Vi er kommet frem til rejsens egentlige mål, C-pladsen Smeraldo ved byen Moneglia på Liguriens kyst, lidt øst for Genova. Vi bor på en hylde 3 meter over Middelhavet –

Fra “hylden” har vi en enestående udsigt over havet og bjergene, og Moneglia’s elegante kirketårne ligger smukt inde på fastlandet lidt længere væk mod vest. Billedet nedenfor er taget ved 20-tiden, hvor solen oplyser den smukt beliggende by –

C-pladsen Smeraldo byder på den mest fantastiske placering, og derfor er det ubetinget nødvendigt at reservere plads på forhånd, hvis man vil herned i højsæsonen, det foregår nemt på Smeraldo’s hjemmeside, www.villaggiosmeraldo.it. Til gengæld for den enestående placering må man leve med nogle ret så besværlige adgangsforhold. Moneglia og Smeraldo ligger ved foden af nogle stejle bjerge, og alle veje er smalle og snoede – meget smalle, meget snoede – og som hovedregel fyldt med biler, der er parkeret de mest utrolige steder. En del af vejen kører man i mørke og snævre tunneller, der er ensrettede, hvilket styres af lysfyr i begge ender, men italienerne kører ind længe efter, at det røde lys er tændt, og det betyder stor risiko for tummel og ballade, for to biler kan absolut ikke passere hinanden; meget, meget italiensk.

Skal man til Smeraldo med C-vogn, skal man sørge for at komme fra Deiva-siden og ikke fra Sistri-Levante, hvorfra der er adgang forbudt i tunnellerne med C-vogne. De lokale italienere siger godt nok, at man bare kan køre igennem alligevel, men det synes jeg nu ikke er anbefalelsesværdigt. Forlad motorvejen i retning mod Deiva, kør videre gennem tunneller til Moneglia og derfra igen ind i tunnellerne, indtil man pludselig  kommer til en snæver åbning i klippevæggen, der er adgangen til Smeralda –

Billede 44 67

Straks man kommer gennem hullet står der venlige mennesker og tager imod og sørger for, at man får tildelt sin reserverede hylde. Det siger vist sig selv, at er man en nervøs eller urutineret bilist, bør man finde en anden C-plads.

Italien i august

Vi har været i Italien utallige gange, men aldrig tidligere i august måned, og det er ikke verdens bedste ide, juni, juli og specielt september er meget bedre. I august er her hedt med temperaturer over 35 grader, og det er måneden, hvor italienerne selv holder ferie. På Smeraldo har vi fået plads midt i en italiensk gruppe på 25-30 unge og voksne, der har medbragt enorme mængder af udstyr, gummibåde, påhængsmotorer, fiskestænger en masse, udekøkkener, gasflasker, kaffemaskiner, dykkerudstyr, våddragter, badedyr, luftmadrasser, en scooter, fadølsanlæg (!) og ikke mindst et ghettoblasteranlæg med en stor ekstern højtaler – foruden borde, stole, tæpper og alt det andet, man bruger til camping – og der er dømt ferie og fest hver dag. Det er festligt og støjende og uden nogen som helst hensyntagen til os andre – det er virkelig mig/os først, fuldstændig som i trafikken. Hver dag bliver den store højtaler sat frem, og så dunkerne rytmerne ud over havet, mens der bliver danset, hoppet, sunget og hvinet –

Vi har sådan set ikke bedt om at komme til koncert, men der er ikke andet at gøre end at leve med det – det er helt tydeligt acceptabel ferieadfærd her, og man kan ikke andet end at blive smittet af deres åbenlyse livsglæde. Iøvrigt foregår det hele stort set uden alkohol – bortset fra lidt fadøl og nationalsnapsen Limoncella til frokost – så de bliver aldrig “dumme” som hvis det havde været en hollandsk eller dansk gruppe. Mens nogle danser, er en anden del af gruppen igang med at tilberede den fælles frokost, der bliver renset fisk, kogt muslinger, skåret skinke, kogt pasta og meget mere –

– og når den store fællesfrokost går i gang – en hellig stund i Italien – slukkes ghettoblasteren, men decibel-niveauet er stort set det samme, for der spises, grines, råbes og snakkes i en stor pærevælling –

