Fra Ligurien er vi kørt op i Sydtyrol, altså den italienske del af Tyrol (Nord- og Østtyrol ligger i Østrig). Vi har aldrig dyrket dette område særlig intensivt, og det er helt tydeligt en stor fejl. Sydtyrol er et pragtfuld rejseområde, fordi det vejrmæssigt ligger på den rigtige side af Alperne samtidig med, at her er vanvittig smukt – både i bjergene og i lavlandet langs floderne.

Vi har bosat os på C-pladsen Ganthaler i den lille by Vilpiano ca. 15 km. fra Bolzano. C-pladsen er forholdsvis lille, men meget smukt beliggende og både velordnet og hyggelig med en særdeles venlig familie til at styre det hele. Til gengæld for den fine placering og de fine faciliteter er pladsen dyrere end så mange andre steder – 37 € pr. nat for os. I højsæsonen er det er nødvendigt at bestille plads på forhånd. Pladsen rummer også en restaurant med rimelige priser.

Selvom vi har kørt færre end 500 km. fra Liguriens kyst er det let at mærke, at vi er kommet til en helt anden provins af Italien. I århundreder var området en del af det store Habsburgske imperium, men da det brød sammen ved afslutningen af 1. verdenskrig, blev området overdraget til Italien, selvom hovedparten af befolkningen følte sig som østrigere og derfor talte tysk. Resultatet i Sydtyrol blev da også uroligheder og opstande, og efter afslutningen af 2. verdenskrig forventede mange, at Sydtyrol ville blive givet tilbage til Østrig. Sådan gik det imidlertid ikke – Østrig var mærkværdigvis nok i endnu mere ”bad standing” hos krigens sejrherrer end Italien. Resultatet var endnu flere opstande og demonstrationer, der først stilnede af, da området fik en særlig grad af autonomi inden for den italienske stat.

For hovedparten af befolkningen i Sydtyrol er modersmålet stadig tysk – højtysk som skriftsprog, sydtysk dialekt som talesprog – men naturligvis lærer man også italiensk i skolen. Alle gadeskilte er to-sprogede, og stednavne er ofte helt forskellige på de to sprog – se blot navnene på denne smukke jernbanestation lidt uden for Bolzano –

Det er ejendommeligt at være i et italiensk område, der på mange slet ikke er italiensk. Vi blev hilst velkommen på tysk, restaurantens servitrice går i en typisk østrigsk kjole – næsten en folkedragt – hofnummeret på restaurantens spisekort er naturligvis wienerschnitzel, og der flages mange steder med flag i de østrigske farver, nogle af flagene er endog forsynet med den habsburske, kejserlige ørn  –

Dertil kommer, at hele området er særdeles velordnet på typisk østrisk – ikke italiensk – vis. Vejene er markant bedre, og selv cykelstierne, som er så elendige i Italien, er perfekte her.  Vi cyklede en smuk tur fra Vilpiano til Bolzano ad en fremragende cykelsti, der havde navn efter Habsburgernes store kejserinde Maria Theresia – en næsten provokerende hilsen til italienerne –

En tur i bjergene er et must, og vi tog en svævebane til destinationen “Lammeben” (herligt navn!) og gik en flot tur på et par timer i små 2 km.’s højde –

– og undervejs: Små hilsner fra mennekser, der elsker bjergene, mere østrisk bliver det ikke – selvom vi er i Italien –

Til sidste afsnit: Hjemtur over Bamberg og Slesvig