Det var slet ikke planen, at vi skulle til Pavia, men det kom vi, fordi C-pladserne endnu engang drillede os. Vi havde reserveret en plads i byen Coli i Appeninerne, og ad smalle, hullede, toppede, snoede og bulede landeveje kom vi frem – og fandt aldrig C-pladsen. Et sted endte vejen blindt, og vi måtte hægte C-vognen af, vende bilen og binde vogntoget sammen igen, inden vi kunne fortsætte. Landevejene i Italien bliver tilsyneladende slet ikke vedligeholdt – det slog mig undervejs, at vi ikke mødte et eneste vejarbejde – huller, revner og buler får lov til at udvikle sig nedad, opad og udad, og kørslen bliver et forhindringsløb. Til gengæld er landskabet fantastisk smukt –

Italienske mænd elsker at køre på motorcykel – hurtigt, hasarderet og ofte med kæresten på bagsædet. Denne søndag var der mange på vejene, og de kommer typisk i grupper på 5-10 og overhaler med skinbarlig dødsforagt i kurver og sving uden det mindste overblik.  Italiensk macho-kultur.

Dette område i det centrale Italien har ikke mange C-pladser, så vi besluttede at fortsætte til Pavia, fordi det er en dejlig by, og fordi vi fra tidligere husker en C-plads af en størrelse, som burde have plads til improsavister som os. Det tog et par timer over bulerne og gennem hullerne, men vi fik en glimrende plads og masser af god info af den venlige boss på C-pladsen.

Motoren var kun akkurat slukket (vi er ikke hollændere…, jfr. i går!), da vi sadlede “skønheden og udyret” –

 – og tog på ekspedition langs Ticino-floden (en sideflod til Po). Vejret var meget varmt og lummert, og heldigvis nåede vi hjem til C-vognen, før et veritabelt skybrud satte i gang –

Som helt normalt i Italien varede det kun et par timer, hvorefter det klarede op – herligt. Aftensmaden kom fra reservedelslageret – Forloren Skildpadde fra Beuvais tilsat noget grønt dame-noget fra haven – slet ikke dårligt på en regnvejsaften med 28 grader i skyggen/regnen.

Pavia er en fremragende by at besøge, fordi den er smuk med en spændende, gammel bykerne, og fordi her kun er få turister. Byens centrale plads – Piazza Duomo – er et herligt sted at drikke en kop kaffe, spise en cornetto og ganske gratis have udsigt til byens domkirke –

Domkirken er et must at besøge og kan selv her i højsæsonen ske i stilhed uden de horder af japanske/kinesiske selfie-fotograferende turister, der hærger Firenze, Pisa m.fl.

Kirkens grundplan er fra 1488 med bl.a. en enorm kuppel udtænkt af Leonardo da Vinci –

Interiøret er pragtfuldt – her modtager Sct. Peter nøglerne til Himmerige (det må da have været årets pressefoto i 13-hundred og hvidkål…!) –

– og prædikestolen (verden) bæres naturligvis på skuldrene af en gruppe mænd –

Pavias helgen hedder San Siro, og han er bestemt ikke en hr. hvem-som-helst iflg. den katolske tradition. Det var nemlig ham, der som dreng bragte de fem brød og to fisk, som Jesus bespiste 5.000 mennesker med, og senere fulgtes han med Sct. Peter til Rom inden han begav sig rundt i Po-området for at sprede det kristne budskab. Han ligger nu i domkirken i Pavia iklædt bispekåbe, og ser man nøje efter, stikker det 2000 år gamle skelet frem her og der –

På vores rejser besøger vi altid kirker – mange kirker – og hvorfor det er sådan, har jeg skrevet om i et afsnit på min personlige slægtsblog – her er der et link til interesserede: Religion, kirker, historie – og det hellige land.

Et besøg i Certosa-klostret

Sådan så AM ud efter et besøg i det store Kartusianerkloster Certosa uden for Pavia –

Man kunne naturligvis antage, at det var de stærke religiøse oplevelser, der var årsagen til de røde kinder, men sådan var det nu ikke. Køreturen derud og tilbage igen – 30 km. på cykel i gnistrende solskin og temperaturer på 40 grader eller mere gav i den grad sved på panden og røde kinder, godt hjulpet på vej af den italienske trafikkultur, hvor færdselsregler i bedste fald er vejledende – bortset fra reglen om “mig først..”, som italienske blister af begge køn følger slavisk.

