Ruten til Wien er lagt over Leipzig og Passau, hvilket giver en afstand på små 1.500 km fra Viborg, så turen skal bides over i to dele,  Man kan spare ca. 100 km. ved at køre over Tjekkiet og Slovakiet – altså hurtigt ind i det gamle habsburgske imperium – men det er en markant langsommere tur, fordi man skal gennem Prag, og motorvejene i Tjekkiet er elendige (var det i hvert fald for et par år siden).

Overnatning er planlagt til den lille by Ilberstedt, hvor Hotels.com har lovet os et behageligt ophold på hotel Wippertal. Om det så holder i praksis, vil tiden vise, men prisen er i hvert fald rimelig – 70 €. Lidt irriterende er det, at da vi nåede frem, reklamerede hotellet på et stort banner med en pris på 67 €, så man skal ikke et sekund tro på de gyldne løfter om særligt lave priser på Hotels/Booking.com. Hvis man har mulighed for at lave en direkte booking med hotellet, er det næsten altid billigere.

Vi kørte fra Viborg kl. 7, og fra den tyske grænse foregik turen – som sædvanligt – i øsende regnvejr. Jeg har efterhånden svært ved at huske, hvornår vi sidst har kørt i Tyskland i godt vejr. Hamburg og passagen under Elben-tunellen var ‘slangekørsel’ i tætte rækker p.g.a. af det evindelige vejarbejde, og generelt har trafikken været tæt hele dagen, men den er gledet pænt. Kl. 14 kørte vi ind til hotel Wippertal, der ligger i landlige omgivelser ca. 4 km. fra den mellemstore provinsby Bernburg ved floden Saale i delstaten Sachsen-Anhalt. Hotellet er pænt og et glimrende overnatningssted – med en fortrinlig restaurant!

Det er ikke rigtig blevet forår endnu i Østtyskland –

– men vi skal alligevel ind at se på Bernburg, der er en køn sachsisk by præget af et stort renæssanceslot –

Bernburg er ingen turist-attraktion, hvilket har den store fordel, at man kan gå i de små gader og uforstyrret studere, hvodan en tysk provinsby i det gamle DDR ser ud her 30 år efter murens fald. Her er masser af autentiske bygninger i mere eller mindre forfald som denne, hvor Richard Weigels chokoladefabrik havde til huse og kunne kontaktes på telefon 2064. Fabrikken er kendt af mange ældre tyskere, fordi den leverede ‘zuckerwaren‘ til de tyske soldaters feltrationer under 2. verdenskrig.

Nazistisk Eutanasi

Bernburg rummer en dybt tragisk historie, som byen ikke forsøger at skjule – og så alligevel…! I 1940 blev byens psykiatriske hospital omdannet til en dødsfabrik, hvor flere end 14.000 mænd, kvinder og børn blev gasset ihjel som en del af nazisternes ‘eutanasi-program’. Det var handicappede, psykisk syge, homosexuelle, jøder og andre mennesker, der var uønskede i det nazistiske samfund.

Vi havde læst om det på forhånd og så ret hurtigt et skilt i byen, der viste hen til et ‘Gedänkstätte für Opfer der NS – Euthanasie’. Vi ville gerne se det og fulgte skiltet, der blev afløst af et andet  skilt og så et tredje uden at vi så noget som helst. Fødderne blev trætte og vi fortsatte jagten i bil, men skiltene viste hen til ….ingenting. Først da vi gik ind på byens psykiatriske hospital og spurgte os frem, var der bid. Om bag en stor bygning – og om bag endnu en bygning, til højre ved en mur og så var vi på stedet, hvor de grusomme ting fandt sted. En mindesten med overskriften “Tavsheden er brudt” fortæller om den smertefulde proces, hvor tyskerne konfronterede sig selv med de forfærdelige ting, der foregik i Hitlers 3. tyske Rige. Det må være ufattelig svært at fortælle om de grusomheder, som landsmænd – fædre, mødre, bedsteforældre – begik under krigen, og derfor er det ikke så mærkeligt, at mindestedet ikke er så let at finde.

Udgangspunktet for den nazistiske ideologi var en forestilling om den nordiske mennesketype som idealmennesker, her fremstillet i den nazistiske propaganda-

For at gøre den tyske nation “ren” iværksatte nazisterne allerede kort efter magtovertagelsen i 1933 et omfattende program, der tvangssteriliserede mennesker med uønskede egenskaber. Goebbels propagandaapparat fortalte på plakater, i radio og på film, at tvangssterilisering var en gave til den tyske nation, fordi man derved ville undgå, at “åndssvage, sindssyge, kropsligt anormale og socialt uønskede børn blev født”. Plakaterne kan ses på museet.

Fra 1939 tog nazisterne endnu et skridt i race-politikken, idet man begyndte en systematisk proces med drab på mentalt eller fysisk retarderede børn, der var anbragt i plejefamilier. De blev – med en forfærdelig eufemisme – “dysset i søvn”. Fra 1940 omfattede dødsprogrammet også voksne med fysiske eller psykiske handicaps samt homoseksuelle, romaer etc.

Drabsprogrammet var på ægte tysk vis rationelt og systematisk organiseret, og drabene skete i begyndelsen med gas, mens de i en senere ‘fase 2’ fra 1941 også kunne ske gennem udsultning eller med gift. Disse brutale og ubeskriveligt forfærdelige kendsgerninger bliver uden omsvøb lagt frem for beskueren og læseren på udstillingen i Bernburg.

