Det habsburgske kejserrige havde to metropoler. Det største i Wien med kejserpaladserne Hofburg og Schönbrunn og det lidt mindre i Budapest med den imposante parlamentsbygning, der rummer stilarter fra alle hjørner af det vidstrakte rige – 

At de to metropoler har præget hinanden er tydeligt, og allerede i 1842 skrev H.C. Andersen om det, da han på sin store Donau-tur kom til (Buda) Pest:

“Vi vandre omkring i Pesth; det er jo Wien, i det mindste et Stykke af Wien, de samme Boutiker, de samme brogede, velmalede Skildter, med Portrætter og Allegorier, man faaer Lyst at Staal stille! see, der paa Kaffehuset læses i gyldne Bogstaver: “Kave-hos” og neden under staaer et Billede, der viser “den himmelske Kaffekilde”. Engle sidde her til Bords og drikke Kaffe; en af de allersmukkeste henter den ved Kilden, hvor den ganske mørkebruun vælter ud mellem Blomsterne. Her er i een af Gaderne en “Stock- am Eisen”, ganske som i Wien, det sidste Minde om Urskoven ved Donau; hver vandrende Haandværkssvend slog sit Søm i Træet, saalænge der var et Punkt, hvor det kunde drives ind, og Træet blev et Jerntræ, et Træ af Søm! Herkules selv eiede ikke en saadan Kølle.” (fra ‘En digters Bazar, 1842).

I dag er både parlamentsbygningen og kejserpalæerne i Wien ude af trit med Ungarns og Østrigs faktiske størrelse og betydning i verden, men de vidner om en storhedstid, som nogle – ganske mange, faktisk – drømmer sig tilbage til. Kejserrigets sammenbrud i 1918 var for mange østrigere en tragedie, fordi århundreders historie og tryghed for dem var forankret i en enkelt fyrsteslægt, habsburgerne, mens alt det nye så både uoverskueligt og farligt ud.

For andre i Østrig var sammenbruddet en befrielse, for deres fortælling handler om habsburgerne, der sendte titusinder af unge mænds i døden – for intet andet end kejserrigets ære. En ny, demokratisk republik med lige muligheder for alle var et stort fremskridt.

På samme måde er Østrigs forhold til nazismen både en historie om ufattelige svigt i forhold til menneskeheden og en historie om mennesker, der følte sig hjemme i et Stortyskland og derfor hilste anschluss i 1938 velkommen.

Hvilken fortælling er den rigtige? Den mest rigtige? Den mindst forkerte?

I Ungarn er situationen anderledes. Fredstraktaten i 1920 var en massakre, der fratog landet 2/3 af sit territorium, og bitterheden sidder stadig i den ungarske folkesjæl. I Budapest sælger man kort over det gamle ‘Stor-ungarn’ og priser det ved enhver lejlighed, det ungarske mindretalsflag i Rumænien vajer fra parlamentets forside som en reminder om landets territoriale krav, og man udelader fuldstændig fortællingen om de folkeslag, der til deres store glæde fik national suverænitet i kraft af 1920-fredsslutningen. Ungarns kamp i 2. verdenskrig på Nazi-tysklands side er under den højre-nationale Fidesz-regering blevet til en fortælling om Ungarn som et offer for nazitysk agression, og den effektive klapjagt på ungarske jøder bliver effektivt fortrængt og fortiet.

Pointen i ovenstående er, at i Østrig er man langt om længe begyndt på en fordomsfri diskussion om begivenhederne siden 1920. Offervinklen er på retur, og man vedkender sig arv og gæld i forhold til de mange ulykkelige begivenheder.

I Ungarn er historieskrivning noget, der besluttes på regeringsplan, fordi den bruges til et politisk formål. Den højre-nationale Fidesz-regering definerer med utallige nye mindesmærker og nye undervisningsplaner i skolen, at Ungarn gennem århundreder har været offer for overgreb af mongoler, tyrkere, østrigere, tyskere og russere. Faghistorikerne river de sidste hår af hovedet i lutter frustration, men lige lidt hjælper det, og Orban gentager igen og igen med henvisning til landets historie, at Ungarn aldrig mere skal underkastes en fremmed magt. Nøglen til forståelse af Orbans EU-kritiske holdning ligger gemt her.

Når man rejser i disse to dejlige lande, må man gøre op med sig selv, hvor meget alt dette skal fylde. Det er fuldstændigt afgørende at kende til landenes historie for at forstå deres aktuelle situation, men naturligvis skal der også ses fremad med vægt på alle de positive udviklingstræk, der er, og både Østrig og Ungarn er pragtfulde lande at være gæst i. Vi kan ikke lide hverken de højrenationale i Østrig eller Orban i Ungarn, men vi forstår, hvorfor de er her, fordi vi kender landenes historie.

