Reggio Emilia, Ligurien, Umbrien, Marche og Sydtyrol i 2013

am på bjerg

Frokost i bjergene ved Comosøen

LØRDAG D. 29/6: Fra Viborg til München.
Klokken er 21:30, og vi holder på en tæt pakket – proppet – rasteplads lidt syd for München efter at have kørt godt 1100 km fra Viborg, hvorfra vi startede kl. 04.10 i let regnvejr. Alle lange P-pladser til campingvogne er optaget, men venlige fynboer hjælper os på plads, så vi akkurat kan være bag ved dem – på tværs af P-båsene!!
Turen er gået glat, men det har – helt bogstaveligt – regnet konstant siden vi forlod Viborg, og gennem hele Tyskland har det stået ned i tove. Vi taler om, at det er lidt skræmmende, at nord- og mellemeuropa tilsyneladende er ved at få et klima, hvor det hele regner væk, i DK suppleret af en meget hyppig strid blæst. For få uger siden var regnen på disse kanter så voldsom, at først Donau og siden Elben gik over sine bredder med en forhøjet vandstanden i Passau på uforståelige og skræmmende 12 meter. Vi ser frem til at komme på den anden side af Alperne, hvor vejret forhåbentlig stabiliserer sig, vejrudsigten i Moneglia så særdeles fornuftig ud i går, så….!
Aftensmaden – for nedrullelig gardiner og med regnen trommende på taget – består af tomatsuppe med pastaskruer og dertil en glimrende Saint-Joseph 2009. Slet ikke ringe, omstændighederne taget i betragtning.

SØNDAG D. 30/6: Alperne gør hele forskellen!
Vi står igen tidligt op – vækkeuret ringer kl. 04:00 – og det regner stadig med et tungt, tungt skydække, der ikke når mange meter op over autobahn-højde! Vi kører over Kufstein og gennem Brenner-passet, hvor det er umuligt ikke at blive imponeret over den fantastisk flotte vej, der må have kostet ufattelige summer at anlægge. Og så sker miraklet: Efter at have forceret skyer og regn på vej op ad passet ser vi pludselig blå himmel i det fjerne, og efter at have passeret den italienske grænse og kører ned mod Po-sletten kommer den sommer, som vi har længtes efter. Temperaturerne stiger fra 9 til 25 grader på en time, og solen skinner fra en skyfri himmel. Alperne fungerer som en barriere for regn og skyer! Jeg mindes nøjagtig samme oplevelse for – vel – 55 år siden, hvor fam. Østergaard i en lille brun Folkevogn (modellen med delt bagrude!) kørte til Firenze, og på samme vis efterlod regn og skyer på nordsiden af Alperne – min far talte om det i mange år efter.
Vi kører til Cremona og indkvarterer os på campingpladsen Parca al Po. Det er en rendyrket retro-oplevelse med faciliteter som i 1950’erne, triste toiletter, kun koldt vand etc, men af samme grund er der kun få gæster, så der er dejligt med plads, og pladsen er græsbeklædt og glimrende. Rundt om på pladsen står ruiner af bygninger, der engang har været lavet til glæde for gæster og lokale, men som man for længst har opgivet at holde vedlige. Nogle af dem er snublende nær ved at vælte, men på typisk italiensk vis har man her og der sat nogle jernstænger under som støtter, og så venter man og håber det bedste – og på bedre tider, Pudsigt nok er der til gengæld rigeligt med særlige porcelænskummer specielt designet til fodvask! Næsten som ved en moske! Efter lidt frokost og en middagslur cykler vi en tur på de store diger, der skal beskytte Cremona, når Po fra tid til anden går over sine bredder.
Fantastiske pizzaer på det lokale pizzeria, men jeg er som sædvanlig for hurtig til at bestille, og straffen er en pizza Siciliana garneret med et tykt lag ansjoser, som jeg bestemt ikke er nogen fan af!! 27 € for 2 store pizzaer, vand og en karaffel fortrinlig mousserende hvidvin. Og så er der kaffe-avec og smeltede chokoladefrøer foran Columbine i en vidunderlig aften, der kun skæmmes af lidt for mange myg.

Mandag d. 1. Juli. Cremona på cykel!
Min far og mor blev gift i dag for 68 år siden, altså i 1945.  Krigen var netop slut, og måske var det årsagen til, at nu skulle det være. Brylluppet blev fejret på Vardevej i Vejle, og selv om der var mangel på alt, ved jeg, at der blev serveret rødvin til brylluppet. Gad vist, hvordan en maskinsnedker i Vejle fik råd til det så kort efter krigen? Og gad vist om det har været italiensk rødvin? Formodentlig ikke, snarere noget sur fransk vin de table, som ingen har brudt sig om, men rødvin har nok hørt sig til ved et ordentligt bryllup, allerede dengang! Mon ikke min fars forældre, der var væsentligt bedre ved muffen, har betalt en del af udgifterne? Nogle få måneder efter – d.v.s for 67 år siden – blev jeg produceret i Århus, forhåbentlig ved en glædelig begivenhed.
Vejle, Århus og Cremona den 1. juli 1945 – hvordan har der mon set ud? I Danmark var de sidste tyske tropper – til fods – på vej ud af landet, og skaderne efter krigen var til at overse. En dansk regering havde på ny overtaget magten, og der herskede relativ ro og orden i landet. Det største problem var kommunisterne, der på grund af deres indsats i frihedsbevægelsen nød stor respekt i befolkningen, men Socialdemokratiet og de borgerlige var enige om at holde dem uden for enhver form for politisk indflydelse. Selv om Mogens Fog, min onkel Kresten og andre fremtrædende kommunister rasede og krævede indflydelse, så skræmte 30’ernes erfaringer med Stalin. Allerede i marts 1946 havde Churchill i sin berømte “Jerntæppetale” advaret mod kommunisterne, og den danske regering var helt enig.
Helt anderledes må det have været her i Cremona. Krigen havde efterladt ikke mindst Norditalien i ruiner, fordi kampene mellem tyskerne og amerikanerne havde været særdeles hårde, og fordi opgøret med Mussolini og hans fascister også havde været blodigt. Mussolini blev skudt og hængt på de her kanter i et træ – med hovedet nedad – og den interne politiske splittelse i Italien var – og forblev – meget voldsom med kommunisterne på den ene fløj og de kristelige på den anden. National enighed kom aldrig på tale, og måske vil det aldrig ske i dette land, der kun har en fælles historie fra 1866. Men historie er der ikke desto mindre utroligt meget af, og her i Cremona er den både meget synlig og charmerende, selvom byen er overset og i reputation slet ikke kan konkurrere med Parma og andre nabobyer. Cremonas kerne er fyldt med renaissance-bygninger,  og ikke mindst hovedkirken med det tilhørende 141 meter høje klokketårn (Europas højeste) er både flot og imponerende.

Og eet helt særligt triumfkort har byen: Antonio Stradivari, der byggede sine berømte violiner her i byen i 1700-tallet. Den mest berømte Stradivarius hedder “Il Cremonese” og er fra 1715. Af  den grund, og sikkert 117 andre, er Cremona blevet centrum for violinbyggeri, og når man i dag går rundt i byens små gader, støder man jævnligt på små enmands-værksteder, hvor en mand eller kvinde (jo, det så vi faktisk, Stradivari roterer sikkert i sin grav) er i gang med at håndbygge en violin. Sådanne små værksteder, hvor produkter af den fineste håndsværksmæssige kvalitet fremstilles, tror jeg man i Europa kun finder i Italien. Og på skolen for violinbyggeri, der naturligvis ligger her i Cremona, har de garanteret hverken internet eller undervisning i computerstyret produktion! Italien er på godt og ondt på mange måder et meget gammeldags samfund.

Stradivari

Stradivari på torvet i Cremona

 

Violinbygger

Violinbygger i Cremona

 

Vi spiser frokost lige over for kirken på en plads, der er lige så charmerende som maden er ringe, men den tilhørende Soave er glimrende, det hele til 26€. Vi cykler rundt i byen og taler om, hvor fantastisk det er at have vores cykler med. Også italienerne er i stort tal begyndt at bruge cyklen som transportmidler i byerne, ikke mindst er el-cyklerne talrige.  Cremona er – ligesom campingpladsen – slidt, og adskillige steder ser det ud, som om byen er gået mere eller mindre fallit her under krisen. En pænt påklædt mand spurgte os, om vi kunne undvære 50 cent, og formodentlig har han haft brug for dem, for arbejdsløsheden er skræmmende stor. Men set i lyset af, hvordan der må have set ud d. 1/7 for 68 år siden, så er det dybt imponerende, hvordan italienerne har fået repareret og renoveret, så byen i dag fremstår både charmerende og særdeles renaissance-autentisk, og da her kun er ganske få turister, er der fred og ro til at nyde det. Den absolutte mod-oplevelse havde vi for nogle år siden, da vi besøgte Pisa en julidag – mage til vanvittigt turist-gedemarked skal man lede længe efter!

