Nationaltraume, selvransagelse – og Glenn Miller

I marts 1938 stod Hitler på Hofburgs balkon og erklærede til østrigerskes enorme begejstring Østrig som en del af Det Tyske Rige under navnet Ostmark. 81 år efter – i 2019 – har man på samme sted og med indgang under den selvsamme balkon – symbolikken er ikke uvæsentlig –  åbnet landets første (!) museum om Østrigs moderne historie. Museet ligger i det gamle kejserpalads i direkte forbindelse med nationalbiblioteket, og alene bygningen er et besøg værd –

Efter generationer med fortielser og fortrængning er østrigerne endelig begyndt en smertefuld selvransagelse over landets nazistiske fortid, der har udviklet sig til et nationaltraume. For en kreds af østrigske historikere har det været en kamp ‘under de vanskeligste forhold’ at få etableret dette museum med modstand fra mange sider, hvor man har forsøgt at forhindre, forhale eller i det mindste forandre planerne, men nu er åbningsudstilingen klar, og vi besøgte den en kølig martsdag i  2019, og den efterfølgende fortælling er stærkt præget af museets fortælling.

For at forstå det østrigske nationaltraume er det nødvendigt at begynde 200 år tilbage, for nutiden er som altid et produkt af fortiden.

1815 – 1945

Siden Østrig i 1815 blev en del af det tyske forbund, har tanken om ‘Anschluss‘ – Østrigs forening med Det Tyske Rige – været en fremherskende tanke i brede kredse i Østrig. Efter nederlaget i 1. verdenskrig og opløsningen af det habsburgske kejserrige blev det et meget anvendt politisk slagord, og den 12. november 1918, dagen efter krigens ophør, kunne socialdemokraten Karl Renner udråbe republikken Tysk-Østrig. Republikken havde som mål at blive sluttet sammen med Tyskland og den tysk-østrigske vinkel var en central del af det første frie valg (med kvindelig stemmeret for første gang) i februar 1919 –

Blandt de fleste tyskøstrigere var det en udbredt opfattelse, at den nye ‘lille’ republik Østrig ikke kunne klare sig alene og derfor måtte forenes med den tyske weimarrepublik. Det blev imidlertid forhindret af sejrsmagterne, der ikke ønskede at styrke det slagne Tyskland. Også navnet ‘Tyskøstrig’ blev fuldstændigt udeladt af den fredstraktaten, der med underskrivelsen i september 1919 fastlagde betingelserne for den nye republik.

Op gennem 1930’erne gik Østrig fra den ene krise til den næste med bl.a. et mislykket nazistisk kup i 1934. Presset fra Hitler fortsatte imidlertid, og i 1936 måtte landet love at føre ‘tysk politik’ som betaling for fortsat suverænitet. Den gamle ide om et ‘Stortyskland’ fik voksende støtte fra befolkningen, og de nationalsocialistiske tanker fik stadigt flere tilhængere. I 1938 krævede Hitler, at de østrigske nazister skulle indlemmes i regeringen, hvilket forbundskansler Schischnigg bøjede sig for.  Det var dog ikke nok for Hitler, der den 12. marts 1938 gav ordre til, at den tyske hær skulle marchere ind i Østrig og gøre landet til en del af det Tredje Tyske Rige.

De tyske tropper  blev mødt af jublende menneskemængder –

En tysk soldat bydes hjertelig velkommen i den østrigske grænseby Kufstein

Anschluss blev officielt proklameret dagen efter, og navnet Østrig blev erstattet af betegnelsen Ostmark, der nu indgik i Det Tyske Rige. Den 15. marts kulminerede begejstringen, da Adolf Hitler i et sandt triumftog gennem Wien blev tiljublet af tusinder af østrigere –

Annekteringen af Østrig skulle gøres legitim, og den 10. april 1938 blev der afholdt en folkeafstemning, hvor befolkningen blev spurgt, om man var enig i den tysk-østrigske ‘genforening’. Den noget manipulerende stemmeseddel så således ud:

Det officielle valgresultat blev – som altid i diktaturstater – en tordende sejr for nazisterne med 99% ja-stemmer…!

7 dramatiske år senere blev Tysklands nederlag i 1945 i høj grad også Østrigs nederlag. Landet var forarmet og ødelagt og blev besat af de 4 sejrende stormagter, der delte landet mellem sig.

1945 – 2019

Den østrigske selvforståelse var efter krigen ét stort kaos. Landet var ødelagt, og hungersnød truede, men i særlig grad døjede østrigerne med den nationale samvittighed efter at have været en del af nazisystemet. Var Østrig et offer for et nazistisk overgreb eller var man medskyldig i nazisternes krigsforbrydelser?

I de toneangivende kredse blev offervinklen stadigt stærkere, og man arbejdede bevidst med at fortie og fortrænge, at Hitler var østriger, at nazismen var uhyre populær, at mange af de værste nazi-bødler fra Seyss-Inquart til Eichmann var østrigere, at udryddelse af det jødiske mindretal var officiel politik (og stort set blev gennemført!), og at et af de nationale ikoner – Wienersymfonikerne – havde en overvægt af musikere, der var aktive medlemmer af nazi-partiet. I skolen lærte børnene, at Østrig blev besat i 1938 og befriet i 1945.

