Kecskemét

Et meget typisk billede ovenfor! Vi er kommet til Kecskemét på den store ungarske pusza-slette, og ganske som forventet er himlen blå som i Ungarn-blå, og allerede ved 11 tiden passerede vi 20 grader i skyggen. Anne-Marie kurrer af fornøjelse over det dejlige vejr.

Vi er indkvarteret på vores yndlingshotel Aranyhomok, hvilket betyder det gyldne (puszta)sand, og vores værelse vender ud mod byens store plads med udsigt til – og ikke mindst hørevidde af – 3 kirker, der hver har deres meget kraftige klokkespil. Når det brager løs, er lyden så kraftig, at vi må opgive at tale sammen – men sjovt og hyggeligt er det. En gåtur rundt i byen bragte erindringer af mange slags – her gjorde vi dit, her gjorde vi dat osv. På vores gamle arbejdsplads – Dán Kulturel Interzet i Zimay utca – er der nu intet mindre end et græsk-katolsk kapel, og vi fik en snak med en ung præst, der arbejdede og boede der.  En lidt sær oplevelse.

Centrum af Kecskemét er et dejligt sted at daske rundt. Kirker, pladser, caféer, statuer og forretninger slås om pladsen, men den store seværdighed er byens utroligt flotte rådhus, bygget af Ödon Lechner i de sidste år af 1800-tallet og udstyret med et klokkespil, der med jævne mellemrum spiller små muntre melodier –

Byens bedste restaurant – i betydningen mest ungarsk – er Kecskemet Csarda i Kølcsey ut , hvor man får meget veltillavet mad i enorme portioner. Det er et besøg, men skal forberede med en forudgående fasteperiode, og vi har reserveret bord til i morgen. Aftensmaden i dag blev en simpel pizza på den glimrende italienske restaurant, der ligger på Rackozy utca næsten nede ved banegården. Tidligere har vi spist på rest. Bagatelle, der ligger lidt syd for rådhuset – den er også glimrende.

Et eller helst flere besøg i de varme bade er et must, når man er i Ungarn. De findes over hele landet i forskellige udgaver, og når vi er i Kecskemet, foretrækker vi at køre til Kiskunmajsa og benytte deres store bad. Der er adskillige bassiner både indenfor og udenfor, og det er en stor nydelse at sænke sin krop ned i det 38 grader varme og svagt svovlduftende vand, der er så mættet med mineraler, at kroppen næsten bliver vægtløs. Mellem de varme bassiner er der også et enkelt med iskoldt vand, og AM dyppede sig naturligvis deri. Rendyrket pønitenser-adfærd. Bod og bedring…!

I de undendørs bassiner kan man året rundt sidde i det varme vand og betragte naturen – lige nu blomstrer træerne i gule og blå farver.

Man hævder, at vandet har en helbredende virkning på diverse dårligdomme, og AM bekræfter, at det ihvertfald virker godt på gigtplagede ben. Måske er det derfor, at hovedparten af de badende er godt oppe i årene, langt hinsides flade maver og stramme lår… 🙂 .

På vej tilbage til Kecskemét kørte vi ad ganske små og hullede veje og besluttede os for en let frokost. Ganske let, forstås, for vi skal spise i aften på Csarda’en og det kræver masser af plads i maven. I Bugac så vi en hyggelig ‘Etterem‘ og gik ind for at få en salat el. lign. Vi bestilte ‘noget med blomkål’ og fik hver en stor bunke blomkålsbuketter – friturestegte i en fed dej. Dertil et bjerg af pommes frites, en stor skudefuld løse ris samt fire ultratynde skiver agurk som det grønne indslag. Let frokost…! Ved nabobordet var der fødselsdag, og da de kom til desserten, en megastor lagkage med et bjerg af flødeskum (Somlói for kendere), kom fødselaren over til os med to kolossale stykker, som vi for høflighedens skyld naturligvis var nødt til at gå ombord i. Så meget for en let frokost, der blev blytung…!

Aftensmad på Kecskemét Csarda blev en af de oplevelser, hvor man lover sig selv aldrig mere at ville spise noget som helst…:) . Maden er uhyre veltillavet og portionerne så store, at man aldrig kommer igennem det hele – selvom det er så godt. Stedet kan afgjort anbefales – enormt spise- og vinkort, flink personale og rimelige priser – kan det blive bedre?

En tur i provins-provinsen

Kecskemét er på størrelse med Ålborg og således en ret stor by. For at opleve den rigtige ungarske provins – provins-provinsen – skal man længere væk, og vi kørte en tur til Tiszalpaar og videre til Békéscsaba nogle få kilometer fra den rumænske grænse. Når man ser på et kort, er den oplagte rute landevej nr. 44 fra Kecskemét, men gør det ikke – den vej må kandidere til prisen som en af Europas dårligste. Ufattelig humblet, rodet, bulet med tusindvis af huller – og en million lastbiler. Tag i stedet de små veje fra Tiszalpaar via Csongrad og Oroshaza frem til Békéscsaba. På den tur kommer man virkelig ud på landet, og jeg sad undervejs og tænkte på, at hvis man vil opleve den virkelighed, som H.C. Andersen mødte på sin rejse i midten af 1800-tallet, så skal man tage her ud. Her sidder ‘storken på bondens tag’ – i stort tal endda –

– og hestevognen har forret i trafikken –

Selv toget i Ungarn sender røg op af skorstenen som på H.C.Andersens tid –

– og byskiltene skrives med den urgamle ungarske skrift, der minder om de nordiske runer –

At den gamle skrift er kommet i brug igen, er et af Orban-regeringens utallige initiativer for at vække den ungarske nationalfølelse. Ingen moderne mennesker kan læse skriften, men den fortæller en historie om et Storungarn, der var engang.

Der er mange ydmyge boliger i denne del af Ungarn, hvor uddannelsesniveauet er lavt, og hvor Orban henter sine stemmer. Rindende vand har de fleste huse, men ikke nødvendigvis alle, og derfor er der stadig ‘liv’ i de gamle vandposter, der står på gadehjørnerne i mange landsbyer –

Békéscsaba langt nede i det sydøstlige Ungarn har 60.000 indbyggere og er hovedstad i Bekes Amt. Byen undgik lige akkurat at blive indlemmet i Rumænien ved fredsslutningen i 1920 og gradvist er det blevet Ungarns vigtigste by i dette hjørne af landet. Den store fordel ved at besøge denne fredelige provinsby er, at der er et turistkontor – men ingen turister. Byen er pæn uden at være voldsom smuk, men der er en dejlig stemning langs byens kanal samt i centrum, og den er bestemt et besøg værd, hvis man vil lære hele Ungarn at kende. Vi drak kaffe på en café på byens central torv, hvor stemningen var både afslappet og imødekommende – i en kulisse af de gamle boligblokke fra Sovjettiden:

Dagen sluttede på restaurant Bagatelle i Kecskemét, og det var ok – men heller ikke mere. Jeg bestilte en flaske rødvin og to glas vand – og vi fik to glas rødvin og en flaske vand. Vi gad ikke lave det om, men det er værd at bemærke, at rødvinen var af den særlige ungarske drue, Kadarka, der giver en let og nemt drikkelig vin med en dejlig smag. Hvis det ikke var så politisk ukorrekt, ville jeg kalde det for en rigtig damevin…!

Vi kører mod nord i morgen tidlig, så sengelampen slukkes tidligt i aften.

Nye indlæg