Det er tankevækkende, at langt de fleste gæster her på campingpladsen er godt oppe i årene, helt klart har arbejdslivet bag sig og nu nyder solen, vinen, varmen og en gin-og-tonic med is fra eget køleskab – vi er langt fra det campingliv, som denne generation gjorde moderne for 40-50 år siden. Europa har altid været kaldt “den gamle verden”, men nu kan det forstås helt bogstaveligt med de store generationer, der blev produceret i krigsårene med udgangsforbud (hvad skulle man ellers lave….!) og i de første euforiske efterkrigs-måneder, hvor troen på fremtiden var vendt tilbage, og som nu er på vej på pension efter som de første europæere nogensinde at have levet et helt liv uden krig.
Alt dette kan man komme til at tænke på ved – på mine forældres bryllupsdag – at skulle skrive et par linjer om dagens oplevelser på cykel i en historiemættet by i det nordlige Italien.

Tirsdag d. 2/7 – Parma
Dagen indledes med en 22 km lang og smuk cykeltur på diget ved Po. Da det er en dejlig flad strækning, får turen karakter af en lang cykelspurt, hvilket bringer pulsen godt op. Da vi kommer hjem ved 10.30 tiden kan vi konstatere, at mændene fra lokalområdet igen i dag er mødt tidligt og talstærkt frem for at passe deres daglige dont, nemlig at snakke og drikke vin i baren. Om det er fordi, de altid har gjort sådan, eller om det er fordi, de ikke har andet at tage sig til, står hen i det uvisse, men da det er en ganske almindelig hverdag i dag, har de i hvert fald ikke et arbejde at passe. Nogle af dem er ikke gamle nok til at være pensionister, så det er nok ikke et dårligt gæt, at en del af snakken handler om de italienske politikere, som har handlet uansvarligt med Italiens økonomi gennem mange år. Det er desværre nok også i en gruppe som denne, at banditten og populisten Berlusconi henter en del af sine stemmer.
Efter brunch og en middagspause kører vi de 58 km. til Parma, der er en stor by i regionen Reggio Emilia. Langt større end Cremola og præget både af historien og nutiden, det sidste fordi Parma  helt tydeligt er en universitetsby med masser af unge mennesker på gaderne. Vi dasker lidt rundt i den gamle bydel og besøger domkirken, der er et orgie i kalkmalerier. Igen en overdådigt udsmykket kirke, og vi undres atter en gang over, hvor mange ressourcer, der gennem århundrederne er blevet brugt på at udsmykke kirkerne. Formålet fra kirkens side er klar nok, folk skal imponeres og bøje sig i andægtighed og lydighed. Sådan har det været, siden man i middelalderen – efter den romanske periode – lærte at bygge de høje, gotiske katedraler, hvor blikket uvægerligt tvinges opad, og hvor man føler sig lille. Helt tydeligt blev det i barokken, hvor Rom dikterede, at kirker skulle udsmykkes så overvældende, at kirkens magt ikke kunne diskuteres. Men hvad får mennesker til i vores tid at tro på kirkens budskab, når den samme kirke gribes i den ene skandale efter den anden? Og hvad er forskellen mellem at tro på det kristne (eller det jødiske eller muslimske) budskab og at tro på Odin og Thor? Kirkens budskab om næstekærlighed og om at vende den anden kind til er fortræffeligt, men hvorfor skal det kobles med en forestilling om en almægtig Gud og troen på et evigt liv? I mine øjne er religion en menneskabt historie, der gennem tiden har været årsag til uendelig megen strid og ulykke. Her i Italien mindes man hele tiden om denne problemstilling, fordi den katolske kirke er så magtfuld og synlig alle vegne. Uforståeligt er det, men samtidig rasende interessant at studere, så derfor bliver vi ved med at besøge kirker og helige steder.

Som aftensmad får vi Parma-skinke, dertil en fremragende salat. Til slut Gorgonzola. Forretten må ikke glemmes, for det var af den allerbedste slags fra Viborg: Avocado med kaviar! Det hele følges på plads af en glimrende Barbera D’asti til sølle 4 €.

♦ Camping-pladsen: Meget retro, ringe faciliteter, men masser af plads, og på en eller anden udefinerlig måde også med en vis charme.  Billig, ca 22€ pr. Nat. ♥♥♥

Onsdag d. 3/7 – Moneglia og et vanskeligt fortelt
Campingpladsen Smeraldo i Moneglia er målet i dag, så vi har intet besvær med at komme op og afsted. Det går hurtigt på den glimrende italienske autobahn, og snart ses Liguriens bjerge i horisonten. Landskabet bliver mere spændende og afvekslende end i Lombardiet og snart kan jeg mærke på bilen, at det går opad, Prostata er trods alt en halvtung dame på 7-800 kg. at have på slæb. Igennem et utal af tunneller skal tungen holdes lige i munden, for store og brede er de langtfra. Undervejs hører vi en lydbog, Fortidens tåge af Leonardo Padura, der foregår i et sanseligt og sensuelt miljø på Cuba, hvor livet leves uden større planlægning, mad og rom indtages i selskab med gode venner og i rigelige mængder, og bonerthed og seksualforskrækkelse har ikke en chance. Den Kalvinske reformation med alle dens forbud og løftede pegefingre er aldrig nået til Cuba, og det skal de nok være glade for, selv om den hos os har skabt en velstand, som cubanerne kun kan drømme om.
Vi når til Moneglia ved frokosttid, men indkørslen er mere snæver end vi husker, så der skal passes godt på for at undgå skrammer. Vi får en fin plads – reserveret for tre uger siden – og udsigten er lige så bedårende, som vi husker. Det er præcist 10 år siden vi var her for første gang, og erindringen har ikke overdrevet virkeligheden.

Vi ligger med front direkte ud mod Middelhavet, der slår ind mod kysten 3-4 meter under os, og på den anden side af den lille bugt ses Moneglia med dens markante Sct. Giorgio katedral, hvor tårnet ser ud til at være bygget af Lego-klodser med tre lige store og kvadratiske elementer stablet ovenpå hinanden og til sidst et fjerde element – en såkaldt guirlande – øverst oppe.

Moneglia

Moneglia set fra campingpladsen Smeraldo

Inden frokost skal vi liiiiiiige have det nye fortelt monteret, hvilket ikke kan tage lang tid, mener jeg. Virkeligheden viser sig dog helt anderledes, for kombinationen af en helt ny telt-konstruktion og en vejledning kun på hollandsk – af alle sprog – volder problemer. Efter at have spist frokost og tygget på problemerne kapitulerer vi og spørger en hollandsk familie, om de vil hjælpe med at oversætte. Det gør far og søn, men selv for indfødte giver vejledningen ikke meget mening, så det ender med, at de hjælper med monteringen, og ved fælles hjælp og en dybtgående fortolkning af den vanskelige vejledning lykkes det på en times tid at få forteltet op. Derefter en badetur i det lune vand og hjem til en gin-og-tonic – med isklumper fra eget køleskab….!

Aftensmaden indtager vi på restaurant “Chez Marie” og den består af noget pasta-noget med tomater, hvidløg, noget-grønt-noget (muligvis persille), oliven og parmesan. Derefter Gorgonzola på Ritz-kiks. Til dette serveres der en Barbera D’asti 2011 fra Vinchio Vaglio Serra. Det kunne være meget værre.

Torsdag d. 4/7 – ingenting på Smeraldo
Solskin, selvfølgelig, da vi vågner. Og blide bølger fra det vældige Middelhav, der kan være voldsomt, bare ikke nu. Vi starter med en dukkert i de blide bølger. Efter morgenmad læsning i solen hvorefter vi går vi ind til Moneglia for at handle. “Går” er nu en overdrivelse, for det er mere en klatretur end det er en gåtur, men det lykkes at komme ind til byen, der forekommer endnu mere charmerende end for 10 år siden, selv om der ikke er sket de store forandringer. En øl, friskpresset orangejuice og en skål chips under palmerne koster ca. 7 €, så også på det punkt er det som for år tilbage.
Hjemme igen er det tid til en dukkert og derefter frokost og et glas hvidvin, fransk, lidt forræderisk på disse kanter.
Moneglia og dens beskyttede bugt er et paradis på jord, ihvertfald en stor del af året. Fra maj og langt hen i september er her varmt og dejligt, og klimaet har til alle tider givet ideelle livsbetingelser. De basale behov er nemt blevet dækket, og der har været overskud til at udvikle kultur og produkter til det ypperste. Kan man forestille sig, at en dansker i 1700-tallet kunne have frembragt, hvad Stradivari gjorde på den tid i Cremona? Nej, for hovedparten af kræfterne og ressourcerne blev brugt på at overleve. Det handler ikke om enkelte genier, der tilfældigvis fødes her eller der (Mozart, Dante etc.), men om livsvilkår, der giver mange mennesker overskud til at dyrke alt det, der ligger ud over det basale. Heldigvis for os gjorde den industrielle revolution os uafhængige af klimaet, og også i Norden blev der med tiden overskud. Det dejlige klima kan vel også forklare, hvorfor store og små byer hernede fortsat har et livligt centrum med cafeer, forretninger etc i modsætning til i DK, hvor bycentrene bliver mere og mere tømt for liv. Hernede leves livet udendørs, hos os leves det indendørs, og klimaet skaber forudsætningerne for hhv. mange små forretninger og store centre, hvor man kan camouflere det kolde og våde vejr udenfor.