Hele den østrigske nation påførte sig selv et kollektivt hukommelsestab.

I udkastet til den statstraktat, der skulle danne grundlag for en ny republik i 1955, blev Østrigs medskyld i krigen nævnt med rene ord, men passagen blev streget ud efter kraftigt pres fra østrigske politikere og kom ikke med i det endelige dokument. Museet udstiller det oprindelige traktatudkast med de famøse overstregninger –

Dermed var fundamentet lagt til den offervinkel, der i mange år prægede østrigernes samtale om 2. verdenskrig, og det lykkedes Østrig at få status som Nazitysklands første offer i rækken af europæiske demokratier, der blev erobret af nazisterne.

Det nye historiske museum gør for første gang i Østrig op med fortielserne og fortrængningerne. I billeder og tekst vises med næsten brutal klarhed Østrigs politik i 1930’erne og 40’erne. Jøder blev forfulgt med samme nidkærhed som i Nazityskland og titusindvis af østrigske jøder blev sendt i kz-lejr:

Den østrigske grundighed omfattede også børnene, der i skolen lærte at skrive begejstret om ‘unserem Führer’ 

Et af tidens mest populære brætspil handlede om at fange så mange jøder som muligt, og den der fangede flest, vandt…!

I 1986 blev det afsløret, at Østrigs nyvalgte præsident og tidl. generalsekretær for FN, Kurt Waldheim, havde en særdeles blakket fortid som officer i SA. Waldheim benægtede ganske vist medlemsskabet og forklarede, at han var rytter og at der havde været tale om en slags avanceret rideskole. Kritikerne svarede, at så måtte det jo have været hans hest, der var medlem og lod en træhest tømre sammen, der dukkede op overalt, hvor han var til møde.

Det må have været en pestilens for Waldheim, og ikke mindst udlandets afvisning af Waldheim gjorde ondt langt ind i den nationale identitet, men til trods for beviserne valgte østrigerne at bakke op om deres præsident. Fortielser og fortrængninger var stadig i 1980’erne dagens standard i Østrig. ‘Hesten’ i sin originale udgave kan iøvrigt også ses på udstillingen.

Det nye museum er et opgør med næsten et århundredes fortielser. Stedet hvor Hitler blev hyldet af østrigerne bruges nu til selvransagelse. Østrigs ansvar for rædslerne under 2. verdenskrig skal frem i lyset. Det er langt fra en let proces, og man kan stadig her i landet finde stærke højreekstremistiske sympatier. I en montre vises en sangbog, der så sent som sidste år blev brugt af en forening for gamle skoleelever. »Giv gas, I gamle germaner, vi klarer den syvende million,« lyder det i sangbogen og dermed menes, at seks mio. dræbte jøder ikke er tilstrækkeligt….!

Der blev naturligvis ballade, da sangbogen blev kendt, og det blev ikke bedre af, at en spidskandidat for det højreorienterede parti FPÖ gav udtryk for, at han var overrasket over den slags sympatier i partiet og lovede en undersøgelse. Det er alment kendt i Østrig, at fremtrædende medlemmer af FPÖ var SS-officerer under krigen og ofte er citeret for antisemitiske ytringer, så måske finder de også ud af det hos FPÖ…!

Museet slutter i  nutiden med de seneste nyheder på en tv-skærm. Forhåbentlig bliver fremtiden mindre dramatisk end fortiden, der fylder ufatteligt meget i dette lille land. Vores konklusion efter 3 timer nørderi i plancher og effekter og med museums-ondt i ryggen er, at museet er et både fremragende og nødvendigt indspark til den østriske selvforståelse, og det var dejligt at se, at der var adskillige skoleklasser på besøg. Viden om sin egen og sit lands fortid er essentiel for forståelsen af sig selv, og der er noget godt på vej i Wien.

Glenn Miller koncert

Dagen sluttede på en måde også i historien, for vi var til Glenn Miller koncert i Wiener konzerthaus. Fremragende og festlig musik af et orkester med en gennemsnitsalder på  omkring de 40 til et publikum, hvor AM og jeg rykkede aldersgennemsnittet markant ned. Aldrig har vi været til en koncert med så mange rollatorer, stokke, krumme rygge og tyndt hår! Men jeg skal da love for, at der blev rokket og rullet, svinget med hænderne og hujet. Lidt sært at tænke på, at begejstringen kom fra mennesker, der blev født før eller under krigen og for hvem den amerikanske swingmusik på et tidspunkt må have været fjendtlig propaganda. Næsten paradoksalt blev det, da publikum nynnede med på orkestrets (og en smuk sangerindes) fremførelse af Vera Lynns ‘We will meet again’, der i den grad er forbundet med England og 2. verdenskrig. Men en festlig musikaften i den smukke gamle koncertsal var det med musik af Glenn Miller, Cole Porter, Count Basie m. fl.

Billeder, en video med lyd følger senere, når jeg har fundet en ordentlig opkobling.

Videre til næste kapitel: Budapest

 

 

Nye indlæg