FERRARA I MAJ – JUNI 2019
Som forudsagt af både DMI og YR var vejret i Slovenien denne sidste morgen i maj 2019 præget af lavtliggende skyer og temperaturer i samme kedelige ende af termometret, og selvom det er ærgerligt, afslutter vi derfor i utide besøget i dette smukke og sympatiske land. Volvoen er startet med kurs mod Norditalien, for her lover vejrprofeterne sol og varme, og det trænger vi til efter nogle meget kølige og regnfulde dage.
Dagens mål er Ferrara, der er en af de ‘store’ italienske byer fra middelalderen og renæssancen med en masse historie knyttet til sig. Byen ligger ved floden Po og markedsfører sig som en cykelby, hvilket også virker tiltrækkende.
Efter problemfri kørsel fra Piran – bortset fra agressive chauffører i store lastbiler fra Østeuropa, der tuder hidsigt, når jeg ‘kun’ kører de tilladte 90 km/t – fandt vi Ferraras campingplads og fik anvist en plads. En udmærket plads – men heller ikke mere! Pladsen er kommunal, hvilket er ganske almindeligt i de gamle historiske byer i Norditalien, og det er både godt og skidt. Godt, fordi prisen er rimelig og pladsen rolig uden badeland, ‘events’ o.l. Skidt fordi servicen – som anden offentlig service i Italien – er utrolig ringe. Halvdelen af toiletterne er låst af, det varme vand fungerer ustabilt, og manden i receptionen er sur og ligeglad. Han fortalte med tydelig irritation, at det havde regnet i hele maj måned, og derfor var mange af pladserne så bløde, at campingvogne ikke kunne stå fast. Vi fik dog en stenbelagt plads ved siden af ligesindede fra ‘ældrebyrden’ rundt om i Europa, der som vi har tid til og mulighed for at rejse Europa rundt.
En cykeltur bragte os ind i byens centrum, hvor gaderne er brolagt med toppede pigsten, der absolut ikke er rare at cykle på, så vi fandt et sted at tøjre hestene og fortsatte til fods. Ferrara er charmerende og hyggelig med et centrum, der er domineret af en mægtig domkirke samt familien d’Este’s kolossale borg fra 1300-tallet –
Langs domkirkens ene side ligger en række handelsboder, der har eksisteret siden 1400-tallet og stadig er i brug –
Ferrara har en atmosfære af dekadence over sig. Smukke bygninger med århundreders erfaring ligger skulder ved skulder og mumler deres gamle historier til os, mens vi langsomt går forbi og lidt senere får en kop cappuccino i den cafe, der har skamferet husets facade. Unge smukke og skarpt stylede italienske kvinder – nærmest i uniform – slog sig ned ved siden af os i cafeen, og jeg sad og fik lidt ondt af dem. Perfekte vil de være, ikke et hårstrå sidder skævt, ikke en plet er der på det make-up’ede ansigt – og en stress-diagnose ligger og lurer på dem. Tosset, tænker jeg, med det fremragende overblik jeg har fra min 72 meter høje bakke midt i skoven.
Hvis man har lyst til at læse en god historisk roman om livet i renæssancen, kan man kaste sig over Maria Hellebergs roman Lucrezias ægteskab, der foregår i Ferrara i 1500-tallet og beskriver miljøet i den ufatteligt rige d’Este-familie.
62 km på Po’s diger – og en let frokost
Området omkring Ferraro er fladt, og der er udlagt cykelstier i landskabet rundt om byen. Vi kørte en flot tur på digerne ved den vældige Po-flod, i alt 62 km., med glimrende udblik over floden –
Po-sletten er Italiens spisekammer med store marker og små landsbyer så langt øjet rækker –
Tilsyneladende er markerne ikke ukrudts-sprøjtede så intensivt som i Danmark, og derfor får valmuerne lov til at brede sig ud som en blomstereng –
Ved frokosttid kørte vi ind i byen Bondeno, hvor mulighederne for lidt brændstof til cyklerne så lovende ud med kirkespir og et centralt torv, sådan som italienske byer typisk ser ud. Vi havde tænkt os noget let, men tilsyneladende rummede byen kun nogle kaffebarer, og så let skulle det heller ikke være. AM spurgte derfor en venlig dame, hvor vi kunne få noget at spise, og hun viste os hen til byens restaurant – åbenbart byens eneste og helt klart en alvorlig sag. Ikke noget med udendørs servering, kun indendørs ved borde med hvide duge, høje glas og servering af en mand i hvidt og en kvinde i sort. Meget elegant. Vi var helt tydeligt ikke målgruppen men gik alligevel ind – sult er en streng herre – iført vores cykeldress, shorts og t-shirt, og måske adskilte vi os en smule – bare en lille smule – fra de øvrige gæster, der hovedsaligt var mænd i jakkesæt, der spise forretningsfrokost.