Fredag d. 5/7 – ingenting i Moneglia
Allerede ved morgenmaden viser Prostatas termometer 28 grader, og der er lagt i bageovnen til endnu en varm dag. Vi beslutter at udsætte en gåtur til Moneglias højest beliggende kirke til kl. 17 og indtil da er de væsentligste problemer, om vi skal tage en dukkert nu eller om en halv time. Vi morgenbader og snorkler. Får sendt sms fødselsdagshilsen til Benita, vasker lagen, ordner grill og andre huslige gøremål. Dejligt at tingene ikke skal gå hurtigt.
Til gengæld går dagen hurtigt, for lige pludselig skal vi afsted – på cykel, hvilket ikke er helt enkelt, da man kun kan komme til og fra Smeralda gennem tunneller, hvor cyklister er et forbudt folkefærd. Men som de siger i Smeraldas reception: “Alle gør det alligevel, vi er jo i Italien!” Det handler blot om at finde de minutter, hvor der er rødt lys i begge ender af tunnellen! Det lykkes, vi spurter ind til Moneglia og et par timer senere tilbage igen. Det er lidt spooky at køre i de mørke og snævre tunneller, men det går helt problemfrit. Vi får handlet aftensmad og efter hjemkomst endnu en dukkert inden gin-og-tonic med isklumper fra eget køleskab……! Den højt beliggende kirke kom vi aldrig op til, der var for langt og for stejlt. Til gengæld besøgte vi Moneglias kirke, der er noget rod af stilarter, men mange kalkmalerier gør alligevel kirken interessant. En underlig Jesusfigur på korset midt i kirken er dog et forfærdelig misfoster.

Lørdag d. 6/7 – Cinque Terra
Tidligt op for at gå Cinque Terra turen. Først på cykel til stationen i Moneglia, hvor vi med noget besvær får købt billetter i en automat og så afsted. Står af i Montorossa, hvorfra vi går mod syd ad stejle og smalle stier, ofte med mange og meget høje trin. Turen er noget mere anstrengende end vi husker den fra sidst, enten fordi stierne er blevet mere stejle, eller også fordi det er 10 år og 5 kg siden, vi sidst var her – vi hælder mest til den første forklaring! Udsigterne er fantastiske. Der løses billet til stien, 5 € pr. person. Efter to timers sveddryppende og knæbelastende vandring kommer vi til Vernessa, der ligger så smukt, at det kun kan fortælles med et billede:

Vanessa

Vernessa

Et kort ophold med vand og en sandwich fra i går og så videre mod Cornelia, der efter yderligere 2 timers hård vandring op og ned  byder på mindst lige så fantastiske belle-vue’er. Vi deler to fadøl og en pizza og beslutter, at 3 byer må være nok denne gang, specielt nedstigningerne og de mange ujævne trapper er hårde ved AM’s knæ, og mine protester er få, små og mest på skrømt! En laaaaaang nedstigningerne til toget, som vi akkurat når, fordi det er forsinket. Mussolinis bedrifter er åbenbart på retur.
Hjemturen til Moneglia bliver spændende, for vi fandt aldrig en automat, hvor vi kan validere vores billetter, og det koster en bøde, hvis kontrolløren kommer. Det gør hun nu ikke, så vi er møre, meget møre, og tilfredse, da toget standser i Moneglia. Men så viser det sig, at vi ikke kan åbne døren i toget, og selv om vi springer til en dør i den anden ende af vognen, når vi det ikke, og toget fortsætter med os om bord! Det er ikke kun IC4-tog, italienerne ikke kan lave….! Da toget standser næste gang, lykkes det os at åbne en anden dør, og vi stiger af på en station, der er næsten lige så spændende som Langå station. De eneste bænke er i solen, der bager fra en skyfri himmel, og her sveder vi os igennem den næste times tid, indtil et nyt tog bringer os tilbage til Moneglia, hvor det lykkes os at komme af toget. Efter at have handlet cykler vi til tunnellernes indgang og gør os klar til at sprinte igennem i den lille pause med rødt lys i begge ender af tunnellerne. To venlige polizia’er til fods iagttager os og kommer hen og spørger på glimrende turist-engelsk, om vi er opmærksomme på, at det både er meget forbudt og very dangerous at køre på cykel i tunnellerne. Jeg bekræfter lige så venligt, at det er vi udmærket klar over, hvorefter vi smiler til hinanden, for nu har alle gjort, hvad der med rimelighed kan forventes. Men AM – den kylling – tror helt uforståeligt, at det betyder, at vi ikke må køre i tunnellerne, hvilket naturligvis er helt forkert. Polizia’erne har da også vendt ryggen til, så de ikke ser det, de udmærket ved vil ske. Vi spurter gennem de tre tunneller og kommer uden problemer tilbage til Prostata, men AM er dog overbevist om, at italienerne vil sende både flåden og luftvåbenet efter os. Her 2 timer efter er det endnu ikke sket, men måske skyldes det blot, at de ikke kan finde nøglen til krigsskibet eller at døren til jetjageren  ligesom i toget ikke kan åbnes – vi er jo i Italien. AM siger, hun har fået hovedpine af således at have indledt en kriminel karriere og bekæmper det med kaffe og gin-og-tonic med isklumper fra eget…..!
Efter at have restitueret os lidt går vi til campingpladsens reception, hvor vi får forlænget vores ophold til d. 12/7, og ved samme lejlighed spørger AM til forbuddet for cyklister i tunnellerne og om, hvad der kan ske – alt mens hun skotter nervøst ud af vinduet, er flåden mon på vej? – og den flinke dame i receptionen ser lidt forundret ud og siger med et afvæbnende smil, at i Italien er mange ting forbudt, men alle gør det alligevel…!
Omkring os, mens vi spiser aftensmad – salat Nicoise, ost, frugt – kan vi høre snakken på pladsen.  Vores naboer til den ene side er to ældre (vist lidt yngre end os!) tyske søstre, som snakker og hygger sig vældig med deres medbragte Vespa, godt assisteret af rødvin. Naboerne på den anden side er italienere, men lige så venlige og lidt længere væk kan vi også høre et italiensk selskab, der snakker og griner. Hollændere bor her også, og sammen med nogle svejtsere, danskere, svenskere, ungarere, letter, belgiere er det et billede på Europa. Der tales ivrigt på tværs af “hækkene” og jeg spekulerer på, om ikke campingturismen i den grad er katalysator for mellemfolkelig forståelse. Vi bor tæt, meget tættere end hjemme (vi kan høre, at de tyske søstre sover godt, de snorker!) men der er en vældig dejlig stemning på tværs af nationaliteterne, og i de fælles bad- og toilerum deles vi fint om faciliteterne.  På toilettet hænger der et stort skilt: “Civiliserede mennesker efterlader toilettet pænt og rent”, og stort set lykkes det faktisk, trods vores utvivlsomt forskellige vaner. Gennem århundreder har vi slået hinanden ihjel i Europa, fordi de lede svenskere, tyskere, franskmænd etc ikke fortjente bedre, og “Gud holder med os” og hvad vi ellers har sagt af sludder og vrøvl. Tænk på Kongesangen, hvor vi hylder Christian d. IV, som netop slog svenskere ihjel, fordi de ikke fortjente bedre, og hans bedstefar, Christian d. II, blev berømt, ikke berygtet, i sin samtid fordi han begik et blodbad på svenskere i Stockholm. Jo mere man lærer mennesker at kende, jo sværere bliver det at opretholde fordommene om dem, og derfor er camping og turisme i det hele taget en glimrende ting.

Søndag d. 7/7 – Christian d. IV
Da den italienske flåde efter AM’s mening utvivlsomt ligger på lur efter os i en af bugterne i nærheden af Moneglia, tør vi ikke tage cyklerne, da vi skal til byen for at se på en tomat. Derfor bliver det på gå-ben hen over stranden og klipperne, en varm tur, men vi når sikkert frem. Får handlet til aftensmad og får købt noget forhåbentlig effektivt anti-myg-spray. Efter en endnu mere varm hjemtur gør det godt at komme i bølgerne.
Har netop læst en god roman, hvor Christian d. IV optræder som en biperson, hvilket får mig til at tænke på det romantiske glansbillede af ham, som vi alle er vokset op med og som stadig dyrkes som en del af dansk selvforståelse. Da han blev konge i 1588, overtog han et blomstrende Danmark-Norge, et par velordnede hertugdømmer og en propfuld statskasse, men da han dør 60 år senere, efterlader han et falleret og forarmet land, der havde mistet Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohus len og Trondheim til svenskerne, ca. 50% af riget! Selv sin kongekrone havde Chr. D. IV pantsat til en købmand i Hamburg for at få økonomien til at hænge sammen. Chr. 4 led af galopperede storhedsvanvid og stræbte efter at blive kejser af Europa (!!), da han hovedløst kastede sig ud i religionskrigene mod de katolske habsburgere – 30 års krigene. Og ham hylder vi!!

