Gordes/Vaucluse – Provence

Provence er historie, for i det meste af menneskehedens historie har der boet mennesker her, tiltrukket af et enestående klima med sol og varme en stor del af året. Vores allertidligste forfædre har været her, de første for 1 mio. år siden, derefter grækerne, fønnikerne, kelterne og romerne for bare at nævne nogle, og det fortælles endog, at de tre Maria’er – Magdalena, Jacobea og Salome – kom sejlende til Provence efter Jesu død, og den fortælling har jeg skrevet her fra et tidligere besøg.

Provence blev i romerrigets storhedstid en provins med en særlig status, som betød, at her byggede man fantastiske bygningsværker, hvoraf mange står den dag i dag. Arenaerne i Arles og Nimes, akvadukten Pont de Gard og meget mere er seværdigheder, som man skal besøge på et tidspunkt i sit liv for at forstå, at vi er en del af en lang historie, hvor mennesker længe før os frembragte bygningsværker af en kompleksitet og skønhed, som aldrig er overgået.

Da romerriget gik under i sidste halvdel af 400-tallet, forsvandt den centralmagt, der bandt området sammen og sørgede for sikkerhed. Mange fyrster trak sig tilbage til bjergtoppene og byggede de store borge, som stadig kan ses, når man kører i området, og generelt var middelalderen præget af usikkerhed med et utal af lokale konflikter. Mest berømt er vel 1300-tallets konflikter, der resulterede i et århundrede med den romersk-katolske pavestol placeret i Avignon. Det blev en blomstringsperiode i Provence’s historie, fordi paverne igangsatte store byggerier og heriblandt først og fremmest det store paveslot i Avignon. Paverne omgav sig med tidens mest ekstravagante luksus og forsvarede det med, at jo større luksus, paven omgav sig med, jo mere tilfreds var Vorherre med ham! Samtidige digtere beskrev til gengæld Avignon som en ’kloak’, hvor korruptionen herskede, og så måtte menigmand jo selv vælge, hvad han troede mest på.

Pesten slog halvdelen af befolkningen ihjel i store dele af Provence, og først i løbet af 1800-tallet begyndte den turisme, som siden da har været en vigtig del af økonomien i Provence – lige nu med et stort tilbageslag pga den aktuelle pest/coronakrise.

Vi kom fra Bourgogne til Provence ad ’Solskinsmotorvejen’ og da vi havde passeret ’le bouche’, proppen Lyon (der har mange kvaliteter, men glidende trafik er ikke en af dem), dukkede vejskilte op til berømte steder som Montélimar, Orange og Avignon. Det er steder, der hver for sig er en jordomrejse værd, men vi skal nå dagens mål, den lille provencalske bjerglandsby Gordes, så vi kører forbi. Gordes er kåret til den smukkeste landsby i denne del af Provence og det er svært at være uenig –

Adgangen til Gordes og byens campingplads Les Sources sker ad meget snævre og stejle gader, som bestemt ikke er anlagt med tanke for, at en bil med campingvogn skal igennem.  Med god vilje fra en lastbilchauffør, der bakkede ind i rabatten, kom vi dog frem og fik en dejlig placering på den fineste campingplads, vi nogensinde har været på. Fra den store swimmingpool og de nyanlagte sanitære faciliteter har vi denne udsigt –

Vejret er lige så provencalsk som landskabet, hvilket betyder en gnistrende blå himmel uden den mindste skyklat i sigte, og et så skarpt lys, at solbriller er helt nødvendige. Temperaturerne ligger på den varme side 30 grader, og selv sol-freaks som AM kan finde skyggen.

Vejene i området er stejle som på Mont Ventoux, men med elektricitet i benene går det fint, og vi cyklede bl.a. ud for at se et ældgammelt område med ’bories’, kuplede stenbygninger med enormt tykke mure af kalkstensflager, der gennem århundreder er brugt som bolig for folk og fæ –

Sten – de lokale kalksten – har i århundreder været brugt til alt fra vejbelægning til huse og gærder –

– og når man tænker på, at alle disse sten først er samlet, dernæst flækket med en hammer og til sidst sindrigt placeret som byggesten uden brug af bindemiddel, må der have været tale om et ubegribeligt stort og hårdt fysisk arbejde. Nok er sol og varme den magnet, der trækker turister til Provence for at holde ferie, men for lokalbefolkningen har klimaet været en kolossal udfordring. Stærk sol og hidsige temperaturer over 35 grader om sommeren og sne og kulde om vinteren i denne bjergrige del af Provence må have gjort det til et helvede at udføre hårdt fysisk arbejde, og kun en nøjsom og meget disciplineret befolkning har magtet denne opgave. I tankerne sammenligner jeg disse mennesker med den stoute befolkning på Jyllands vestkyst, der før velfærdssamfundet skabte sig et nøjsomt liv gennem hårdt arbejde på havet. Meget forskellige klimatiske vilkår, men de samme ubønhørlige udfordringer og en afledt stærk gudstro blev en del af deres fælles skæbne. I de små, skrutryggede kirker i Provence takkede man jomfru Maria med Ex-voto billeder for hendes personlige indgriben, når døden gik deres dør forbi, i Vestjyllands laftloftede kirker bøjede man nakken og lovede bod og bedring, når den missionske præst dryppede svovl fra prædikestolen.

En gåtur i Gordes er dejlig, fordi det er en ualmindelig køn og stemningsfyldt by –

Gordes er også udstyret med en række forretninger – de fleste med et særligt, afgrænset publikum for øje! – og ventetiden skal jo gå med noget, så ….

Og som man kan se her, bar anstrengelserne frugt 🙂

Det er tydeligt, at overalt, hvor vi har været i Frankrig, tages kampen mod corona alvorligt. Langt de fleste butiksejere, cafe-ekspeditienter m.fl. bærer mundbind, og vi gør det naturligvis også, når vi er indendørs og sammen med andre mennesker. Overalt står der håndsprit til fri afbenyttelse, og iøvrigt er folk flinke til at holde afstand. Så indtil videre har vi ikke på nogen måde følt os utrygge – men om vi alligevel risikerer at blive smittede, vil først tiden jo vise. Iøvrigt er jeg af den faste overbevisning, at rødvin virker stærkt beskyttende – der er i hvert fald indtil videre ikke noget, der tyder på det modsatte – så jeg tager mine forholdsregler…!

Til næste afsnit: Rundt i Vaucluse