LIGURIENS KYST I JUNI 2019

2. juni 2019: Der kan ikke længere være nogen tvivl. Der ligger et vældigt magnetfelt i bjergene omkring den lille by Moneglia på den liguriske kyst. Et magnetfelt der får sin energi fra italiensk sol, charme, cappuccino, ost, tomater, is, pizza, oliven, foaccia-brød, frutti del mare, rødvin, Veccio Romana, blåt middelhavsvand og meget mere, det hele tilsat en god portion kaos. Vi har flere gange forsøgt at køre udenom stedet, men selv på flere hundrede kilometers afstand trækker Moneglia og campingpladsen Smeraldo som en magnet, og nu er vi her igen, på plads nr. 8 hævet et par meter over det azurblå Middelhav. Udsigten fra AM’s stol ser således ud med Moneglia i baggrunden:

Smeraldo er i virkeligheden blot en bred klippehylde et par meter over det Liguriske hav, hvilket man får et godt indtryk af på denne droneoptagelse foretaget af det ældste barnebarn, Jacob, under hans og familiens ophold en månedstid efter os (tryk på den lille firkant til højre på bjælken under billedet for at få fuld størrelse) –

 

Den eneste adgang til Smeralda er gennem snævre bjergtunneller med plads til én (1!) bil ad gangen, og trafikken er derfor reguleret af trafiklys i begge ender. Problemet er ikke så meget de snævre tunneller, men i højere grad italienernes ‘farveblindhed’, der vist ligger i deres DNA…! Et møde herinde, hvor der ved c-vognens sider kun er plads til en mandagsudgave af Jyllandsposten, med en modkørende italiener, der ‘tog fejl’ af rødt og grønt, vil være rigtig spændende…! Og det sker fra tid til anden. “Vi er jo i Italien”, siger de på Smeraldo og trækker på skuldrene med et smil.

Selve indkørslen til Smeraldo er en åbning i klipperne, der lige akkurat er stor nok til at slippe en bil + c-vogn igennem. På klippehylden er ingen mulighed for at vende, så når vi skal ud igen, skal c-vognen ‘håndvendes’ og listes ud. Alligevel kommer vi her igen og igen, og det må jo have noget med det magnetfelt at gøre… 🙂 . Det svækker jo heller ikke ligefrem tiltrækningen, at Smeraldo har en glimrende restaurant med 180 graders udsigt over Middelhavet, særdeles rimelige priser tilsat venlig og charmerende personale.

Det allerbedste ved stedet er dog vandet, der er frisk og lunt på samme tid, og badefreaks går nærmest i opløsning, fordi de er så længe og så hyppigt i vandet. Her bader “datter Louise” sammen med Mads og Astrid, mens Jacob filmer fra sin drone (tryk på den lille firkant til højre på bjælken under billedet for at få fuld størrelse) –

 

Der er rige muligheder for med snorkeludstyr at se fisk af utallige slags, blæksprutter og – når man er heldig – springende definer.

Man skal ikke kommer her i august, for så er hele Cinque Terre kysten og Smeraldo okkuperet af italienere på ferie, og selvom de er charmerende, så er de også utroligt støjende. Se min beskrivelse her: Ligurien i august 2017. 

I juni er Smeraldo og Moneglia dejlig fredelig – heldigvis også med en del unge mennesker, der fisker, bader og snorkler. Ved siden af os i år har vi en ung tysk familie med sære vaner. Jeg har nu flere gange set dem læse aviser, endda af den slags med mange ord og næsten ingen billeder. Underligt, troede kun det var ældrebyrden, der led af den tilbøjelighed.

3. juni 2019: Man kan ikke gå fra Smeraldo til Moneglia, men man kan klatre dertil langs stranden, hvis man har gode ben! Over sten og klipper går det, lige til man når stranden og de små gader –

4. juni 2019: Lidt syd for Moneglia i retning mod La Spezia ligge nationalparken Cinque Terre, der er en af Italiens og Europas smukkeste kyststrækninger. På en vandretur – indimellem stejl og anstrengende – fra Monterosso til Vernazza og videre så langt man orker, går man i citron- og olivenlunde, forbi duftende rosmarinbuske, har den mest fantastiske udsigt over Middelhavet, og når de pittoreske, små byer dukker op, kan synet næsten taget vejret fra en.

Vi har besluttet at tage derned igen for forhåbentlig at få rådet bod på skuffelsen for et par år siden, hvor vi flygtede derfra pga horder af turister, der gjorde stedet uudholdeligt – læs her:http://www.rejserier.dk/italien/italien-i-august-2017/liguriens-kyst.

Alle byerne undtaget Monterosse er bilfri, og det er svært at finde en p-plads udenfor, så det er absolut bedst fra Moneglia at tage lokaltoget, der flittigt løber fra by til by – vi hoppede af i kystens hovedby, Monterosso. Et enkelt billede af byen fra i dag yder slet ikke skønheden retfærdighed men giver dog et indtryk –

Sidst var vi her i august måned, nu er vi her igen i begyndelsen af juni, og allerede så tidligt på sæsonen er her alt for mange turister, billedet nedenfor er taget i Monterosso af mennesker på vej op til den smalle kyststi –Vi havde håbet at kunne gå turen til fra Monterossa til Vernazza (4 km) i nogenlunde fred, men da vi så tilstrømningen, opgav vi ligesom i august og kørte lidt skuffede tilbage til Moneglia. Her kunne vi til gengæld glæde os over et (næsten) ligeså smukt landskab og en by med meget få turister – herligt.