Den aktuelle august-hedebølge har af gode grunde fået navnet ”Lucifer”, og her ved havet er det til at holde ud, men inde i landet er det for varmt. I Rom er de tæt på at løbe tør for vand, og på sigt kan disse voldsomt varme somre blive et problem for befolkningerne i hele Sydeuropa. I DK er sommeren (igen) i år kølig, blæsende og våd, og på den måde mærker vi alle klimaforandringerne. Hvor det klimamæssigt på sigt bliver bedst (eller værst) at bo, er svær at forudsige, men meget tyder på, at klodens opvarmning kommer til at ramme livsvilkårene hårdere, jo nærmere man er ved ækvator.

Lige her og nu kl. 12.30 den 7. august 2017 hamrer solen ned fra en skyfri himmel, termometret siger 37 grader i skyggen, vandet er blåt og behageligt, og badenymferne trodser alle formaninger og lægger sig i den brændende sol og lader sig stege lysebrune. AM er ikke længere blandt badenymferne og spørger stønnende, om vi lige kan flytte bordet lidt, så hun kan komme helt ind i skyggen…Sic Transit Gloria Mundi! Og om lidt spørger hun, om vi ikke snart skal i vandet igen – det ved jeg bare. Og det skal vi da…!

Moneglia

Moneglia er en typisk italiensk by, ikke stor, men stor nok til at have en rigtig gågade med adskillige specialitetsforretninger –

– og lille nok til, at der sladres og skavdres i timevis i skyggen – intet går upåagtet forbi disse skarpe blikke –

– og kigger man lidt op, ser man de smukkeste motiver –

Havnepromenaden er med palmer –

– men alligevel koster et par drinks på fortovsrestauranten kun 8 €, og så er der endda både sød betjening og chips med i prisen. Mon ikke det er til at forstå, at Smeraldo og Moneglia i mange år har været vores foretrukne sted i Italien?

Sommerens bedste ferietips

Hvis man gerne vil se noget rigtig smukt og samtidig føler sig lidt ensom, så følger her sommerens bedste ferietips. Man skal bare gøre som vi har gjort i dag, nemlig tage ned på Cinque Terre kysten i august, italienernes store feriemåned. Vi hoppede på toget i Moneglia i retning mod La Spezia – det vil sige, “hoppede på” er nu mest en talemåde, for i virkeligheden kæmpede vi os ind i tog så propfyldt som en dåse italienske sardiner. Lugten var også noget med sardiner, for de mange mennesker svedte stærkt i den stegende hede, og frisk luft var en fjern drøm, fordi toget det meste af tiden kørte i kulsorte, lukkede tunneller. Mere præcist kørte vi ind imellem, mens vi i lange perioder holdt stille i de mørke tunneller, og der stod vi så, skulder ved skulder, mave ved mave, numse ved numse og kikkede ud i mørket – heldigvis uden fare for at falde, for der var ikke 1 cm. fri gulvplads at falde på.Og hensynsfulde som italienere er, undlod togføreren at informere os om årsagen til de langvarige stop og hvor længe, de ville vare; han ville sikkert ikke ødelægge forventningens glæde. Vi kom i den grad hinanden ved, ikke mindst fysisk, og ensomheden var langt, langt væk. Jeg ville tage et billede af denne spændende ferieoplevelse, men mit kamera havde klistret sig fast i min nabos svedige t-shirt og lod sig ikke vriste fri, så det lykkedes ikke. Sådan kan det gå.

For at fuldende oplevelsen var en del af togets døre i stykker og kunne ikke åbnes (de kan noget med tog i Italien…!), hvilket betød, at når folk skulle af, måtte de gennem et par togvogne kæmpe sig henover svedige kroppe, klapvogne, ferietasker, solparasoller, skrigende børn og andet rejsegods for at nå frem til en fungerende dør, og på den måde kom de endnu mere i nærkontakt med de andre rejsende. Ensomhed er en grim ting, der skal bekæmpes.