En del af turen til Certosa foregik heldigvis langs en gammel kanal med stillestående, irgrønt vand med masser af karpe-lignende fisk –

Stien er egentlig anlagt som cykelsti, men på mystisk vis det er lykkedes bilerne at tiltvinge sig adgang, så turen er knap så fredelig som det ser ud på billedet.

Modsat kanalen er der rismarker –

– og efter ca. 15 km. fra C-pladsen i Pavia kommer man frem til den lille by Certosa, hvor klostret ligger, og selvom vi var her for nogle få år siden, ville vi gerne gense det. Klostret er påbegyndt sent i 1300-tallet af den munkeorden, der hedder Kartusianere, og selvom deres leveregler er baseret på enkelhed, er klostret overvældende i sin arkitektur –

Stilen er umulig at karakterisere – en del minder om gotik, noget om renaissance – og mængden af detaljer på facaden er totalt overvældende. Se også denne smukke detalje – en “guddommelig smuk” rendesten, fristes man til at sige…

Kirkerummet er overvældende – her et udsnit af loftet –

Masser af opslag fortæller, at man naturligvis hverken må fotografere eller komme ind på klosterområdet i korte bukser, men det er Italien, så ingen tog sig af, at jeg foto……… ihærdigt iført korte bukser. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på håndhævelsen af reglerne, at Karthusianere principielt ikke må tale med nogen som helst – og da slet ikke med fremmede – men et par vrede blikke fik jeg dog fra kirkeloftet –

En rundtur om det enorme klosteranlæg viste, at munkene er særdeles godt beskyttet mod nyfigne blikke og mod fristelser fra den omverden, de har vendt ryggen til med deres kloster-løfte –

Man kan læse mere om denne særprægede klosterorden og se flere billeder fra vores tidligere besøg her: Ligurien m.m. 2014.

Der er varmt her i det centrale Italien, og en del af tiden tilbringes helt naturligt på ryggen med en bog i hånden – afløst af dyp i poolen. C-pladsen ligger ca. 3 km. uden for bykernen, hvilket betyder, at cyklerne er i brug næsten hver dag. Da parkering i centrum stort set er umulig, er det en fornøjelse at cykle ind til Piazza Minerva, hvor byens gågader begynder, og så slentre videre i de små, charmerende gader. Her er et par billeder fra tidligere idag (klik og følg pilene):

En udflugt til Piacenza

Klimaet i Po-dalen er hedt om sommeren med en fin bestand af interessante dyr – først og fremmest myg, men her er skam også andre spændende og stikkende insekter – og derfor kan man overalt købe noget krads anti-myggespray, som er rimelig effektivt. Gør det og brug det, er vores erfaring. Vi er her denne gang i august måned, hvor dagtemperaturerne ligger på ca. 40 grader i skyggen, og har man mulighed for at komme her i september måned, så er det vejrmæssigt en bedre ide. Vintrene er kolde og tågede, så dem skal man holde sig fra.

Ad bumle-skrumple vejene har vi idag været en tur i Piacenza, der ligesom Pavia har en fin, gammel bykerne, som bestemt er værd at gå en tur i. Domkirken er mindeværdig, fordi det var fra det sted, at Pave Urban i 1095 kaldte den kristne verden ud på sit første korstog til Jerusalem – et korstog mod muslimer (og jøder!), der sammen med de efterfølgende korstog endte i voldsomme blodsudgydelser i Guds navn.  At slå ihjel i Guds/Allahs navn er bestemt ikke en muslimsk opfindelse, de har bare været lidt længere om at lære det…!

Domkirken i Piacenza er fra 1300-tallet, i typisk gotisk stil og meget smuk –

I kirken hænger en helt nyt og meget anderledes udgave af Leonardo Da Vinci’s berømte nadverbillede fra 1498 – nærmest et pressefoto i 5-6 m.’s bredde. Det er bemærkelsesværdigt, at Maria Magdalena er fjernet fra Leonardo’s billede, og i stedet er der en feminint udseende ung mand, der lægger sit hoved på Jesu skulder. Om man kan lide den fortolkning eller ej, må være en smagssag, men det er bestemt nyt i den katolske kirke at lave dette centrale billede på denne måde –

Byen er dejlig at gå rundt i, og har man lidt sans for detaljer, kan man fx. se de smukkeste porte og indgange til gårdhaver – klik på billederne for at se dem i stort format –

Og igen mindes man om, at italienere kan noget helt særligt med farver i deres byer – se blot disse pragtfulde huse fra hhv. Fontellenato og Piacenza.

Videre til næste afsnit: Liguriens kyst