Vi var på Cinque Terre for første gang for ca. 20 år siden og kunne dengang gå hele turen med 5 byer næsten uden at møde andre turister. Siden da har området udviklet sig til et af Europas monster-turistmål og er ved at blive kvalt i sin egen succes.  Hvis man vil besøge stedet, og det er der som nævnt mange gode grunde til, så skal man enten acceptere de alt for mange mennesker eller komme langt udenfor turistsæsonen, der går fra maj til september. Italienerne gør et spagfærdigt forsøg på at begrænse tilstrømningen ved at opkræve 6 € for at gå på stien, men det hjælper åbenlyst ingenting.

5. juni 2019: Der er valg til Folketinget i dag, og vi har naturligvis brevstemt inden vi tog afsted. Da mørket faldt på og lysene blev tændt i Moneglia på den anden side af bugten –

– begyndte resultaterne at tikke ind, og vi fulgte spændt slagets gang – live – :

Set med vores øjne var resultatet tilfredsstilende, fordi de højreekstremistiske kræfter fik et et dårligt valg, og fordi danskerne valgte en anden kurs end den grænseløse kapitalisme, som raser nogle steder i Europa med stigende ulighed og social uro til følge. Iøvrigt var det pudsigt at sidde i sydens mørke og – tidsmæssigt simultant – se hvordan København lå badet i sollys; de lyse nætter fik pludselig et meget konkret udtryk.

6. juni 2019: De Liguriske Alper danner baglandet ved Moneglia, og er et fantastisk sted at cykle, hvis man har gode ben og en let cykel eller endnu bedre e-bikes, for turene er selvsagt med mange stejle stigninger

Fra Smeraldo kan man ikke bare tage afsted, man må vente, til trafikreguleringen gør det sandsynligt(!), at tunnellerne er tomme for biler. Det er naturligvis forbudt at cykle i tunnellerne, men som så meget andet i Italien er regler noget, der kan bøjes efter omstændighederne, og personalet på Smeraldo hjælper med info om, hvornår man kan tage afsted. Alligevel er der altid en vis risiko for at møde en hidsig italiener, der liiiige skulle med på en grøn bølge, der forlængst var blevet rød….! 🙁 På billedet her venter vi på klarsignal fra personalet –

Denne dags cykeltur tog udgangspunkt i Moneglia’s sydlige ende, hvor vi begyndte på Via Burgo og fortsatte opad, opad og opad i 9 kilometer mod landsbyen Bracco –

Turen er et orgie i smukke udsigter, og selvom vi kun er få kilometer fra Cinque Terre kysten, havde vi alle herlighederne for os selv –

Dybt nede ligger Moneglia godt beskyttet mod vestenvindene –

Lidt længere væk – til højre på billedet nedenfor – ses campingpladsen Smeraldo på den smalle klippehylde –

Fra Bracco gik turen videre til endnu en lille landsby, Casale, hvor adskillige pittoreske huse med en fabelagtig udsigt ned mod havet er til salg for en slik. ‘Fristeren’ var virkelig på besøg her…!

Den uundgåelige tur i tunnellerne til og fra Smeraldo er lidt speciel. På billederne nedenfor er vi på vej fra Moneglia til Smeraldo, har tændt cyklens lys, håber det bedste og pisker afsted gennem 3 tunneller, indtil et forjættende skilt viste os vej ud i lyset (tryk på det første billede og følg pilene) –

7. juni 2019: En flot flot cykeltur går fra Moneglia til smukke Sestri Levante og byder på de mest fabelagtige udsigter –

“Fristeren” meldte sin ankomst også på denne tur, for adskillige af de huse, der ses på billedet ovenfor, er til salg for små penge. Men der var lidt for mange oliven- og citrontræer, og duften af rosmarin kan godt blive lidt påtrængende, så…..! 🙁 (“Rønnebærrene er sure”, sagde ræven, da han ikke kunne nå dem…!)

Turen er som en bjergetape i Tour de France med hårnålesving, skrappe stigninger og tilsvarende nedkørsler, hvor man skal være sikker på, at cyklens bremser er i orden. Turen begynder på Via Torrento S. Lorenzo i Moneglia og går op, op og op 7-8 km, indtil man drejer til venstre mod den lille landsby Crova, hvor man bør gøre stop ved den lille kirke og nyde de mest fabelagtige udsigter ned mod Moneglia –

Efter Crova fortsætter man opad indtil man når landevejen ss1, der i skarpe hårnålesving fører ned til  Sestri Levante. Byen er i høj grad et besøg værd med et mylder af små, charmerende gader med fristelser af mange slags og besøges derfor bedst mellem kl. 13 og 15.30 – hvor der er middagslukning! Det kræver lidt diskret planlægning, men lykkes ofte 🙂

 

Sestri Levante slår sig blandt andet op på at have en H. C. Andersen festival, fordi digteren besøgte byen en enkelt nat i 1833 og skrev et par linier om den i sin dagbog. Faktisk var han her kun en halv nat, for han rejste videre allerede kl. 03.30, så det er vel historien om fjeren, der blev til fem høns. Men byen klarer sig fint også uden Andersen, for den er utroligt smukt beliggende og har et charmerende centrum.

