Tvunget af omstændighederne (regnvejr, alt-optaget-campingpladser, nedlagt campingplads m.m.) er vi endt i et område midt i Italien, der ligger lidt fra top-turist stederne, og det har helt klart sine fordele. Prisniveauet er lavere (en fremragende pizza for 9€) og C-pladserne er knap så fyldte. Vi er på C-plads Arizona i byen Tabiano i området omkring Parma og Piacenza, der er fyldt med gastronomi, vin, musik (Verdi blev født her i 1813) og ikke mindst et utal af borge, der fortæller om tiden før Italiens samling, hvor lokale hertuger fra hver deres borg regerede over et område – og bekrigede hinanden. Det har ikke været sjovt at være almindelig borger – bonde – i en tid, hvor mænd ustandselig blev udskrevet til krigstjeneste i hertugens interesse men aldrig selv fik noget ud af det. Vi besøgte en enkelt af borgene – Castello di Scipione – der i dag er en smukt restaureret hilsen fra fortiden, men det skal man naturligvis ikke lade sig snyde af – borgen blev i sin tid opført og brugt som Scipionernes brutale knytnæve i lokalområdet.

Vejret er fremragende, og vi har som altid medbragt cykler, der er fremragende, når et område skal opleves. Det lokale turistbureau anbefalede en cykelrute, som vi i dag har prøvet af med udgangspunkt i termalbyen Salsomaggiore Terme. Vi fik desværre bekræftet vores tidligere oplevelser, nemlig at italienerne laver cykelstier som de laver tog…! I det fabelagtigt smukke landsskab var stien med omhu lagt, så vi kørte i et nedlagt industriområde med forlængst lukkede fabrikker, der står tilbage som ruiner, forbi et rensningsanlæg og en losseplads og til sidst ud på en landevej, hvor bilerne susede forbi uden ophør. Til overflod var cykelstien af denne standard –

Undervejs passerede vi denne opstilling (hvad skal man ellers kalde det?) –

– hvor “Teniamo Pulita La pista Ciclabile” (“os der holder cykelstien ren”, som der står på det lille skilt på træet) tilsyneladende har allieret sig med lokale præster og anden religiøs kraft i et forsøg på at løfte opgaven – noget der helt åbenlyst ikke lykkes ret godt.

Selv her i Norditalien – og langt ude på landet – er flygtningekrisen synlig. I både små og store byer ser man grupper af unge nordafrikanske mænd (mænd!), der hænger ud på gadehjørner uden det mindste at tage sig til – bortset fra at prøve de cykler, der åbenbart er stillet til rådighed for dem. Det ligner en tikkende bombe, og spørgsmålet er vel ikke, om den sprænger – for det gør den – men kun om eksplosionen får en størrelse, Italien og EU kan håndtere. Meget bekymrende.

Vi er taget på en udflugt i regionen, og første mål er den lille by Fontanellato midt ude i ingenting. Her ligger endnu en af de borge, som regionen er så rig på –

Borgen blev påbegyndt i 1300-tallet, hvor familien Sanvitale byggede den som deres forsvarspunkt i de evige stridigheder mellem fyrstefamilierne. Og stort og flot blev byggeriet med årene med voldgrav, patio, 3 stokværk – og naturligvis malede man sine våbenskjolde på loftet i indgangspartiet –

Parma er den største by i regionen og bestemt et besøg værd. Domkirken er helt speciel, idet hele rummet er tapetseret med kalkmalerier –

I kirkens kuppel har Michelangelo Carvaggio i slutningen af 1500-tallet afbildet et af den katolske kirkes største undere: Maria himmelfart – og det er der kommet pragtfuldt billede ud af –

For tilskuerne har det helt forståeligt været noget af en oplevelse, som heldigvis også er afbildet (og det hele er ganske vist…!) –

Hvad disse to englebasser har gang i her i et stilfærdigt hjørne af domkirken, fortælles der intet om, men man kan jo have sine anelser, når man betragter dem –

Dagen sluttede med, at AM havde en forfærdelig oplevelse. Hun så et pænt ægtepar med to børn komme til C-pladsen og slå sig ned lige over for os. De fik C-vognen bakset på plads, fik pakket alt ud, borde og stole sat frem – og så satte de sig bare ned og slappede af….! Ikke et blik på de medbragte cykler, ingen rask løbetur til den store pool, ingen travetur op ad gaden og tilbage igen – nej, de satte sig bare ned og tog det roligt. Familien var fra Holland, og det forklarer måske en del, men under alle omstændigheder krævede denne mærkværdige adfærd en del rødvin at fordøje – men den var så til gengæld god, en Ruffino fra Chianti-distriktet.

Videre til Pavia og omegn