Spisekort var der ikke noget af, men den søde ‘sorte’ servitrice forklarede dagens menu: Forret 1, en suppe, efterfuldt af forret 2, tre slags pasta, dernæst et kødfad med fjerkræ, skinke plus det løse ledsaget af kartoffelmos og en druesalat. Derefter kom hovedretten, vildsvin med risotto og til sidst dessert, kaffe og et glas portvin.
Og vi havde tænkt os noget let…! 🙂
Hvad herlighederne kostede blev ikke nævnt med et ord, penge taler man åbenbart ikke om mellem pæne mennesker på en restaurant i den klasse.
Vi sagde tak, håbede det bedste, og begyndte at spise af den antipasti, der allerede stod på bordet, nemlig friturestegt grisehud, lidt a la flæskesvær. Efter to fremragende forretter var vi stopmætte og erklærede ’basta’ til tjeneren i hvidt. Han var forbløffet, men tog det pænt. Man kan åbenbart opleve det mest uventede fra den nordiske ældrebyrde iført t-shirt og cykelshorts… 🙁 To afsluttende cappuchino’er blev ledsaget af et gedigent kagefad – men heldigvis ingen portvin.
Vi ville gerne have et glas vin til maden, og servitricen foreslog en kold, mousserende Lambrusco af husets egen aftapning. Den var mørkerød på grænsen til sort og smagte fuldstændig fremragende til maden – en stor overraskelse og værd at huske!
Vi var spændte på regningen, men den lød på beskedne 42€, hvilket var yderst rimeligt kvaliteten taget i betragtning, og trods shorts og t-shirts midt mellem jakkesæt og hvide duge blev vi ledsaget høfligt ud med tusind tak for besøget. Italiensk mad, vin og venlighed på første klasse.
Smart – eller nødvendigt…?
Der er valgkamp derhjemme, og på forhånd havde jeg tænkt, at det ville være lidt ærgerligt ikke at kunne følge den tæt. Nu følger vi den kun via 2-3 netaviser, og det forekommer mig, at den alt for lange valgkamp er ved at bekræfte Woody Allens ord om, at evigheden bliver noget kedsommelig, specielt hen mod slutningen 🙂 . Der sker virkelig ikke meget, og SD – som normalt får min stemme – synes at have en strategi om ikke at sige mere end allerhøjst nødvendigt, fordi ”de blå” alligevel er ved at køre sig selv i sænk. Ret kedsommeligt, føles som en evighed!
Det er lørdag i dag, og det kunne mærkes på cykelstierne. Masser af italienske mænd (gad vist hvad kvinderne laver?) var på hjulene i deres smarte cykeldress, og på dagens 55 km’s tur på Po-diget følte vi os som deltagere i et større cykelløb –
Det var en mindeværdig oplevelse, da duoen fra den nordiske ældrebyrde overhalede 4 måbende, yngre mænd på deres labre racercykler iført smart lycra og seje solbriller…! Hvad skete der lige der, råbte de til hinanden! I øvrigt kunne vi på en sådan travl dag på cykelstien konstatere, at der er orden i hierakierne: Lycra hilser på lycra, ældrebyrden på ældrebyrden, og sådan er det.
Og så var det i dag, jeg på en cafe i Ferrara fik en interessant frokost: Pizza Viagra. I Danmark går man til lægen og får en recept, i Italien går man bare på cafe og spiser frokost. Smart – eller måske nødvendigt på de kanter…. 🙂 🙂 🙂
En campingplads i Italien illustrerer glimrende diversiteten i Europa. Vi ligger i en koloni af 5 forskellige EU-nationaliteter, og mens en koloni fra den italienske ældrebyrde er grinende og kaotisk råbende i munden på hinanden uden skelen til naboerne, virkelig larmende uden selv at bemærke det, så er den tyske og danske stilfærdig, camping er en alvorlig sag på hver vores lille parcel, og den hollandske har placeret sig et sted midt imellem, sådan som de altid har gjort i Europa. Et par franskmænd er bare vrantne, men det er vist heller ikke sjovt at være ældrebyrde i Frankrig. Ikke så sært, at EU er en svær størrelse at få til at fungere efterhånden som ingen længere kan huske den krig, som var årsagen til unionens dannelse.
Videre til næste kapitel: Liguriens kyst i juni 2019