Han fik ca. 200 børn, de fleste uægte horebørn avlet med tilfældige unge piger over hele landet – hans appetit på jomfruer var enorm. Med sin kone, Kirsten Munk, datter af Ellen Marsvin og ….ingen ved det med sikkerhed, fik han 12 børn, bl.a. yndlingsdatteren Leonora Christine, der med sin mand Corfits Ulfeldt blev landsforræddere af første klasse, da de hjalp svenskerne med sejren, der førte til tabet af 50 % af kongeriget ved freden i Roskilde i 1660.

Kirsten Munk var gift med Chr. IV “til venstre hånd”, d.v.s. Chr. 4 lavede en kontrakt med Kirstens mor, hvori han lovede, at Kirsten til evig tid skulle være “staldbroder” og “hustru til venstre hånd”, men ægteskabet blev aldrig kirkelig konfirmeret og var derfor ikke et rigtigt ægteskab, men – netop – et ægteskab til “venstre hånd”. Årsagen var, at Kirsten kun var adelig, ikke fyrstelig, og derfor kunne det almægtige Rigsråd ikke godkende hende som kongens hustru. Chr. 4 havde før Kirsten været rigtigt gift med en prinsesse af Brandenburg, men hun døde allerede i 1612 efter at have fået 3 børn. Kirsten dør i 1658 og bliver begravet fra Sct. Knuds kirke i Odense efter i realiteten at have været skilt fra Chr. 4 i en årrække. Deres forhold endte uforsonligt og bittert, men Kirsten får vel det sidste ord, da deres fælles datter Leonora Christine og svigersøn Corfitz Ulfeldt svigter Chr. 4 totalt ved at alliere sig med den svenske konge og trække det historiske nederlag i 1660 ned over DK.

 

Mandag d. 8/7 – på vej til at blive kommunist!
Vi gemmer os i solen og vandet (flåden og luftvåbenet, you know…!) frem til kl. 16:30, hvor vi i ly af skumringen sniger os ud af campingpladsen i vores sorte bil, der desværre ikke er udstyret  med blændede vinduer, så AM tager store solbriller på i stedet for. For at forvirre fjenden kører vi ikke mod Moneglia, men snedigt nok den anden vej mod Sestri Levante og fortsætter derefter til Portofino, hvilket ingen har forudset. Uden at blive antastet når vi ad meget snoede og smalle veje til Portofino, der er et orgie i landskabelig skønhed, måske det allersmukkeste sted i hele Ligurien, hvilket siger en hel del. De smukke omgivelser lokker naturligvis rige mennesker til området, og store og enorme og kollo-enorme lystyachter ligger i den lille havn, alle naturligvis med en gedigen besætning, så ejerne i deres nypressede hvide landgangstøj ikke får smuds på sig ved havnemanøvrerne.

Skibe

“Erling, Benbow derude er vist til salg…!”

Det ville være interessant at vide, hvordan den rigdom er blevet til – mine fordomme står i kø! På gaden stod en yngre mand og tiggede – man bliver næsten kommunist af at se på den ulighed i velstand!
Forsøger på hjemvejen at finde et sted at handle, men forgæves, og vi ender på Smeraldos fortrinlige tagrestaurant, 40 € for fisk, kød, salat, vand og vin.

Tirsdag d. 9/7 – lovens lange arm er på plads!
Bageren er gået konkurs – eller hvad der nu er sket – så morgenmaden er nogle tynde kiks med ost på, men slet ikke ringe. Får via nettet reserveret to nætter på på Camping Mugello Verde lidt uden for Firenze.
Resten af dagen går med stort set ingenting bortset fra sol og vand, hvilket er dejligt. Vores tyske naboer – de ældre damer lidt yngre end os – har også været en tur i Portofino og var som vi forargede over den udstilling af enkeltpersoners rigdom, der skamløst blev stillet til skue i byen. Intet samfund kan i længden holde til den monstrøse ulighed, der er i de sydlandske lande.
Sidst på eftermiddagen vover vi os ind til byen for at handle, men på vej ud af supermarkedet er politiets lange arm på plads, polizia-damen fra forleden står ved udgangen helt klart på jagt efter tunnel-synderen. Takket være AMs store solbriller og paryk  🙂 bliver hun dog ikke genkendt, men pyh ha, det var tæt på! For de rene er alting naturligvis rent, så mig er de ligeglade med, de går efter de store fisk!
Lige nu trækker det op til lidt regn og måske lidt torden, men så længe der er gin-og-tonic med isklumper fra……i glasset, så er der ingen problemer. Det er en dejlig drinks, som vel englænderne opfandt?

Onsdag d. 10/7 – ingenting på Smeralda
Sol, vand og bøger! Hele dagen!
Et tordenvejr trækker ind over bjergene, men det ser ud til at holde sig fra kysten, ihvertfald indtil videre.  Det er varmt, ikke under 30 grader. Dønningerne i bugten er større end normalt, så et eller andet sted i Middelhavet har der været blæsevejr.
Internettet virker ikke som normalt, formodentlig p.g.a. tordenvejret, der skal ikke meget til for at slå de italienske systemer ud.
Uvejret kom aldrig til kysten, så resten af dagen på lige så varm og tør som de øvrige.
Rigtig gode pizzaer på tagterassen, 30€ for 2 store pizzaer, 1/2 l. husets den røde og 1/2 l. af husets frizzante hvide samt en vand.

Torsdag d. 11/7 – sidste dag på Smeralda
Smeraldo-betaling: 342 € for 9 nætter, dvs 2.599 kr, svarende til 289 kr pr. døgn alt incl. Det opleves faktisk som en helt OK pris, når man tager beliggenhed og faciliteter i betragtning. Vi har ligget på plads N7, der ligger ideelt, evt. kun overgået af N8 – husk ved reservering næste gang at bede om N7 eller en af de tilstødende pladser.
Kører en tur til H.C.Andersens Sestri Levante, der som by er større og endnu smukkere end Moneglia. Efter en tur gennem byens smukke centrum spekulerer jeg endnu en gang over, hvorfor små specialbutikker med betjening (!) kan eksistere overalt i Italien, mens de i DK falder i samme tempo som de myg, der bliver ramt af AMs australske giftspray. Overalt ser man hernede små grønthandlere, slagtere, vinhandlere, bagere etc., der sælger friske varer til priser, der ikke er højere end i DK, nærmere tværtimod. Det er da underligt med den forskel! Det er lige så paradoksalt, at samtidig med, at krisen buldrer derudaf her i landet, fordi Italien som stat har opført sig økonomisk helt uansvarligt gennem mange år, nærmest altid, så er de på individniveau verdensmestre i at skabe det “gode liv” med vægt på fremragende mad, vin, indretning (design), musik, smarte sportsvogne og meget mere. Hvordan hænger det mon sammen, eller er der overhovedet en sammenhæng??? Det kunne det være rart at få nogle kvalificerede bud på, sommansir!
♦Campingpladsen Smeraldo: ♥♥♥♥♥

