i et samfund, der hyldede lighed og fællesskab. Ironien var så tyk som den sauerkraut, man serverede på disse kanter.

Selv om DDR-staten for længst er væk, er noget stadig som før. Normalt er det en hurtig sag at blive indskrevet på en campingplads, men i går stod Anne-Marie i kø i laaaang tid, før det blev hendes tur ved skranken, ganske som man altid stod i kø – dengang – ved slagteren og købmanden, når han havde fået varer. Og byen her er ikke ’bare’ et feriested, det er en af staten anderkendt rekreationsby. Sådan…!

Om det er et skilt fra DDR-tiden, der aldrig er blevet pillet ned, eller om det er nutidig ’tysk ordnung’, ved jeg ikke. Måske er der heller ingen forskel…!

En cykeltur på 10 km. fra campingpladsen til centrum af Wismar er næsten som at blade i en billedbog fra dengang. Et bælte af kolonihaver er i dag en fritidsbeskæftigelse men var før 1989 et åndehul med plads til privat foretagsomhed i et system, hvor alt var styret og kontrolleret af staten. Wismars stolthed, det store skibsværft, er her stadig som byens største arbejdsplads, og arbejderboligerne, de lange rækker af triste og identiske boligkarreer, er her også stadig, men nu er de blevet malet og græsplænen slået.

Det ultimative DDR-symbol, glasfiberbilen Trabant, er forsvundet fra gadebilledet, men den står stadig i baghaven som en erindring om dengang, som borgerne her siger, når de skal henvise til tiden før 1989 -.

Wismar by ligger smukt ved Østersøens kyst, byens huse og kirker er blevet grundigt renoveret efter 1989, og de små gader er hyggelige at gå rundt i –

At lave en blog som denne kræver en anstændig forbindelse til internettet, enten via telefonnettet eller – som på stort set alle C-pladser – en wifi-forbindelse. Via telefonnettet kunne jeg her ved Wismar ikke uploade noget som helst, og derfor henvendte jeg mig i campingpladsens reception for at spørge, om de havde en wifi-forbindelse for pladsens gæster. ”Det har vi”, svarede den flinke mand i receptionen og fandt et stykke papir frem med netværkets navn. ”Og det er gratis”, tilføjede han lidt stolt.

”Fungerer det?”, spurgte jeg, da jeg havde mine bange anelser. ”Nej, stort set aldrig” svarede han alvorligt!

Smågrinende for mig selv gik jeg udenfor og tænkte, at situationen flugtede med de bedste DDR-traditioner: En flot facade med noget bras indvendig! Ganske som den MZ-motorcykel fra Chemnitz, som jeg ejede for en menneskealder siden.

Videre til sidste afsnit: Afslutning

 

 

 

 

Nye indlæg