Egentlig havde vi løst billet helt til La Spezia, men da vi kom til Monterosso, var den sidste ilt i togvognen sluppet op, og sammen med de andre sardiner opgav vi ånden (katolsk eller protestantisk tradition, vælg selv) og forlod toget, og dermed er vi fremme ved den anden halvdel af feriehemmeligheden, det smukke. Monterosso er sammen med de andre byer på Cinque Terre vanvittig smuk, og når man står der på kysten sammen med 100.000 andre turister går tingene op i en højere enhed. Smukkere bliver det ikke, og ensomheden er langt, langt væk –

Hele oplevelsen foregår i en ramme af intens varme og høj luftfugtighed, og mens man går tæt sammen med alle de andre, kan man glæde sig over de mange interessante dufte, som mennesker omgiver sig med. Parfumer, sololie, cremer m.m. er i høj kurs blandt turister, og der bliver ikke sparet på det.

Selvom man skulle synes, at ensomheden nu burde være godt på afstand, er der jo altid nogle, der ikke kan få nok. Her et sightseeingskib på vej ud af havnen i Monterosso med turister, der bare elsker at være sardiner –

Skulle der stadig være kræfter tilbage til at studere endnu mere smukt og interessant, kan man altid opsøge en af de utallige, interessante boder, der forhandler lokal, autentisk kunst –

Med ovenstående er jeg glad for at kunne afsløre sommerens bedste ferietips: Tag aldrig – ALDRIG – til det smukke Cinque Terre i august måned.  

I virkeligheden ville vi i dag slet ikke have været til Cinque Terre, men til Genova for bl.a. at gense Sct. Lorenzo-kirken, der i århundreder har været ualmindelig dygtig til at skaffe sig nogle af den katolske kirkes største relikvier: De jordiske rester af Johannes Døberen, det fad hvorpå hans hoved blev lagt, da det blev præsenteret for Salome, den kalk, som Jesus drak af ved den sidste nadver samt andre mærkværdigheder, der alle sammen hører til i afdelingen for rariteter, hvor fup og fakta er umulig at skelne fra hinanden. Indkøb af en ny bikini var også en af dagens opgaver, men her var vi til gengæld ude i noget, den katolske kirke slet ikke er begejstret for, fordi man mener at vide, at Vorherre ikke bryder sig om bar hud. Men ham om det, jeg kan nu godt lide det.

For at nå en så omfattende dagsorden var vi tidligt oppe og planen var at tage et tog i Sistri Levante, der kunne bringe os direkte ind i Genova’s centrum og befri os for plagsomme P-problemer i den store by. Vi fandt en P-plads i nærheden af stationen og ville naturligvis indløse den obligatoriske P-billet, for er der noget, der fungerer i Italien, så er det P-vagterne – de er allestedsnærværende og emsige. P-automaten kunne både tage mønter og kreditkort, stod der på info-tavlen, men naturligvis fungerede det ikke, for det gør det aldrig, og efter et kvarters indædte forsøg opgav vi svedende og bandende, vendte tilbage til bilen og returnerede til Moneglia, hvor P-pladsen ved stationen bestyres af et rigtigt levende menneske, der omhyggeligt skriver P-sedler ud i hånden og tager mod betaling. Næste tog til Genova var om halvanden time, mens toget den modsatte vej – mod Cinque Terre gik om 10 minutter, og så var beslutningen nem. Men den var dårlig!

Det var ærgerligt af mange grunde, for Genova er en spændende by – se billeder og tekst fra et tidligere besøg her:  Genova 14/7 2014

Nu dyrker vi ensomheden på Smeralda, alt mens jeg får en voksende forståelse for de byer og områder, der gør oprør mod masseturismen.

Uvejr på Smeraldo

Det har buldret og drønet hele natten, ikke pga torden men fordi enorme dønninger slår ind mod klipperne nedenfor vores “hylde” her på Smeraldo. Havet under os er et inferno af lysegrønt vand, der rammer klipperne med hule drøn og sender kaskader af hvidt skumsprøjt og saltvandsskyer ind over os. Larmen er øredøvende, vi må råbe til hinanden for at blive hørt, og selv nabo-teenageren og hans ghettoblaster har givet op over for havets stærkere basrytmer. Det blæser kun moderat, så de store bølger må være sat i gang af et kraftigt blæsevejr ved Spaniens eller Nordafrikas kyst. Faktisk er det lidt skræmmende, for samtidig med, at havet er i oprør med kæmpestore bølger, skriver alle vejrudsigter om svag vind, 1-3 m/s. Hvis man som sejler tog bestik af den vejrudsigt, ville man være ilde stedt.