Fredag d. 12/7 – Firenze
Kommer afsted fra Smeraldo efter et sidste morgenbad. Udkørslen med C-vogn er meget snæver, men det går. I Deiva Marine sidder vi fast i et sving pga en lastbil, men det løser sig på afslappet italiensk vis. Motorvejen mod syd – A12 – slynger sig gennem et meget flot landskab, bl.a. forbi de store marmorbrud i Carrara, hvorfra Thorvaldsen m.fl. fik deres materialer. Bjergene bagved er en udløber af Appenninerne og ikke særligt høje, men meget spidse og dramatiske i deres form. Ved frokosttid når vi C-pladsen Mugello Verde, der ligger i et smukt landskab ca. 35 km fra Firenze. Straks efter landing iler vi til jernbanestationen og fanger et lokaltog til Firenze. Første stop på fodturen mod centrum er en lille restaurant, hvor vi får en aldeles fremragende tallerken med italienske specialiteter og dertil en øl fra Norditalien. Et meget lækkert lille måltid til 25 €.
Besøger La Croce-kirken og selv om gravmælerne over bl.a. Galliæi  er flotte, så er det er også noget fis, for kirken på hans tid truede med at brænde ham for kætteri pga hans opdagelser, som han derefter naturligvis trak tilbage. Det samme gælder Dante, der også har et gravmæle i kirken, og desuden “hyldes” i form af en stor statue klods op ad kirken. Men nu er de åbenbart blevet “godkendt”, alt andet ville jo også være helt til grin, eller rettere sagt gråd; kirken har altid været en mester i hykleri!
Adgangsbilletten koster 6€ pr. person, hvilket er optrækkeri, og vi beslutter at droppe bl.a. Lorenzo-kirken i morgen af samme grund. Jesus smed kræmmerne ud af det store Tempel i Jerusalem, men det har den katolske kirke tilsyneladende meget bekvemt glemt. Man kunne få den kætterske tanke, at kirken ikke for alvor regner med, at Jesus/Messias vender tilbage, for skulle det ske, så får han travlt, ikke mindst på disse katolske kanter.
Det bedste ved La Croce kirken er, at den har en tilknyttet skole, nemlig Firenzes læderskole. De laver fantastiske ting, og AM falder for en flot designet læderjakke, ikke billig, ca. 3.800 kr., men det er langt sjovere at købe noget af høj kvalitet end en af de utallige standardvarer, vi ser i de  mange lædervareforretninger i området.
Videre gennem de små gader til Piazza Della Signoria med Pallazo Veccio og de utallige statuer, hvoraf Michelangelo’s David er den mest berømte, og selv om det nu om stunder kun er en kopi, er det alligevel en fantastisk statue, der nu har stået mere end 500 år på samme sted, en utrolig tanke!
På efterhånden ret ømme ben når vi frem til Hovedbanegården, hvor vi på spor 17 finder et tog hjem. Fremragende aftensmad kokkereret af, hvad køleskabet gemte, og igen en dejlig stille aften. En anelse køligere end vi oplevede i Moneglia, hvilket lover godt for nattesøvnen.

Lørdag d. 13/7 – Firenze by foot
Klokken er 17 og vi sidder med ømme fødder på vores Prostata-stole med en kop kaffe og en bog i hånden og cikaderne synger rundt om os.  Det er varmt uden at være stegende og en let brise køler lidt, så det er en dejlig afslutning på en dag i Firenze. Vi fik morgenmad på baren ved stationen, 4,20 € for 2 kaffe og 2 briocher, og ca. 8.30 kom toget og tog os til hovedbanegården i Firenze på en halv time. For en gangs skyld har vi husket det hele, incl. mit pas, fordi oldinge kan komme gratis på museum, og AMs tørklæde, fordi katolske præster har bestemt, at Vorherre ikke kan lide bare skuldre. Til gengæld har Han det fint med bare tæer og synlige tatoveringer, for begge dele passerer uden bemærkninger censors strenge blik, efter at man har købt de alt for dyre billetter. Forstå logikken/teologien hvem der kan! I middelalderen og langt op i renaissancen var det syndigt for en kristen pengeudlåner at tage renter (det samme var gældende for muslimer, mens jøder gerne måtte, men den historie en anden gang), men nu er det blevet en kristen dyd at udnytte turister mest muligt, bare de ikke har bare skuldre.  Den lader vi stå et øjeblik!
Nå, vi får nu ikke brug for hverken pas eller tørklæde, for fremme ved domkirken kan vi se, at køen til den katolske billetluge som en søslange snor sig flere hundrede meter, og da tapre korsriddere, som med svær i hånd hugger hovedet af drager og søslanger, sådan som det fremstilles på utallige kirke-malerier, åbenbart er uddøde eller har kaffepause, opgiver vi på stedet at komme ind. Vi har iøvrigt begge været inde tidligere, så ulykken er lille. I stedet kaster vi os ud i kampen for at komme tæt på “Paradisets Port”! I denne omgang er der dog kun tale om indgangen til Michelangelos dåbskapel, der er virkelig enestående – kampen foran den rigtige Paradis-port må blive på et senere tidspunkt! De øvrige kombattanter i dag er myriader af japanere, der kommer i store grupper og alle skal – enkeltvis – have taget et billede af sig, stående foran Paradisets Port, mens de smiler. Jeg håber, der er kamera-forbud i det rigtige Paradis, i hvert fald for japanere!

Dåbskapellet

Detalje fra dåbskapellet

Vi fortrækker ret hurtigt, selvom både kirken, klokketårnet og dåbskapellet er virkelig fantastiske bygninger, og vi lader os rive med i malmstrømmen af turister, der er på vej mod Ponto Vecchio. Området ved Arno-floden er smukt, og til vores store tilfredshed aftager turiststrømmen allerede  få hundrede meter på den anden side af floden. Efter et kort ophold ved Pitti-paladset, som er mere stort end smukt, begiver vi os på en lang vandring mod Piazza Michelangelo. Kortføreren tager heldigvis fejl på et tidspunkt, og det betyder, at vi kommer til at gå ad stille og meget smukke og snævre gyder med gamle paladshaver og olivenlunde på begge sider. Belvedere-fortet viser sig at forlange entre til slottet for at give adgang til toiletterne, så i stedet bliver det en tur i buskene på er tidspunkt, hvor udsigten ned over Firenze er enestående, så flottere toilet kan man ikke ønske sig.

Firenze

Firenze set fra Michelangelo-pladsen

Via endnu lidt kirke-lir når vi frem til Michelangelo-pladsen, og vores ømme fødder og ben fortæller os, at vi har gået adskillige kilometer. Sandwich og en liter vand bringer dog apostlenes heste i gang igen, og efter at have beset kombi-statuen til ære for Michelangelo (David og andre af hans værker kombineret i en og samme statue) rider vi nedad mod floden og forbi Uffizi-gallerierne, hvor elektroniske tavler fortæller, at der nu er 2 timers ventetid på at komme ind. Om det er en reklame eller en advarsel må man selv bestemme. Vi rider videre og kommer med toget hjem til San Pieve og får for første gang på 6 togture vores billetter kontrolleret, selv om der i alle togene har været en kontrollør. Det kan man så tænke lidt over.

Hjemme igen på campingpladsen vil vi i den store pool, men må først købe en badehætte, da en sådan er obligatorisk. Fornuftig hygiejne eller hysteri? Men poolen er udmærket, og efter den er der dømt kaffe og hvidvin til de plagede og trætte apostel-heste.
Om aftenen vil vi spise på C-pladsens restaurant, og vi finder et bord, men jages straks væk af en horribel disco-koncert (eller hvad den slags støj kaldes) og kører på cykel til den nærliggende landsby, hvor vi får fremragende pizzaer til små penge, absolut et godt bytte.
♦Campingpladsen Mugello Verde: Pæn plads med store pladser og skygge. Ret ringe toiletfaciliteter, forfærdelig disco-koncert begge aftener, og poolen har tåbeligt nok kun åben fra kl. 10 – 19, altså mens man typisk er i Firenze. For dyr ift kvaliteten. ♥♥

Søndag d. 14/7 – Assisi.
“Fattigdom, lydighed og cølibat”, sådan lyder kravene for at blive Franciskanermunk, oprindelig formuleret naturligvis af Frans af Assisi, eller Francesca, som italienerne kalder ham. Fattigdom, fordi rigdom fordrer våben som beskyttelse, lydighed, fordi Guds love ikke kan gradbøjes, og cølibat, fordi alle ens tanker og fulde opmærksomhed skal være henledt mod det guddommelige, ikke mod det kødelige. Smukke tanker og principper? Jeg ved det ikke! Ulighed skaber grobund for kriminalitet og alskens skidt, og derfor er det godt, at de bedst stillede giver af deres overskud, men lydighed og cølibat tror jeg ikke på. Tænk på, hvordan lydighed var grundlaget for nazismen, hvor alle de forfærdelige handlinger ved processen i München blev forsvaret med, at man blot parerede ordre! Og cølibat er grundlæggende at fornægte menneskelige behov, hvilket i en række tilfælde fører til overgreb af værste skuffe. “Dur ikke” må være svaret på de sidste to af Frans bud, hvilket egentlig er rimelig nok, al den stund, at de er formuleret i en helt anden tid med helt andre vilkår.
Vi er kommet til Assisi, bor lidt udenfor på en OK campingplads og er taget med bussen ind til byen. Vi overværer en messe i Franscesca-kirken, og det er en meget smuk oplevelse, specielt med et meget intenst og stilfærdigt  orgel-præludium, som gjorde indtryk. Også fællessangen var en smuk oplevelse. Summa summarum, så gjorde kirken faktisk indtryk på en måde, som vi ikke har oplevet magen til før. Han kan altså et eller andet, ham Franceska, også selv om det er mange århundreder siden han døde. Efter kirken gik vi en tur i byen, og vores konklusion er helt klart, at Assisi er den smukkeste, mest specielle og mest velholdte by, vi nogensinde har været i. Det er en lise for øjet og bevidstheden at gå rundt i byen, fordi alt er så smukt og ordentlig. Og udsigterne over den flade slette nedenfor byen er vidunderlige.