8. juni 2019:  Smeraldo ligger på en isoleret klippehylde klods op af en stejl bjergvæg, så vandreture med udgangspunkt fra campingpladsen er der ikke mange muligheder for – undtaget turen fra campingvognen til badestedet, forbi baren (nogle gange forbi, altså… 🙂 ) og retur. En enkelt – anstrengende – tur er der dog –

En vandretur er det ikke – mere end klatretur ad stejle bjergsider beklædt med tæt skov, hvor man på de stejleste steder går på løse sten, hvilket gør nedstigningen særdeles vanskelig – en potentiel ‘benbrækkertur‘.  Turen udgår fra Smeraldos nordligste ende og er på ægte italiensk vis elendig afmærket, her og der en klat maling, der næsten ikke kan ses, så man må klare sig med sin sunde fornuft og orienteringsevne –

Målet er Punte Moneglia, og turen frem og tilbage er på et par kilometer tilsat en masse ‘højdemeter’ – vi brugte 3 timer på turen.

Når man er fremme, er udsigten, farverne og naturen fantastisk –

9. juni 2019: Søndag er en farlig dag på den Liguriske kyst, for det er ugens store handelsdag med marked i Moneglia- Vejret er pragtfuldt med fuld sol, og vi begyndte dagen på bedste vis med en cappuccino og en cornetto hos en ældre dame, der driver en lille hyggelig bar i Moneglia’s centrum. Mens vi sad udenfor i det dejlige vejr iført shorts og t-shirt kom en af barens kunder – også en ældre dame – hen til os og fortalte med et smil, at det var meget koldt idag, og derfor var hun – hvilket hun demonstrerede ved at trække op og vise (!) – iført tre lag tøj fra top til tå plus lange, tykke nylonstrømper. Den søde dame syntes sikkert, vi var bindegale i vores sommertøj og ville advare os mod følgesygdomme af den frygtelige kulde – det var mindst 25 grader…!

Senere på dagen kørte vi til smukke Sestri Levante, hvor vi mødte et handelstalent af de store – endnu en ældre dame, nr. tre idag! 🙂 AM havde forleden dag set en forretning med smart  dametøj (surprise!), men som konsekvens af nøje planlægning (shh!) var vi der i den lange middagspause, så det gik egentlig godt. I dag var der dog ingen nåde, og vi blev modtaget af forretningens indehaver i 3. generation, en ældre dame, der afslørede et skarpt blik for AM’s smag. Hver gang AM havde besluttet sig for et stykke tekstil, kom hun liiiige med endnu et stykke, der netop ville passe til det forrige, og sådan fortsatte det en rum tid.  AM var begejstret, indehaveren endnu mere begejstret (og det forstår man godt!), og efter en times tid forlod vi forretningen ledsaget af taksigelser og løfter om et evigt liv 🙂 .

10. juni 2019: Dagens cykel/vandretur udgik fra Lemeglio-kirken, der er byens højst beliggende kirke ca. 3 km. uden for Moneglia centrum. Når man står på Smeraldo, kan man ikke undgå at bemærke kirken, der ligger yderst til højre på nedenstående billede –

Vejen op til kirken udgår fra byens sydøstlige udkant og er smal og meget, meget stejl. Vi gjorde turen på e-bike uden problemer, men de fleste vil nok vælge at tage bilen op til kirken og gå der fra. Oppe ved kirken er der – igen, igen – en bedårende udsigt –

De små gader i den lille landsby, der omgiver kirken, er dejlige at gå rundt i. Slidte, ældre mennesker arbejder i de små haver, og det er godt at huske, at det er almindelig høflighed i Italien – og en god skik – at hilse ‘Bon Giorno‘ – når man går forbi.

Fra P-pladsen foran kirken kan man vælge forskellige vandreruter, og vi valgte at gå et stykke ad stien mod Deiva Marina, fordi den slynger sig højt oppe på bjerget og giver udblik over havet, der er helt på højde med dem, man får på stien ved Cinque Terre. Forskellen er blot, at her har man alle herlighederne for sig selv, for stort set ingen turister finder herop. Der er på ingen måde tale om let vandring, idet der både er stigninger og vanskelige passager, men med gode ben går det fint. Og så er det jo tilladt at vende om, når man synes 🙂 –

Da vi gik i den lille landsby ved Lemeglio-kirken, slog det mig, hvor gode italienerne er til at forskønne deres gamle bygninger fremfor ‘i udviklingens navn’ at rive ned og bygge nyt –

Videre til næste afsnit: Como-søen