Specielt Ungarn har vi en svaghed for – dels fordi vi har boet og arbejdet her, dels fordi det er et ‘skævt’ og charmerende land. Det ungarske sprog er meget vanskeligt og ikke forbundet med noget, vi kan genkende fra Europa. ‘Goddag‘ hedder ‘Jonapot Kivanok’, ‘ja’ hedder ‘igen’, ‘politi‘ hedder ‘Rendörseg‘ og sådan er det hele vejen igennem – ganske enkelt 🙂 .

Den ungarske ‘sprogtone’ er i mine ører charmerende – den er lidt syngende ligesom fynsk – og jeg vil utroligt gerne lære sproget. Vi kan mange enkeltord, og jeg kan sige, hvem jeg er (Erling vagyok) og at vi er danskere (Dánok vagyunk), men hele sætninger i en samtale er det endnu ikke blevet til. Når man færdes i Ungarn, læser vi naturligvis skilte og opslag efter bedste evne, men enkelt er det ikke. Jeg har fotograferet nogle typiske opslag og spørger nu, hvem af de kvikke læsere af bloggen, der kan finde ud af, hvad der står. Prøv nu bare at se et vigtigt opslag her – noget er forbudt (tilos) – men hvad?

Her kan man købe noget, men hvad….?

Som beskrevet i kapitlet om Budapest var vi til en fremragende opera, og hver af billetterne kostede  ‘ötezernyolcszáz Forint’. Hvor mange forinter betalte vi for en billet?

Jeg håber at læsere af denne rejseblog vil kaste sig ud i opgaven med at finde ud af ovenstående spørgsmål. Man kæmper primært om æren, men kommer man forbi vores bopæl, skænker vi også gerne et glas rødvin til vinderen 🙂 . Under alle omstændigheder er jeg spændt på at høre, hvem der først knækker koden.

I kraft af mange penge fra EU og store udenlandske investeringer har økonomien de senere år været god i Ungarn, men det kniber voldsomt med en rimelig fordeling af fremgangen. Der er elementer af røver-kapitalisme i landet, og mens nogle bliver ufatteligt rige, synker andre hen i fattigdom. Der er således langt flere tiggere i gadebilledet nu, end da vi boede her for 15 år siden. Fremgangen  er tydeligst i Budapest, og på landet kan man stadig møde en hestevogn og se elendige beboelser, hvor rindende vand og elektricitet er en luksus.

For ikke mange år siden var fremmedsprogsniveauet i Ungarn det ringeste i Europa, men i dag kan man i de større byer med et vist held bruge engelsk og/eller tysk. I Békéscsaba så den unge mand på cafeen dog helt fortvivlet ud, da AM på engelsk spurgte, om der var tomatoes på en sandwich, hun ville bestille. Tomater hedder paradicsom på ungarsk, så det er heller ikke nemt at være ungarer…!

På grund af de ringe fremmedsprogskompetencer kan man sagtens støde på pudsige opslag med sprogforbistringer. På vores hotel i Kecskemét hænger der således et opslag i wellness-centeret, der myndigt og på en slags engelsk gør opmærksom på, at p.g.a. den lave vanddybe i svømmebassinet er udspring og leg i bassinet obligatorisk. Det er nok ikke lige det, de mener…! Jeg har flere gange gennem årene gjort dem opmærksom på fejlen, og i går kunne jeg konstatere, at der med håndskrift nu er indføjet et lille ‘not‘ i sætningen, således at udspring ikke længere er obligatorisk – men dog stadig en mulighed…!

Uddannelsesniveauet på landet er lavt, rigtig lavt, og derfor er der stadig mange jobs uden reelt indhold. Når man i varmtvandsbassinet i Kiskunmajsa har betalt entre i billetlugen hos ‘dame 1’, går man ét (1!) skridt videre til ‘dame 2’, der siddende ved siden af billetlugen med stor alvor kontrollerer de netop udleverede billetter og godkender den videre færd frem til ‘dame 3′ i omklædningsrummet, der byder velkommen men iøvrigt intet foretager sig. Når man har klædt om og har puttet sit tøj i en dertil indrettet pose, vogter sidstnævnte dog over det, mens man bader. Det er naturligvis fuldstændig irrationelt på den lange bane, men egentlig ganske fornuftigt her og nu, fordi det giver folk et job. Men der bliver unægtelig pudset mange negle og løst mange kryds og tværs’er for skatteydernes penge…!

Vores overordnede konklusion er, at både Østrig og Ungarn er pragtfulde lande at besøge – med eller uden fokus på habsburgerne og landenes dramatiske historie. Her er smukt, i Ungarn forholdsvist billigt og begge lande befolket af meget venlige mennesker. Begge lande er ramt af ‘over-turisme’, der selvfølgelig er værst i højsæsonen, og derfor er vores anbefaling at besøge provinserne i de to lande, for her venter utallige dejlige oplevelser uden at man drukner i en malmstrøm af selfi-gale turister. Man kan læse mere om disse steder andetsteds på bloggen.