Assisi

På vejen fra Firenze til Assisi gjorde  stop ved en anden helligdom, nemlig et såkaldt “Outlet” med billige tilbud på først og fremmest tøj. Gad vist, hvordan historikere om 100 år vil forklare betydningen af sådant et sted. Vi får købt fødselsdagshaver til Mai og Benita, og minsandten om det ikke lykkes AM at få behov for et par cowboybukser m.m…!
I Assisi finder vi gaden opkaldt efter Johannes Jørgensen, og lidt senere får vi en fremragende middag med 2 retter og vin til 50€, absolut rimeligt kvaliteten taget i betragtning. Bl. a. fik vi en meget velsmagende let, kold rødvin, som blev tappet fra eget “fadølsanlæg”.
Kræfterne er helt brugt op ved 23-tiden og vi tørner ind i kølvandet af en cognac. Måtte Francesca ligge roligt i sin grav og ikke rotere af irritation over, at besætningen i Prostata II næppe vil evne at overholde Franciskaner-budene. Nok lidt ydmyghed (fattigdomskravet), men slet ikke lydighedskravet og slet, slet ikke cølibalitetskravet.
Sorry, gamle Frans, du er bare blevet for gammel!
♦Campingpladsen: hedder noget i retning af Camping Assisi og ligger ca. 5 km uden for byen. Den er OK, men ift prisen for dyr, ca 38 €, men det er nok niveauet på disse kanter.  Der er bus til/fra byen, 2,20 € hver vej. ♥♥

Mandag d. 15/7 – Ud til kysten igen
Afsted fra Assisi og Francesca i god ro og orden, og vi vælger en vej, der fører over et lille pas på vej stik øst. Umbriens bjerge og landskaber er meget smukke og det bliver ikke dårligere, da vi når ind i Marche. I ADAC har vi fundet C-pladsen Le Mimose, der ligger i byen Porto Sant’ Elpidio lidt syd for Ancona. Tilkørslen til pladsen volder dog en del vanskeligheder, idet vi først møder en bro med en max. gennemkørselshøjde på 2,25 m., hvilket er for lidt til Prostata. I sidste øjeblik får vi svinget ind på en sidevej, men også her er der problemer, som jeg må bakke mig ud af. Videre ad meget snævre gader, hvor der kun lige akkurat er bredde nok mellem de mange parkerede biler, men vi finder Mimosen og får, hvad der synes at være den sidste ledige plads. Montering af fortelt, indkøb til frokost og derefter et havbad i Adriaterhavet, hvor vandet virker et par grader varmere end i Moneglia.
Vi vil ud at se på omgivelserne og har i receptionen fået at vide, at der er en cykelsti på 7 km langs havet med start lige ved campingpladsen. Lige noget for os. Det viser sig dog, at det er cykelsti på italiensk (hvad ellers, kunne man sige!), d.v.s. befærdet af myriader af barnevogne, badegæster, solbrillesælgere, unge, gamle og oldinge på cykel og mange flere, der snor sig mellem og mod hinanden, nogle hurtigt og elegant, andre tilbagelænet med en cigaret i munden eller en mobiltelefon i hånden og helt uden tanke for, at der er andre end dem på cykelstien. Det hele er lige så overskuelig og velordnet som en gryde med nykogt spaghetti, og i det virvar forsøger vi at få en cykeltur uden at støde ind i nogen eller selv blive kørt ned. Overraskende er det også, at en del af turen er på skovstier, hvor man i farten med et hurtigt blik skal blive enige med de modkørende om, hvem der kører højre/venstre om de mange træer på stien.  Andre steder afbrydes cykelstien uventet og man tvinges ud i mylderet af små Fiat’er, hvis chauffører heldigvis er vant til dette  kaos og højst vipper lidt med cigaretten, når de bliver nødt til at lave en hurtig manøvre for at undgå at ramme en cyklist. Men frem og tilbage kom vi da, i alt 14 kilometer stop-go cykeltur i en gryde med nykogt spaghetti, unægtelig en ny erfaring. Jeg forstår pludselig, hvor de såkaldte super-cykelstier, som man er i gang med at etablere rundt om i Danmark, er en rigtig god ide, faktisk en supergod ide!
Området rundt om campingpladsen og langs kysten er et turistområde, når det er grimmest. Ruiner af fortidens bygninger står ved siden af halvt færdige nye huse, der ser ud til at have stået sådan i lang tid, fordi en bygherre er gået konkurs midt i det hele. Det er så langt fra at være charmerende, som det kan være, og vi beslutter at tage en enkelt overliggerdag og derefter køre til Lago d’Ledro.
Dagen slutter med ristede pølser og brunchetta på Coop-grillen.

Tirsdag d. 16/7 – Ved Adriaterhavet.
Dagen indledes med 2 x 7 km ad den særlige italienske udgave af en cykelsti, dog med færre deltagere end i går, da vi er tidligt oppe. Efter morgenmad og en svømmetur er der dømt solparasol og liggestol ved havet resten af dagen. Vejret er fantastisk med en azurblå himmel og lette bølger på Adriaterhavet, som gradvist vokser sig større og større i løbet af dagen. Gad vist hvorfor, der er ikke en vind der rører sig? De sorte sælgere er på stranden som sædvanlig, men det virker, som om de er mere desperate end nogensinde. Det er til at forstå, at de faldbyder solbriller og is, men en af dem slæbte på en stor stak bøger, som han forsøgte at sælge. Det var turist-bøger om Sydafrika!!!
Sidst på eftermiddagen finder vi det lokale Auchan, hvor vi får handlet, så sultkatastrofen atter engang er holdt på forsvarlig afstand. Aftensmaden er stegt kylling og salat med tomater af to (2) slags, der er skåret på forskellig måde!! Det burde jeg naturligvis have bemærket, men min mad-proletariske baggrund slog atter engang hårdt igennem, og jeg have aldrig opdaget det, hvis ikke jeg var blevet gjort opmærksom på det! Til gengæld havde jeg sørget for en glimrende Montepuliciano vin, som jeg fik ros for!
Man bliver – underligt nok – træt af en dag ved havet uden at lave en bønne, så mens solen går ned og vores sympatiske italienske naboer leger med deres børn, falder roen over os.
♦Campingpladsen: Ok med fine toiletfaciliteter, men en del støj fra en togbane og en underlig biiiip-lyd hele natten, men stort set uden charme. Ca. 35€ pr. nat. ♥♥
Onsdag d. 17/7 – Ledro søen
Afsted kl. 07.15 og hurtigt op på den glimrende motorvej. Italiensk trafikkultur er noget for sig, for nylig i en europæisk undersøgelse kåret som en af de værste i Europa, hvilket er helt fortjent. På motorvejen er hastighedsgrænsen for biler med camping-vogn 80 km/t, men selv om jeg kører 90, bliver vi hele tiden overhalet af store lastbiler, hvis hastighedsgrænse også er 80, og flere af dem dytter irriteret af mig, fordi jeg efter deres mening kører urimeligt langsomt. De italienske myndigheders sans for skiltning er mildt sagt heller ikke fremmende for respekten, idet fartbegrænsningsskilte er drysset ud som parmesanost på spaghetti, dvs helt tilfældigt. I områder med vejarbejde begynder det typisk med en fartbegrænsning på 60 km/t, der umiddelbart følges op af et skilt, der viser 80 km/t, for kort efter at blive fulgt op af en fartbegrænsning på ……. what ever, måske 50 km/t. Det er helt umuligt at gennemskue, hvad den korrekte hastighed skal være, og som pilot i vores Volvo har jeg derfor besluttet at følge skiltene, selv om de er komplet ulogiske og selv om italienerne ind imellem dytter af mig. Jeg forstår for så vidt godt deres irritation, for de forsøger at køre efter  forholdene i stedet for efter de komplet ulogiske regler, og så er vi tilbage ved tunnellen i Moneglia igen.
Ved Ledro-søen får vi plads på C-pladsen Al Sole, Via Maffei 127, 38067 Molina, den samme plads, som vi var på for 20 år siden. I første omgang en fin plads helt nede ved søen, men desværre kun for 1 nat, men med en forhåbning om en anden plads i morgen, så vi kan blive nogle dage. Vejret er – naturligvis – dejligt, og det bliver hurtigt til en badetur i søen, frisk, rent men ikke koldt vand.
Vi vil gerne blive nogle dage, for selv om her er mange mennesker, så er der også en dejlig stemning. Her er usædvanligt mange hollændere og tyskere, men sært nok næsten ingen italienere, det er næsten som om det protestantiske Europa har besluttet sig for at annektere dette område.
Kl. 17 får vi en plads også for de næste dage, dejligt! Det bliver ikke nemt at manøvrere campingvognen på plads, men moveren er genial, så det skal nok gå.
En kort aftentur afslører de smukkeste udsigter med bjerge og vand.