Oplevelsen overvældede os i al sin gru, da vi efter at have læst disse beskrivelser gik videre og kom ind i gaskammeret, der står fuldstændigt som da det var i brug –

Mellem 25 og 50 mennesker – børn og voksne – blev sendt ind i rummet med løfter om et brusebad, og når døren var lukket og forseglet, sendte læger eller “desinfektionspersonale” (ligbrændere) gas ind i lokalet, og efter 20-30 min. var alle døde. Derefter blev gassen suget ud og ligene flyttet til naborummet, inden kremeringen kunne foregå i særlige ovne.

På ægte tysk vis var hele processen rationelt tilrettelagt og gaskammerets gulv flisebelagt, fordi det skulle være nemt at gøre rent efter brug. Helt absurd er det, at gulvet er hævet 25 cm., fordi rummets rumfang derved blev mindre, så der kunne spares på gassen…!

Gassen der blev brugt var kulilte, der fremkalder hovedpine, slaphed, kvalme og svimmelhed. Derefter åndenød, smerter i brystet, tab af bevidstheden og til sidst døden.

Man kan undre sig over, hvordan læger, sygeplejesker og andet personale – almindelige mennesker – kunne medvirke ved disse systematiske drab på tusindvis af mennesker. Intet tyder på, at der var tale om specielt onde eller afstumpede mennesker – tværtimod var de almindelige lønmodtagere, der udførte et stykke arbejde, de var blevet pålagt. Måske har de troet på propagandaen, været blindt autoritetstro, været bange for at miste deres job og indkomst eller….?  På udstillingen fortælles om stedets afdelingssygeplejerske Wanda von Kolanowski , der efter end arbejdsdag kunne beklage sig og sige, at det havde været en særlig hård dag, fordi mange af de dødsdømte børn og voksne havde været vanskelige og med magt skulle skubbes ind i gaskammeret.

Da jeg stod på museet og læste ovenstående, frøs min hjerne i flere minutter.

Resultaterne af arbejdet på dødsfabrikken skulle registreres og optælles, og derfor blev der taget billeder af indsatte og deres navne skrevet i protokoller, inden de blev sendt i gaskamrene. Det var voldsomt – meget voldsomt – at møde dem –

Museet i Bernburg er forfærdeligt – og nødvendigt! Jeg tror ikke der er nogen som helst anden vej gennem helvede end at fortælle historien fuldstændig som den var i al dens grusomhed. I mange år var stedet ikke bare lukket, det var muret til – gemt, låst af, lukket ned. I håb om glemsel. I 1980’erne blev stedet åbnet og tavsheden brudt, som der står på mindestenen.

Ved indgangen til museet står der på et skilt, at (i oversættelse) ….“gæster fra ekstremistiske partier, der systematisk lyver om de begåede forbrydelser, eller gæster med demonstrative sympatier for diktatorer, er ikke velkomne. Personalet har ret til at bortvise mennesker med åbenlyse anti-demokratiske og menneskefjendtlige synspunkter.”  Partier AfD spøger i denne østlige delstat i Tyskland!

Østrig har indledt en tilsvarende proces med selvransagelse og åbenhed om hvad der foregik, og det er ligeså svært som i Tyskland. I Ungarn er situationen lige modsat – her forties, fordrejes og manipuleres historien i et ønske om at få Ungarn til at fremstå som et offer for nazistisk agression uden ansvar for de uhyrligheder, der foregik.

Meget mere herom i de næste kapitler.

Fra Bernburg til Wien

Turen fra Bernburg til Wien var fuldstændig problemfri. Efter glimrende morgenmad var vi afsted kl. 8, trafikken gled pænt uden stop, og kl. 15.30 ankom vi til Queens Apartmens på Schönbrunner Strasse 127 i centrum af Wien. Vi har lejet en lille lejlighed med køkken og bad og prisen er 130 € for to nætter. Parkering på hotellets P-plads lige i nærheden, og jeg har ikke spurgt om prisen, da det er plat umuligt at finde parkering på gaderne. Beliggenheden er glimrende, fordi man kan gå ind til Nachmarkt på 15 minutter og dermed være i centrum, og hvis benene er trætte, går Wiens moderne og billige metro lige uden for hotellet. Vi var særdeles tilfreds med at bo på Queens Apartments, og næste gang vil jeg forsøge at booke direkte uden om Hotels/Booking.com. Koordinaterne er disse: queensapartments@gmx.at og/eller  +43 6641538192. 

Vi indledte vores besøg i Wien med at gå til Nachsmarkt, der summer af orientalsk stemning med et utal af boder, der sælger frugt, grønt, kager og ikke mindst krydderier,

Nedenstående video-optagelse over en periode på 15 min. viser Anne-Marie ved en af disse krydderiboder. På et tidspunkt – mens jeg filmede – mente jeg at kunne konstatere en bevægelse, men nej, det var selvfølgelig forkert. Som videoen viser, fryser AM simpelt hen fast ved synet af en sådan overflod af herlige krydderier og kan ikke bevæge sig, før hun får kammeratlig hjælp 🙂

Prøv selv at studere videoen – den varer som nævnt et kvarter:

Hø, hø, hø!

Videre til næste kapitel: Wien