Wien er en dejlig by at besøge. Byen emmer af fortidens storhed, og pragt-mægtige bygninger fra habsburgernes tid med guldbelagte kupler og orgier af marmor ses overalt i centrum. Her er et enormt udbud af musik, ballet og billedkunst i verdensklasse, og det er svært at ‘gå død’ i byen, for der er så meget at opleve.
Byen er gammeldags og moderne på en meget charmerende måde. Hestedrocher kører rundt med turister, musik og ballet i weltklasse præsenteres i de smukkeste barokpalæer, og på cafeerne serverer tjenere i hvid skjorte og butterfly kaffe og kage – når de gider…! Samtidig har byen det bedst fungerende metrosystem i Europa med moderne materiel og billetautomater der fungerer hurtigt og stabilt – hver gang! Mærkeligt at man skal rose det sidstnævnte, men når man mange gange har stået og bandet over billetautomater i Italien og andre steder, så er det en fornøjelse at kunne få sin billet i Wien på få sekunder – og endog med en klækkelig pensionistrabat.
Wien er desværre også ramt af masseturismen, og selv her i kølige martsdage er her mange grupper – jeg tør slet ikke tænke på, hvordan her er i højsæsonen. Når man har set Hofburg og området rundt om, er det en god ide at sive lidt væk fra centrum, fx. til Mariahilfe-kvarteret. I Gumpendorferstrasse holder vi af at komme på café Sperl, der er en af byens gamle, mørke cafeer, men ikke nær så overfyldt som fx. café Hawelka i Dorotheagasse. Vi besøgte også denne gang cafe Sperl, og da vi havde fået bænket os på de gamle, umagelige springfjedersæder fik vi efter nogen tid (ret lang tid, faktisk) kontakt med en langsom tjener med et voldsomt udtryk af ‘weltschmerz’ i ansigtet. ‘Verden er ond, og gæster i hans cafe er tydeligvis en del af ondskaben!’ Han lyttede adspredt til vores bestilling og kom efter en rum tid med det forkerte. Det var ikke så godt, men det fik ham til at tø op – han blev næsten smilende – og efter endnu lidt tid kom den rigtige bestilling, og det smagte fremragende. Cafeen er under alle omstændigheder en omvej værd!
Fra et tidligere besøg har jeg i et andet kapitel beskrevet centrum med nogle gode gåture, kan læses her!
Det er altid svært at udnævne en favoritby, men for mig kunne det godt være Wien. En by med en dejlig venlig stemning, pragtfuldt beliggende ved Donau og med et væld af kunstskatte, kulturoplevelser og ikke mindst en spændende historie. Min begejstring for Wien deler jeg med H.C.Andersen, der besøgte byen adskillige gange og blandt andet læste sine eventyr op for den kejserlige familie. Han skriver begejstret i sin dagbog om mødet med Johan Strauss og hans orkester på café Dommayer og – lidt senere – at han i Wien for første gang smagte is: “Spiiste mig noget prægtigt: gefrorenes.”
Ved siden af alt det smukke og dejlige i Wien er der også en bagside. Østrigerne slås med landets historie efter 1920, der har givet anledning til et nationaltraume og – nu – en begyndende selvransagelse. Næste kapitel handler om alt dette,
Videre til næste kapitel: Nationaltraume, selvransagelse – og Glenn Miller