Torsdag d. 18/7 – Ledro
Før morgenmaden flytter vi til vores nye plads, nr. 191, hvilket går ganske let pga moveren, selv om der er lidt snævert. Efter morgenmad en pragtfuld cykeltur på 21 km i et område omkring søen, der er både italiensk og østrigsk, hvilket ikke er så sært, da vi er i det omstridte Syd-tyrol, der gennem tiderne har tilhørt begge nationer. Cykelturen er mest  på glimrende cykelstier, men de sidste 5 km. er på en snæver og stærkt trafikeret vej, hvilket kan være ret nervepirrende, ikke pga bilerne, men fordi AM på cykel følger formlen for en italiensk teenager, dvs “her kommer jeg….”! Sagt på en anden måde, så er det umuligt at få hende til at holde sig inde ved kanten af vejen, jævnligt kører hun på midten, fordi …..et eller andet! Men også denne gang kom vi tilbage i god behold.

AM på cykel

“Italiensk teenager” på vejen!

Det sjove ved at campere i Europa er, at det altid er spændende, hvilken nationalitet, kultur og sprog naboen har, i modsætning til camping i USA eller Australien. Campingpladsen her og andre steder er som en miniudgave af Europa med mange forskellige nationaliteter, både de vesteuropæiske, vi plejer at møde, men i stigende også østeuropæere og sågar russere og ukrainere begynder vi at se. Selv om specielt russerne ikke er særligt populære, fordi de ofte opfører sig meget dårligt, så må det  – set i en større sammenhæng – trods alt siges at være en god udvikling sammenlignet med tiden, hvor vi sjældent mødtes, men i stedet brugte kræfterne på at planlægge,  hvordan vi skulle slå hinanden  ihjel. Denne plads er helt overvejende hollandsk, hvilket er OK, da de er vant til at bo tæt sammen og som hovedregel opfører sig hensynsfuldt. Konkret er vi omgivet af en svejtser, flere tyske familier og adskillige hollandske. Dertil et betydeligt antal hunde, hvilket er usædvanligt, da de pladser ikke tillader dyr.

Ladro

Ledro-søen set fra campingpladsen

Fredag d. 19/7 – Ledro
30 km cykeltur blev det til idag på små to timer, så det gik relativt stærkt, og kun med et enkelt tilfælde af italiensk teenage-adfærd på landevejen. Vi kørte ind i en smuk, smuk dal mellem stejle bjerge og endte ved en lille sø, hvor vi vendte. Derefter et bad i søen og frokost. Vejret er fantastisk, varmt uden at være stegende, hvilket sikkert skyldes højden, så resten af dagen tilbringes ved søen med at læse. Mit cykelgear har fungeret mildt sagt skidt, men jeg håber jeg har fundet fidusen mht justering. Får smurt og rengjort begge cykler.
Resten af dagen ved søen med sol og bøger. Aftenen slutter med et let regnvejr, der forsvinder i løbet af natten.

Lørdag d. 20/7 – Ledro med totalteater.
Efter at have manøvreret bilen ud mellem vores hollandske naboers biler, telte og campingvogne kører vi til Riva, der vist er “hovedstaden” ved Garda. Naturligvis er her turistet, hvad andet kunne man vente, men det er på den gode måde, for såvel byen, søen og de omkransede bjerge er ganske enkelt gude-smukke! Intet mindre. Og på en udefinerlig måde virker stedet ikke nær så presset af de mange turister som fx. Pisa. Der er VM for optimist-joller på søen, og mens vi får en drink på en cafe ved søen, begynder optimister fra hele verden at sejle ud på søen til første start. Så vidt vi kunne se, var der tre deltagere fra DK.
Vi kører en tur ned af Gardas vestside, dvs gennem et stort antal tunneller, og endnu en gang forundres vi over den dødsforagt, som italienere udviser, når de på scooter eller motorcykel fuldstændig vanvittigt overhaler på de snævre og snoede veje. De er som sværme af hvepse (Vespa betyder hveps på italiensk), når de kommer bagfra og med sand dødsforagt overhaler, selv om der slet ingen oversigt er. Der må ske et stort antal ulykker, men endnu har vi heldigvis ikke har set nogen.
Efter nogle timer ved søen går dagen på hæld, og atter en gang forundres vi, det er da kun et øjeblik siden, vi stod op! Aftensmaden er fyldt pasta med kartoffel, parmesan og rosmarin, slet ikke en ringe i kombination med en Pinot Nero her fra lokalområdet, en Trentino Doc fra 2011. Man kan faktisk her i Italien få glimrende vin til små penge, endnu har vi ikke købt vin, der var dyrere end 6,5 €, og de fleste væsentligt billigere. Brunello og Amarone er der også på hylderne, men her er priserne omkring 12 € eller mere.
Aftenen er som næsten alle aftener hernede utrolig fredfyldt, ikke en vind rører sig, og solen kaster dine sidste stråler på de dramatiske og stejle bjergsider, der omkranser Ledro søen. Rundt om os kan vi høre klirren af glas og tallerkener og snak på forskellige kontinentaleuropæiske tungemål (vi savner englænderne, men de er jo ved st melde sig ud af alting i Europa, efter at UKIP har fået så meget medvind) og en gammel historienørd som mig glæder sig over, at nabo-hollænderens nummerplade har det samme EU-symbol på sin franske Peugeot som  tyskeren har på sin tyske Opel og vi på vores svenske Volvo. Det EU-symbol, der markerer ophøret af århundreders fjendskab mellem de europæiske folk, og som alene i vores forældres tid medførte to store og vanvittigt blodige krige.
Dagen slutter helt fantastisk, idet campingpladsen fejrer sit 50 års jubilæum med en 10 meter lang fødselsdagskage, fri bar og  – allervigtigst – en aften med totalteater på hele campingpladsen. I centrum var 2 operasangere, der sang Verdi, men desuden var der en mavedanser, mennesker i 1800-tals tøj, der dansede vals, skiftende tableauer af totalt hvidmalede mennesker (tøj, sko, ansigt, hår, alt var hvidt) og meget mere, og vi blev ført rundt til de forskellige begivenheder af en neger med tromme. Alt i alt vældig festligt og afslutningen foregik i den smukkest tænkelige ramme ved søbredden, hvor scenen var  oplyst af det gule lys fra fuldmånen.

Søndag d. 21/7

Stort set ingen italiensk teenager-adfærd på vores morgentur rundt om Ledro-søen, vi gør fremskridt!  Vi prøvede at cykle mod Garda, men det var som ventet en lang og stejl nedkørsel og mest på løst grus, så det opgav vi efter et par kilometer. Vi vendte om og tog i stedet turen rundt om søen, ialt ca 12 km. Undervejs mødte vi igen et utal af de vanvittige motorcyklister, der kører rasende hurtigt og overhaler med dødsforagt. To af dem mødte vi i et sving, hvor de var midt i en overhaling, og den ene af dem var tæt på at kollidere med mig. Det havde været et stort øv, hvis det var sket. Cyklen var ihvertfald gået i stykker! Til gengæld har vi ikke set en eneste fartkontrol, mon ikke der er en sammenhæng?

Resten af dagen sol og vand og bøger. Jeg forsøger at liste mig til at bruge AMs myggespray som shampoo, men det blev opdaget, ærgerligt for det er ellers på den måde, at uventede opfindelser sker! Måske er myggespray fantastisk som shampoo, hvem kan vide det, når det aldrig er forsøgt?
Campingplads: 170 € for 5 nætter, altså 34 € pr. nat, svarende til 258 kr., lidt billigere end Smeraldo. Pladsen er fin med meget fine toiletforhold, pragtfuld rent badevand i søen, meget venligt personale og en guddommelig udsigt. Ned trækker at pladsen er ganske crowded med voksne, børn og hunde, og fra vejen er der en del støj fra specielt store motorcykler, der ræser afsted, så alt i alt ♥♥♥♥⬆