Middelhavet i oprør er et fascinerende skue, når man kan iagttage det fra vores solide klippehylde, og det slår mig, at havet her opfører sig anderledes end hjemme. Når vi har sejlet på Kattegat i blæsevejr, er bølgerne kommet rullende i en lind og nogenlunde konstant strøm – det gør de ikke her. I perioder er bølgerne ensartet store, men pludselig – med nogle minutters mellemrum – kommer der nogle enorme “bøffer”, der rammer klipperne med store drøn og sender skumsprøjt mange meter op luften, hvorefter havet falder tilbage til den tidligere rytme. Dette mønster gentager sig i timevis, og det kunne være interessant at kende årsagen. Hvis nogen ved noget om dette, må de meget gerne kommentere her på bloggen. På nedenstående billede rammer nogle af de store “bøffer” kysten inde ved Moneglia, fotograferet gennem en kikkert tværs over bugten fra Smeraldo  –

I løbet af aftenen tiltager vinden, bølgerne bliver endnu større og himlen bliver uvejrs-sort –

Lidt senere udviklede dette flotte syn sig ude på havet –

Uvejret døde væk i løbet af natten, og da vi vågnede den næste morgen, var den liguriske kyst blevet sig selv igen med blændende sol, blå himmel, blidt hav og brune badenymfer…!

En forfærdelig afslutning

Vi nærmer os afslutningen på vores ophold her på Smeralda, og da AM vågnede her til morgen, erklærede hun med fast og sikker stemme, at køleskabet var tomt – tomt – og derfor var vi nødt til at finde et supermarked og få suppleret både frontlageret og reservedelslageret. En tur i supermarkedet hører hver gang til mit livs store øjeblikke, så den var jeg med på, endda før morgenmaden, så vi kørte til Sistri Levante, fandt et mega-COOP, og alt var godt. Arbejdsdelingen mellem os i et supermarked er som grænsen på den koreanske halvø, og intet, INTET, overlades til tilfældighederne: Jeg tager mig af vinen, mens AM tager sig af detaljerne (kød, grøntsager, brød, pålæg, ost, pasta, dåser, nødder, chips, chokolade, vand og et par småting mere). Jeg fandt hurtigt to flasker hvidvin og to flasker rødvin – fordelingen har noget at gøre med, at AM er mest glad for hvidvin, mens jeg så absolut er mest til rødvin – og så var jeg klar til at gå til kassen. AM var imidlertid (surprise, surprise…!) ikke helt færdig over på sin side af grænsen, så jeg måtte tålmodigt – en af mine spidskompetencer – vente en lang stund, men så kom forløsningen; vi fik betalt, læsset i bilen og kørte hjem til Smeraldo. Alt var godt, igen.

Aftensmaden var planlagt som en take-away-pizza fra den lokale restaurant på Smeraldo – fremragende til 7,50€ – og dertil et glas af den nyindkøbte rødvin fra COOP. Det må nødvendigvis være rødvin til pizza, hvidvin er helt ved siden af, og jeg havde omhyggeligt kølet den lidt af i køleskabet. Pizzaen var hentet, proppen røg op, og – k-a-t-a-s-t-r-o-f-e – hvidvin strømmede ud af den mørke flaske. Hvordan kunne jeg have taget fejl…? Heldigvis vidste jeg, at den anden flaske rødvin stod og ventede, ikke afkølet, men alligevel en redningsbøje. Op røg den prop – og ud strømmede hvidvin….! Igen!

2 flasker hvidvin fejlagtigt indkøbt som rødvin, og alt er slet ikke godt…! AM sidder på den anden side af bordet og griner som en flækket træsko og påstår lige ud i den blå luft, at det måske har noget at gøre med min utålmodighed i supermarkeder…! Sjældent har jeg hørt noget så ….. korrekt!

Videre til næste afsnit: Dejlige Sydtyrol