Feriens første par dage blev langt mere bøvlede end sædvanligt. Vi forlod Viborg kl. 9:30 i dejligt sommervejr og forventningen til dagen var en rolig tur gennem Sønderjylland og Nordtyskland, og indtil Flensburg gik det planmæssigt. Derefter dukkede begsorte skyer op i horisonten, og inden længe regnede det – eller rettere sagt, det høvlede ned med vand, og ved Slesvig blev det til noget, der kunne minde om et vandfald. Egentlig var det vores mening at overnatte nord for Hamburg og dagen efter stå så tidligt op, at vi kunne være forbi Elben, før tyskerne fik sko på, men en eftermiddag i Nordtyskland i heavy regnvejr var ikke specielt tillokkende, så vi tog chancen og fortsatte mod Hamburg i håb om at komme igennem tunellen under Elben før eftermiddagstrafikken. Køerne var lange og trafikken langsom, men det gik dog. Kl. 14:30 var vi klar af Hamburg og så var det bare fuld fart (campingvognsfart!) mod syd. Håbede vi. Men regnen blev kraftigere og kraftigere – det meste af tiden var det som at sidde inde i en vaskemaskine –

Den voldsomme regn i kombination med masser af vejarbejde betød, at resten af dagen foregik i slow-motion, indtil vi ved 19-tiden kørte ind til Melsungen, fandt en øde P-plads i et skovområde (med hjælp fra ADAC’s Stellplätze-bog), og parkerede der for natten. Bortset fra regnens bestandige trommen på taget var der dejlig stille og lige hvad vi behøvede til nattesøvnen. Fra reservedelslageret blev pasta og rødvin fundet frem, og da mørket for alvor faldt på, faldt vi også – i søvn.

Væggeuret ringdede kl. 6 næste morgen – næsten overdøvet af regnens heftige trommen på taget – og efter et hastigt morgentoilette var vi afsted. Mildt sagt ensformig og træls kørsel, fordi køerne var mange og lange, og med den voldsomme regn kunne vi ikke se det mindste af landskabet. Kl. 13 gik trafikken helt i stå – og flyttede sig først igen tre timer senere…! Hold da op, hvor var det kedeligt. Tiden gik med at lytte til Isaac Bashevis Singers bog om den hassidistisk-jødiske familie Jacoby i Polen slutningen af 1800-tallet. Hvis man vil vide mere om, hvad religiøs fanatisme er – ikke kun var men stadig er – er det en god bog at blive klog (men ikke glad) af. Bogen er på mange sider, hvilket var godt, for bilerne holdt proppet i 3 baner, så vi kunne naturligvis hverken komme frem eller tilbage, og det regnede stadig  –

Vi havde egentlig planer om et par dagen ved Bodensøen (Lindau) for at komme ned i ferie-mode, men i den vedvarende og stærke regn og med en konstant udetemperatur på 13 grader blev det naturligvis opgivet, og målet var nu at komme gennem alperne og ned i Italien, inden det blev mørkt. I Østrig tog regnen yderligere til, selvom man ikke skulle tro, det var muligt, og bjergene ved Insbruck var kun skygger i horisonten. Til gengæld faldt temperaturene til 10 grader denne højsommerdag, og motivationen til at komme videre fejlede ikke noget. Og minsandten – kort efter Brennerpasset skete miraklet som så ofte før: Skyerne skilte, de første blå områder på himmelen dukkede op, og efter en halv time i Sydtyrol/Italien var der fuld sol og 23 grader…! Klimagoderne i Europa er altså ikke ligeligt fordelt…!

Klokken var mange, og planen var hurtigst muligt at finde en C-plads i nærheden af Bolzano og helst blive der et par dage for at få rystet den trælse køretur ud af hovedet. På den første C-plads var alt optaget, hvilket også var tilfældet på den næste, men her var indehaveren så venlig at finde en plads til os på P-pladsen, og da det var ved at blive mørkt, var det dagens bedste tilbud. Han fortalte os iøvrigt, at han netop havde set i TV-nyhederne, at floder i Tyskland gik over deres bredder og skabte oversvømmelser pga de voldsomme regnmængder – og at vejrudsigten for Centraleuropa lovede endnu mere regn i de kommende dage. Alt imens han fortalte det, så vi nymånen stige op på en klar og natteblå himmel med løfter om dejligt vejr i morgen. Det var stærk peber efter to døgn i regn, blæst og temperaturer, der kun ind imellem slæbte sig op på tocifrede tal.

Næste dag – det var blevet torsdag d. 27/7 – var vi nødt til at køre videre, fordi pladsen ingen ledige pladser havde, men først skulle Nordea have en række underskrifter i forbindelse med en omprioritering af realkredit ned til ufattelige 2% (i 1970’erne havde vi huslån på over 20%!), og heldigvis kunne det ske digitalt på C-pladsens restaurant, alt mens vi fik en kop fremragende italiensk kaffe. Italienerne kan altså noget med kaffe, som er helt ekstraordinært.

Vi havde tidligere været i Cremone og huskede, at byen bestemt tålte en gensyn. Byens C-plads var ikke noget at dåne over, men den var stor, så der burde være plads også til os. Efter en snoet tur på smalle – ind imellem meget smalle – veje (vi havde fravalgt betalingsmotorvejen) kørte vi tre timer senere ind i Cremona, fulgte skiltene gennem byens centrum frem mod byens C-plads for derefter blot at konstatere, at den var lukket…! Ku’ de da for f…. ikke have pillet de skilte ned…? Denne feriestart skal åbenbart være r-i-g-t-i-g besværlig.

Nyt gravearbejde i camping-biblen (ADAC) afdækkede en C-plads 60 km. længere mod syd i den lille kurby Tabiano ikke langt fra Parma. En telefonopringning (nu til samme takst som i DK – og tænk, italienere snakker glimrende engelsk…!) bekræftede, at vi kunne få en plads, og afsted gik det på hullede, bulede veje, der vil få et vaskebræt til at lide af voldsomt mindreværd. Camping Arizona viste sig at være glimrende – flinke mennesker i receptionen, en lille pizza-restaurant med rimelige priser og vistnok også en pool – men det sidste er jo heldigvis frivilligt…..! Tror jeg nok.

Til næste afsnit: Verdis fødested