Mandag d. 22/7
Afsted fra Ledro kl. 07.15 og mod syd ned langs vestsiden af Garda-søen, videre til Brescia, hvor vi fanger motorvejen. Dog kun kort, indtil vi drejer mod Como og derefter er der kørsel på særdeles snævre og meget dårlige landeveje. Lige så fine, de Italienske motorveje er, lige så utroligt ringe er deres landeveje, der er fyldt med humper og bumper. Vejene langs Como søen er meget snævre og skiltningen er ringe, men udsigterne er guddommelige, faktisk endnu smukkere end ved Gardasøen, selv om det burde være umuligt. GPS’en kan ikke finde den campingplads, vi havde udset os, og en times tid kører vi lidt på må og få mod nord på vestsiden af Como. Et par campingpladser misser vi, fordi skiltningen er helt umulig, og med Prostata på slæb kan vi jo ikke lige vende og forsøge endnu en gang.  Men Vorherre holder med sin lille (og stadig mindre) flok af uskyldige, og på et tidspunkt, hvor vi mindst venter det, i byen Dongo, møder vi et skilt til Camping Breva og tager chancen, det må undersøges. Vi følger skiltet og ender ved en kirke…..og hvad så? Ingen skilte, ingen telte eller campingvogne i syne, alt er dødt. Det er ikke så underligt, for udover kirken er det eneste, vi kan se, en kirkegård! En camper foran os leder også, men de giver op og kører tilbage til landevejen. Come on, Vorherre, vi  fortjener lidt hjælp!! Hertuginden sender en spejder ud til fods og efter at have søgt forgæves i to forskellige retninger prøver jeg som sidste forsøg at gå om bag kirkegården, og pludselig dukker campingpladsen op. Men hvorfor f….. (sorry, Vorherre) har de ikke skiltet bedre? Der er 1 (!!) plads tilbage og uden at konsultere hverken Hertuginden eller Vorherre takker jeg ja og spæner (udtrykket er en anelse overdrevet, men jeg skynder mig det, mine gigtplagede ben kan klare) tilbage til bilen og vi kører ind på pladsen,og takket være moveren får vi manøvreret Columbine på plads under et stort træ. Uden moveren havde det kun kunnet lade sig gøre med et antal jyske heste til at trække og skubbe, og da der stort set kun er hollændere på pladsen, ligger det jo ikke lige for. Pladsen viser sig at være rigtig fin med 50 m. til søen, rene toiletter og kun med den støj, der kommer fra kirkegården – og det er trods alt begrænset, hvor højtråbende beboerne der er!
En tur i søen afslører samme badevands-kvalitet som ved Ledro,og omgivelserne er endnu smukkere. Efter en kop kaffe og lidt frokost cykler vi til nabobyen Gravedona og får handlet til aftensmad. Senere vil vi udforske Dongo, der har en spændende historie, men mere om det senere.
Kl. 21: Det ser ud som om Vorherre er blevet irriteret over mine bemærkninger om hans skrumpende flok, for lige nu sender Han et voldsomt uvejr ned over vores syndige hoveder. Regnen står ned i lårtykke stråler, og torden og lynild følger efter i så rigelige mængder, at himlen jævnligt er ganske hvid og oplyst, fantastisk flot, ind imellem er bjergene helt oplyst, selv om natten er begsort. Sur er Han i hvert fald! Eller…..måske er det Odin og Thor, der er på færde…..! Ja, ja, jeg ved godt, at det er lidt gammeldags med de to fyre, og at de er fra før din tid,  men jeg synes, det kniber voldsomt med at se meningen med det, I har gang i, uanset om det er dig eller de to gamle, der har vagten for øjeblikket….!

Tirsdag d. 23/7
AM har på sin faste nattevagt kontrolleret, at kirkeklokkerne i de to nærmeste kirker har passet deres dont, dvs bimle timeslag. Kun er hun lidt usikker på, om de pjækkede kl. 5, hvor hun var døset lidt hen. Det er lidt slapt.
Kl. 8 er der atter blå himmel og fuld sol, og søen lokker med et morgenbad. Efter morgenmaden går vi en tur til Dongo, der indskrev sig i historiebøgerne i foråret 1945. En italiensk partisangruppe standsede her en tysk patrulje på flugt ud af Italien, og gemt mellem de tyske soldater fandt de italienske modstandsfolk en gruppe italienske fascister, og blandt dem blev Il Duce – Mussolini – genkendt. Hele gruppen blev afhørt på rådhuset her i Dongo – næppe særlig høfligt – og Mussolini blev kørt til Giulino di Mezzegra, der ligger få kilometer fra Dongo og blev her henrettet. De øvrige fascister blev henrettet på havnen her i Dongo, og hullerne efter kuglerne kan stadig anes. Som der står i den lokale engelsksprogede brochure, så er det en “charmerende” oplevelse at se, hvor de sidstnævnte blev henrettet. I den italienske version står der, at det er “fascinerende”, hvilket nok er bedre udtrykt.

Dongo

Præcist på dette sted i Dongo blev Mussolini og hans kumpaner fanget og en del af dem skudt.

Derefter sol og vand til midt på eftermiddagen, hvor vi cykler en tur mod syd, ca. 10 km, og udsigterne er ubeskriveligt smukke.

Onsdag d. 24/7
Tidligt op for at tage på vandretur i bjergene bag ved Dongo. Vi tager bilen og kører ad smalle og stejle veje til landsbyen Garzeno, hvorfra vi fortsætter opad ad stadigt snævrere veje, mange steder kan to biler ikke passere hinanden, men italienerne er flinke til at bakke og finde en vigeplads, når vi møder en bil. De kører utroligt aggressivt, men i praksis er de faktisk flinke til at hjælpe, når det gælder. Vi parkerer ved en kirke og fortsætter til fods, stejlt og med en utrolig flot udsigt ned over bjergene, der omkranser Como søen. Turen er i brochuren estimeret til 5 timer, men stien er meget stejl, og for første gang nogensinde må vi kapitulere og sige, at 3 timer er grænsen for os, og derfor må vi vende, da vi har gået 11/2 time opad. Men en fabelagtig flot tur var det med fantastiske udsigter:

Udsigt ved Como
Turen ned i bil ad de mere end snævre veje/stier fordrede indtil flere opbremsninger efterfulgt af en bakning og så ganske langsomt forbi den modkørende. Men ned kom vi uden skrammer, måske bortset fra stoltheden….!
Efter badning og solning handler vi vin, olivenolie og pasta til at tage med hjem. Olivenolie af den bedste kvalitet koster mellem 6 og 7,5 € pr. liter afhængig af producenten, men man kan sagtens få den billigere. En glimrende d’Asti vin kan fås for ca. 5€. På vejen hjem købte vi åben vin: 1,79€ pr. liter for en Cabernet Sauvignon aftappet direkte fra ståltanken, og 11€ for 5 liter god hvidvin og ditto rødvin i papkarton.
Dagen slutter med aftensmad på byens hotel på torvet, både fordi vi har lyst og fordi det – alas – er sidste aften i Italien.  Vi bestiller hotellets bedste menu til 40€ pr person incl. et glas hvidvin, og for sent, alt for sent, går det op for mig, at det er en fiskemenu fra først til sidst. Hvor tåbelig eller rettere sagt hvor sjusket kan man være, jeg tager førsteprisen! Jeg gad nemlig ikke se menuen ordentlig igennem, så jeg sagde bare ja til det, AM ville have! Forretten er pasta med muslinger af varierende slags, rejer og andet snask fra havet. AM elsker det, jeg har det som min haderet nr. 1! Hovedretten er fisk af ukendt art serveret med lidt grønt, og det smagte OK, hvis man lod være med at tænke på, hvordan en bøf smager.  AM var dog rigtig tilfreds, hvilket naturligvis var godt! Desserten syntes vi begge rigtig godt om, det var sorbet i vodka!  Stemningen på restauranten var hyggelig, men alligevel gjorde det lidt ondt i højre baglomme at bede om regningen!  Stor var min overraskelse dog, da jeg betalte, for regningen lød på ialt 49€ for 2 menuer a’ 40 € + ekstra vin. Mit bud på en højst plausibel forklaring er, at for tre dage siden fik vi hjælp fra ….. til at finde denne usædvanligt dejlige campingplads, og nu får vi så hjælp igen til at forlade pladsen og byen på bedste vis. Sådan må det nødvendigvis hænge sammen, og tak for det. AM siger noget om Grundtvig, men hvad han har at gøre med regningen fra et restaurantbesøg i Dormo overstiger min forstand.
♦Campingpladsen er helt i top, stille, rene toiletter, fin badestrand med fint badevand og meget venlige mennesker i receptionen. Lille bar med muligheder at købe en sandwich. 350 m. til byen med glimrende handelsmuligheder. ♥♥♥♥♥
Data: Camping La Breva, Via Cimitero 19,  Dongo. Ligger på Como-søens nordvestlige side. Www.campinglabreva.com

Onsdag d. 25/7
Afg. fra Dormo kl. 07.04, sådan helt præcist. Kører ned af Comosøens østside og fanger motorvejen i nærheden af Brescia, videre op langs Garda gennem et ufatteligt flot landskab, over Brennerpasset ind i Østrig og videre til Tyskland. Ved München er trafikken meget tæt, ind imellem stillestående, men frem kommer vi dog. Ved et lykketræf finder vi en glimrende overnatningsplads lige syd for Wurtzburg, en plads hvor der angiveligt er nattevagt, organiseret af ADAC. Vi betaler for denne luksus den ufattelige sum af 5 €, hvoraf vi kan handle for de 3 i den lokale kiosk. Her er lastbiler, et par campere etc, og jeg tror natten bliver fredelig og rolig, selv om der nok kommer/går et par lastbiler Pladsen ligger her:
49 gr 44′ 42” N
10 gr 38′ 08” Ø.

Torsdag d. 26/7

Rolig nat, så vi er tidligt oppe og afsted. Når DK sidst på eftermiddagen med nogen forsinkelse, fordi broen over Kejser Wilhelm kanalen er under reparation. Besøger Anders og Benita i Søndervig og kører til Viborg fredag d. 27/7.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *