Den enorme mulitnationale stat midt i Europa, det habsburgske kejserige, endte sin eksistens i 1918 som en konsekvens af 1. verdenskrigs afslutning. Om riget gik i opløsning eller blev opløst (udefra) er blevet diskuteret lige siden da, og nedenfor vil jeg gik et bud på en afklaring af spørgsmålet, det er nemlig ganske spændende også set i en helt moderne sammenhæng.
Det habsburgske rige er opkaldt efter en fyrsteslægt, der siden 900-tallet havde haft sit fyrsteslæde på borgen Habichtsburg i Schweiz. I 1273 blev grev Rudolf – den først kendte habsburger – valgt til tysk konge og lagde efterfølgende Østrig til de habsburgske besiddelser; I de efterfølgende århundreder voksede habsburgernes område voldsomt – i højere grad gennem strategisk kloge ægteskaber end gennem erobringer – og i midten af 1500-tallet kunne Ferdinand lade sig udråbe som tysk-romersk kejser og prale af at herske over et rige, hvor ‘solen aldrig gik ned!’
Under Napoleonskrigene frem mod 1815 gik Nederlandene og besiddelserne i Tyskland tabt, og dermed var titlen som tysk-romersk kejser meningsløs. I stedet udråbte Frans 2. sig som kejser Frans af Østrig og placerede centrum i sit ‘nye’ og stadigt enorme kejserrige i Wien. I 1910 boede der 56 mio mennesker i et område, der omfattede det nuværende Tjekkiet og Prag, dele af Polen frem til og med Krakow, store dele af Balkan og Adriaterhavskysten, Transsylvanien og Bukovina i det nuværende Ukraine.
Den egentlige årsag til dette mægtige rige udspringer af dets rolle som bolværk mod den osmanniske (muslimske) ekspansion op gennem Europa i 1500-tallet. Tyrkerne belejrede Wien første gang i 1529 og det var kun på et hængende hår, at videre erobringer op gennem Europa blev afvist. Ungarn blev delt mellem osmannerne og habsburgerne, og først i 1699 efter 150 års konstante kampe med tyrkerne blev landet generobret af general prins Eugen i spidsen for franske og polske tropper. Habsburgerne glimrende ved deres fravær, men efter sejren var de vakse ved havelågen og rejste en imponerende statue af prins Eugen foran Hofburg i Wien, og der står han stadig som symbol på sejren – og habsburgernes succes med at holde på den rigtige hest!
Efter at osmannerne var blevet trængt tilbage til Konstantinopel, iværksatte habsburgerne med hård hånd en omfattende katolsk modreformation, der skulle gøre op med den fremvoksende protestantisme, og alle midler blev taget i brug. Således opførte katolikkerne et kloster i Prag med en nøjagtig kopi af Santa Casa, jomfru Marias hus, der af engle på forunderlig vis blev flyttet gennem luften fra Nazareth til Loreta i Italien, da vantro tyrkiske tropper truede Nazareth i 1200-tallet. Noget af en historie må man sige!
Mere effektivt var det, at den katolske kirke med en ny stilart – den svulstige og overvældende barok – ville overbevise alle om, at katalocismen var langt stærkere end den mere ydmyge og strenge protestantisme. Strålekranse, svulstige former og små, overvægtige putti’er i guld skulle indfange de fortabte sjæle. Barokkirker kan man finde overalt i det gamle habsburgske rige, men en af de flotteste – og lidt oversete – er Peterskirken i Wien. Den ligger 10 min’s gang fra Stefansdom og er i høj grad en omvej værd –
Opløst eller i opløsning i 1918?
At det mægtige rige med mange forskellige nationaliteter kunne hænge sammen gennem århundreder er usædvanligt og ‘ulogisk’. De indbyrdes spændinger mellem de mange folkeslag – østrigere, tjekker, slovaker, kroater, italienere og mange flere – burde logisk set have fremtvungent et sammenbrud længe før 1918. Når det ikke skete, viser det, at en multinational stat faktisk kan have en sådan indre sammenhængskraft og dynamik, at den kan fungere.
Sammenblandingen af folkeslagene var sket gennem århundreder – alene i Wien boede der i 1918 400.000 tjekker – og limen i riget var et velfungerende og ikke-korrupt embedsmandsapparat. Som noget enestående skulle embedsmænd og officerer efter to års tjeneste i en af rigets provinser udover tysk også beherske det lokale sprog i rimelig grad. Det lykkedes naturligvis ikke altid, men det fortæller om systemets og elitens respekt for rigets forskellige folkeslag. Så sent som i 1910 kan man læse i datidens mest anerkendte historieværk, Cambridge Modern History, at alle kriser i det habsburgske rige var overvundet, og at imperiet blev spået et langt liv. Kejserfamiliens palads, Hofburg midt i Wien, byggede man på helt frem til 1913 i sikker forvisning om et langt liv for slægten og riget. Alligevel gik kejseriget Østrig-Ungarn under sølle 5 år senere.
Det er en bæredygtig teori, at det habsburgske imperium i 1918 havde en fremtid og ikke brød sammen som følge af indre spændinger. Det blev tvangsmæssigt opløst udefra af sejrherrerne efter 1. verdenskrig på initiativ af Italien, der ville hævne et af krigens ydmygende nederlag. Typisk italiensk vil nogle nok sige og ironisk er det i hvert fald, at det var en østrisk militær sejr, der førte til opløsning af det habsburgske rige.
Det er naturligvis svært at sige, om det habsburgske imperium ville have overlevet, hvis 1. verdenskrig sejrherrer havde truffet andre beslutninger, men det er en væsentlig pointe, at det multinationale rige ikke af sig selv gik i opløsning og at mange østrigere fortsat idag har en nostalgisk og positiv opfattelse af tiden som kejserrige. Besøger man ‘Kaisergruft’ i Tegetthoffstraße for at se kejserfamiliernes enorme sarkofager vil man bemærke, at der næsten altid ligge friske blomster ved en eller flere sarkofager – anbragt af menige østrigere med længsel tilbage til fortiden. Denne lille gestus er bestemt en tanke værd.
Man kan på baggrund heraf føre en interessant diskussion om mulighederne for, at nutidens multinationale ‘habsburgerstat’ – EU – med den rette ledelse kan blive en vellykket konstruktion til gavn for medlemslandenes befolkninger. Personligt tror jeg på projektet, og EU-lederne kan med fordel studere historien bag det habsburgske rige.
Den sidste habsburgske kejser, Karl d. 1, abdicerede i 1918; den nye republik Østrig ophævede alle habsburgernes rettigheder, men først i 1961 gav Otto von Habsburg, Karl 1.s søn, formelt afkald på sine tronkrav.
I forbindelse med fredsafslutningerne efter 1. verdenskrig blev det gamle imperium splittet i stumper og stykker, og både Østrig og Ungarn måtte aflevere store landområder til blandt andet de de nye stater Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Fra at have været de toneangivende stater i et mægtigt imperium blev Østrig og Ungarn reduceret til europæiske småstater.
Når man i dag færdes i Wien, kan man undre sig over, hvordan et lille land som Østrig kan have så imponerende og ‘overdimensioneret’ en hovedstad – forklaringen ligger i ovenstående historie.
Videre til næste afsnit: Fra Viborg til Wien