Sydtyrol i juni 2019

15. juni 2019: Jeg troede, at Ungarn havde europæisk rekord i dårlige veje, men Italien er bestemt med i toppen. Vi vil op i Sydtyrol – Italiens smukke, tysktalende provins – og med en campingvogn på slæb kan ikke tage den direkte vej på tværs af alperne, så vi må syd om Gardasøen, forbi Bergamo og Brescia, før vi drejer mod nord kort før Verona. De første 100 km. af denne tur foregik på landevej af en så ringe kvalitet, at jeg ikke troede det muligt i et Vesteuropæisk land. Vi hoppede og skrumlede afsted mellem huller og buler i tusindvis, og ind imellem var der vejsammenfletninger af den mest umulige slags med vejbaneskift i et mylder af stressede italienere, der brugte hornet flittigt. Ved indkørslen til motorvejen ved Verona måtte en række bilister bakke ud af deres betalingsbåse, fordi systemet ikke virkede. Alt sammen meget italiensk på den dårlige måde, og bekymringen er, at vi har oplevet tilsvarede dårlige veje over det meste af det rige Norditalien. Italiensk infrastruktur trænger i den grad til en massiv investering, men med en nationaløkonomi i knæ er der ikke udsigt til forbedring, så langt fantasien rækker. Faktisk er det påfaldende, så vejarbejder, vi har mødt – normalt er de irriterende for trafikken, men efter dagens tur på de elendige italienske landeveje vil jeg fremover tænke “rettidig omhu- og tak for det”, når vi møder vejarbejde i Nordeuropa.

Midt på eftermiddagen ankom vi til camping Ganthaler i den lille by Vilpiano lidt uden for Bolzano/Bozen, og heldigvis havde vi reserveret en plads på forhånd, for tyskerne har stadig pinseferie, så de er her i stort tal. Pladsen ligger smukt placeret på en stejl skråning, der gør tilkørselsforholdene med en campingvogn udfordrende, men vi kom fint på plads og udsigten til bjergene er fantastisk. En tur i supermarkedet i Merano afslørede, at selvom vi er i Italien, så er hovedsproget tysk, for vi er i det omstridte grænseområde mellem Italien og Østrig, som vel burde tilhøre Østrig, men historiens gang har maget det anderledes, og idag synes fortidens stridigheder at være – historie.

16. juni 2019: Sveden tapløber af os efter godt 40 km’s cykeltur i 34 graders varme. Vi har været en tur i Bolzano/Bozen (alt er dobbelt-sproget her) på de fantastisk gode cykelstier, der løber langs med Adige-floden, og vi satte stor pris på den u-italienske asfalt uden huller, for det var svært at holde fokus på stien – af gode grunde:

I forbindelse med dagens cykeltur har AM insisteret på – af hensyn til historieskrivningen – at få ført til protokols, at hun i dag kørte forbi (altså sådan rigtigt, forbi !) et åbent marked, der sikkert forhandlede tomater. Og tro det eller ej, det er rigtigt, og det var stort!

Området er umådeligt smukt med store middelalderborge, der stikker op som belærende pegefingre, der vil minde os om historiens betydning her i regionen –

Bolzano/Bozen er en overskuelig by, hvis centrum i den gamle bydel absolut er en lang spadseretur værd med charmerende huse og finurlige dekorationer –

Sydtyrol er et utroligt dejligt område med italiensk charme og østrisk ordenssans tilsat en spids historisk mærkværdighed, idet det sjældne ladinske sprog også trives her og er anerkendt som det tredje officielle sprog i regionen. Langt de fleste i denne italienske region taler tysk i en østrisk dialektform (men skriver højtysk), hvilket naturligvis har sin forklaring i historien. Og nu bliver det kedeligt (synes nogle, ved jeg 🙂 ), og de ikke-historieinteresserede kan bare springe det efterfølgende over.

Sydtyrol var gennem århundreder en del af det store Østrigske kejserrige, indtil det brød sammen i forbindelse med nederlaget i første verdenskrig. De mange fredsslutninger i 1919 og 1920 medførte store grænseflytninger i Centraleuropa, hvor taberne som altid betalte regningen, og en af taberne var østrigske Sydtyrol.

Italien havde før krigen været allieret med Tyskland og Østrig, men skiftede side i 1915 og deltog derefter på vestmagternes side i felttog mod Østrig. Imidlertid – som det så ofte har været tilfældet med italiensk krigsdeltagelse – uden større succes. Ved et stort slag ved Caporetto i 1917 blev de italienske styrker løbet over ende af tysk/østrigske styrker, og den italienske hær gik reelt herefter i opløsning. Alligevel stod Italien formelt set på sejrherrernes side, da krigen sluttede, og landet gjorde – med henvisning til et italiensk mindretal – krav på Sydtyrol, hvilket som en del af et kompliceret stormagtsspil blev imødekommet.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig forventede Østrig at få Sydtyrol tilbage, men med status som besat (indtil 1955) havde landet ingen storpolitisk lydhørhed, og Sydtyrol forblev italiensk. Utilfredsheden med situationen førte i 1960’erne til blodige optøjer, der først faldt til ro, da Rom i 1967 gav provinsen status som et selvstyrende område. Idag er Sydtyrol et af Italiens rigeste områder og fortidens uroligheder synes helt at være faldet til ro.

Der er ingen tvivl om, at også EU-konstruktionen har bidraget positivt til, at tingene er faldet til ro, fordi den østrigsk-sindede befolkning i Sydtyrol som EU-borgere kan se sig selv som både italienere og østrigere med en åben grænse mellem de to lande. Hvor ville det være dejligt, hvis DF og ligesindede ville anderkende et sådant eksempel på EU’s resultater.

Italienernes manglende succes på slagmarkerne siden romerrigets sammenbrud minder mig om en af krigs-historikernes stående vitser: Italienske kampvogne har som de eneste i verden 5 gear: 1 fremadgående og 4 bagudgående 🙂 🙂 !

17. juni 2019: Det er stadig bagende syd-for-Alperne-italiensk-varmt med temperaturer godt over 30 grader, men vi vil alligevel ind at se en af egnens store seværdigheder, Schloss Runkelstein i udkanten af Bozen. For en gangs skyld var jeg kortfører – på cykel, naturligvis – og efter 20 km. kom vi fint frem til målet, der dog ikke helt levede op til vores forventninger. Bygningerne var Ikke nær så dramatiske og middelalderborgagtigte, som vi havde forventet.

Ved lidt nærstudier blev det klart, at jeg med omhu havde ledt os frem til et stille – kloster…! Fanden var løs (undskyld), og jeg spurgte på stedet, om der var muligheder for bodsgang for at rette op på miseren. Det er jo da sådan noget, klostre gør i. Alle pladser viste sig imidlertid at være optagede, men i stedet ville en donation være velkommen og helt sikkert være en hjælp på den yderste dag. Desværre var jeg løbet tør for himmelsk valuta, så heller ikke det blev der noget af, og vi fortsatte vores cykelfærd mod – nu – det rigtige Schloss Runkelstein.

Efter yderligere nogle kilometer dukkede slottet op, og denne gang i den forventede udgave –

De sidste 3-400 meter foregik til fods på ’Kaiser-Franz-Joseph-Weg, (vi er i Østrig selvom vi er i Italien!) der var belagt med toppede sten og stejl som bemeldte kejsers snurrebart –

Endelig fremme ved slottets port mødte der os dette syn –

Efter noget banken på døren kom en venlig dame frem og fortalte med et sarkastisk smil, at ”heute ist Montag”….! Og enhver ved naturligvis, at museer har lukket om mandagen…! Jeg sagde til den venlige dame, at jeg godt ville vaske lidt op, hvis det kunne give adgang (samt være en bodsøvelse…!), men heller ikke det hjalp, og vindebroen blev hejst op igen.

Således opmuntrede over dagens successer vendte vi cyklerne og kørte de 25 km. hjem til campingpladsen i Vilpiano.

Til gengæld for det lukkede Runkelstein slot lovede vi hinanden en wienerschnitzel på campingpladsens restaurant senere i aften, for den ved vi af erfaring er god.

Og hvad har også lukket om mandagen – gæt selv 🙂 🙂 🙂

AM ramte unægtelig plet, da hun efterfølgende sagde: ”Det bedste i dag var cykelturen….!”

18. juni 2019: Endelig blev det ikke-mandag – jfr. trængslerne i går  🙂 – og vi har besøgt Schloss Runkelstein, og det viste sig at være ventetiden værd. Slottet ligger i udkanten af Bozen i dette smukke landskab –

Udover at være en typisk og særdeles seværdig middelalderborg (påbegyndt i 1236) rummer bygningerne noget ganske usædvanligt, nemlig en stor samling velbevarede sekulære freskoer, der viser mennesker i hverdag og fest, og især deres ansigtsudtryk er værd at lægge mærke til – (tryk på det første billede og brug pil-til-højre) –

Stemningen i borgen er meget middelalderautentisk, og mon ikke der for nogle århundreder siden sad en (rigtig!) prinsesse her og baldyrede –

Et pragtfuldt billede fylder en hel væg og viser et optog af nygifte –

Ser man nøje efter, kan man more sig over malerens fortælling om den manglende begejstring hos et par af de nygifte

Der har utvivlsomt – ganske almindeligt i middelalderen – været tale om fornufts-ægteskaber mellem adelige familier, hvor formålet var at sikre formuen og slægtens beståen. Når det var klaret, kunne man – hvilket også var ganske almindeligt – vende opmærksomheden mod en køn elskerinde/elsker.

Udover de mange freskoer med dagligdags motiver er der en overflod af smukke og fortællende billeder, der bestemt er værd at studere, her et par eksempler (tryk og brug pil-til-højre) –

I morgen kører vi videre mod nord og satser på en campingplads Achensee nær ved Innsbruch. Her ved afskeden med Italien har vi tænkt og talt lidt om vores erfaringer denne gang, og de kan læses her: Eftertanker om Italien i juni 2019

Videre til næste kapitel: Achensee og Bodensee i juni 2019

 

Nye indlæg